Analyse
Læsetid: 4 min.

Dick Cheney indtager rollen som oppositionens leder i USA

I mangel af bedre er den tidligere vicepræsident, Dick Cheney, som førte så diskret en tilværelse under Bush, trådt i karakter som oppositionens sande leder. Men det er noget nær det sidste det kriseramte republikanske parti har brug for
Udland
16. maj 2009
Med sit velkendte skæve, ironiske smil på læben er Dick Cheney tilbage i forreste linje i amerikansk politik. Men Cheny er næppe en mand, republikanerne skal fæste lid til på længere sigt.

Med sit velkendte skæve, ironiske smil på læben er Dick Cheney tilbage i forreste linje i amerikansk politik. Men Cheny er næppe en mand, republikanerne skal fæste lid til på længere sigt.

Karen Bleier

WASHINGTON - Midnatsklokken er faldet i slag, og alt ånder fred på Republikanernes politiske kirkegård. Men så, pludselig! Med en knagende, skurrende lyd åbner et af gravstederne sig lige så sagte. En spøgelsesagtig figur klatrer frem, klædt i det dybeste sort. Med sit velkendte skæve, ironiske smil på læben vakler han væk fra kirkegården, idet han styrer tilbage mod de levendes verden. Hans navn, det er selvfølgelig Dick Cheney.

I sin embedstid var han muligvis en af de mest mediesky (og selvsagt en af de mest magtfulde) vicepræsidenter, USA har set. Men nu er Bush-regeringens usynlige og dog allestedsnærværende mand, der hægede så intenst om sit privatliv, at han lod beliggenheden af sin Washington-residens sløre på Google Earth, med ét blevet Det Republikanske Partis mest synlige ansigt.

I det amerikanske system er der ikke nogen formel post som leder af oppositionen, dvs. af det parti, som ikke sidder på Det Hvide Hus. Uformelt har Cheney nu pludselig selv grebet denne rolle.

Udfald mod Obama

Ud over en tale i Canada har George W. Bush været iøjnefaldende tavs gennem de seneste måneder - han har velsagtens haft travlt med at indrette sit nye hus i Dallas og påbegynde sine memoirer.

Og hvad angår Donald Rumsfeld, Condoleezza Rice og andre stålsatte frontfigurer fra hans lidet savnede æra, kunne de lige så godt være forsvundet fra Jordens overflade.

Cheney, derimod, er alle vegne. Ikke en weekend forløber, uden at han dukker op i et søndagstalkshow. Han er fast kommentator på det konservative Fox News og lignende kanaler, hvor han angriber Barack Obama for dennes åbning over for Iran og beslutningen om at lukke Guantánamo-lejren.

Cheney erklærer ved disse lejligheder med sin på én gang ru og malmfulde røst, at præsidenten gør Amerika mindre, ikke mere, sikker imod terroristangreb.

Samtidig kræver Cheney, som lod selv de mest ubetydelige regeringsdokumenter hemmeligstemple med henvisning til 'den nationale sikkerhed', nu offentliggørelse af de engang så superhemmelige papirer fra sine velmagtsdage, der angivelig kan bevise, at 'de forstærkede afhørsteknikker' (læs: tortur, red.), som han så glødende tror på, rent faktisk var effektive.

Ikke konservativ nok

At indrømme den mindste fejl, ligger ikke til ham. Hvis den foregående regering begik nogen fejl overhovedet, så var fejlen ikke at være for konservativ, men ikke at være konservativ nok.

Forbløffende nok fremhævede Cheney den bombastiske Rush Limbaugh som en bedre rollemodel for Republikanerne end Colin Powell. Nok var der store politiske uoverensstemmelser mellem Cheney og Powell, men alligevel! At foretrække en ultrahøjreorienteret radiovært og falbyder af fordomme frem for en af nationens højt anerkendte helte, som vitterlig har potentiale til at udvide republikanernes forvitrende vælgergrundlag, vidner ikke om sund dømmekraft.

Til en vis grad er Cheneys optræden fuldt forståelig. I det mindste er han rede til at gå offentligt i brechen for det, han tror på. Måske har han endog indflydelse på den førte politik: Måske tog Obama vitterlig Cheneys formaninger ad notam, da han onsdag besluttede sig for at modsætte sig offentliggørelse af fotos af fanger, som blev torteret af amerikansk personel, med henvisning til at dette blot ville opildne de antiamerikanske følelser yderligere og derved bringe amerikanske soldater i Irak og Afghanistan i forøget fare.

Men længere er den så heller ikke. I enhver anden henseende er den genopstandne og trodsigt fremturende Dick Cheney det sidste, Republikanerne har brug for lige nu. Han står for en fortid, som den overvældende majoritet af amerikanerne ville ønske aldrig var sket, og han er fortsat om muligt endnu mere upopulær end sin forhenværende boss.

Dumpede med et brag

Cheneys rolle som selvbestaltet oppositionsleder vil ikke vare ved. Siden valget har stafetten allerede skiftet hænder adskillige gange. John McCain forsvandt stort set øjeblikkeligt fra scenen efter sit nederlag.

Stafetten gik i første omgang videre til Mitch McConnell, Senatets minoritetsleder, som er den højest rangerende Republikaner på Capitol Hill. Men McConnell er lovgivningstaktiker, ikke frontlinjeleder. Blikket faldt så kortvarigt på Bobby Jindal, den unge, præsentable Louisana-guvernør med indiansk blod i årene, som er blevet udråbt til at være Republikanernes Obama. Da hans store øjeblik kom og han var blevet udvalgt til at levere det republikanske svar på Obamas første tale til Kongressen, dumpede han ulykkeligvis med et brag.

Dernæst trådte ingen ringere end Limbaugh selv ind i tomrummet med en flammekastende tale ved en konference for konservative, som hovedsagelig huskes for udbruddet:

"Jeg håber Obama bliver en fiasko."

Republikanske honoratiores, som antydede, at Limbaugh gik for vidt, blev hurtigt presset til at kaste sig i støvet for den store mand.

Nu er det så Cheneys tur, og den eneste trøst i den forbindelse er, at han i det mindste - i modsætning til andre siddende eller forhenværende vicepræsidenter (Nixon, Mondale, Bush senior og Al Gore) ikke har nogen ambitioner om at score præsidentposten. Den næste til at stå for tur i dette roterende lederskab kan blive Sarah Palin, som næsten helt sikkert nærer sådanne forhåbninger, og hvis egne memoirer udkommer til næste år, når opmærksomheden så småt begynder at rette sig mod præsidentvalget i 2012.

Tidevandsbølge

I en vis forstand spiller alt dette ikke nogen større rolle. Obama er stadig enormt populær. Amerikanerne bakker fundamentalt op om alt det, han forsøger at gøre. Den menige amerikaner forstår og anerkender, hvor dybt Amerikas problemer stikker, og forsøger at væbne sig med tålmodighed. Under sådanne omstændigheder burde selv en bare halvvejs anstændig præstation kunne sikre Obama genvalg i 2012.

Tidevandsbølger er en faktor i politik, og får man en sådan imod sig, er der ikke meget, man kan stille op. Sådan forholder det sig med Republikanerne lige nu, hvor amerikanerne har accepteret en større stat, ja, sågar højere skatter, hvis det er dét, som skal til for igen at bringe landet på fode. Republikanerne er ude af gamet uden noget realistisk håb om at generobre Det Hvide Hus - i al fald ikke før 2016.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Leder på bagsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her