Læsetid: 5 min.

Kineserne søger sandheden via internettet

På etårsdagen for jordskælvet i Sichuan udstiller samfundskritikeren Ai Weiwei regeringens lukkethed og kæmper mod dens forsøg på at kvæle debat. Det gør han via internettet, som kineserne i dag har langt større tiltro til kan afsløre magtmisbrug end ordensmagten selv
Ved jordskælvet sidste år blev tusindvis af børn dræbt, blandt andet fordi adskillige skolebygninger kollapsede. Barnet her var dog blandt de heldige, der blev reddet ud af ruinerne. Forældre til de dræbte har i det forløbne år forgæves forsøgt at få den kinesiske regering til at tage ansvaret for, at så mange bygninger styrtede sammen.

Ved jordskælvet sidste år blev tusindvis af børn dræbt, blandt andet fordi adskillige skolebygninger kollapsede. Barnet her var dog blandt de heldige, der blev reddet ud af ruinerne. Forældre til de dræbte har i det forløbne år forgæves forsøgt at få den kinesiske regering til at tage ansvaret for, at så mange bygninger styrtede sammen.

12. maj 2009

BEIJING - "Internettet er et mirakel for kineserne," siger Ai Weiwei. Den skæggede 51-årige har fundet sit foretrukne våben. Han blev kendt som designeren, der var med til at give det olympiske stadion i Beijing form for derefter at vende hele OL ryggen, da han mente, det blot var en hyldest til kommunistpartiet. Og han blev kendt som kunstneren, der på fotografier gav fuckfingeren til autoriteter, hvad enten de var symboliseret af portrættet af Mao Zedong på Den Himmelske Freds Plads eller Det Hvide Hus i Washington.

Lige siden han som spæd blev sendt på et årelangt ophold i arbejdslejr med sin politisk ukorrekte poetfar, har Ai Weiwei fokuseret på politik. Samfundskritik har gennemsyret hans kunst.

Men han har aldrig haft så effektivt et våben som internettet. Hans blog er en af de mest læste i Kina. Læserne er tiltrukket af hans forbandelser af autoriteterne og hans insisteren på ytringsfrihed og åbenhed.

"Internettet giver folk flere informationer, end regeringen vil give dem. Det giver folk mulighed for at udtrykke sig selv. Og det tvinger regeringen til at lytte," siger han i sin have i udkanten af Beijing.

Med sit seneste internetprojekt trykker han hårdt på et af de mest følsomme punkter i Kina i dag: Det store antal skolebørn, der blev dræbt i kæmpejordskælvet for præcist et år siden i Sichuan-provinsen.

Lys for en kort stund

I alt 68.712 personer døde for et år siden. Næsten 18.000 er fortsat savnede. Midt i tragedien var der lys at spore. Regeringen blev rost for åbent at tale om katastrofens omfang, hvilket var en ny udvikling for det autoritære styre. Medierne fik for en stund friere arbejdsforhold.

Men her på årsdagen for skælvet fremstår den åbenhed nu blot som en luftspejling.

"Det var bare rigtig god propaganda fra regeringens side," siger Ai Weiwei.

At myndighederne har strammet op igen, vidner de sidste uger om. Flere udenlandske journalister er blevet tilbageholdt af politiet eller direkte overfaldet, da de tog til jordskælvsområdet for at rapportere om forholdene. Forældre til de dræbte skolebørn er blevet tilbageholdt og chikaneret af myndighederne i et forsøg på at få dem til at tie. Børnenes død er simpelthen for følsomt et emne for regeringen efter forældrenes vedvarende anklager om, at den virkelige årsag til deres børns død ikke var naturkatastrofen. De mener i stedet, det var korruption i lokalregeringernes rækker, der førte til bygge-sjusk, og at skolerne så let blev pulveriseret.

Internetsejr

At der inden for Kinas grænser overhovedet fortsat er fokus på de dræbte skolebørn, er en sejr for internettet. Og specielt for Ai Weiwei, der står i spidsen for en kampagne, som udfordrer kommunistpartiets gammelkendte hang til lukkethed.

"Det er for flovt for myndighederne at rode op i noget, de kan have skyld i, som kan afsløre korruption og en uansvarlig lokal ledelse, så de forsøger at mørklægge det," siger han. "Men det vil vi ikke tillade dem. Vi bruger internettet til at stille dem til regnskab."

Han leder et hold på 60 frivillige, som indtil nu har fundet frem til over 5.000 dræbte skolebørn. På internettet viderebringer de informationer om børnene: deres navn, alder, køn, skole og klassetrin.

Det er noget, regeringen ikke var villig til at gøre. Antallet af dræbte børn blev ikke oplyst. Og forældre fik mundkurv på.

Ingen minder

Kinas kommunistparti har ikke lyst til, at folk dvæler ved politisk sprængfarlige minder.

Men Ai Weiwei vil have dem til at mindes.

"Vi bliver nødt til at finde sandheden om, hvad der skete med de skoler," siger han.

"Dette land har for lang en tradition med at forsøge at begrave minderne og ikke stille folk til ansvar - det sker nu i forbindelse med jordskælvet, og det skete efter massakren i Beijing i 1989."

Ai Weiwei har nu delvist haft held med at presse regeringen på et punkt.

I slutningen af sidste uge sagde Beijing pludselig, at 5.335 elever blev dræbt. Det var den første officielle opgørelse.

Men Ai finder alligevel opgørelsen utilstrækkelig, da den blot består af et samlet tal, som han og andre eksperter mener er for lavt sat og ikke indeholder informationer om, hvor børnene blev dræbt.

"Hvordan kan det være, at min lille gruppe har været i stand til at præstere bedre end myndighederne?" spørger Ai. "Det kan kun være et spørgsmål om inkompetence."

Tro på internettet

Hans projekt er blot et blandt en lang række eksempler på internettet, hvor kinesere udstiller embedsmænds inkompetence, magtmisbrug eller kritisable vaner. Og bekymrende er det for partiet, at befolkningen tilsyneladende har mere tiltro til internettets magt end myndighedernes.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Kinas Ungdomsavis mener mere end 35 procent af de adspurgte, at Kinas 300 mio. internetbrugere er den mest magtfulde kraft i Kina til at afsløre officiel korruption. Til sammenligning finder mindre end fire procent, at politiet eller andre myndigheder er i stand til at afsløre korruption.

"Det giver internetbrugerne en stadig stærkere position over for regeringen," siger Isaac Mao, en kinesisk blogger og internetentreprenør. Han peger på Ai Weiweis projekt som eksempel. Og han peger på flere eksempler, hvor internetbrugerne har bragt embedsmænd til fald. Embedsmænd, der over internettet er blevet afsløret i at misbruge offentlige midler til alt fra dyre ure, middage, massager og luksusrejser.

"Hvor regeringen tidligere kunne lægge låg over pinlige sager, så er det ikke muligt længere," siger Mao. "Den kontrollerer ikke mere fuldstændigt informationsstrømmen."

Ingen kritik tilladt

Centralregeringen siger, at den hilser kritik over internettet velkommen. Men i virkelighedens verden holder det udsagn ikke, siger Ai Weiwei. Hans hold af frivillige er udsat for et massivt pres fra myndighederne, når de er i felten for at søge oplysninger om dræbte børn. De er blevet tilbageholdt, nogle har fået tæsk, og de har fået konfiskeret materiale.

"Styret har ikke ændret sig. Det er dets rygmarvsreaktion, når det føler, det bliver udfordret," siger Ai.

Politiet i Sichuan har for nylig sigtet forfatteren Tan Zuoren for at "opfordre til statsfjendtlig virksomhed". Han havde, ligesom Ai Weiwei, blot søgt at finde oplysninger om de dræbte børn.

"Men min blog er stadig ikke blevet lukket ned, og det bør jeg nok rose regeringen for," siger Ai med et lille smil. "Men det er stadig det samme kommunistparti som før, der forsøger at skjule eller forvrænge informationer, hvis det kan komme af sted med det. Vi skal holde dem til ilden hele tiden og ikke give dem ro."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer