Nyhed
Læsetid: 3 min.

EU dæmper tonen i sin kritik af Israel

Utilfredshed med Israelsk politik har fået EU til at true med at bremse planer om tættere samarbejde. Efter heftig israelsk kritik understreger EU-Kommissionen nu, at alt er 'business as usual'
Udland
9. maj 2009

JERUSALEM - EU forsøger nu at gyde olie på vandene i et betændt slagsmål med Israel.

Skepsis over den nye israelske regerings vilje til at arbejde for en palæstinensisk stat og stoppe ulovlige bosættelser har fået EU-Kommissionen til at fastfryse en plan, der skal bringe EU og Israel tættere sammen. Men i kølvandet på hård israelsk kritik nedtoner EU-Kommissionen nu uenighederne.

"Aktuelt er relationerne mellem EU og Israel meget gode. For så vidt angår rutiner og den igangværende aktivitet er alt business as usual," sagde EU-Kommissionens ambassadør i Israel, Ramiro Cibrián-Uzal, onsdag på et pressemøde i Jerusalem.

Direkte adspurgt om en nylig fremsat israelsk kritik af EU, har presset Kommissionen til at nedtone sine synspunkter, svarede Cibrián-Uzal:

"Mine personlige relationer med israelske embedsmænd er gode, så jeg har aldrig følt noget pres".

Israel ikke forpligtet

EU besluttede sidste år at indlede en proces, der skulle opgradere samarbejdet med Israel, bl.a. i form af flere møder mellem israelske og europæiske politikere, bedre handelsvilkår inden for bl.a. industri og landbrug og større samarbejde inden for uddannelse og forskning.

Men den nye israelske ministerpræsident, den højreorienterede Benjamin Netanyahu, har siden sin tiltræden i marts nægtet at udtale klar støtte til en selvstændig, palæstinensisk stat, og den nye udenrigsminister, den ultranationalistiske Avigdor Lieberman, har bl.a. sagt, at han ikke føler sig forpligtet af de løfter, Israel tidligere har afgivet ved den såkaldte Annapolis-konference, der indebærer en to-statsløsning.

Det har fået EU's kommissær for eksterne relationer, Benita Ferrero-Waldner, til at fastfryse opgraderingen.

"Vi mener, at gode og tillidsfulde relationer til Israel, som med vores andre naboskabs-partnerlande, er afgørende for at kunne gøre vores stemme gældende. Vi mener imidlertid ikke, tiden er til at gå videre end det aktuelle niveau i relationer," sagde Benita Ferrero-Waldner i april. Hun er også utilfreds med Israels blokade af Gaza-striben.

Meldingen har vakt voldsom utilfredshed i Israel. Ifølge den israelske avis Haaretz ringede Rafi Barak, underdirektør i det israelske udenrigsministerium, i sidste uge til en række europæiske ambassadører i Israel og bad om, at EU stikker piben ind, indtil regeringen har fremlagt sin nye politik i forhold til fredsprocessen, hvilket forventes at ske den 18. maj.

EU bør dæmpe tonen

"Israel beder EU om at dæmpe tonen og føre en diskret dialog," sagde Barak til ambassadørerne og truede angiveligt med at klippe i de diplomatiske bånd.

"Fortsætter disse kritiske erklæringer, kan Europa ikke være med i den diplomatiske proces, og begge sider vil tabe," sagde Rafi Barak ifølge Haaretz. EU-Kommissionens ambassadør til Israel, Ramiro Cibrián-Uzal, ville onsdag ikke svare på, om fastfrysningen har haft nogle konsekvenser i praksis som f.eks. aflyste møder, men han gentog flere gange, at de normale, diplomatiske relationer var gode og fortsatte uforandret.

I en frisk evaluering for 2008 fastslår EU, at Israels skuffer på en række punkter, som er afgørende for både fredsprocessen og for opgraderingen i EU's optik, bl.a. bosættelser, menneskerettigheder, beskyttelse af det arabisk-israelske mindretal og grænseovergange.

"På trods af Køreplan-for-fred-forpligtelserne (fredsplan fremsat af USA, EU, FN og Rusland, red.) og løftet fra Annapolis-konferencen om at stoppe udbygningen af bosættelser, kan der noteres en klar stigning i bosættelsesbyggeriet i 2008," hedder det bl.a. i rapporten.

EU ikke enig om linjen

Ambassadør Cibrián-Uzal mener dog ikke, de manglende resultater bør forsure forholdet til Israel.

"Det er rigtigt, at på den politiske front har fremskridtene måske været utilstrækkelige i forhold til EU's forventninger. Men rapporten beskæftiger sig kun med ét år, så du bør ikke miste fokus på det overordnede billede," siger han, og henviser til "imponerende fremskridt" i perioden 2004-2008.

EU's slagkraft hæmmes af, at der langtfra er enighed om en skrappere linje over for Israel. Tjekkiet, der p.t. har EU-formandskabet, er en mangeårig og varm Israel-støtte, og premierminister Topolanek har gjort klart, at han vil kæmpe imod at opgraderingen bremses. Omvendt vurderes Sverige, EU-formandskabsland til juli, Belgien, Frankrig og Portugal at være blandt dem, der støtter Ferrero-Waldners linje.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her