Note
Læsetid: 2 min.

Britiske politikere frådser på borgernes regning

De britiske parlamentarikere vånder sig, efter at oplysninger om frådseri på skatteborgernes regning er blevet offentliggjort
Udland
13. maj 2009

London - De britiske parlamentarikere har det svært. I disse uger offentliggør den konservative avis The Daily Telegraph opgørelser over de udgifter, som politikerne har skrevet på repræsentationskontoen.

Pornofilm, penge til rensning af en voldgrav, hotelværelser til 1.000 pund pr. nat og installering af en swimmingpool er blandt nogle af eksemplerne på, at de folkevalgte britiske politikere udnytter systemet til det yderste - og måske lidt længere.

"Jeg får nogle gange den opfattelse, at vi lever i et kleptomant styre, hvor de folkevalgte tager for sig af retterne. Man kunne kalde det et kleptokrati," siger det konservative parlamentsmedlem Douglas Carswell, mens vi spiser - på skatteborgernes regning, begribeligvis - i The Commons, en restaurant inde i parlamentet.

Efter de gældende regler har britiske parlamentarikere ret til at have en bolig i London, hvis de bor uden for hovedstaden. De har ligeledes ret til at få refunderet udgifter i forbindelse med deres egen bolig.

Men systemet har betydet, at selv politikere, der bor mindre end 20 kilometer fra London, har udnyttet reglerne.

Douglas Carswell, der er valgt i Østengland, er en af de - meget få - parlamentarikere, der længe har kritiseret systemet. Han har kun en lille lejlighed i London. Men han er et sjældent tilfælde.

"De fleste - og her taler jeg om alle partier - har medlemmer, der fifler med bilag, og det er efterhånden normen, at politikere køber huse og sælger dem videre", siger Carswell.

Glemte at betale skat

I weekenden offentliggjorde The Daily Telegraph dokumenter, der viste, at integrationsminister Hazel Blears havde "glemt" at betale kapitalvindingsskat, da hun havde solgt et hus. Renovering af huset var blevet refunderet af parlamentet.

Mandag vendte The Daily Telegraph skytset mod konservative politikere.

Blandt andre tidligere landbrugsminister - og baron - Douglas Hogg havde - ifølge avisen - fået renoveret sit slot, selv om dette lå uden for London.

Men trods afsløringerne oplever flere politikere, at de er ofre for en heksejagt.

Parlamentets formand, den uafhængige Michael Martin, kritiserede mandag pressen for at være sensationslysten og kritiserede medlemmer, der videregiver informationer til medierne.

Ikke alle var begejstrede for dette indgreb. Især ikke den liberale leder Nick Clegg.

"Det var ikke nogen klog tale. Det skulle formanden ikke have sagt. Vi har et problem, og at føre krig mod mediere er direkte tåbeligt", sagde Clegg tirsdag til BBC.

Han foreslår, at der indføres regler om, at politikere ikke kan købe huse. Men dette forslag er blevet afvist af både Labour og De Konservative.

Også vælgerne er trætte af politikernes overdrevne forbrug. En meningsmåling foretaget af månedsbladet Total Politics viser, at kun to procent af vælgerne opfatter politikerne som troværdige.

"Vi ligger, som vi har redt," siger Douglas Carswell, og bestiller to kopper caffe latte - som han skriver på kontoen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her