Læsetid: 3 min.

Brown i tovene

Flere ministerkollegaer kritiserer den britiske premierminister – næstformand overvejer at opstille mod Brown, skriver avis
5. maj 2009

Rettelse: I den oprindelige udgave af denne artikel citerede vi professor Robert Hazell. Citatet kom imidlertid fra BBC Radio 4, hvilket vi ikke gjorde opmærksom på. Fejlen er rettet i denne version.

LONDON - Mens Gordon Brown internationalt roses for sin indsats i den globale finanskrise, er han hårdt presset på hjemmefronten.

Ifølge avisen The Daily Telegraph vil næstformand Harriet Harman "ikke afvise, at hun stiller op mod Brown".

"Det er et klassisk eksempel på, at en profet ikke er anerkendt i sin hjemegn. Det er muligt, at Gordon Brown har stor indsigt i verdensøkonomien, men valg vindes på hjemmefronten. Og der går det ikke så godt for Brown. At der er uro i partitoppen og i regeringen, er ikke noget sundhedstegn," siger professor Robert Hazell fra University College London til til BBC Radio 4.

"Det er næsten blevet en kliche, at den sidste uge var den vanskeligste i Gordon Browns tid som premierminister. Der har været så mange 'værste uger', at jeg er holdt op med at tælle," siger professoren.

"Browns problemer er primært politiske. De har ikke så meget med substans som med tillid at gøre," siger Robert Hazell.

Gordon Brown forsøgte i sidste uge at finde en løsning på den kontroversielle sag om parlamentsmedlemmers boligtilskud. I et forsøg på at tækkes tidsånden optrådte Gordon Brown på YouTube, men Browns grimasser og forsøg på at virke folkelig, førte til, at hans stunt blev en fiasko.

Til grin på internettet

I en artikel i avisen The Observer i søndags blev Brown kritiseret af ministeren for lokale anliggender, Hazel Blears. Hun kritiserede især Browns manglende evne til at kommunikere med vælgerne og især hans indslag på YouTube.

"Det kan få meget alvorlige konsekvenser for os, at vi ikke kan kommunikere med vælgerne."

"Der blev grinet af Brown. Han viste, hvor ufolkelig han var. Men det værste var, at han ikke havde taget sit parti i ed. Derfor blev det en dobbelt fiasko. Hans YouTubeklip viste, at han er ude af trit med folkestemningen og ude af trit med sin parlamentsgruppe," siger Ash Singh fra tænketanken Centre for Social Justice.

Den megen furore førte til, at Gordon Brown måtte trække sit forslag om en reform af boligbidragene tilbage.

Dagen forinden - torsdag i sidste uge - led Brown endvidere et nederlag i Parlamentet. Det skete, da flere af hans partifæller støttede et liberalt-konservativt lovforslag om opholdstilladelse for Gurkha-soldater (nepalesiske soldater, der kæmper for den britiske hær, red.).

"Sagen om gurkhaerne viser, at Brown ikke har den samme politiske radar som Tony Blair, hans forgænger, havde. Hvis Blair havde set en artikel i The Daily Mail (konservativ tabloidavis red.), ville han have trukket forslaget tilbage. Men Brown fortsatte uanfægtet. Det kan ikke gå godt i det lange løb," siger Singh.

Denne række af "selvmål", som Singh betegner det, kan føre til, at der bliver opstillet en modkandidat til Gordon Brown.

Intet bedre alternativ?

Ifølge The Daily Telegraph har det fremtrædende parlamentsmedlem Graham Stringer indkaldt til et møde i parlamentsgruppen. Eneste punkt på dagsordenen: Partiets fremtidige ledelse.

Men ikke alle eksperter tror, at det kommer til en paladsrevolution.

"Forudsætningen for, at en leder bliver afsat, er, at der findes et bedre alternativ. Det findes ikke. Harriet Harman er ikke noget troværdigt alternativ. Justitsminister Jack Straw savner autoritet, og udenrigsminister David Miliband mangler erfaring og tyngde. Den eneste der - på sigt - kunne være et alternativ, er undervisningsminister Ed Balls. Men han er Browns svorne væbner og vil aldrig stille op mod sin læremester og velynder," siger Robert Hazell.

Der kræves underskrifter fra 20 procent af parlamentsgruppen og 70 underskrifter for en alternativ kandidat for at udløse en afstemning om ledelsen.

"Det anser jeg - for nærværende - for urealistisk. Men det ser ikke godt ud," siger Hazell.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu