Baggrund
Læsetid: 3 min.

Konflikt mellem grønne og sorte virksomheder på vej

De klimabevidste virksomheder, der har været forsamlet i København, udgør stadig en lille del af det samlede globale erhvervsliv
Udland
27. maj 2009

"Jeg er jo ikke naiv. Det er ikke, fordi jeg tror, at alverdens erhvervsfolk nu pludselig bare er blevet grønne," sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i går ved afslutningen af erhvervslivets klimatopmøde i København, hvor over 700 ledende forretningsfolk i tre dage har diskuteret virksomhedernes ansvar for at håndtere klimatruslen.

Mødet gjorde det klart, at en række store virksomheder for alvor er stået på den grønne revolution og har indset, at en økonomi baseret på fossile brændstoffer har fremtiden bag sig.

"Se, hvilket holdningsskred der er sket de seneste par år, efter at Al Gore startede denne kampagne. Det er imponerende - jeg kan ikke erindre at have oplevet noget lignende. Men nu har vi haft tid til at snakke - nu er det tid til handling," sagde DONG Energys øverste chef, Anders Eldrup, under en af klimamødets debatter.

Mødet gjorde det imidlertid også klart, at de visionære grønne virksomheder endnu langtfra udgør flertallet, og at der er lagt op til kamp mellem de dele af erhvervslivet, der vil skabe det nye, og de der længst muligt vil holde fast i det gamle, fossile system.

Modstanderne

"Der er et antal virksomhedsledere, som vil yde modstand mod dette. Enten af ideologiske grunde eller fordi de frygter, det vil skade deres virksomhed," sagde David Blood, leder af det britiske investeringsselskab Generation Investment Management, der fokuserer på langsigtede, bæredygtige investeringer.

"Vi er på vej ind i en CO2-fri økonomi, og derfor må vi som investorer forstå, at investeringer i virksomheder baseret på højt fossilt energiforbrug er dårlige investeringer. Deres aktier er 'giftige værdipapirer'. Desværre har investeringsbranchen kun i meget ringe grad forstået det i dag," sagde David Blood.

Han fortalte som eksempel på træghed og modstand om den massive lobbyisme, dele af amerikansk erhvervsliv har udfoldet for at bremse det demokratiske forslag til klimalov, der for nylig blev godkendt af energiudvalget i Repræsentanternes Hus.

"Der er seks lobbyister for hvert medlem af Repræsentanternes Hus og Senatet, hvoraf ca. 5,5 lobbyer imod en klimaindsats," sagde David Blood.

Han rettede bl.a. kritikken mod US Chamber of Commerce, der med over tre mio. amerikanske virksomheder som medlemmer er verdens største brancheorganisation. Handelskammeret har længe afvist klimaproblemet og ført kampagne mod klimalovgivning i USA.

"Vi er nødt til at gå op imod denne kortsigtede tænkning og afsløre, hvad disse mennesker står for," sagde Blood.

Chefen for det store amerikanske elselskab Duke Energy med 11 millioner kunder, James Rogers, fortalte om det pres, den industrielle brancheorganisation National Association of Manufacturers (NAM) har lagt på Kongressen for at bremse klimalovgivning.

"NAM har indtaget en holdning til klimaspørgsmålet, som vi ikke kan støtte, og derfor har vi nu meldt os ud," sagde Rogers.

Duke Energy forsyner 11 millioner forbrugere med el fra primært kulfyrede kraftværker.

"Duke er den tredjestørste kulforbruger i USA, så jeg er del af problemet," sagde James Rogers.

Han har indset, at han må omdefinere selskabets forretningsmodel radikalt for at tilpasse sig en CO2-begrænset fremtid. Derfor må han nu - "nærmest som en missionær" - ud og overbevise kunder og aktionærer om, at der kan sikres en fremtidig elforsyning og indtjening uden CO2-udledning.

Shai Agassi, chef for elbilselskabet Better Place, der sammen med DONG vil introducere et elbilsystem i Danmark, fastslog på mødet, at "dem, der ikke ser disse forandringer i tide og bilder sig ind, at de kan gå ram forbi, de er døde."

De tvetydige

Afgørende er, om den begyndende grønne revolution i erhvervslivet ruller stærkt nok i forhold til klimatruslen.

"Vi er under tidspres," siger Greenpeace-chefen, Gerd Leipold.

"Det er ikke længere nok som virksomhed at tale om ens eget CO2-fodspor. At arbejde på at reducere det, er som at børste tænder om morgenen: I dag er det bare noget, man gør. Nu handler det om, at hele brancher må agere i fællesskab, og at virksomhederne må træde frem på den offentlige arena som verdensborgere, der tager ansvar ved at påvirke politikerne."

Gerd Leipold siger, at flere af deltagerne på erhvervs-klimamødet har gjort indtryk på ham ved deres vilje til at skabe forandring. Han nævner svenske Ericsson, danske Vestas og Mærsk samt det multinationale selskab Unilever, hvis direktør Paul Polman i Bella Centret bl.a. talte for et to-årigt moratorium for skovrydning i troperne.

"Men mange store virksomheder har slet ikke været her, og en hel del talte mest om sig selv. Nogle som f.eks. BP foretager sig ikke meget mere end greenwashing. BP har skåret ned på sine projekter med vedvarende energi og investerer til gengæld stærkt i tjæresand."

"Så de mange gode hensigter fra en del af de tilstedeværende undergraves af andre, som blot kynisk spekulerer i klimasagen," mener Gerd Leipold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her