Læsetid: 11 min.

Fascismens fane vajer i Ungarn på ny

Den ungarske stat er ved at visne væk. Til gengæld blomstrer højrepopulismen, der ivrigt dyrker myten om den svegne, forurettede nation. Richard Swartz har mødt Krisztina Morvai, Ungarns 'smukkeste politiker', der fører sig frem med udfald imod jøder og romaer
Mens udlændinge må lægge ryg til højrepopulisternes angreb i Vesteuropa, er det de mange romaer, der står for skud i Ungarn, når det ekstreme højre skal kapre stemmer. Her er det en roma-kvinde i landsbyen Alasovadasz, omkring 200 kilometer øst for Budapest. Det antages, at der er mellem en en halv og en hel million romaer i Ungarn.

Mens udlændinge må lægge ryg til højrepopulisternes angreb i Vesteuropa, er det de mange romaer, der står for skud i Ungarn, når det ekstreme højre skal kapre stemmer. Her er det en roma-kvinde i landsbyen Alasovadasz, omkring 200 kilometer øst for Budapest. Det antages, at der er mellem en en halv og en hel million romaer i Ungarn.

INDEX ISTVAN HUSZTI

5. maj 2009

BUDAPEST - Mange butikker og restauranter er tomme, og der er flere tjenere og ansatte end kunder. Ekspedienter, der ser ud til at kede sig til døde, står bag diskene og maler negle eller taler i telefon. Det er længe siden, at nogen har købt et Rolex-ur eller et spisestel af fineste Herendi-porcelæn.

Krisen mærkes også ved, at gademusikanter og tiggere er blevet mere aggressive og udfarende, som var den vanlige frækhed blevet fortrængt af åben rædsel for morgendagen. Kun bankerne er fulde. Kunder med bistre, askegrå ansigter sidder med plastikchartekker eller papirmapper på knæene og venter på, at det bliver deres tur. Det gælder kreditter. Men her stiller ingen sig i kø for at få nye. Det gør de kun for at genforhandle de gamle, som de ikke længere kan betale af på, da Ungarn for tiden er en del af Europa, og kreditterne er i euro eller schweizerfrancs. Hvorimod de, som har optaget sådanne lån, stadig må betale i ungarske forint, som endnu ikke er helt så europæiske, som låntagerne havde håbet på.

For det meste hersker der knaphed: på penge på kontoen, på tiltro til politikerne, på tro på fremtiden. Også politifolk er der for få af, og i landdistrikterne endnu færre. Byer og hele egne er uden statsrepræsentanter i uniform til at håndhæve lov og orden. Frem for alt findes der i Ungarn for lidt af netop statsmagt. Af andet er der til gengæld for meget: Der er for mange, som serverer på caféer, for mange, som kontrollerer billetter i undergrundsbanen, for mange hjemløse og for meget kulsort pessimisme. Og både hvad der findes for lidt af, og hvad der findes for meget af, er tegn på den krise, som er blevet åbenlys for enhver at se. Jeg spørger, om der ikke findes en offentlig ungarsk personlighed, som er respekteret i alle lejre. Der er stilhed omkring bordet. Man tænker efter, men da alle har tænkt færdig, er stilheden der endnu. Måske Árpád Göncz, foreslår jeg - den gamle præsident, som i sin tid var så populær, at mange kaldte ham for 'onkel Árpád'. Man tænker efter igen. Ja, måske, siger nogen. Men det er længe siden i så fald.

Paprikaen fra Holland

Ferenc Gyurcsány er "kommunist og millionær", siger taxichaufføren forarget, mens vi i høj fart nærmer os Kedje-broen.

"Hvordan kunne han blive premierminister? Men lige præcis sådan er vores kommunister: De smed Marx ud og beholdt kapitalen? Og jeg selv? Jeg er bare en helt almindelig arbejder, der må knokle hver dag for at få det til at hænge sammen. Jeg stemte på Victor Orbán, for at han skulle rydde op og gøre det sværere at stjæle her i landet. Men Orbán tabte valget. Alt er fortsat som før. Fejlen var, at man ikke en gang for alle smed kommunisterne ud. Nu kalder de sig noget andet, men de stjæler. Præcis som sigøjnere. Bortset fra at de har skræddersyede jakkesæt på og bruger advokater og stempler," siger han.

"Og så siger de, at vores fremtid findes i Europa. Men Europa behandler Ungarn, som var vi Congo, alt muligt affald bliver læsset af her hos os. Engang var ungarsk paprika og hvidløg verdensberømt. I dag kommer paprikaen fra Holland og koster en tredjedel af den ungarske, men har overhovedet ingen smag. Og hvidløg kommer fra Kina. Ligger den fremme i to dage, bliver den blågrøn. Sammen med kommunisterne har Europa narret skjorten af os. Ingen havde nogensinde fortalt os, at I vesteuropæere foretrækker kommunister frem for hæderlige ungarere."

Min ven, forfatteren bekræfter det med paprikaen. Den multinationale levnedsmiddelindustri har overtaget og forandret også hans madvaner. Så længere nogen kan huske tilbage, har der i dette land kun eksisterer to slags brød siger han. Sort og hvidt. Det hvide fint og dyrt, det sorte for de fattige. Ligesom der kun har været to slags oste, en hård og en blød.

Sådan har det altid været.

Men i dag er det kun jeg, som kan huske det, siger han. Alle de andre har glemt det.

Vi flanerer gennem det kæmpemæssige butikscenter i Zalaegerszég, en provinsby, hvor man nu kan købe lige så mange brødsorter, som man vil. Det samme gælder for oste. Og så er vi endda ikke engang kommet til afdelingen for de udenlandske. Også kunderne i dette butikscenter har i hele deres ydre - klædestil, udseender og gestik - aflagt det provinsielle præg: Hverken i Budapest eller Wien ville de skille sig ud.

Over en kop kaffe siger min ven, at den ungarske stat er ved at visne væk. Der findes intet politi mere og ej heller nogen rigtig affaldsrenovation. Vejene er fulde af fordybninger og huller.

Derimod kan man købe lige så mange franske oste, som man lyster.

Ekstremister på vej frem

Det ungarske flag på ministeriet ved Kossuth Lájostér har viklet sig rundt om flagstangen, hvorimod demonstranternes faner og bannere forneden blafrer i vinden. De fleste af den er en variant af Árpád-fanen, den fascistiske pilekorsbevægelses gamle fane fra krigens tid. På en balkon i ministerialbygningen står en regeringsembedsmand i skjorteærmer og kigger ned på demonstranterne, inden han forsvinder ind i varmen igen.

Jobbik ('Bevægelsen for et bedre Ungarn') og dennes paramilitære gren Magyar Gárda ('Den Ungarske Garde') findes fortsat kun på gaden, endnu ikke i parlamentet her ved siden af. Men det kan krisen komme til at ændre på det. Mange siger, at det bare er et spørgsmål om tid, skønt det er svært at tro, at nogle pladser i et parlament skulle få dette parti til at give afkald på gaden som dets egentlige forum. Garden marcherer for Jobbik. Helst gennem byer eller lokalsamfund, hvor der bor romaer, og hvor hensigten næppe er at rekruttere nye medlemmer. I stedet for indvandrere har Ungarn mellem en halv og en hel million romaer, som Jobbik vokser sig stadig federe på. Gardisternes uniformer i sort minder om de ungarske fascisters fra krigens tid, men ikke mere end at enhver lighed straks kan affærdiges som hjernespind i hovedet på en sigøjner, en jøde, en kommunist eller en liberal.

En ung engleagtigt udseende pige præsenterer mødets talere med spæd røst. En ældre tyndhåret herre lyder, som om han deklamerede digte i en sorthvid nyhedsjournal fra 1930'erne. En yngre ser ud, som om han har forvildet sig herhen fra et fitness-studio, og alle venter på Krisztina Morvai.

Publikum lader til at være en blanding af originaler, pensionister, hooligans og unge mænd og kvinder i sort, som ser farlige ud. Politiet holder sig i baggrunden. De sortklædte gardister sørger for lov og orden, eller forsøger i det mindste at se ud, som om de gjorde det. Mænd i politiuniformer aftegner sig som blege skygger bag vinduerne i ministeriets underetage.

Til sidst indtager så Krisztina Morvai talerstolen. Rygtet taler sandt: Hun er så absolut Ungarns smukkeste politiker. Det er på hende, man har ventet, og hun vifter med en slynge i hånden: Krisztina Morvai er den eneste her, som bærer våben. Demonstranterne jubler og råber opmuntrende. Slyngen har hun fået af en palæstinensisk ven, og ganske som palæstinenserne forsvarer sig mod israelerne, må også ungarerne begynde at forsvare deres land imod dettes fjender. At palæstinensere og ungarere har en fælles fjende, virker demonstranterne overbeviste om: Flere af dem bærer på plakater med den forhadte tidligere nationalbankdirektør, György Surányis ansigt indskrevet i en gul jødestjerne.

Krisztina Morvai oplæser sin tale. Til tider bliver hendes røst skinger og truende. Demonstranterne jubler eller hujer. Flere bærer på plakater af Ungarn før katastrofen i Trianon. De storungarske faner vajer i blæsten fra Donau. En pige klædt i sort uddeler flyveblade. Jeg tager et, interesseret i at høre mere om Jobbiks hensigter. Men det viser sig, at være en reklame for en restaurant i nærheden.

Amputeret i Trianon

Ungarn er i dag et lille europæisk land, som førhen var så meget større, at den smule, som er blevet tilbage af det store ikke uden smerte formår at udholde mindet om det store land, som ikke længere findes.

Denne smerte har et navn: Trianon. Også fornuftige og beherskede ungarere opfatter navnet som en betegnelse for en katastrofe. Som følge af Første Verdenskrig mistede Ungarn ved freden i Trianon i 1920 to tredjedele af sit territorium og over en tredjedel af sin befolkning. Ingen europæisk stat er i nyere tid blevet lignende hårdt ramt ved en fredsslutning. Forsøget på at generobre det tabte under Anden Verdenskrig slog fejl. Næsten et halvt århundred med kommunisme kan forekomme som en besegling af den nationale katastrofe.

Siden da har man i Ungarn dyrket en af de store østeuropæiske myter, næret af et vist mål af sandhed, men i endnu højere grad af en selvmedlidenhed, som navnlig i krisetider står i fuldt flor. Ungarerne skulle have lidt for vores skyld. De har reddet os fra hunner, mongoler, russere eller tyrkere som kristenhedens eller civilisationens sidste udpost mod barbariet har de forsvaret Vesterlandet. Disse overbevisninger fylder den kollektive bevidsthed med ikke så meget stolthed som forbitrelse over, at vi i Vesten ikke rigtig vil erkende det.

Oplevelsen af at være misforstået, forurettet og utaknemmeligt behandlet er meget almindelig i Østeuropa - polakker, serbere og flere andre ser ikke meget anderledes på dette end ungarerne. Men måske er det kun her i Ungarn, at dette forbindes med en følelse af udsathed, som forekommer at gøre nationens rent fysiske udradering til en mulighed. "Nej, nej, aldrig" (nem, nem, soha), var Mellemkrigstidens svar på Trianon, en reaktion, som vel i lige så høj grad har med Urangst som med revanchisme at gøre.

I mange skoler hænger der kort over 'Ungarn før katastrofen' i klasselokalerne. Som et led i historieundervisningen, lyder svaret, hvis man spørger, men snarere for at have sin egen skæbne inden for synsvidde, så den ikke glemmes bort. Og til skæbnens slagord hører 'grænse', 'jord', 'blod' eller 'stamme'. Til dens følelser hører ydmygelse, vrede eller selvtilstrækkelighed. Og til dens dyder hører heltemod og opofrelse. Af denne historieskrivning bliver resultatet nostalgi, myte og politisk populisme. En populist repræsenterer ikke et program eller sig selv, men sin nation.

De flydende grænser

Viktor Orbán, Ungarns bedst begavede og farligste populist, der var premierminister 1998-2002, går længere end som så: Nationen kan ikke være på oppositionens side. Ironisk nok er Orbán i dag selv i opposition, men eftersom han tror at vide, at nationen er på hans side, er denne oppositionsrolle en fejl eller en forulempelse og derfor noget, som gør gaden lige så vigtig, som det parlament, hvor andre end han selv regerer.

Et af mine første møder med Viktor Orbán fandt sted for tyve år siden i det, som i Budapest kaldes Det Hvide Hus, kommunisternes gamle magtcentral. Jeg havde været der og talt med Rezsö Nyers, gullaschkommunismens chefarkitekt. Nu blev han tvunget til at dele bygningen med et parti, som førhen ikke fandtes, hvilket han kommenterede med den galgenhumor, som af og til udmærker intelligente politikere, når de ved, at de er havnet på historiens mødding.

Fra Nyers gik jeg videre til Viktor Orbán, som sad i det samme hus, men på en anden etage, hvad der gav indtrykket af en kort symbolsk spadseretur mellem to forskellige verdener. Orbán var et frækt, slagfærdigt vidunderbarn, som dengang charmerede alle. Jeg var ingen undtagelse. Men hvad jeg ikke besindede mig på, var, at historien ikke kender til genveje, og at ingen stiger ud af en verden og ind i en anden ved bare at tage elevatoren til en anden etage og korridor.

Krisztina Morvai kommer en halv time for sent, og fortæller, at hun er en helt almindelig midaldrende husmor. Intet af det er naturligvis sandt. Vi mødes i caféen i Ungarernes Hus.

Krisztina Morvai er klædt i samme skarlagensrøde, lettere folkedragtsinspirerede jakke med spænder på, som ved demonstrationen forleden dag og affejer straks min forsigtige kritik: Som politiker kan hun ikke tage ansvaret for alle sine tilhængere. En del af dem går nok for vidt, men de allerfleste er almindelige, hæderlige ungarere. Og til hendes møder kommer de, fordi hele samfundssystemet i dagens Ungarn bygger på uretfærdighed.

"Hos os må alt rives op med rode", siger hun.

Snart skal hun holde pressekonference i caféen, hvor vi sidder. En journalist kommer hen til vort bord og siger, at den ungarske forint fortsætter med at falde. Hvad dette betyder, forstår Kriszstina Morvai straks, eftersom hun er uddannet i Storbritannien, har undervist i USA og arbejdet i Strasbourg.

"Vi har sagt ja og amen til alt, hvad Verdensbanken og Den Internationale Valuta-fond har beordret os til at gøre," siger hun. De samme institutioner, som nu er i gang med at ødelægge hele verden. Over for sine tilhængere plejer hun at tale om den jødiske bank- eller finanskapital, men eftersom Krisztina Morvai er både intelligent og veluddannet, tilpasser hun sin retorik til sin samtalepartner. Ingen jøder nævnes, og romaerne taler hun kun om, fordi jeg udtrykkeligt spørger. Dette problem må diskuteres, mener hun, ikke mindst for sigøjnernes egen skyld. De fleste er undertrykte og forfulgte. Men ikke af ungarerne - af deres egne.

I alt, hvad hun siger, dukker der hele tiden ord som 'koloni', 'tyveri', 'kamp' eller'forsvar' op, og helst taler hun om, hvad hun ikke er: Hun er ikke antisemit, ikke venstreorienteret, ikke racist, ikke homofob. Men over for Europa og globaliseringen er hun skeptisk.

Landskabet mellem Budapest og Wien er ensartet, og toget vugger langsomt frem, som var det en af gæssene i byerne langs jernbanen. Men Ungarn er Centraleuropa, ikke Balkan, og fra toget ses ingen af de gæs, som vel ikke længere slippes fri blandt husene. På Balkan har krisen altid været til at få øje på: Som husbyggerier, som blev påbegyndt, men ikke afsluttet, når pengene slap op. En drøm i cement og tegl om en bedre fremtid, fikseret i en sørgelig tilstand mellem torso og ruin.

Sådanne halvfærdige og opgivne byggerier er et sjældent syn i Ungarn. Her er alt - mere eller mindre - påbegyndt og slut. Vi er ikke i Serbien eller Rumænien. Men dimensionerne i de huse i byerne, som man er begyndt at bygge og også har færdigbygget, er undseelige. Og ser man nærmere efter, er Serbien eller Rumænien slet ikke så langt borte endda. Malingen krakelerer, murstenene slår revne, skorstenen er skæv. Det er, som om Balkan vil erindre om, at vore europæiske grænser blot er flydende provisorier, at alt hos os i Europa hænger sammen, også selv om vi uden toldere og ophold ved grænsen ved, hvornår vi er kommet tilbage fra Ungarn til Østrig: For pludselig er affald, plastposter, kartoner, bananskræller og tomme flasker langs jernbanesporet forsvundet.

Intet af dette kan længere ses fra toget.

Richard Swartz er forfatter og tidligere Østeuropa-korrespondent for Svenska Dagbladet

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Kaarup

Det er angiveligt sandt at vestlige multinationale virksomheder behandler Ungarn som Congo.

Det er spillereglerne under kapitalisme. Lande med rigtig arbejdskraft, d.v.s. lande med ringe arbejdsforhold (f.eks. billig og masser af arbejdskraft, ingen foräldreorlov, ingen sygedagpenge, ingen fri faggforening, kort opsigelse m.v.) er ideele at placere sin virksomhed i, idet virksomhedens dyreste justerbare udgift - oftest arbejdskraften - kan mindskes dramatisk.

Ungarns problem er at de opfatter sig som europäere og dermed bör have samme rettigheder, undtagen de ser ikke sammenhängen mellem politisk valg og forandring.
Var målet at forbedre arbejdsforholdene, så de multinationale virkomheder vil söger andetssteds valgte flertallet forkert.
Det er såmänd også dette frygtscenarie der overdrevent fremstilles til välgerne så de välger at tillempe politikken/lovgivning efter de store virksomheders behov.
Det er selvfölgeligt ikke sandt, at al investering ophörer. Under samme kapitalistiske prämisser vil virksomheder forfölge ikke-udnyttede investeringsmuligheder.

Ps. det er menneskeligt, politisk dumt og måske ligefrem dödeligt, at tillade for meget jödehad, når landet befinder sig indenfor ballistisk mellemdistance af Israel.

Niels-Holger Nielsen

Hvad vil de? Stærk mand? Krig? Ud af EU? Ved de det selv? Kan nogen fortælle os det? Hvad kan vi gøre for at komme romaerne til undsætning, vi er vel også europæere? Hvorfor går nogle af EUs medlemsstater på røven? Skal vi ikke hjælpe vores ungarske medborgere? Mon ikke de brune tendenser også gør sig gældende i stater, som er bedre stillet?
Svaret blæser i vinden.

Per Thomsen

Udviklingen i Ungarn er i sandhed alarmerende, men spørgsmålet er vel, om vi i Danmark er ret meget bedre. Vi har trods alt siden 2001 haft en regering der er dybt afhængig af at have et yderligtgående racistisk og højreradikalt parti som "støtteparti".

Ivar jørgensen

Det er bestemt ikke en udvikling der begrænser sig til Ungarn, men som er at finde i store dele af østeuropa. Nedenstående er et klip fra kroatien hvor mange tusinde står og heiler på et stadion.

I Rusland har neofascismen/nazismen gode vilkår. Det samme gælder i Tjekkiet og Bulgarien.

http://www.youtube.com/watch?v=tHjSIPKLweA

Andreas Møller Lange

Det er virkeligt alarmerende og meget tankevækkende, at udviklingen op til nazismen synes at gentage sig. Beskyldningerne mod de kapitalistiske sammensværgelser personificeret i jøderne, forfølgelsen af romaerne, paramilitære grene i gaderne, mistro til kommunisterne og spørgsmålet om nationale grænser. Det er et stort problem som fortjener stor fokus og debat, før det udvikler sig til et punkt, hvor det er for sent at gøre noget som helst. Spørgsmålet er, hvordan noget sådant overhovedet kan ske så kort tid efter nazismen. Har vi helt glemt historien? Noget tyder på det. I samfund hvor det naturvidenskabelige ideal har trængt det humanistiske i baggrunden og politikken kræver et blik, der ikke skal dvæle ved fortiden, men altid se fremad, er der måske noget om snakken. I samfund hvor mennesket ikke har en værdighed ved at være menneske - men en ressource - da er det mennesket selv, der kommer i klemme, når der ikke længere er brug for disse ressourcer. Og så nytter det ikke noget at se fremad - men det nytter at besinde sig. Det nytter at have en debat om hvad det vil sige at være menneske og hvad denne "krise" kan lære os om at indrette vores samfund, set i lyset af fortidens tragedier, som ikke skal gentage sig.

Kasper immerkjaer

@Martin Karup:
Jeg har boet og arbejdet i Ungarn og Ungarer bliver ikke behandlet som i Congo!
Arbejdslønnen er lavere end i DK, men ofte betaler de udenlandske virksomheder bedre end de lokale. Yderligere så tør jeg også godt postulere at arbejdsmiljøet er bedre end blandt de lokale virksomheder idet mange vestlige virksomheder har opdaget, at godt og rent arbejdsmiljø ofte forbedrer produktiviteten og øger kvaliteten. Samtidig giver mange udenlandske virksomheder gratis sprogkurser, hvilket der i høj grad er brug for. Desuden er din viden om de ungarnske arbejdslove forkert. Det er svært at fyre folk uden en stor kompensation, kvinderne kan stort set gå på barsel lige efter de er blevet gravide og kan herefter blive på barselsorlov i 3år.

Ellers kan jeg fuldt ud genkende og faktisk supplere det skræmmende billede af et land, hvor ny-nazismen stortrives. Mange af mine kollegaer hadede sigøjnere, kommunister, jøder og slovakker. De havde ofte et billede af Ungarn før katastrofen sammen med nationalitetsbogstavet på deres bil og jeg kunne fortsætte.
Jeg er ikke for stolt af den danske regering (og slet ikke DF) men at sammenligne os med Ungarn er forkert.

Niels Mosbak

Jeg var tjenstgørende for FN i Kroatien i 1993 - allerede på daværende tidspunkt var der adskillige Kroatiske styrker der udsmykkede deres pansrede køretøjer med hagekors, ligesom styrkerne yndede at udsmykke deres uniformer med jernkors og hagekors armbind - vi skal huske hvem de var allierede med under 2. verdenskrig - de har ikke glemt det.
Og deres allierede fra dengang var så venlige at forsyne dem med feltrationer - der senere blev fundet i Vukovars ruiner, efter krigen i 1992.
Det skakbrætternede mønster i det kroatiske flag er en overlevering fra Ustasca - den kroatiske facistiske fane fra 2. verdenskrig - meget smagfuldt.

Men ifølge den danske regering og den danske presse er det selvfølgelig serberne der er de onde.

Martin Kaarup

@Kasper immerkjaer

Jeg kan forstå du også har boet og arbejdet i Congo for at lave den sammenligning. Nuvel.

Hvis du også er beläst i ökonomi eller dataolig kender du måske til kapitalismen som algoritmisk lokal grådig optimeringsalgortime, og så ved du at forskellene mellem Congo og Ungarns arbejdsforhold ikke betyder så meget.
Det er snarere det faktum at i begge lande er forholdene ringere end i den vestlige verden.

De kulturelt betingede arbejdsmässige rettigheder der måtte eksistere i Congo og Ungarn betyder alene noget for sammensätningen af hvem der rekrutteres (om det så handler om kön, religion, race, alder, uddannelse m.v.)
Det varmer hjerter at höre kvinder i Ungarn har foräldreorlov i 3 år og jeg håber kvinden modtager 100% af sin lavere lön (i.f.t. vesten) under helle sit fravär.

Og som ganske rigtig gör opmärksom på, er det smart at häve lönnen lidt end de lokale - så de multinationale virksomhederne kan tilträkke sin den bedste arbejdskraft i landet som stadig er billigere end i den vestlige verden.
Det er jo netop de store pengetanke som de multinationale virksomheder anvender til at udspille nationale og fattigere virksomheder. (jeg skriver generelt her; der findes måske et par store Ungarnske virksomheder som kan spille bold med de vestlige drenge, men i det store hele er det underordnet)
Den samme mekanisme gälder også i Danmark blandt konkurrende arbejdspladser - her bejles på lönen - enten direkte (gage) eller inddirekte (fritid, frynsegoder, uddannelse, betalt foräldreorlov)

Udover du ikke bröd dig om Congo som sammenligningsgrundlag - og du antageligvis har erfaring til at foretage netop den sammenligning - så tror jeg vi er absolut og aldeles helt enig.

Stefan Bruun Holdt

Jeg kom til at tænke på en ældre artikel om Sverigedemokraterne fra sidste, der på det tidspunkt lå lige omkring spærregrænsen, og hvor flere af debattørerne gav udtryk for at ville emigrere til lande, hvor man gerne undertrykker minoriteter (om muligt mere end man gør i DK). Østeuropa var et bud, der gik igen i debattørernes indlæg. Jeg begynder vist så småt at forstå hvorfor.

http://www.information.dk/157182

Føj for s...!

Niels Mosbak

@Kasper immerkjaer

Nu du har arbejdet i Ungarn - kan du så fortælle mig om du har viden om hvorvidt man også i Ungarn har oprettet de såkaldte "sweatshops"?

Jeg ved at man i Kroatien har sweatshops i nærheden af Osijek - i øvrigt oprettet på baggrund af skattefrihed til virksomhedsejerne - for at tiltrække industri til området.

@Martin Kaarup

Tak! ;-)

Niels Mosbak

Kære Anna T.

Det var nok nærmest Ungarns tilknytning til Nato der var den største fejl. Ungarn blev som bekendt medlem i 1999, i forbindelse med Nato's terrorbombning af Serbien, idet Nato ønskede at inddæmme Serbien.
Historisk set var Serberne den nation, der forsvarede det Østrig-Ungarske kejserdømme mod tyrkernes invasion, og forflytningen skete til de områder i Kroatien, der under krigen i Jugoslavien blev benævnt som "Krajina" - militærgrænsen.
En af de væsentligste årsager til at man ønskede Jugoslavien splittet op i små-stater, var at Tyskland ikke ønskede at verdens 5. største hær - den Jugoslaviske - kunne få magtpolitisk indflydelse i Balkanområdet - Tyskerne mener vist at Balkan starter syd for Elben! ;-)

EU var efterfølgende det "kød-ben" der blev smidt af Vest-Europa, til Ungarn, som tak for hjælpen!