Læsetid: 6 min.

Frygt for global protektionisme overdrevet

I 1930'erne blev et dramatisk fald i den globale samhandel tillagt protektionisme. Noget lignende er ikke sket i de seneste par måneder trods et alvorligt sammenbrud i den internationale handel. I stedet er nye konkurrenceforvridende indgreb blevet populære
Flere lande har under finanskrisen forsøgt at pålægge staten og dens virksomheder at bestille råvarer fra hjemlige producenter. I USA med kampagnen -Buy American-.

Flere lande har under finanskrisen forsøgt at pålægge staten og dens virksomheder at bestille råvarer fra hjemlige producenter. I USA med kampagnen -Buy American-.

Mauro Gamberini

15. maj 2009

BOSTON - I en så dyb verdensøkonomisk krise som den nuværende burde en bølge af handelsbeskyttende foranstaltninger fra de nationale regeringer allerede have skyllet hen over landegrænserne.

Det står jo i lærebøgerne med henvisning til den ødelæggende protektionisme under den økonomiske depression i 1930'erne.

Men sådan er det ikke gået i denne omgang; i hvert fald ikke indtil videre. Det til trods for, at den internationale samhandel har trukket sig hurtigere sammen i forhold til en sammenlignelig periode i 1930'erne, siger den anerkendte handelsøkonom Robert Z. Lawrence.

"Dengang skyldtes det drastiske fald i international handel, at USA hævede sine toldsatser gennemsnitligt fra 14 til 21 pct. (Smoot-Hawley-loven vedtaget juni 1930, red.). Det affødte en kædereaktion af gengældelsesaktioner fra andre lande," fortæller Lawrence, der er professor på Harvard Universitys John F. Kennedy-skole.

Ifølge en rapport fra Verdenshandelsorganisationen WTO i marts vil den globale eksport falde med ni pct. over en kam i indeværende år.

Værst vil det gå ud over industrilandene, mens store udviklingsøkonomier som Kina, Indien og Brasilien stadig vil postere eksportstigninger, dog på et lavere niveau end i 2008.

Klassiske indgreb

Men denne voldsomme sammentrækning af den globale handel er ifølge professor Lawrence udelukkende en konsekvens af en faldende efterspørgsel på varer.

"Problemet er, at vi ser en kumulativ proces, fordi virksomheders produktionskæde er spredt ud over mange lande. Når USA's import af varer fra Kina falder, går det ud over producenter af komponenter i Korea og i andre lande osv. Og det giver en selvforstærket effekt," siger han.

Der er naturligvis eksempler på klassisk protektionisme. I en nylig rapport kunne Verdensbanken berette om Ruslands forhøjede afgift på import af brugte biler og Ecuadors øgning af toldsatser på 600 varer - et isoleret eksempel på en ekstrem national reaktion.

Der er også eksempler på protektionisme fra lande, der bruger deres borgeres sikkerhed som påskud til at stoppe importen af specifikke varer eller tjenester. Til denne kategori hører direkte forbud mod import af fødevarer eller f.eks. legetøj (Kina).

I denne gruppe er der tilsyneladende blevet syndet lidt mere end på toldområdet, men det er uklart, hvorvidt det skyldes den økonomiske krise, eller om det bunder i legitime årsager.

Indien kan f.eks. have gode grunde til at stoppe import af farligt kinesisk legetøj. På den anden side har landet 800 producenter af legetøj -

Pandemi som påskud

Det samme gælder for udbruddet af H1N1-influenzaen, hvor flere lander, herunder Kina, har benyttet lejligheden til at stoppe import af al svinekød fra Mexico. Det ligner en overdreven reaktion, ikke mindst fordi ingen har turdet udsætte USA for samme behandling, skønt der er blevet konstateret 1.600 amerikanske svineinfluenzatilfælde.

På den anden side er det svært at bebrejde asiatiske lande for ekstrem varsomhed. De har trods alt haft problemer med overførsel af influenzasmitte fra dyr til mennesker (fuglevirussen) tæt inde på livet.

Alligevel hersker der betydelig nervøsitet for fremtiden. Den helt store udfordring bliver at holde fristelsen i u-landene til i desperation at gribe til told- og afgiftsforhøjelser i skak. I WTO har man god grund til at frygte det værste, fordi de fleste u-lande faktisk har ret til at hæve deres toldmure under gældende WTO-regler.

"Man taler om, at toldtariffer står i vand. Hermed menes, at u-lande inden optagelsen i WTO fik sat et relativt højt loft over importafgifter på varer - helt op til 50 pct. Men f.eks. Indien valgte at pålægge 20 pct. told. Derfor har inderne betragteligt manøvrerum til at hæve tariffer i den nuværende krise uden at krænke deres aftale med WTO. Det samme gælder for andre udviklingslande," fortæller Lawrence.

Landbrugsstøtte i vand

Industrilandenes landbrugssubsidier står også "i vand". Under gældende WTO-regler kan USA f.eks. yde 20 mia. dollar (110 mia. kr.) om året i statsstøtte til amerikanske farmere og landbrugskoncerner. Men sidste år blev tallet holdt nede på otte mia. (44 mia kr.) og Obama-regeringen har i sit finanslovforslag foreslået at reducere denne sum yderligere.

Som verdens førende økonomiske magt og den ypperste fortaler for frihandlens og markedsøkonomiens dyder bliver alt, hvad der smager af protektionisme i Washington, bliver genstand for hed debat i udlandet. Derfor har andre lande holdt et vågent øje med præsident Barack Obamas handlinger og syn på f.eks. yderligere liberaliseringstiltag i den internationale arena.

I valgkampen åbnede Obama f.eks. døren på klem for omforhandling af en tillægsprotokol i den nordamerikanske frihandelsaftale (NAFTA) om miljøbeskyttelse og faglige rettigheder. Det skabte furore i partnerlandene Canada og Mexico.

For nylig har Obama under hånden forsikret sine to nære naboer, at sagen vil blive droppet.

Sidste år modsatte Obama sig indgåelse af bilaterale frihandelsaftaler med Sydkorea (der begrænser import af amerikanske biler) Colombia (hvor arbejderes faglige rettigheder strider mod ILO's charter).

I sidste uge hævdede The Economist, at præsidenten har signaleret over for de to landes leder, at han er villig til at give indrømmelser. En aftale med Panama forventes at få hans underskrift, så snart det er godkendt af Kongressen.

'Buy American'-klausul

Det blev også bemærket i udlandet, at Obama protesterede mod Demokraternes indføjelse af en 'Buy American-klausul' i den vækstpakke på 785 mia. dollar (ca 4.300 mia. kr.), som Kongressen vedtog i februar. Klausulen pålagde forbundsstaten og kontraherende virksomheder at bestille råvarer - f.eks. stål - fra hjemlige producenter.

Præsidenten fik sørget for, at klausulen er i overensstemmelse med WTO's regler for regeringsindkøb - at udenlandske fabrikanter altså skal have lov at deltage i licitation. Men for de uindviede i WTO's regler vil ændringen af lovteksten ikke få den store betydning.

"USA importerer mest billig stål fra udviklingslande som Kina, Indien og Brasilien og de har endnu ikke tilsluttet sig WTO's regler for regeringsindkøb," siger professor Robert Lawrence.

Sagt på en anden måde: Forbundsstaten krænker ikke sin forpligtelse over for WTO ved at undlade at invitere førende stålproducenter i Kina, Indien og Brasilien med til licitationsrunder på nye amerikanske bro- og vejprojekter.

Med til historien hører naturligvis, at Kina med sin vækstpakke på 500 mia. dollar ikke kunne finde på at invitere amerikanske stålselskaber til at byde på infrastrukturprojekter - og ikke af den grund krænker nogle WTO-regler.

Finansiel beskyttelse

Den aktuelle finansielle og økonomiske krise har bibragt to nye former for protektionisme. Den ene kaldes finansiel protektionisme.

"Statslige støttepakker til banker og investeringsfirmaer i USA og Vesteuropa har medført krav om, at de finansielle institutioner sørger for at koncentrere deres låneaktiviteter i hjemlandet. Politisk set er det svært at forsvare at bruge skatteborgernes penge til at låne penge til selskaber i udlandet," siger Lawrence.

Konsekvensen har været dramatisk for en række lande i Østeuropa og fattige lande i udvillingsverden. I 2008 faldt overførslen af kapital fra rige til fattige lande fra 800 til 200 mia. dollar. Det er grunden til, at G20-mødet i april i London bemyndigede Den Internationale Valutafond (IMF) til at øge udlånspuljen og industrilande blev opfordret til at udvide deres handelskreditordninger.

Støtte til bilindustri

Den anden nye type protektionisme har endnu ikke fået et navn, men den er let at genkende. Ifølge Verdensbanken har industrilandene i det seneste årstid statsstøttet deres bilindustri med et beløb på 48 mia. dollar (265 mia. kr.). Den store synder er USA med over 20 mia. dollar til General Motors og Chrysler.

"Disse indgreb tjener kun til at forsinke reduktionen af overskudsproduktion og kan i værste fald medføre lukning af mere effektive bilfabrikker i udviklingslande," hed det i en barsk kritik fra Verdensbankens rapport om protektionisme. Harvard-professor Robert Lawrence kvier sig dog ved at kalde subsidier til USA's bilindustri for protektionisme. "Der er vel snarere tale om, at Obama-regeringen prøver at få de to bilproducenter til at indskrænke og omlægge deres produktion til benzinøkonomiske biler. I Europa har regeringer brugt høje benzinafgifter til at nå det mål," siger han.

Frihandelstilhængere håber, at Obama vil skubbe på for at genoplive WTO's Doha-runde om yderligere liberalisering af verdenshandelen. Men det er måske for meget at forvente.

I sidste uge lovede præsidenten i sin første formelle udtalelse om regeringens handelspolitik at arbejde for en genåbning af Doha-runden. Problemet er, at denne linje nyder hverken opbakning fra Demokraterne i Kongressen eller præsidentens støtter i fagbevægelsen.

"Der er mange gode økonomiske grunde til at få sat gang i Doha, men det er nok for politisk risikabelt," vurderer professor Lawrence.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu