Læsetid: 4 min.

Iran er stadig USA's største problem

Når Barack Obama holder sin forventede 'store tale' i Kairo om få uger, forventes han at fastholde to principper, der strider mod israelske regeringsinteresser: En tostats-løsning for palæstinenserne og en forhandlingsløsning med Iran. Israel vil bøje af
23. maj 2009

Det er ikke tilfældigt, at USA's præsident, Barack Obama, har valgt Kairo som platform for den tale, han holder den 4. juni, og som forventes at knæsætte USA's fremtidige kurs i Mellemøsten efter en række sonderinger.

Sonderingerne blev indledt forrige uge med besøg af Jordans kong Abdullah II og fortsatte i mandags med Israels premierminister Benjamin Netanyahus Washington-visit (hvor hans underholdende hustru, Sara, insisterede på et møde med Michelle Obama) - og som fortsættes i den kommende uge med palæstinensernes leder, Mahmoud Abbas, og Egyptens præsident, Hosni Mubarak.

Men den vigtigste aktør i den mellemøstlige labyrint er indtil videre ikke på Obamas mødekalender: Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, der er på valg den 12. juni, hvorved det problem måske løses. Til gengæld fyldte Iran i samtalerne.

Ingen konfrontation

Således blev mødet mellem Obama og Netanyahu i mandags ikke den konfrontation om tostats-løsning og bosættelser, som palæstinenserne og Israels freds-opposition havde håbet på, måske endda ligefremforventet.

Men det betød ikke, at harmoni er det rigtige ord. De to ledere var ikke enige om den såkaldte tostats-løsning med en selvstændig palæstinensisk stat som nabo til Israel, men de var enige om at nedtone problemstillingen. Også fordi palæstinenserne ikke er enige indbyrdes - de to fraktioner, Hamas i Gaza og Fatah på Vestbredden, skyder fortsat sig selv i begge fødder i forhandlingerne om en 'forsonings-regering', der kan fungere frem til et egentligt valg i januar næste år.

I den forløbne uge fik Mahmoud Abbas presset et nyt kabinet igennem, der formelt kan tage ansvar for fortsatte fredsforhandlinger. Det blev omgående undsagt ikke alene af Hamas, men også af Arafats gamle Fatah-garde, der fortsat intrigerer for at beholde, hvad de kan af EU-finansierede privilegier. Palæstinensernes politiske lammelse er således en gave til Netanyahu, der udadtil erklærede sig klar til betingelsesløse drøftelser i bevidstheden om, at en aftale forudsætter palæstinensisk enighed. Og den har meget lange udsigter.

Iran og olien

Det vigtigste var altså ikke, at Netanyahu overhørte Obamas henstilling om at stoppe bosættelserne - en ny blev påbegyndt i Jordan-dalen under besøget. Det egentlige konfliktpunkt mellem de to ledere var: Hvad stilles der op med Iran, der i Israel ses som en eksistentiel trussel, og som mistænkes for at ville etablere sig som kernevåbenmagt om føje år. Netanyahu fik ikke en fast deadline på den amerikanske åbning mod Iran, selvom Obama dog sagde, at der "ikke kan snakkes i evigheder" og tillige bekræftede sin forgængers trussel om, at "alle muligheder er på bordet".

Men Obama kan have ment sit Bush-ekko på en anden måde: Nemlig at minde Iran om, at en atomaftale stadig er essentiel for USA, men også at holde Israel hen for at forhindre, at israelerne selv går i et militært angreb på Iran, der - for at citere CIA-chefen Leon Panetta - vil skabe "big trouble" - altså katastrofale følger for USA's og Vestens i forvejen flossede anseelse i verdens mest olierige region.

For det er værd at huske på, at USA har andre interesser at pleje i relation til Iran, end om mullaherne bliver kernevåben-magt.

Iran er en stigende trussel mod USA's i forvejen ramte økonomi derved, at 'perserne', som de kaldes i regionen, siden 2007 har handlet al deres olie i yen og euro - og altså ikke i dollar. Iran har således etableret sig som alternativ oliebørs, der på sigt kan underløbe dollarens monopol som global reserve-valuta. Iraks Saddam Hussein blev straffet, da han gennemførte samme øvelse i mindre målestok i 2000 - men straffen faldt tilbage på USA som en boomerang. Godt nok har USA ikke købt iransk olie siden 1979 - men afgørende for Bush-regeringen var kontrol med prisdannelse og kvoter via en militær doktrin, der nøje fulgte olie-geologiens geografi- man behøver bare at tjekke en globus. Det er denne doktrin, Obama måske pønser på at revidere i forhold til Iran. Altså mere gulerod end stok.

Fælles ønske

Henholdsvis olieinteresser og kernevåben-monopol i Mellemøsten forener USA og Israel i ønsket om at svække Iran - spørgsmålet er kun hvordan. Og ifølge den ansete israelske analytiker Yossi Melman er Israels mulighed for militær aktion mod Iran forpasset med Obama. Både vicepræsident Joe Biden, forsvarsminister Robert Gates og den nye CIA-direktør, Leon Panetta, har sendt stærke signaler om, at et ensidigt israelsk angreb ikke vil få grønt lys fra Washington. Panetta blev sendt til Israel, endnu før Netanyahu landede i Washington for på forhånd at gøre ham klart, at han ikke skulle presse Obama på det spørgsmål. Det undlod Netanyahu og adlød dermed den israelske doktrin om, at USA er Israels afgørende strategiske partner.

Obama svarede med et skulderklap: "Netanyahu har store politiske evner", sagde han efter drøftelserne om Iran og mulighederne for fred med de arabiske naboer.

Og 'perserne'? De afprøvede under Washington-topmødet et nyt missil, Sajjil 2, der kan nå Tel Aviv.

Bifaldet fra 'den arabiske gade' har endnu ikke lagt sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu