Læsetid: 10 min.

Folket er udviklingsbistandens store spøgelse

Fem årtiers dansk udviklingsbistand har gjort en enorm forskel for millioner af fattige - især på uddannelsesområdet - og danskerne bakker op. Alligevel er den politiske frygt for at miste den folkelige opbakning i de seneste år blevet så stærk, at det risikerer at underminere bistandsindsatsen
Udvikling og uddannelse. Langt den mest bistand er, trods de mange skandalesager i medierne, vellykket. Især én bistandsindsats har været en succes: Uddannelsen. I dag går omkring 90 procent af Afrikas børn i skole, og en voksen generation er klar til at overtage den politiske ledelse. -Lige under de ofte meget korrupte toppolitikere er der i dag et lag af rigtig dygtige folk i Afrika,- siger udviklingseksperten Knud Vilby. Billedet viser en skole i Mwanamakuka i Tanzania.

Udvikling og uddannelse. Langt den mest bistand er, trods de mange skandalesager i medierne, vellykket. Især én bistandsindsats har været en succes: Uddannelsen. I dag går omkring 90 procent af Afrikas børn i skole, og en voksen generation er klar til at overtage den politiske ledelse. -Lige under de ofte meget korrupte toppolitikere er der i dag et lag af rigtig dygtige folk i Afrika,- siger udviklingseksperten Knud Vilby. Billedet viser en skole i Mwanamakuka i Tanzania.

Jorgen Schytte

30. maj 2009

'Hvide elefanter' hedder enhver udviklingsmedarbejders værste mareridt - store bistandsprojekter, der er slået fejl. Affaldsforbrændingsværket uden for New Delhi, som virksomheden Vølund for tyve år siden fik 150 millioner kroner for, og som aldrig er taget i brug, fordi indisk affald efter køernes og de fattiges sortering ikke er brændbart. Danskbyggede skibe, som går på grund i alt for lavt vand. De 50.000 kroner i minuttet, retspræsident Torben Goldin i mandagens Information regnede ud, at skatteyderne har betalt for hans fejlslagne konsulentbistand til den mozambikanske højesteret, som Danida havde glemt at spørge, om de gerne ville have hjælp til - og hvordan.

Sidste år afslørede Nyhedsavisen noget, som ikke var stort nok til at være en hvid elefant. Avisen havde fået aktindsigt i en liste over svindel med dansk bistand. Tabet lød af meget: 17,6 millioner. I virkeligheden var det ikke noget særligt. Det gjaldt et fire-årigt regnskab på over 50 milliarder kroner, og der var således tale om et tab på under 0,04 procent - langt, langt mindre end Dansk Supermarkeds butikker årligt sætter til på svind.

Alligevel udløste artiklerne samråd og bred kritik og førte til, at Danida nu aktivt skal gøre offentligheden opmærksom på selv mindre svindelsager. Danidas egen avis Udvikling var ikke sen til at koble sagen sammen med en Gallup-måling fra januar 2008, hvor 50 procent af danskerne havde svaret ja til, at bistand havner i de forkerte lommer.

"Den aktuelle sag er skadelig for den folkelige opbakning," vurderede kontorchef i Danida Nicolai Ruge, hvis synspunkt fik støtte af blandt andet generalsekretær for Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl:

"Selv de mindste sager skader og skubber til en i forvejen udbredt opfattelse i befolkningen af, at det meste af u-landsbistanden ender op i korruption," mente generalsekretæren.

Men frygten er ubegrundet, siger Folkekirkens Nødhjælps chef Christian Friis Bach, der er medforfatter til bogen Idealer og realiteter om dansk bistands historie.

"Tyve års erfaring viser, at danskernes opbakning til bistanden er enormt solid. Der er mindre udsving, men spørger man hvilket niveau, bistanden skal ligge på, svarer cirka 60 procent 'det nuværende', 20 procent ønsker et højere niveau, og 20 procent ønsker et lavere. Alligevel er der en skræk for, at opbakningen ryger, hvis der kommer noget dårligt ud."

De hvide elefanter spilder penge til at hjælpe verdens fattige. Men bistandsindustrien synes også, at de stjæler mediernes fokus. At de får folk til at overse, at Danmark igennem 50 år har forbedret millioner af menneskers fremtidsudsigter gennem udviklingsbistanden. At de skjuler, at det efterhånden er lykkedes at skabe et rigtig godt fundament i Afrika, som samlet set havde en vækstprognose i år på intet mindre end 6,5 procent, før finanskrisen spændte ben.

Frygten for folket

Folket, eller forestillingen om det, har været den blinde makker i dansk udviklingsbistand, lige siden statsminister Viggo Kampmann i et inspireret øjeblik i 1960 erklærede, at danskerne formodentlig ville have moralsk godt af en skattefinansieret u-landsbistand, som derfor skulle "være af en størrelsesorden, der vækker den enkelte af hans sløvhed."

Senere trak han delvist i land: Bemærkningen var nok faldet i en "rask vending". Hans vankelmod er karakteristisk. Ikke kun for den ikke altid helt gennemtænkte Kampmann, men også for skiftende danske regeringers omgang med den solidariske post i finansloven: At op til en procent af den danske bruttonationalindkomst hvert år sendes afsted til den fattige verden.

For mere uselvisk er udgiftsposten jo heller ikke. Gennem årene er over halvdelen af den bilaterale udviklingsbistand formodentlig kommet tilbage igen til danske virksomheder og lønninger. Og lige fra starten har bistandens potentiale for det danske erhvervsliv været et stærkt argument og vedholdende hensyn.

Denne dobbelthed har altid været der. Men først i de seneste år er den blevet så stærk, at den er begyndt at stille sig i vejen for, at vi udnytter vores efterhånden store viden om, hvad der virker. Det viser sig, når danske politikere ikke tør fortælle vælgerne, at Danmark har givet tilsagn til at omlægge stadig mere af vores bistand til den type, der virker bedst: Den, hvor modtagerne selv bestemmer mest muligt over pengene og derfor får det størst mulige ejerskab over resultaterne.

Det handler også blandt andet om behovet for opbakning, når Danida som beskrevet i de sidste ugers Information lader danske virksomheder stille betingelserne og hæve lønningerne i "business-to-business"-bistanden. Det siger udviklingsforsker Steen Folke, der har fulgt området og for nylig har lavet en selvstændig evaluering af privatsektorprogrammet i Indien for DIIS:

"Der er i Danida en helt særlig følsomhed over for kritik omkring privatsektorområdet, fordi man mener, at det er nødvendigt at indbygge danske erhvervsinteresser for at sikre erhvervslivets opbakning til udviklingsbistanden."

Endelig har det vakt kritik internt i miljøet, at danske græsrodsorganisationer propaganderer mere og mere for enkle problemløsninger som nødhjælp, geder og lægehelikoptere, fordi den slags er bedst til at samle penge ind med. Mens de fleste på den anden side er enige om, at geder og nødhjælp ikke er holdbare måder at forbedre de fattige landes situation på. Det kræver assistance til, at de kan udvikle sig, så de kan klare deres nødsituationer selv eller helt undgå dem, som de ofte kan.

Holdninger og effekt

Men hvorfor fokuserer vi ikke bare på hvad der virker?

"Bistand handler om holdninger," skrev udviklingsminister Ulla Tørnæs i sidste fredags Information i en kommentar, der brugte ordet 'usaglig' til at afvise en lang række eksperters kritik af den måde, Danida administrerer bistanden på.

Tværtimod, råber eksperterne: Bistand handler ikke om holdninger, men om, hvad der virker. Bistanden skal først og fremmest bekæmpe fattigdom, det står i loven, og netop ikke tilpasses alle mulige skiftende holdninger.

Konsulent fra Development Associates Poul Buch-Hansen er en af dem, der frygter, at bistandens oprindelige formål forsvinder i alle mulige andre agendaer. Danmark har været god til at rette indsatsen mod de fattigste, siger han, og den fokus skal fastholdes - og gøres rigtigt:

"Udviklingsbistanden skal ikke hjælpe de fattige, den skal afskaffe fattigdommen," siger han. "Det første er opgaven for nødhjælpen og den humanitære bistand - det sidste er opgaven for udviklingsbistanden."

Sagen er bare, at det er meget mere indviklet at bekæmpe fattigdom end at hjælpe nogle fattige. Fattigdomsbekæmpelse kræver nemlig opgør med diskriminerende politikker og institutioner. Det er mere indviklet; det er også mere kontroversielt, fordi det indebærer et opgør med samfundsordner, som nogle nyder godt af.

Og derfor har både ministeren og eksperterne ret. For udviklingsbistand handler om, hvad der virker, men den handler også om samfundsordner. Debatten om bistanden er ikke heftig på grund af beløbets størrelse - landbrugsbistanden til u-landene udlignes for eksempel femfold hvert år af landbrugsstøtten til de rige landes egne landbrug. Den er det snarere, fordi den lige så meget handler om noget indenrigspolitisk og ideologisk: at forestille sig verden i sit eget billede og drømme om, hvordan det bedste samfund ser ud.

Derfor er der opstået den paradoksale situation, at mange politikere gerne vil tale om, hvad de vil med udviklingsbistanden - det er en arena for politiske visioner. Danmarks to seneste statsministre, Anders Fogh og Lars Løkke Rasmussen, har brugt Afrika-kommissionen til at markedsføre deres vision om, at udvikling fremmest bedst gennem det private initiativ og det private erhvervsliv. Derimod vil relativt få politikere forsvare det, vi gør med bistanden i dag - for eksempel, at vi overgiver mere og mere af den til de fattige landes egne prioriteringer, for de er rystende bange for, at folket ikke forstår det.

"Det bliver mere og mere komplekst at forklare befolkningen, hvad bistand egentlig er," hævder udviklingsminister Ulla Tørnæs jævnligt.

Men sådan ser de ikke på det i for eksempel Storbritannien.

Christian Friis Bach illustrerer forskellen med et eksempel fra for et par år siden, hvor det kom frem, at Zambia havde brugt sin nyvundne selvbestemmelse over en del af de britiske bistandsmidler til at købe store biler til hele regeringen.

Daværende udviklingsminister, Clare Short, forsvarede, at beslutningen måtte overlades til zambianerne selv, hvis man mente alvorligt, at man ønskede et selvstændigt samfund med ejerskab over udviklingen.

Hun sagde: 'Hvis de har truffet den her beslutning i en åben proces, hvor et forslag er blevet behandlet i parlamentet, og pressen og folket har mulighed for at protestere og stemme på nogle andre - så er det OK med mig.'

"Det kunne du ikke have fået mange danske politikere til at sige," mener Friis Bach.

Ikke desto mindre er der ingen vej udenom. Hvis der er én ting, Danmark har lært med tiden, er det, at selv det bedste udviklingsprojekt er spild af tid, hvis den lokale befolkning ikke selv har ønsket det. Så selv om vi har hjulpet de fattige lande med vandpumper og vejnet, har vi også lært, at de kun bliver brugt og vedligeholdt, hvis de er lavet i ekstremt tæt dialog med de lokale. Ikke nødvendigvis kun de lokale regeringer, men også dele af civilsamfundet eller bestemte målgrupper. Her har Danida haft stor succes med at målrette indsatser til kvinder, som ofte både opretholder familien og driver landbruget, hovedbeskæftigelsen for langt størstedelen af Afrikas befolkning.

Fordi lokalt ejerskab er en betingelse, er der også en bistandsindsats, som helt uden tvivl har været en succes, selv om den næppe kan måles direkte på økonomiske væksttal: Uddannelsen.

Som Tanzanias selvstændighedspræsident, Julius Nyerere, forklarede det:

"Vi overtog et land, hvor 85 procent af den voksne befolkning var analfabeter. Briterne regerede over os i 43 år. Da de tog afsted, var der to uddannede ingeniører og 12 læger."

I dag går omkring 90 procent af Afrikas børn i skole, og en voksen generation er klar til at overtage.

"Lige under de ofte meget korrupte toppolitikere er der i dag et lag af rigtig dygtige folk i Afrika," siger udviklingseksperten Knud Vilby.

"Det har bistanden et delansvar for. Og hvis du skal tage Afrikakommissionens anbefalinger om at satse på erhvervslivet alvorligt, så er forudsætningen nogle fungerende uddannelsessystemer. Denne gigantiske omdannelse af nogle gamle, uuddannede landbrugslande ville næppe have været mulig uden hjælp udefra."

Danmark tør ikke

Danmark, har med Paris-erklæringen i 2005 forpligtet sig til at overlade stadigt større dele af udviklingsbistanden til de fattige landes egne prioriteter og administration. De danske politikere tør bare ikke give slip, og derfor halter Danmark bagefter med at følge op med handling. Vi giver kun fire procent af bistanden i den såkaldte budgetstøtte, som landene selv råder over, mens briterne giver 20. Og vi følger hver krone helt ud til den enkelte ged eller sygeseng. Så i dag bruger eksempelvis Tanzanias stærkt underbemandede sundhedspersonale i dag 20-25 procent af sin tid på kontrolskemaer, rapporter og lignende til omkring 20 udenlandske donorer.

Den slags ekstrem kontrol fik de rige landes bistandssamarbejdsorganisations chef Richard Manning til i 2007 at give Danmark en sjælden reprimande:

"Det er et problem, når I bliver så forsigtige, at I opbygger jeres egne kontrolsystemer i stedet for at bidrage til at opbygge kapacitet i modtagerlandene. Det var faktisk overraskende for mig, at Danmark er blandt de donorer, der ikke er så gode til at tilpasse bistanden til og bruge modtagerlandenes egne systemer. Netop når de lokale systemer er svage, er det vigtigt at gøre dem stærke i stedet for at underminere dem."

Christian Friis Bach vurderer, at det er bekymringen for den hjemlige opbakning, der holder Danida tilbage.

"I midten af 1990'erne var vi et af de mest visionære donorlande med hensyn til at satse på det lokale engagement og ejerskab. Men så kom der et par korruptionssager, og man gik i panik. I dag er vi præget af Udenrigsministeriets tendens til kontrol sammen med de danske politikeres hang til synlige resultater."

Også inde fra systemet har frygten for at stole på de fattige vakt kritik. Pensioneret Danida-chef Ole Mølgaard Andersen kritiserede i november, at Danmark belaster modtagerlandene urimeligt:

"Aldrig tidligere har vores udviklingsbistand været indhyllet i så meget bureaukrati og detailkontrol. Det vrimler med skrivebordsmanualer, krav til rapporteringer, målinger og vejninger af (kortsigtede) resultater osv.," skriver Mølgaard Andersen i kritikken.

Budgetstøtte er ikke den eneste vej til lokalt ejerskab; der er mange andre måder, man kan samarbejde med civilsamfund, bestemte målgrupper og aktive indbyggere i de fattige lande. Men den er et eksempel på den danske frygt for at lade de lokale overtage deres udvikling.

Og alligevel står endnu et paradoks tilbage: Havde de fattige lande selv styret deres bistandsprojekter, var ingen af de tre hvide elefanter fra artiklens indledning nogensinde blevet til virkelighed: Affaldsafbrændingen var ikke blevet bygget til det forkerte formål, skibene var ikke blevet designet i en forkert størrelse, og Torben Goldin havde ikke spildt for halvanden million kroner tid på en uønsket assistance.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karen Helveg

Der er et par punkter mht budgetstøtte, der lige bør afklares. I princippet er budgetstøtte jo et bidrag til landenes egne prioriteringer, men i praksis skal de altid måles og vejes på indikatorer and what have you. Og donorerne går sammen om rapporteringen om budgetstyringen og procedurerne, ofte koncentreret om reform af de offentlige finanser. Gives der sektorbudgetstøtte knyttes altså nogle krav til forbedringen af sektoren sammen med målelighed (så og så stor en procentdel af børn skal gå i skole i år x). Der er også en form for mere direkte kontrol, nemlig af de overordnede finanssystemer og budgetudførelse. Om indikatorerne virkelig opfølges og rapporteres korrekt på er ét spørgsmål (det er bl.a. der vi har de gode konsulentrapporter), om de er opstillet af landene selv et andet. Derudover er 'landene selv' alt andet end entydigt - donorerne har et godt indspark i budgetstøtten. --- Og det hele fører til en teknokratisk halvmoraliserende suppe, hvor påstande langes ud med store bogstaver.
Nogle af de udskældte projekter har nu i øvrigt også været ganske nyttige, ikke mindst infrastruktur. Så donorernes valg lurer i alle kroge, også hos englænderne.

Karen Helveg

Veje/transport, elektricitet, vand. Selvfølgelig baseret på grundige analyser af, hvordan vedligeholdelse og management sikres. Store investeringer i infrastruktur skal finansieres på bløde vilkår i disse lande (som hos os, hvor banenettet og vejene jo også finansieres af skatteindtægterne). Fattige lande klarer faktisk uddannelse nogenlunde selv, det drejer sig blot om indtægter, mens donorernes energi lægges bedre i vanskeligere sager.
Jeg har ikke noget imod budgetstøtte, der kan være udmærket, men hverken budget-, program- eller projektstøtte er gratis for nogen af parterne. Og der er en solid dosis dominans i det meste, blot mere snigende i budgetstøtte.
Mht sektorer synes jeg, der er en tendens til med passende mellemrum at udråbe den ene eller den anden sektor som det vigtigste. Men man kan ikke pludselig give overprioritering til en sektor, uden at det bliver makværk. Se f.eks. på de mange uddannelsesprogrammer, der har haft succes med at få børn i skole, men så er der måske ikke lærere nok, fordi deres lønninger er så elendige, eller de vil ikke ud på landet, fordi der ikke er de bekvemmeligheder de har ret til at forvente. Dvs. der skal bedre lønninger til offentligt ansatte, bedre læreruddannelse til og infrastruktur på landet. --For slet ikke at tale om mange sundhedsprogrammer, der på trods af en masse donorstøtte, alligevel ikke kan sikre medicin, sygeplejersker og da slet ikke læger til sundshedscentrene, mens de klassiske hospitaler i byerne fik lov til at forfalde, for det var jo ikke 'fattigdomsorienteret' med dem. Men der findes også kræft og hjertesygdomme i Uganda.
Mao, det drejer sig om indholdet, om måden og styringen, og der er ikke nogen nem vej til nogle af sektorerne. Slagord er da i hvert fald ikke særlig nyttige.

Lotte Folke Kaarsholm

men det var også snarere måden, jeg tænkte på. hvilke måder virker i din erfaring bedst? det er vel stadig i høj grad et spørgsmål om, hvordan man sikrer det lokale ejerskab?

Jean Thierry

Prøv at sammenligne med EU, som bare tonser derudaf med regnskaber, der ikke er blevet godkendt de sidste 14 år, vurderinger der siger at der er ca. 10% svindel og afsløringer af at antisvindelenheden selv har svindlet.

Men EU ikke stilles der ikke samme spørgsmålstegn ved fra regeringen.

Michael Skaarup

til Karen Helved

Jeg finder din generelle forståelse af de problematikker som udviklingsbistand er målrettet imod, samt de afledte konsekvenser, som du eksemplifisere ift. lave lønninger til lærer, dejlig realistisk.

Jeg vil dog også gerne vide, hvad erfaringerne er med hvad der virker bedst?, på hvem det virker?, samt hvor længe det virker? og hvorfor det virker? og hvordan det virker?.

- Altså på hvilken måde, eller hvilken metode anvender man, så projekterne får størst mulig "afkast" for målgruppen? Og dermed sikre at projekterne er bæredygtige ift. lokalforankring, men også ift. projekts fremtid, når donormidlerne ophører?

Men også hvordan sikre man at det er målgruppens behov og ønsker, som anvendes ift projektformuleringen?

Karen Helveg

Hvordan sikrer man ejerskab og afkast for målgruppen? Det er jo ikke helt det samme. En hovedvej kan jo give afkast for mange, men det er måske ikke lige sådan, at alle er med i beslutningen (selvom retfærdigvis de, der berøres umiddelbart af vejbyggeriet, bør involveres). Det kommer an på, hvilke programmer det drejer sig om. Er det landbrug, ja, så er det naturligvis spørgsmålet om, hvad folk selv ser som problemet. I parantes bemærket var der en udmærket kronik i går i Politiken om behovet for landbrugsudvikling, men forfatteren glemte det store problem i hvert fald i Afrika: jordforholdene.
Når det drejer sig om statsbudgettets anvendelse, har man naturligvis mange måder at inddrage befolkningen på, men det er jo en stor mundfuld. Der er da heldigvis mange steder en 'offentlighed', der ytrer sig, og i virkeligheden synes jeg mange afrikanske ledere, også selvom man ikke kan rose dem for alt for demokratisk sindelag, er klare over, at de må gøre noget for at gavne deres befolkninger. Jeg hører dog ikke til dem, der mener, at man kan bruge good governance som kriterium for bistanden, for der er mange tvivlsomme regeringer overalt. Men selvfølgelig skal man kontrollere, at bistanden bruges til noget konkret, at den ikke blot bruges på ævl og rapporter, eller på at fiksere kravene til bistand til afrapportering, for der er mange, der er smarte til at fabrikere skudsikre rapporter. Danida og andre skal flytte sig fra deres kontorer og tale med embedsmænd også på lavere niveau og derudover flytte sig rundt i landene og se på, hvad der sker. Desværre fører Pariser-deklarationen til for mange donor-møder-donor møder evt. med de kendte skikkelser fra 'partnerlandets' apparat, der godt ved, hvad donorerne gerne vil høre.
Man man kan da sagtens arbejde direkte med grupper på landet om projekter, der gavner dem. Og de vil som oftest gerne have noget konkret, der forbedrer deres liv og produktion. Der er ved at komme liv i kooperativ-tanken igen, men man skal være klar over, at der er mange faremomenter, jalousi etc. som et af elementerne, eller at de dekapitaliserer sig selv. Men jeg vil sige, at vil man gerne hjælpe good governance på vej, sker det ofte bedst omkring 'noget', et lokalt vand- eller elektricitetsselskab eller den slags, ikke ved at tale om demokrati som sådant.
Til det sidste: bæredygtighed sikres jo kun ved, at der er lokal forankring, at der er tale om noget folk gerne vil have. Men ofte glemmer man hvor meget arbejde der går ind i at opbygge lokale institutioner. Jeg er selv med til et projekt med at opbygge et elkooperativ i Uganda. At få lederne til at forstå, hvad det kræver af finansiel indsigt og forudseenhed at styre kundebasen og tarifferne, ja, man ender nemmere i kurser i finansiel og anden management end i demokrati. Men det kan bl.a. være det det drejer sig om.

Michael Skaarup

Tak for et godt svar.

Jeg synes at din afsluttende tanker, er spændende.

Jeg anser netop "kapacitets" opbygning som det bærende element i al udvikling. - Uden en forøget/forbedret adgang til f.eks viden, vil en udvikling ikke nå længere en det eksisterende poteniale tillader.
Derfor er (asfalteret)veje godt, når der er et eksistende lokalt behov. Men det er langt vigtigere at facilitere at behovet opstår, igennem øget levestandarder.

Anvender man lateral tankegang, og forestiler sig at imorgen, blev EUs landbrugstøtteordninger, anvendt til at støtte lokale familielandbrug og landbrugsproduktioner, og et forbud imod varer fra I-lande, der konkurrende imod lokale varer i udviklingslande var normen.

Forudsætningen gør så at der blive skabt grobund for en øget produktion i de mange små lav teknologisk familie landbrugsproduktioner som findes i alle udviklingslande. - Det vil øge levestandarden for familierne, som vil blive i stand at sælge noget (mere) af produktionsoverskuddet på eksisterende lokalemarkeder. Den ekstra fortjeneste som tjenes, vil sansynligvis, blive anvendt på forbrug.)opsparing i guldsmykker er også forbrug) Det vil betyde at det samlede forbrug vil stige, og efterspørgelse på nye varer vil stige, som vil betyde, at efterspørgelsen på arbejdskraft vil stige, og arbejdsløsheden falde, Flere i arbejde vil betyde et stigende efterspørgelse på forbrugsvarer og levnedsmidler. Osv. Men også et behov for kvalificeret og specialiseret arbejdskraft. Jf. det økonomiske kredsløb,

SÅ det ,den lateral tankegang viste, var at en kapitalinsprøjtning blandt små familielandbrug, vil medfører et stigende efterspørgelse på arbejdeskraft i samfundet generelt.

En øget mulighed for arbjede, vil så have indflydelse i de overvejelser et ung menneske gør sig, inden beslutning om at rejse til en tvivlsom tilværelse i f.eks EU træffes

Altså vil en direkte landbrugstøtte til små familielandbrug i udviklingslandene, have en positiv effekt ift. fattigdoms flygtninge, der søger en værdig tilværelsen, som underbetalt immigrant i EU, USA, og i de arabiske olie-oligarkier m.m

Samt det vil bevirke en kacapitetopbygning af det nationale BNP.