KABUL - Vestlige hjælpeorganisationer strør om sig med enorme pengesummer for at betale deres egne medarbejdere i Afghanistan. Samtidig driver ekstrem fattigdom unge afghanere til at kæmpe for Taleban. For tiden ligger den takst, som Taleban betaler for et angreb på en politibemandet kontrolpost, på fire dollar, mens de internationale konsulenter, som er på udenlandske lønningslister, lader sig honorere med årsindkomster på mellem 250.000 og 500.000 dollars.
De betydelige midler, som går til at betale, beskytte og huse vestlige hjælpearbejdere under fyrstelige forhold, hjælper til at forklare, hvorfor Afghanistan stadig kun rangerer på en 174. plads over FN’s liste over nationers velstand. Bundplaceringen kontrasterer med en omfattende international bistand, hvor alene USA har givet 31 milliarder dollars i perioden fra 2002 og frem til udgangen af 2008.
’Decideret udplyndring’
Det uhyre omfang i spildet af hjælpemidler har længe været en offentlig hemmelighed. I 2006 beregnede Jean Mazurelle, Verdensbankens daværende landedirektør, at mellem 35 og 40 procent af hjælpepengene blev anvendt uden gode resultater. »Spildet er skyhøjt,« sagde han. »Der foregår en decideret udplyndring, hovedsagelig fra private virksomheders side. Det er en skandale.«
Det dysfunktionelle ry, som klæber til den amerikanske hjælpeindsats i Afghanistan, er en politisk betændt sag, eftersom Barack Omaba med stærkt støtte fra Gordon Brown har lovet, at en »civil forstærkning« med ikke-militære eksperter vil blive sendt til Afghanistan for at styrke dets regering og skabe et afgørende vendepunkt i krigen mod Taleban. Efter planen skal 600 eksperter, herunder agronomer, økonomier og jurister, udsendes, om end Washington tidligere på ugen indrømmede, at man havde vanskeligheder ved at rekruttere folk af den rette kaliber.
Hele distrikter af Kabul er allerede blevet overtaget eller ombygget for at kunne huse vesterlændinge, som arbejder for hjælpeagenturer eller ambassader. »Jeg har netop udlejet denne bygning til en hjælpeorganisation for 30.000 dollars om måneden,« siger Torialai Bahadery, direktør for firmaet Property Consulting Afghanistan, som har specialiseret sig i at leje ud til udlænding. »Den høje pris skyldes, at den har 24 værelser med badeværelser en suite, hvortil kommer pansrede døre og skudsikre vinduer,« forklarer han.
Skønt 77 procent af afghanerne mangler adgang til rent vand, fortæller Bahadery, at hjælpeorganisationerne og de udenlandske kontraktansatte, som arbejder for dem, insisterer på, at hvert et soveværelse har sit eget badeværelse, og det får ofte huslejen til at løbe i vejret. Ud over den dyre indkvartering må de udstationerede i Kabul nødvendigvis beskyttes af højt betalte sikkerhedsselskaber, og mange huse er reelt omdannet til fæstninger.
Der har været talrige angreb på udlændinge i Kabul, og selvmordsbomberne har været effektive set fra Talebans synspunkt, idet de har drevet næsten alle udlændinge ind i stærkt befæstede enklaver, som er lige så isolerende som noget fængsel. Det betyder, at mange af de udlændinge, som sendes til Afghanistan for at hjælpe til med at genopbygge landet og statsapparatet, kun sjældent møder afghanere ud over chauffører, tjenestefolk og deres få samarbejdspartnere.
»Sikkerhedshensyn lammer den internationale hjælpeindsats,« siger en ekspert i Kabul. »Hvis regeringerne er så bekymrede for risiciene, så burde de faktiske ikke sende deres folk hertil for at arbejde under så afsondrede vilkår.«
Fire gange for dyrt
De udenlandske eksperters effektivitet bliver ofte mindsket af den meget korte tid, de opholder sig i landet. »Mange tager allerede hjem igen efter seks måneder,« siger en hjælpearbejdere, der ønsker at være anonym.
Nogle af de ngo-medarbejdere, som er kommet til Afghanistan, er selv forlegne over de enorme pengesummer, som udenlandske regeringsembedsmænd og deres hjælpeagenturer bruger på deres ansatte.
»Jeg var i Badakshan-provinsen i det nordlige Afghanistan, som har en befolkning på 830.000, hvoraf de fleste er bønder,« fortæller Matt Waldman, programleder for Oxfam i Kabul. »Hele budgettet for det lokale kontor for landbrug, kunstvanding og husdyrhold, som er af uhyre stor betydning for Badakshans bønder, er på blot 40.000 dollars. Det samme beløb kunne betale en udenlandsk konsulents ophold i Kabul i et par måneder.«
Waldman, som har forfattet flere detaljerede rapporter om fejlslagne hjælpeprojekter i Afghanistan, siger, at en stor del af pengene til Afghanistan gives på topniveau, hvor de drænes drastisk, før de siver ned til almindelige afghanere på bunden. Han indrømmer, at de foreliggende problemer er kolossale i et land, som altid har været fattigt og er ødelagt efter 30 års krig. Omkring 42 procent af Afghanistans 25 millioner indbyggere lever for under en dollar om dagen, middellevetiden er blot 45 år. 34 procent af mændene og 18 procent af kvinderne kan læse.
Men en stor del af hjælpepengene går til udenlandske selskaber, som så indgår underkontrakter i op til fem led, hvor hver enkelt under-
entreprise beregner sig mellem 10 og 20 procent i profit, før der overhovedet bliver udført et stykke arbejde. Den største donor i Afghanistan er USA, hvis oversøiske hjælpeagentur USAID kanaliserer næsten halvdelen af sit hjælpebudget for Afghanistan igennem fem store amerikanske underkontrahenter.
Blandt de eksempler, der henvises til i en Oxfam-rapport er anlæggelsen af en kort vej mellem Kabuls centrum og den internationale lufthavn i 2005, som efter at den amerikanske hovedentreprenør havde udbudt den i underentreprise til et afghansk selskab kom til at koste 2,4 millioner dollars per kilometer – over fire gange mere end gennemsnitsprisen for vejanlæggelse i Afghanistan. Ofte gøres hjælpen betinget af, at der entreres med virksomheder i donorlandet.
En anden konsekvens af brugen af udenlandske entreprenører er, at de mange byggeprojekter ikke for alvor har gjort indhug på mængden af unge arbejdsløse afghanere, hvilket er afgørende, hvis Taleban skal besejres. I sydlige provinser som Farah, Helmand, Uruzgan og Zabul er op til 70 procent af Talebans krigere ikke-ideologiske arbejdsledige unge mænd, som får udleveret et våben før hvert angreb og udbetalt et ubetydeligt honorar, fremgår det af en rapport fra Institute for War and Peace Reporting. Ved at bruge disse deltidskrigere som kanonføde kan Taleban holde tabene nede blandt sine egne soldater og samtidig påføre regeringsstyrkerne større tab.
Enkle og oplagte måder, hvorpå penge kunne bruges, er blevet overset. Will Beharrell fra ngo’en Turqoise Mountain, som arbejder med at støtte traditionelle afghanske kunstværker i genopbygningen af den gamle del af byen, siger, at konkrete og synlige forbedringer er vigtige. Han siger: »Vi koncentrerede os først om at rydde gamle murbrokker og affald væk. Det var meget enkelt og gav beskæftigelse, og vi fik ryddet så mange lag, at gadeniveauet på nogle steder faldt med to meter.«
Næsten for sent
Et karakteristisk træk ved Kabul er, at skønt hovedvejene er brolagte, så er sidevejen sjældent andet end fladkørt jord med store huller, sprækker og pytter af gråt vand. Nye veje er blevet anlagt mellem byer som Kabul og Kandahar, men de er ofte for farlige at bruge på grund af mobile Taleban-kontrolposter, hvor folk, der arbejder for regeringen, bliver dræbt.
Det internationale hjælpeprogram har så meget desto større betydning i Afghanistan, fordi landets regering har så få indtægtskilder. Donationer fra udenlandske regeringer udgør 90 procent af de offentlige udgifter. Hjælpen er langt mere vigtig end i Irak, hvor regeringen har olieindtægter.
Siden Taleban blev væltet i 2002. har den afghanske regering forsøgt at styre et land, hvis fysiske infrastruktur var totalt ødelagt. Kabul får nu elektricitet fra Usbekistan, men 55 procent af afghanerne har ikke adgang til el overhovedet, og kun en ud af 20 har strøm hver dag. Nye hjælpemidler vil nu kunne blive distribueret ved hjælp af det amerikanske militær, men muligvis vil heller ikke dette tiltag række til at undergrave den politiske støtte til Taleban i forventet omfang.
Afghanerne selv er ikke videre begejstrede over præsident Obamas plan om flere amerikanske tropper og større civil involvering i Irak. Og den udenlandske hjælpeindsats fiasko i forhold til at skabe en bedre tilværelse for afghanerne kan også i vidt omfang forklare den hastigt svindende støtte til Kabul-regeringen og dens vestlige allierede. Waldman fra Oxfam er dog stadig overbevist om, at en bedre organiseret hjælp vil kunne levere de goder, som afghanerne håbede på, da Taleban blev styrtet i 2001, men han advarer. »Det er ved at blive meget sent på dagen, hvis det her stykke arbejde skal gøres ordentligt.«
250.000-500.000 USD pr år er vist ikke for meget for for en civil super-ekspert i Kabul - man ser tilsvarende lønninger blandt f eks geologer i private olieselskaber, som arbejder i risiko-fyldte omgivelser ( f eks Nigeria).
At arbejde med 5 underkontrakter (outsourcing) er vel donorens valg .- hvis donoren ikke kan finde ud af at gøre det mere effektivt, så er det et kompetenceproblem af dimensioner på donorsiden.
Jeg tror på helt basale landbrugsprojekter i første fase, og så få landet bundet sammen med veje, elektricitet og fjernsyn ( så kan budskaberne nå ud til de steder, hvor Taliban ellers sidder helt alene på informationerne.).
Jeg kan kun sige, at der ikke er noget nyt i den historie.
Bistandsmidler til udvklinglande, har altid og vil altid gavne de ansatte i udviklingsorganisationerne mest.
en tommelfingerregel for udviklings NGO, lyder. 90 % af midler bruges på hovedkvarter, lønninger til familie og venner, samt indkøb af bil og afholdes af receptioner, når repræsentanter fra donororganisationerne inspektisere udviklingsprojekterme, hvortil 10 % af pengene bruges at samle nogle folk, og relevant objekter ift. projektet, når der er gæster med penge, fra udlandet.
Robert Knoll.
Det er netop størrelse forholdet imellem løn til INGO'er og normal lønnen i landet, som er vinden der puster til ilden.
Altså at så længe en flok udenlandske banditter med automatrifler og tanks, tjener 100.000 gange så meget, som det du gør.'
Så længe vil der være fokl, der ikke kan se meningen med galskaben, og selv forsøger at iværksætte en stopper, ved at dræbe 2-3 mand og tage livet af sig selv.
Sådan en historie kan jo ikke overraske nogen. Det har jo længe været velkendt at de store NGO's giver deres ledelser ekstremt gode lønninger.
Mere åbenhed omkring NGO'ers brug af de penge de indsamler og får gennem internatinale organisationer som fx FN ville være et godt første skridt, efter min mening bør regnskaber for NGO's være offentligt tilgænglige i deres fulde omfang således at der er klarhed for hvad deres penge går til.
Hvis NGO'er ikke kan finde ud at bruge størsteparten af de penge de får på andet end sig selv, må vi jo finde andre metoder til at hjælpe de nødlidte fx gennem statslige organisationer med mere kontrol over hvad pengene går til således at størsteparten af de penge der bliver sendt til dårligt stillede lande og folk rent faktisk bliver brugt på netop dem og ikke på dem som burde være der for at hjælpe af alturistiske grunde.
Jeg arbejde 2 gange i Afghanistan sidste år som fotograf og boede i den forbindelse som gæst hos flere forskellige NGOere i både Kabul, Hirat, Badakshan, Peshawar (Pakistan) og Islamabad mf.
En senior konsulent hos WFP (World food programme, under FN) på P4 løn (P4 er næsthøjeste løntrin hos FN). Han / hun tjener en grundløn på 4500 Dollars om måneden, + 50% tillæg for risiko (det får man i Kabul). Det er 6750 USD eller 81.000 USD om året, altså ca. 400.000 DKK for at arbejde i en chefstilling i FN i en krigszone.
Nu er FN ikke en NGO, og der arbejder mange NGOere i Afghanistan og jeg kender ikke lønningerne hos dem alle, men en hurtig rundspørge på min facebook hos Dacaar (dansk NGO), ICRC (Internationale rødekors), FN, NRC (Norsk flygningeråd) mf. vise en P4 løn er anset som en chefløn i Afganistan af ved alle disse NGOere.
Hvis man vil have kvalificeret arbejdskraft til et land som Afghanistan. for at styre et genopbygningsprojekt, så skal de self. have noget løn for det, min erfaring er ikke at de tager sig betalt som konger.
USA er uden sammenligning de dårligste til at bruge deres penge fornuftigt, især fordi netop USAID helst bruger amerikanske kontractors og ikke Afghanske.
Nu kender jeg ikke videre meget til USAID så det må læserne selv researche, men den største danske NGO i Afghanistan Dacaar, har ca. 30 danske ansatte og 4000 lokale afghanske, og jeg kan garantere at der ikke er nogen i Dacaar der får noget der ligner de lønninger der er bekrevet her ovenfor - og de bor i hvert fald heller ikke i store gyldne paladser.
Paladser der godt nok findes i Kabul, men det er altså ikke NGOere der bor i dem, det er narkobaroner, gangstere og politiet (Læs korruption red.)
Den gamle sandhed - u-landshjælp er penge fra fattige mennesker i i-landene til rige mennesker i u-landene- lever i bedste velgående
Der er lidt stavefejl i ovenstående - desværre kan man ikke rette.
- og lige en tilføjelse omkring bolig :
Flere ansatte ved FN boede i et lokalt Guesthouse sammen med andre udenlanske arbejdere, primært NGOere. De boede i enkelt værelser hvor der gangske rigtigt var bad på de fleste af dem, og huslejen var ca. 1000 USD om måneden, altså ca. 5000 DKK for et værelse med bad. Det er self. dyrt hvis man sammenligner med en lokal Afghaners løn.
Men i Afghanistan fungerer princippet om udbud og efterspørgsel altså også, og eftersom ikke-muslimer i det fleste muslimske lande (Dubai undtaget) ikke må eje land (vi har jo også restriktionerne overfor tyskerne omkring vores sommerhuse på vestkysten) - så skal NGOerne altså leje sig ind, til priser fastsat af lokale Afghanerne.
Igen - man får ikke højt kvalificeret arbejdskraft til at tage til en krigszone og risikere liv og lemmer, hvis de skal gå i fællesbade og leve i slummen for at bevise at de er "altruistiske". De skal selfølgelig have en løn der modsvarer den løn de ville have fået herhjemme, og det er vel også ok rimeligt hvis de får lidt mere.
@Uggi Kaldan -
Tak for din redegørelse - men jeg formoder at lønnen for de udstationerede er unddraget skattebetaling.
Et andet proble ved udenlanske "udviklingsorganisationer", er at der bliver skabt en kunstig efterspørgelse efter folk, der vil arbejde for de udenlanske INGO'er og deres internale donorer.
I U-lande med 70 % arbejdsløshed, er det ofte det eneste betalte job, der findes.
Det betyder at den lokale intellektuelle og finansielle elite, primært finder jobs i INGO'er og dermed bliver afhængige af tilførelsen af udenlansk kapital, fremfor at de kloge hoveder, udviklet landet industrier og forretningspotentialer. - OG dermed er fastholder og bekræftes den evige afhængighed.
Derfor er det vigtig at det netop, ikke er udenlanske eksperter, der flokkes om rovet, og kræver " en forståelig" mere betaling for deres arbejde, i de farlige områder, imens de betaler lokale for passe på dem, og lave sekretærarbejde.
til sidst, så skal man være naiv, hvis man stadig anser besættelsen af Afghanistan, som en fordel for afghanerne selv, og på nogen måde tror at andre end udviklings- og militærindustriens mastrodonter, har draget fordel herfra.
Engang hvad debatspalterne på information 2 afghanere, som deltog med deres siden af sagen. Jeg mener at den ene fyr hed taslim, som kunne berette om de faktiske forhold for afghanerne, var blevet forværret efter den udenlandske bestættelse.
@ Niels
Jeg kender ikke præcis skattereglerne for danskerne i Afghanistan, men der er self. fradrag og diæter for at arbejde i udlandet og Afghanistan har ingen særregler i den retning - i hvert fald hvad angår civilt personnel. De eneste andre lande jeg lige har kunnet undersøge har været Norge og Frankrig, deres ansatte betaler også skat til deres respeltive hjemlande, med tilsvarende fradragsordninger som vi har i DK.
@ Michael Skaarup
Hvis du læste mit indslag fra før, så har den danske NGO Dacaar 4000 lokale ansatte mod 30 danske. Dacaar har et enormt godt navn i Afghanistan, hvilket bl.a. betød at jeg som fotograf fik smil og klap på skulderen når jeg bl.a. besøgte de store flygtningelejre i Pakistan og Afghanistan.
De reelle tal er at når Dacaar med lokal hjælp (subcontract, er altså helt fint når det foregår med lokale) - for 6 måneder siden har sat 3 vandpumper op i Chamtala flygtningelejren ved Islamabad så kan man aflæse det direkte i statistikken for børnedødelighed og død ved infektionssygdomme. Jeg kan love dig for at der ikke var nogen de afghanere jeg snakkede med der klagede over den forbedring - jeg tror også de var ret ligeglade med om pengene til pumperne kom fra Kabul eller DK. Dacaar får i øvrigt produceret pumperne på en fabrik de har oprettet i Pakistan.
Ligesom alle andre aspekter af livet er det ikke noget der er sort / hvidt - selfølgelig er der enkelte NGOere der formår at kanalisere deres penge ret effektivt hen hvor de skal bruges (F.eks vores helt eget Tvind) fuskere, røvere og bedragere findes der alle steder også i NGO verdenen. Men langt de fleste NGOere jeg har arbejdet med består for størstedelens tilfælde af ildsjæle der ikke er taget til et land med krig for at blive rige og opføre sig som grever og baroner, men for at gøre en forskel.
De fleste NGOere vil gerne og prøver at ansætte så mange lokale så muligt, men det tager tid at lære folk op. NRC (Norsk flygtninge råd red.) bruger massive ressourcer på at træne og uddanne kvinder som så senere kan ansættes indenfor organistantionen, en opgave der ikke er ret let i Afghanistan.
Der findes helt rigtigt Afghananere der synes at forholdende er blevet, om ikke værre, så i hvert fald ikke så meget bedre, men at give NGOerne skylden det er for let. Hvis der var stabilitet og Afghanerne kunne klare f.eks. deres massive IDP / flygtningeproblemer selv ville der jo heller ikke være behov for NGOere, men det ér der!
Men du siger det også næsten, "en fyr ved navn Taslim". Du finder nok ikke ret mange kvinder i Afghanistan der ønsker sig Taliban tilbage og synes at massesteninger af kvinder er bedre end nu hvor flere parlamentsmedlemmer er kvinder, og en hel generation unge kvinder går i skole i Kabul.
Det er ikke naivt - det er realitet.
PS : Niels hvis man bor en hvis periode i udlandet kan man evt. betale skat i det land man bor i istedet, tror jeg nok, den regel gælder nok også i Afghanistan, jeg tror det er mere end et år, men jeg er altså ikke super skarp på skattespørgsmålet.
og en rettelse der skulle self. have stået at Tvind IKKE formår at kanalisere deres penge derhen hvor de skal bruges. I hvert fald ikke ret effektivt - jeg tror netop det var Tvind der var i nyhederne for nyligt hvor det blev afsløret at de brugte 90% på administration - men det tog alle seriøse NGOere i Danmark jo også skarpt afstand fra.
Det er ret useriøst at bruge Tvind som udgangspunkt for hvordan alle NGOere arbejder, det svarer til at bruge Stein Bagger og IT factory som udgangspunkt for at beskrive dansk erhvervsliv.
Uggi..
Jeg vil ikke sige at du tager fejl, men din opfattelse af "gode" arbejde som er INGO'erne forretningsgrundlag, er helt uden negative konsekvenser for lokalbefolkningen.
Jeg vil ikke komme med længer udredning hvorfor, men blot henvise til akademisk litteratur om emnet, men som er skrevet af akademikere i udviklingslandene. Dvs at den gode Eurocentriske verdensopfattelse og humanisme, er dobbeltmoralsk og koloniserende.
Min kritik at "godhedsindustrien" og den internationale grupper af førsteklasse rejsende udvikling VIP'ere, er general ikke specifik møntet på INGO'er i Afghanistan.
Jeg har tjekket Dacaar hjemmeside, og det ser fint. Jeg har intet andet kendskab til Dacaar, end det som er præsenteret på deres hjemmeside.
Til gengæld, har jeg et omfattende kendskab til INGO og NGO'er i Nepal og Indien, og de problemstillinger dertil hører. se ovenstående kommentar.
---------------
Og Tvind, hvorfor blander du tvind ind debatten for derefter at selv at mene at det er et useriøst -----------------
@ Michael : Tvind
Citat fra dig selv :
" - en tommelfingerregel for udviklings NGO, lyder. 90 % af midler bruges på hovedkvarter, lønninger til familie og venner, samt indkøb af bil og afholdes af receptioner..."
Det var netop et program på DR om Tvind, hvor de påviste at 90% af deres midler gik til administration. Derfor nævnte jeg Tvind, og jeg mener stadig at netop din tommelfingerregel for udviklings NGOeres kanalisering af midler er temmeligt useriøs, så behøver jeg vist ikke skære det mere ud i pap.
Jeg tager udgangspunkt i Afghanistan, for det er det artiklen ovenover handler om. Jeg synes den tegner et misvisende, ensidigt billede, af NGOerne og deres arbejde i Afghanistan. Jeg fandt et løneksempel netop for at vise at eksemplet i artiklen ikke er normen for NGO arbejdere i Afghanistan.
Derudeover mener jeg i øvrigt at journalisten laver en klar fejl når han blander NGO arbejde sammen med udenlandske konsulenter og de "independent contractors" amerikanerne hyrede til at bygge vejen fra Kabul lufthavn til indre by. De to har intet med hinanden at gøre. De amerikanske contractors arbejder under massiv beskyttelse fra vagtværn bl.a. derfor er det arbejde de udfører hundedyrt. Langt de fleste NGOere i Afghanistan arbejder ikke med væbnet beskyttelse. Han taler simpelthen om to forskellige ting.
Jeg kender ikke ret meget til Indien og Nepal, men i indien er NGOerne vel ikke ansvarlige for kastesystemet, der helt klart opretholder folk i fattigdom alene fordi de er født i den forkerte familie? De er vel heller ikke ansvarlige for at man i Indien vælger i ekstremt lav grad at fordele de milliarder af dollars den indiske middelklasse hiver ind efterhånden?
For at vende tilbage til Afghanistan, så har de et styre hvis magt stort set ikke rækker ud over Kabuls bygrænse, et land der er delvist i krig, samt indtil for få år siden verdens største flygtninge koncentration placeret i Pakistan (ca. 9 millioner mennesker) der er begyndt at vende hjem pga. større stabilitet.
Det er virkelig en MASSIV opgave, og afghanerne formår ikke at løse den selv, jeg har selv været der og se det! De her NGOere er altså hverken igang med at kolonisere eller udbytte. De redder liv hver dag, med helt simple ting som ris og vand. Det gør de fordi det er helt og aldeles urealistisk at Karzai i Kabul skulle kunne gøre noget ved det.
Der ér brug for NGOere - der er også brug for bæredygtighed, opkvalificering af lokal arbejdskraft og så videre, og det sker faktisk i stor stil, uanset hvad dine akamiske venner i Nepal og Indien så end skriver.
Uggi. til trods for dine lange svar, så taler du forbi min pointe.
Måske gør jeg mig ikke nok forståelig, ellers også er der andre årsager, til at du taler ved siden af´, og alligevel retter din henvendelse til mig.
Min erfaring med fordelingen af fondsmidler i NGO'er fra de 2 nævnte udviklingslande,(Nepal og Indien), stammer fra erfaring. fra mit eget arbejde i de pgl. lande, samt erfaringer, overleveret fra mine familiære forhold, i de pgl lande.
Jeg vil udfordre min tankegang, når du skriver" De her NGOere er altså hverken igang med at kolonisere eller udbytte. De redder liv hver dag, med helt simple ting som ris og vand"..
Lad stille dig spørgsmålet?
Hvad er bedst, at give den sultne mand en fisk, eller lærer den sultne mand at fiske.?
Som jeg ser, er det fisk som videregives fra INGO'erne, imens de i virkeligheden burde lærer folk at fiske selv.
Hvis du virkelig mener at min tanker omkring den skjulte kolonialisering og fastholdelses af udviklingslandene, i deres depriveret tilstand, er sammenhængene med eksistensen af udviklingsindustrien og den førsteklasse rejsende udvikings VIP'er, er helt hen i vejret, så burde du nok tjekke om på fænomenet, og finde modargumenterne der.
Du kan bl.a. finde artikler her på information, der omhandler lande fra det afrikanske kontinent. Hvor situationen(livsvilkårene) for den almene befolkning, kan sammenlignes med Afghanistan. Som du åbenbart at besøgt som turist.
Anyway fred være med dig, og dit engagement i afghanistan.
@ Michael
Jeg mener bestemt at din argumentation er unuanceret, græsende til postulerende.
Det eneste du har redegjort for indtil videre er at du har været i Indien og har læst et par ikke navngivne akademikeres værker om problemerne her og i Nepal.
Gået på klingen omkring kastesystemet i Indien og værdifordelingen netop her, springer du behændigt til Afrika, her har du måske også arbejdet eller?
Jeg savner saglig dokumentation fra din side omkring at det skulle være bistanden der fastholder mange lande i fattigdom.
Den samlede Ulandbistand i 2008 for hele verden var ca. 80 milliarder dollars. Ca. halvdelen går til Afrika. Du siger du at 90% går til intern administration, 4 milliarder dollars brugt forkert er altså alene skyld i Afrikas problemer?
Selv om vi bruger de reelle tal, altså 40 milliarder, synes det som et meget lavt beløb, Zimbabwes BNP. alene er 22 milliarder, og de er ret fattige.
Mon ikke der findes et par andre årsager end lige nødhjælp og NGOere der er skyld i problemer med fattigdom rundt omkring i verden?
Uggi, du har ret.
Jeg har ikke leveret et eneste bevis for min postulater.
Jeg ville gerne give dig alle navnene på de forfatter jeg har læst ommkring det emne. Men desværre har jeg ikke længere bøgerne i min besidelse. Jeg har en del af givet dem til biblioteket på den sociale højskole i århus.
Der er Sajal Bhattarai, som har skrevet en masse om udviklingen af det Nepalesisk samfund.
og Narbikram Thapa, som jeg lige umiddelbart kan finde på biblioketets webkatalog.
Nå ift. kastesytemet. Det er noget lort, og meget mere er der ikke sige om det.
Jeg siger ikke at INGO'erne skyld i fattigdommen i fattige lande, jeg påstår at de er en bidragende faktor. Andre faktorer er f.eks. analfabetism, sanition, sundhedsfaciliteret. samt handelsaftlaer, bi og mulitlaterale aftaler med EU og EU-lande, USA; Kina, Indien, WB, Bretton Woods, IMF, et fattigdomsfokus i udviklingsbistanden, der overser den nedremiddelklasse, og middeklassen, kleptokrati, religiøs fundamentalisme, vestlige udenrigske interesse i naturressourcer osv.
Det er rigtig at der bliver brugt mange penge på udviklingsbistand, og der sikkert områder, der får mere and andre, og der sikkert nogen som har gavn af det. Hvilket er fedt for dem.
Det fjerner dog ikke det dilemma, at udvikingsorganisationer mål er fjerne fattigdom, men fattigdom er deres(udvikingsindustriens) forretningsgrundlag.
Samt at ved at ansætte fra de veluddannede lokale, modvirker man opdyrkningen af den sociale kapital i samfundet, fordi med indirekte styrker der eksisterende elite. Også selvom eliten er resultatet af revolverdemokrati, eller består fundamentalistisk oligarker, og magtbegærlige generaler.
Det her ikke bare noget jeg finder på. F.eks siger denne afhandling noget om det samme. http://rudar.ruc.dk/bitstream/1800/1090/1/F%C3%86RDIGT%20SPECIALE2.pdf
Det betyder ikke at Dacaar ikke laver et vigtigt stykke arbejde, for de mennesker der har gavn af det. De er blot en lille fisk.
Hvis man vil læse en god dokumentarisk bog om at bygge skoler og kvindecentre i Pakistan og Afghanistans fjerntliggende egne, så kan bogen "Three Cups of Tea - how to promote peace, one school at a time" af Greg Mortenson varmt anbefales.
Forankret i det enkelte lokalsamfunds stærke opbakning og indflydelse på skolebyggeriet kan en skole bygges i Pakistans nordlige provinser for ca. USD 12.000.
En lærers løn er dertil USD 1 om dagen.
Mvh.
MM
@ Mads
- og udover de politiske aspekter, så er det i øvrigt bare en rigtig glimrende bog! God anbefaling.
@ Michael
Tak for en spændende diskussion - afsluttende kan jeg sige at vi er 100% enige på det punkt at der er plads til forbedring, det er der.
Jeg synes du springer meget i din argumentation, nu er det lige pludselig ikke ok for NGOere at ansætte lokale, slet ikke hvis de har en uddannelse?
NGOere skal være upolitiske, de skal ikke begynde at sortere grupper af mennesker fra - det ville være et katastrofalt signal at sende. De skal ansætte de bedste kvalificerede til det arbejde der skal udføres, og så skal de hjælpe med at uddanne de lokale.
- og nej jeg mener bestemt ikke der bliver brugt ret mange penge på udviklingsbistand - 80 milliarder dollars er i denne kontekst meget lidt.
Uggi..
selv tak...
Jeg er enig i at "NGOere skal være upolitiske, de skal ikke begynde at sortere grupper af mennesker fra - det ville være et katastrofalt signal at sende. De skal ansætte de bedste kvalificerede til det arbejde der skal udføres, og så skal de hjælpe med at uddanne de lokale". , ud fra et teoretisk perspektiv.
I et praktisk perspektiv, er der flere kæmpe dilemmaer i at udføre udvikingarbejde i en anden kultur/land end ens eget.
f.eks. kan det være nødvendigt at sortere mennesker fra, (her taler jeg om eliten), da de kan være årsagen til fattigdommen i landet, men ligeledes er præmissen som man må arbejde under.
En andet dilemma, er at udvikingarbejde tager udgangspunkt i forforståelse omrking en udviklet og en underudviklet verden. Dette medfører at udviklingslandene egne ønsker og behov, skal tilpasses udviklingsorganisationerne planer for udvikling f.eks DANIDA, CARE WFP,IMF WB osv. (=udviklingsindustrien).
Det stiller spørgsmålet, Udvikling for hvem?
- Dette er lang og igangværende diskussion indenfor udviklingsindustriens samarbejdspartner og udviklingsorienteret akademikere.
Jeg mener ikke at INGO'erne (INGO = international NGO f.eks DANIDA, Mellemfolkelig, ikke skal ansætte lokale i deres projekter. Selvfølgelig skal de det. Jeg mener bare at det i langt højere grad, er de lokales ønsker og behov, der skal prioriteres i projekterne, fremfor statlige planlagte strategier, som ikke har den fornødne viden om de konkrete kontekster, udviklingsproekterne skal foregår i.
Derudover mener at det er neokolonialsk tankegang i at de lande der anser dem selv for udviklet, mener at have ret til, og endda pligt, at udvikle fattige lande, samtidig med at de mener, at de også kan bestemme hvordan udviklingslandet økonomi og regeringsførelse skal foregå.
Med så mange forskellige udviklingsorganisationer, og ligeså mange forskellige interesser, vil det medfører en diffus bistand, og indførelsen af overnational kontrol.
Tænk blot på forbudt imod at bruge kondomer, som en af præmisserne, for at kunne modtage bi-laternal støtte fra USA, samtidig med at handelsaftaler underbygger de lokale producenter, da de ikke kan konkurrere på de subsidieret landbrugspordukter af USA, eller EU.
Jeg tror at udviklinglandene nok skal udvike sig, hvis borgerne selv får lov til at realisere deres potentialer. Og Dr. Mohammed Yunus og danske myc4.com, er en måde at gøre det på.
Som sagt en lang og igangværende diskussion.
Til sidst vil jeg "fornøje" mig med copy/paste funktionen.
The Ten Commandments for Developing Countries
Kishore Mahbubani author of "Can Asians Think?" offers his ten rules for developing countries:
I. Thou shalt blame only thyself for thy failures in development. Blaming imperialism, colonialism, and neo-imperialism is a convenient excuse to avoid self-examination.
II. Thou shalt acknowledge that corruption is the single most important cause of failures in development. Developed countries are not free from corruption, but with their affluences they can afford to indulge in saving and loan scandals.
III. Thou shalt not subsidize any product, nor punish the farmer in order to favor the city dweller. High prices are the only effective signal to increase production. If there are food riots, thou shalt resign from office.
IV. Thou shalt abandon state control for free markets. Thou shalt have faith in thine own population. An alive and productive population naturally causes development.
V. Thou shalt borrow no more. Thou shalt get foreign investment that pays for itself. Thou shalt build only the infrastructure that is needed and create no white elephants or railways that end in the deserts. Thou shalt accept no aid that is intended only to subsidize ailing industries in developed countries.
VI. Thou shalt not reinvent the wheel. Millions of people have gone through the path of development. Take the well-traveled roads. Be not prisoners of dead ideologies.
VII. Thou shalt scrub the ideas of Karl Marx out of thy mind and replace them with ideas of Adam Smith. The Germans have made their choice. Thou shalt follow suit.
VIII. Thou shalt be humble when developing and not lecture the developed world on their sins. They listened politely in the 1960s and 1970s. they no longer will in the 1990s. [still relevant in 2000s]
IX. Thou shalt abandon all North-South forums, which only encourage hypocritical speeches and token gestures. Thou shalt remember that countries that have received the greatest amount of aid per capita have failed most spectacularly in development. Thou shalt throw out all theories of development.
X. Thou shalt not abandon hope. People are the same the world over. What Europe achieved yesterday, the developing world will achieve tomorrow . It can be done.
link :http://africaunchained.blogspot.com/2006/08/ten-commandments-for-develop...
Rationalet for vestens tilstedeværelse i Afghanistan var ønsket om at nedkæmpe Taliban. Nu bevirker de fremmede tropper og bistandsarbejdere, at der er meget mere arbejde til Taliban, og landet flyder i millarderne fra US og os andre. Der bliver uddannet rigtigt mange Taliban krigere under disse forhold.