Læsetid: 5 min.

Frygt og bæven i det europæiske hus

Hollandske anti-islamister, italienske separatister og modstandere af Lissabon-traktaten kan alle få plads i Europa-Parlamentet, når der afholdes valg i starten af juni. 'Ekstremistiske partier er bedre til at mobilisere vælgerne ved at spille på borgernes frygt,' siger polsk parlamentsmedlem
Filip Dewinter fra det stærkt højreorienterede belgiske parti Vlaams Belang ønsker et uafhængigt Flandern. Andre går til valg på antisigøjner-budskab, og det kan være svært at forene den slags forskelligheder i Europa-Parlamentet, mener flere.

Filip Dewinter fra det stærkt højreorienterede belgiske parti Vlaams Belang ønsker et uafhængigt Flandern. Andre går til valg på antisigøjner-budskab, og det kan være svært at forene den slags forskelligheder i Europa-Parlamentet, mener flere.

CHRISTOPHE LEGASSE

28. maj 2009

STRASBOURG - Fra Stockholm til Sardinien og fra Waterford til Warszawa fører en støjende og broget skare af nationalister og EU-skeptikere valgkamp i håbet om at kunne frarøve rivalerne fra de store partier deres mandater i Europa-Parlamentet.

Hollandske anti-islamister, ungarske nationalister, italienske separatister og en paneuropæisk bevægelse, som er modstander af Lissabon-traktaten, kræver alle plads i Parlamentet, når Europa går til valg mellem den 4. og den 7. juni. Og kombinationen af en sørgelig lav valgdeltagelse og økonomisk tilbagegang ser ud til at være til deres fordel. Arbejdsløshed og barske økonomiske udsigter har skabt ideelle betingelser for, at kandidater med en enkelt mærkesag og perifere grupper af EU-modstandere kan få plads i forsamlingen i Strasbourg.

"Det er en foruroligende tendens," siger Urszula Gacek, et polsk medlem af Europa-Parlamentet for centrumhøjre-partiet Platforma Obywatelska, hvis eget land er hjemsted for adskillige ærkekonservative og katolske partier anført af den EU-skeptiske præsident Lech Kaczynski:

"Ekstremistiske partier er bedre til at mobilisere deres vælgere ved at spille på borgernes frygt og tale om behovet for protektionisme og grænsekontrol."

Mange parlamentsmedlemmer betragter ligesom Urszula Gacek muligheden for de ekstreme yderfløjes ankomst med frygt og bæven og er bekymrede for, at deres nye kolleger i Parlamentet vil forsøge at hæmme institutionens arbejde og indflydelse.

"Det er slemt nok, at møderne bliver afbrudt af skvalder fra EU-modstanderne i det britiske United Kingdom Independence Party, men hvad hvis disse mennesker faktisk kommer til magten nu?" siger et portugisisk parlamentsmedlem.

Ny magtbalance

Ved det sidste møde i Parlamentet inden valget blev snakken i korridorerne domineret af de truende ændringer i den politiske magtbalance. Mens de drak vin i Parlamentets barer, spekulerede politikerne over de mulige alliancer, som vil kunne bryde centrum-højre-partiernes og socialisternes traditionelle dominans. Takket være de konservative briters meget kritiserede plan om at forlade den magtfulde gruppe Europæisk Folkeparti er oprettelsen af en ny EU-skeptisk gruppe i Parlamentet blandt mulighederne. De konservative briter vil angiveligt arbejde sammen med den irske forretningsmand Declan Ganleys paneuropæiske bevægelse Libertas, som er dannet med det eksplicitte formål at afspore Lissabon-traktaten.

Truslen fra den yderste højrefløj, bl.a. British National Party, er endnu mere bekymrende. Partiet står til at vinde mindst ét sæde i Parlamentet og har forsøgt at skabe større samarbejde mellem nationalistpartierne i Europa. I sidste måned blev partiets næstformand Simon Darby mødt med nazihilsner ved et møde for den yderste højrefløj i Milano, som var organiseret af Roberto Fiore, der er medlem af Europa-Parlamentet og leder af partiet Forza Nuova, som kræver, at omkring 150.000 sigøjnere bliver udvist fra Italien.

"Det er ret ironisk, at disse partier vælger at stille op til Europa-Parlamentsvalget, eftersom de alle grundlæggende kører en kampagne mod EU," siger Monica Frassoni, som er medformand for parlamentsgruppen De Grønne.

Men hun påpeger også, at disse grupper er så dybt forankret i hjemlig politik, at ungarske og rumænske partier, der går til valg på et antisigøjner-budskab, næppe kan finde sammen med f.eks. Vlaams Belang, der kræver et uafhængigt Flandern.

"På grund af deres indbyrdes forskelligheder og den isolation, som de hidtil har befundet sig i, kan jeg ikke se, hvordan de skulle kunne danne en troværdig ny parlamentsgruppe."

En flok amatører

En ny gruppe af partier fra den yderste højrefløj - Identitet, Tradition, Suverænitet - kollapsede på spektakulær vis blot få uger efter oprettelsen i 2007, da italienske Alessandra Mussolini dyngede sine rumænske kolleger til med fornærmelser, og polakkerne blev rasende over østrigsk mumlen om behovet for at ændre grænsedragningen mellem Polen og Tyskland.

"Det endte ganske forudsigeligt i et blodbad, og nu vil de aldrig kunne opnå mandater nok til at danne en ny politisk fraktion," siger et britisk medlem af Europa-Parlamentet, den liberale Andrew Duff, med henvisning til de 28 mandater, som det nu kræver at danne en levedygtig parlamentsgruppe. Kun en parlamentsgruppe kan øve indflydelse, fordi de kan lede udvalgsarbejdet og påvirke afstemninger, siger han.

"Uafhængige parlamentsmedlemmer har ingen indflydelse, og derfor er truslen fra disse ekstremister i virkeligheden ubetydelig."

I den anden ende af skalaen risikerer Parlamentet at blive til et opbevaringssted for wannabes og falmede stjerner. Den snart tidligere justitsminister i Frankrig, Rachida Dati, kan i det mindste prale af regeringserfaring i modsætning til de skuespillerinder og fotomodeller, som stiller op for Silvio Berlusconis centrum-højre-parti.

"Det får os til at fremstå som en flok amatører," sagde et hollandsk parlamentsmedlem.

Ressourcespild

Selv om Parlamentet har udvidet sin indflydelse markant, efter at det for tre årtier siden blev til en demokratisk valgt forsamling og nu gør sin trang til regulering gældende overalt, er europæerne stadig ligeglade med verdens eneste internationale parlament. Ifølge en opinionsundersøgelse ved to tredjedele meget lidt eller næsten intet om, hvad Parlamentet laver, og kun en tredjedel har tænkt sig at stemme i næste måned.

De 758 parlamentsmedlemmer beskylder ofte medierne for at dæmpe den offentlige interesse ved at glemme at fortælle om de resultater, som Parlamentet opnår ved at påvirke lovgivningen på så forskellige områder som arbejdstidsbestemmelser, miljømålsætninger og priser på mobiltelefoni.

Forsamlingens ry bliver i stedet alt for ofte præget af skandaler om parlamentsmedlemmernes løntillæg og den ekstravagante idiosynkrasi, som består i, at Parlamentet som det eneste i verden har to parlamentsbygninger. Hver måned tager parlamentsmedlemmer, assistenter og tolke turen fra Bruxelles til Strasbourg. Den månedlige flytning af ansatte og dokumenter til Frankrig og vedligeholdelsen af de topmoderne bygninger koster de europæiske skatteydere omkring 1,6 milliarder kroner om året. Og så gider mange parlamentsmedlemmer ikke engang deltage i møderne:

"Ved det sidste møde var omkring 150 parlamentsmedlemmer fraværende, hvilket er helt uacceptabelt, eftersom det påvirker afstemningsresultaterne," siger Andrew Duff.

Andre er frustrerede over Parlamentets manglende vilje til at reformere sig selv.

"Tidligere var Strasbourg et symbol på forsoningen mellem Frankrig og Tyskland. Nu er det symbol på spild," siger et tysk medlem af Europa-Parlamentet, den liberale Alexander Alvaro, som vil afskaffe møder i Strasbourg, selv om ordningen er indskrevet i EU's traktater.

Der er dog tegn på, at Parlamentet har forstået budskabet. Nye regler om parlamentsmedlemmernes løntillæg vil begrænse udskejelserne. Og hvis Irland ratificerer Lissabon-traktaten ved en ny folkeafstemning i efteråret, vil Strasbourg få større indflydelse på rets-, udlændinge- og udenrigspolitikken i stedet for at spilde kræfterne på formålsløse resolutioner. Ironisk nok vil eurofober og ekstremister så få rigtig magt i stedet for blot at afbryde pinlige debatter om situationen i Burma og udryddelsen af den brune bjørn.

© The Independent og Information

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jean Thierry

Der er ikke noget ekstremistisk ved at være imod Lissabon-traktaten/EU-forfatningen, der var faktisk flertal for det (altså et nej til forfatningen/traktaten) ved folkeafstemningerne i Frankrig, Holland og Irland.

EU-mæssigt er ekstremisterne Monica Frassoni og hendes kollegaer, der mener, at befolkningerne ikke skal have direkte magt i et demokrati (!).

Derfor vil de ikke acceptere resultaterne af folkeafstemningerne og heller ikke vil acceptere afholdelse af flere folkeafstemninger.

At de fleste af de normale partier opfører sig sådan er i sig selv meget dårligt, men det er også dårligt, fordi det kan give plads til partier og grupper, der på andre punkter har en skadelig politik.

Rigtigt mange steder er der dog fornuftige EU-modstandere at stemme på.

I Danmark har vi Folkebevægelsen mod EU, som er tværpolitisk med udsyn til og fokus på Verden og vægt i centrum-venstre.