Læsetid: 5 min.

Obama er begyndt at lægge pres på Israel

Alle øjne vil være fokuseret på kropssproget, og alle ører vil være koncentreret om sproglige formuleringer, når USA's præsident Obama og Israels premierminister Netanyahu træder frem for pressen i Det Hvide Hus i dag
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, landede i går i Washington DC sammen med sin kone Sara.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, landede i går i Washington DC sammen med sin kone Sara.

Moshe Milner

18. maj 2009

BOSTON - Det bliver en dans omkring den varme grød, når Israels nyslåede premierminister Benjamin Netanyahu i dag træder ind i Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus i Washington DC for at mødes med USA's præsident Barack Obama. De to skal bl.a. drøfte en mulig genoplivelse af den såkaldte Mellemøst-kvartets 'køreplan for fred' og truslen fra Irans atomprogram.

Sidste gang, den ameri-kanskuddannede tidligere israelske kommandosoldat aflagde visit i Det Hvide Hus som regeringschef, var i 1999, hvor Bill Clinton i de sidste to år af sit præsidentskab febrilsk prøvede at hive en arabisk-israelsk fredsaftale i land. Forsøget strandede året efter. På det tidspunkt var Netanyahu blevet sendt ud i det politiske vildnis af de utilfredse israelske vælgere.

Nu er 'høgen over alle høge' tilbage i USA, og denne gang skal Netanyahu næppe regne med, at hans kvikke amerikansk-accentuerede replikker og cementerede forbindelser i Kongressen og i amerikansk-jødiske kredse vil købe hans nye koalitionsregering særlig meget tid til at trække en fredsproces i langdrag.

Obama har nemlig travlt. Han ønsker hurtige fremskridt mod en tostatsløsning i Israel/Palæstina allerede i indeværende år.

"Der er ikke den mindste tvivl om, at præsidenten vil fremlægge en eller anden fredsplan i slutningen af 2009, som bl.a. vil beskæftige sig med bosættelserne på Vestbredden," siger Aaron David Miller, tidligere mellemøstrådgiver for seks amerikanske udenrigsministre fra George Shultz (1982-89) til Colin Powell (2001-05).

USA's minimumskrav

Miller forudsiger også, at Obama vil prøve at få Israel til at invitere 26 arabiske udenrigsministre til en fredskonference i Jerusalem.

Forleden opremsede vicepræsident Joe Biden Obama-regeringens minimumskrav til at få køreplanen tilbage i ekspressporet i en tale til den indflydelsesrige proisraelskelobbygruppe, AIPAC.

"I vil ikke kunne lide at høre dette," advarede vicepræsidenten. "Israel bliver nødt til at bevæge sig imod en to-statsløsning, undlade at opføre flere bosættelser, rømme de eksisterende forposter og give palæstinenserne bevægelsesfrihed (fjerne vej-spærringerne på Vestbredden, red.)."

Så i mandags signalerede Obama-regeringen, at Bush-regeringens konsekvente opbakning til Israeli FN's Sikkerhedsråd err en saga blot. Sammen med de 14 andre rådsmedlemmer stemte USA ja til en resolution fremlagt af det russiske formandskab, der af Israel forlangte "hurtige bestræbelser" på at skabe en separat stat for palæstinenserne og indgå fred med de arabiske nabostater.

For at understrege alvoren fandt FN-mødet sted på ministerniveau med deltagelse af udenrigsministre fra de faste medlemmer af Sikkerhedsrådet. USA var repræsenteret af FN-ambassadør Susan Rice, som har ministerportefølje.

Israel protesterer

Israels FN-ambassadør, Gabriela Shalev, kritiserede skarpt den USA-støttede FN-resolutionen for utidig indblanding i anliggender, som "bør afgøres direkte mellem parterne på bilateral basis". Hun fandt især tidspunktet for vedtagelsen af resolutionen for "uheldig", idet det skete fem dage inden Netanyahus møde med Obama. Men fra den amerikanske regerings synspunkt var det netop pointen. Der skal lægges internationalt pres på Israels konservative premierminister.

Obama-regeringens dis-krete pres på Israel er også kommet til udtryk i anden FN-sammenhæng. På en FN-konference i New York i sidste uge om spredning af atomvåben anerkendte en amerikansk regeringsrepræsentant (assisterende vice-udenrigsminister Rose Gottemoeller) for første gang nogensinde, at Israel besidder atomvåben, skønt den jødiske stat altid har benægtet det officielt.

Israel blev i talen grupperet sammen med tre andre atommagter - Indien, Pakistan og Nordkorea. Ingen af dem har underskrevet traktaten om ikke-spredning af atomvåben.

Konturerne af præsident Obamas strategi på kort sigt er således ved at blive synlige. Israel skal presses til at give hurtige og kontante indrømmelser til palæstinenserne, og inden udgangen af året bør fredsprocessen være genoptaget på basis af køreplanen. Den amerikanske leder håber, at det vil skabe goodwill for USA i den arabiske og muslimske verden og skabe bedre betingelser for løsningen af konflikten med Iran og svække de islamistiske gruppers væbnede kamp i Afghanistan, Pakistan og Irak.

Indrømmelser til palæstinenserne - tilvejebragt af USA - skal endvidere gøre det lettere for de sunni-arabiske stater at gå i samlet front mod Irans atomprogram, der har sat dem alle en skræk i livet.

Jokeren Iran

Det vides ikke, hvad premierminister Netanyahu vil tilbyde Obama under mødet i dag. Sikkert er det, at han ser en fordel i at få de arabiske stater over på Israels og USA's side i konflikten med Iran og få atomspørgsmålet knyttet til en fredsaftale. I Det Hvide Hus drømmer man endda om at få Israel til at indlede fredsforhandlinger med Syrien om afgivelsen af Golan-højderne. Det kunne vride syrerne ud af Irans favntag og isolere ayatollahernes regime yderligere.

Til Information siger Aaron David Miller, at udenrigsminister Hillary Clinton øjensynligt har accepteret Netanyahus krav om at knytte Irans atomprogram til lanceringen af en fredsproces.

"Det er uklogt. Jo flere stridsemner, der bliver lagt på bordet, desto sværere bliver det at fremtvinge fremskridt i fredsprocessen. Irans atomprogram bør holdes på afstand af den."

Miller er i dag seniorforsker på Woodrow Wilson International Center for Scholars i Washington og udgav i 2008 bogen The Much Too Promised Land: America's Elusive Search for Arab-Israeli Peace.

På baggrund af sit dybe engagement i Mellemøstkonflikten fra 1988 til 2003 nærer Miller ikke stor tiltro til muligheden for indgåelsen af en varig fred i Obamas første embedsperiode.

"Jeg kan ikke øjne den udløsende faktor - hvorfor parterne skulle være ekstra motiverede til at give de nødvendige indrømmelser lige nu," siger han.

Han peger på, at dramatiske begivenheder altid er gået forud for diplomatiske gennembrud. Yom Kippur-krigen i 1973 førte til fredsaftalen mellem Israel og Egypten i 1978, den første Golfkrig i 1990-91 ledte til fredskonferencen i Madrid i 1991, og den første palæstinensiske intifada til Oslo-aftalen i 1993.

Svage partnere

Miller fremhæver herudover, at den amerikanske præsidents partnere i Israel og de palæstinensiske områder er politisk svage, hvilket gør det ekstraordinært vanskeligt for dem at tage beslutninger med vidtrækkende konsekvenser for deres befolkninger.

"Den palæstinensiske bevægelse ligger i ruiner. Fatah og Hamas har ikke engang kontrol med våben i territorierne. Uden et forenet palæstinensisk lederskab bliver der ikke fred," siger den tidligere mellemøstrådgiver.

"Den ældre generation af israelske ledere (Yitzhak Rabin og Ariel Sharon) havde den nødvendige moralske autoritet til at give store indrømmelser. Kan nogen forestille sig, at Benjamin Netanyahu stiller sig i spidsen for rømningen af bosættelser på Vestbredden og afgivelse af territorium i f.eks. det østlige Jerusalem," spørger en skeptisk Miller.

Et andet spørgsmål er, om USA kan optræde som uvildig mægler.

"Det kan vi ikke. Vi er uhjælpeligt identificeret med Israels interesser. Vi har været alt for ukritiske over for Israels politik gennem de seneste 15 år. Det har skadet USA's interesser og i virkeligheden undergravet Israels sikkerhed," siger Aaron David Miller, der er af jødisk afstamning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu