Analyse
Læsetid: 4 min.

Indisk sæbeopera uden oplagt plot

Det har vist sig svært for de to store partier at kapre dagsordenen i den indiske valgkamp. Heldigvis sikrer Bollywoodstjerner og Gandhi-mudderkastning, at det i hvert fald ikke er kedeligt for de 714 millioner vælgere
Udland
5. maj 2009
Indiens 714 millioner registrerede vælgere kan benytte deres stemmeret ved det aktuelle parlamentsvalg. Valghandlingen har været i gang i adskillige uger, og der kan endnu stemmes på torsdag og den 13. maj. På billedet ses en indisk kvinde foran en stor plakat med blandt andre lederen af Kongrespartiet Sonia Gandhi og premierminister Manmohan Singh (t.h).

Indiens 714 millioner registrerede vælgere kan benytte deres stemmeret ved det aktuelle parlamentsvalg. Valghandlingen har været i gang i adskillige uger, og der kan endnu stemmes på torsdag og den 13. maj. På billedet ses en indisk kvinde foran en stor plakat med blandt andre lederen af Kongrespartiet Sonia Gandhi og premierminister Manmohan Singh (t.h).

DELHI - De splinternye orangefarvede lygtepæle lyser op i en by, hvor sommerstøvet og udstødningen fra millioner af køretøjer ellers har farvet alting gråbrunt. Men ikke alle er begejstrede for det festlige indslag.

Orange er nemlig det hindunationalistiske oppositionsparti Bharatiya Janata Party, BJP's, farve. Og mens hovedstadens over 17 millioner indbyggere gør sig klar til at gå til stemmeurnerne torsdag, er megabyen politisk hypersensitiv. Man skal dog ikke tillægge farven andet end æstetisk betydning, lover den ansvarlige for Delhis gadebelysning.

"Vi kan bare skifte den, hvis vi bliver trætte af den," siger han til Times of India.

Om lygtepælene får politisk rygdækning til at forblive orange, ved vi først med sikkerhed, når stemmerne er talt op den 16. maj. Valghandlingen har været i gang i landets 35 delstater i små tre uger, og inden verdens største demokrati er færdig med at vise, at det fungerer, vil 714 millioner registrerede vælgere have haft chance for at sætte deres kryds, hvilket omkring 400 millioner ventes at benytte sig af. Det sker ved at trykke på en knap ved deres favorit blandt de 1.055 politiske partier på en af de 1.368.430 stemmemaskiner ved i alt 828.804 valgsteder. Det er stort, det er spændende, og så er de helt store spørgsmål bemærkelsesværdig fraværende i dette Indiens 15. valg til parlamentet, Lok Sabha.

Mudret billede

Det forhold, at farven på lygtepæle kan blive en mediesag, er meget sigende for denne valgkamp. Selv om både den økonomiske krise, terrortrusslen efter Mumbai-angrebet, blodig aktivitet fra regionale oprørsbevægelser samt sprængfarlig destabilitet i nabolandene Afghanistan og Pakistan burde give mere end stof nok til skarpe politiske positioner, har de to gamle landsdækkende partier, Kongrespartiet og BJP, ført en valgkamp, der af kommentatorer betegnes som både famlende og kønsløs.

Så hvor magten i de seneste mange år er skiftet mellem mere eller mindre klippefaste alliancer med enten Kongrespartiet eller BJP i spidsen, ser det nu ud til, at det politiske landskab denne gang bliver mere mudret - og at det i yderste konsekvens kan ende med en sådkalt 'tredje front' uden nogen af de to. De mindre regionale partier har nemlig haft overraskende stor succes med at kapre vælgere. 'Mindre' skal forstås på indisk: Deltaten Uttar Pradesh, hvor den største konkurrent til premierministerposten, dalit-forkæmperen Myawati har sin magtbase, har en befolkning på størrelse med Brasilien.

Slut på topartisystemet?

Kongrespartiet, der med premierminister Manmohan Singh i spidsen har siddet på regeringsmagten de sidste fem år i den såkaldte United Progressiv Alliance (UPA-koalitionen), virkede ellers sejrssikkert inden valget. Og med god grund.

Manmohan Singh var ansvarlig for 1990'ernes økonomiske reformer, og i hans tid har væksten næsten konstant ligget på imponerende otte procent om året. End ikke den globale recession har rystet landet af pladsen som verdens næsthurtigst voksende økonomi.

Alligevel tyder det på, at det gamle parti, hvis historie går tilbage til landsfader Mahadma Gandhi, har mistet pusten. Ikke meget bedre ser det ud for konkurrenten BJP, der nu står uden alliancepartnere i flere sydindiske delstater. Selv om det højrenationale parti historisk har været dygtigt til at lukrere på angst, etniske spændinger og kurrer på tråden i forhold til Pakistan, har partiet tilsyneladende ikke formået for alvor at spinde valgguld på terrorangrebet i Mumbai.

Kulør

De to partier har ellers prøvet med alle midler at gøre sig interessante.

BJP har ført SMS-kampagne i bedste Obama-stil, og Kongrespartiet har ført valgkamp flankeret af diverse Bollywoodstjerner. Men medierne har været særligt optaget af kampen mellem Gandhi'erne.

Tidligere premierminister Indira Gandhis barnebarn, Varun Gandhi, vendte i bedste sæbeoperastil sin magtfulde - og kvindestyrede - familie ryggen og stillede op for de 'onde' hindunationalister. Varun er søn af Sanjay Gandhi, der døde ved et flystyrt, før han for alvor nåede at sætte fingeraftryk på familiedynastiet. Sønnen gjorde sin gren af familien politisk synlig ved at udtale, at han ville hugge hånden af enhver muslim, der vover at løfte den imod en hindu.

Han blev senere anholdt for at opindne til had, men forinden fik fætterens udtalelse Sonja Gandhis datter Prianka, der ellers havde overladt politik til sin bror Rahul, til at blande sig i valgkampen. Det var en, der var to, der var tre Gandhier, og indisk politik er ved det gamle ...

Sorte penge

Men som valget går ind i sin næstsidste fase, tyder det på, at BJP har gravet en letforståelig og potentielt pointgivende sag op: Hårdt tjente indiske rupees i de schweiziske banker. BJP kører nu tv-reklamer om penge, der strømmer ud af landet, og partiets topkandidat, L.K Advani, kritiserer i skarpe vendinger regeringen for at vende det blinde øje til.

Premierminister Manmohan Singh kaldte det et 'valg-stunt' og forsikrede, at regeringen gør alt for at lukke mulighederne for at gemme penge i udlandet - blandt andet igennem arbejdet i G-20. Rahul Gandhi bakkede premierministeren op.

"De schweiziske banker har eksisteret i årevis, og er det først nu, Advani opdager dem?," lød det retorisk fra det nye skud på Gandhistammen.

Oppositionen har måske opdaget et tema på falderebet, men sandsynligvis er det for abstrakt i et land, hvor størstedelen af vælgerne ifølge meningsmålinger er mere optaget af stigende fødevarepriser og prognoser om hundredetusinder af tabte arbejdsplader. Og så lige lidt farverigt mudderkasteri og kulørte gadelamper for, at det ikke skal blive for kedeligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her