Nyhed
Læsetid: 2 min.

Krise udløste 1. maj-protester i Europa

Gadekampe og uroligheder i flere europæiske lande viste stigende frustration og harme over den internationale økonomiske krise
Tusindvis af politifolk og demonstranter stødte i går sammen i Berlins gader.

Tusindvis af politifolk og demonstranter stødte i går sammen i Berlins gader.

PAWEL KOPCZYNSKI

Udland
2. maj 2009

Det kom til gadekampe og uroligheder i flere europæiske lande i går, da store folkemængder gik på gaden i 1. maj-demonstrationer for at vise deres frustration og vrede over følgerne af den internationale økonomiske krise.

I Tyskland, Tyrkiet og Grækenland blev politistyrker sat ind mod demonstranter, og der blev i Berlin foretaget et halvt hundrede anholdelser, efter at unge demonstranter havde kastet med flasker og sten og sat ild til biler og skraldespande. Over 5.000 politifolk med vandkanoner, tåregas og knipler var indsat i den tyske hovedstad. I de fleste større tyske byer fandt der demonstrationer sted, og myndighederne stod flere steder over for yderligtgående venstreorienterede grupper.

"Ingen kunne have forestillet sig, at den krise ville blive så dyb. Der er ingen lys for enden af tunnelen," sagde Michael Sommer, lederen af det tyske LO, da han talte ved et 1. maj-møde i Berlin.

Dagen igennem var der frygt for, at urolighederne ville blive optrappet gennem sammenstød mellem højre- og venstreekstremister i forbundsrepublikken, hvor der har været uroligheder den 1. maj hvert år i de seneste to årtier.

I Tyrkiet kæmpede flere hundrede demonstranter med politifolk i den centrale del af Istanbul. Demonstranterne råbte slagord som "hånd i hånd med fascismen", "undertrykkelsen vil ikke stoppe os" og "længe leve revolutionen og socialismen". I Sisli-distriktet i Istanbul gennemførte politiet tre angreb mod demonstranter, som havde kastet sten mod sikkerhedsstyrker. Mindst otte personer blev såret.

Kritik af Sarkozy

Ved 1. maj-møder verden over blev der fokuseret på udbredt harme over recessionen, som er skyld i, at millioner har mistet deres job.

I Frankrig var titusinder på gaden for at demonstrere mod præsident Nicolas Sarkozys håndtering af den økonomiske krise - seks uger efter, at helt op mod tre millioner havde været på gaden og deltaget i protestmarcher mod regeringen.

Fagbevægelser havde forudsagt, at deltagelsen i møderne på Arbejdernes Internationale Kampdag ville blive den største i årtier, og det kom også til store demonstrationer i Paris, Marseille, Bordeaux, Grenoble og en række andre steder. De otte største franske fagforeninger er nået til enighed om at holde 1. maj-møder sammen for første gang siden Anden Verdenskrig.

I Athen affyrede politi tåregasgranater mod demonstranter, som havde sat ild til mindst én bil. Gadekampene med en mindre gruppe anarkister skete, efter at over 6.000 mennesker var gået fredeligt gennem byen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her