Læsetid: 5 min.

Republikanerne er tæt på at miste sit sidste politiske våben

En afhopper fra egne rækker i sidste uge og en domstolsafgørelse i Minnesota i næste måned kan fratage USA's republikanske mindretal sit sidste politiske våben: filibusteren - samtidig identificerer kun hver fjerde amerikaner sig i dag med republikanerne
9. maj 2009

WASHINGTON - Hvor meget dybere kan republikanerne falde? I 2006 mistede de kontrollen over Kongressen. Sidste år mistede de Det Hvide Hus. Og nu står de til at miste deres sidste politiske våben: filibusteren.

Denne klassiske blokeringstaktik, som består i at tale et lovforslag ihjel, kendes under en eller anden form i de fleste demokratier, men ingen steder nyder den en så nærmest mytisk status som i USA's senat. Det gør den ikke mindst takket være skuespilleren James Stewart, der - i rollen som den ret-skafne senator Jefferson Smith - gennemførte den mest berømte af alle filibustere, om end en fiktiv sådan, i Frank Capra-filmen fra 1939, Mr. Smith kommer til Washington.

Men faktisk har filibustere været brugt siden 1800-tallet, og Capras version var da inspireret af det virkelige liv, nemlig af legendariske Huey Long, en populistisk og egenrådig guvernør og senator fra Louisana, som engang talte i 15 timer i træk imod et lovforslag, der efter hans mening ikke gik langt nok for at hjælpe de fattige. Det gjorde han bl.a. ved at recitere Shakespeares værker og sine egne yndlingsopskrifter fra Sydstaternes køkken.

Filibustere blev dog først benyttet i større stil i 1950'erne og 1960'erne som en sidste udvej af sydstatssenatorer, der for enhver pris ville afværge de nye borgerretslove. Strom Thurmond fra South Carolina - i nyere tid navnkundig, da han i en alder af 100 år stadig var i stand til at opretholde sin post som senator - blev første gang berømt på at iværksætte den længste filibuster nogensinde. Det var i august 1957, og hans mål var at sabotere et lovforslag, der skulle gøre det muligt for sorte at gøre brug af deres forfatningssikrede ret til at stemme. Thurmonds filibuster varede i 24 timer og 18 minutter, hvorunder senatoren bl.a. læste ordret op af samtlige 48 staters valglove (Hawaii og Alaska havde endnu ikke fået status af stater). Sin oratoriske præstation holdt han gående ved hjælp af maltbolsjer og en roastbeefsandwich. Forinden havde han opholdt sig længe i Senatets dampbad, således at han kunne nippe til et glas vand under sin maratontale uden at få behov for tissepauser. Nogle historikere insisterer dog stadig på, at han var iført ble.

Udbredte og usynlige

På papiret er filibustere mere udbredte end nogensinde i vore dages stærkt partipolariserede Washington. Den prosaiske sandhed er dog, kedeligt nok, at de aldrig når at finde sted. Ingen moderne udgaver af Thurmond taler længere hele natten for en mennesketom sal. Ej heller ser man eksempler på den såkaldte gruppefilibuster, hvor feltsenge stilles frem i forhallen, så senatorer kan tage sig en time på øjet, mens de venter på at afløse hinanden på talerstolen. I stedet tages ved hvert et omstridt lovforslag en såkaldt 'lukning' (cloture) i brug, hvilket i praksis indebærer, at hvis et forslag ikke kan samle tre femtedeles støtte i det 100 medlemmer store senat, så frafaldes det diskret for ikke at spilde nogens tid.

For nogle kritiske røster er dette 'superflertal' på 60 procent af stemmerne, som er påkrævet for gennemføre afgørende love, en hån imod demokratiet, fordi det betyder, at et mindretal får mulighed for at bøje et klart flertals vilje. Dets forsvarere insisterer omvendt på, at filibustere er en væsentlige bremse, der kan hindre uoverlagte og splittelsesskabende skridt fra et 'flertalsdiktaturs' side. Ingen bestrider dog, at det kan være et magtfuldt politisk våben i hænderne på minoritetspartiet. I 30 år, dvs. ikke siden demokraterne herskede suverænt under Jimmy Carter, har ét parti haft det filibustersikre flertal på 60 procent af Senatets stemmer. Men nu er dette flertal pludselig kommet inden for rækkevidde.

Den 79-årige Arlen Specters afhopning til demokraterne i sidste uge betyder, at dette parti nu sidder på 59 af Senatets stemmer. Og hvis Minnesotas højesteret bekræfter sejren til den tidligere komiker, Al Franken ved november måneds tætte valg, hvilket alle venter vil ske inden juni er omme, vil demokraterne nå op på de magiske 60.

I Specters tilfælde står der mere end tal på spil. Ganske vist er han moderat og har i flere tilfælde tidligere været på kant med den republikanske ortodoksi. Men at skifte partitilhørsforhold i den ubesindige ungdom eller i en mere afklaret moden alder er én ting. At gøre det, når man er næsten 80, efter næsten tre årtier i Senatet, er noget helt andet.

Specter havde fået nok. Han erkender selv, at overlevelsesinstinktet spillede en stor rolle. I sin kampagne for genvalg i 2010 stod han til at lide nederlag i republikanernes primærvalg til en yngre kandidat fra højrefløjen, og selv hvis han skulle gå videre her, var håbet om at vinde i en stadig mere demokratisk stat meget lille. Hans bedste chance, må han have regnet ud, lå i selv at blive demokrat. Men hvad der er mere afgørende, så følte han sig simpelt hen ikke længere hjemme i sit gamle parti.

Stop graveriet

Republikanernes kvide kan ligne den, som de britiske konservative stod i tilbage i 1997, blot er den endnu værre. Under John Majors ledelse forekom Det Konservative Parti at være løbet tør for ideer efter en generations dominans. I dag er amerikanerne lige så lede og kede af republikanerne, som briterne var af de konservative for 12 år siden. Men i det mindste overdrog sidstnævnte en fungerende økonomi til deres Labour-efterfølgere. Obama derimod har arvet det værste økonomiske rod siden Depressionen, hvilket i vidt omfang skyldes republikanernes markedsfundamentalistiske mistro til en regulerende og intervenerende stat.

Første regel i politik (som i livet i øvrigt) er: Hvis du står i et hul, så lad være med at grave. Den er disse republikanere imidlertid ikke til sinds at følge. Deres fejltagelse, ser de ud til at konkludere, var ikke, at de var for konservative - den var, at de ikke var konservative nok. Følgelig bliver de ved med at grave dybere, dvs. sætter sig energisk imod alle de initiativer, som den voldsomt populære præsident tager for at rydde op i den redelighed, de efterlod. Som Tony Blair i al hans glans før Irak-krigen er Barack Obama ikke blot en meget dreven politiker - han er, på grund af oppositionens kaliber, tillige en meget heldig en af slagsen.

Pennsylvanias seniorsenator er kun én blandt millioner, som forlader det republikanske parti. I Kongressen er republikanere fra Specters nordøstlige USA nu en truet art. Mindre end en fjerdedel af amerikanerne identificerer sig som republikanere. Geografisk er partiets appel begrænset til det dybe Syden og Midtvesten.

Og nu ser de også ud til at tabe filibusteren. Som den sande enspænder han er, fejrede Specter i øvrigt sin første dag som demokrat ved at stemme imod sit nye partis budgetforslag. Men før eller siden står også demokraternes stemmeovervægt for fald, og så vil filibusteren komme til sin ret igen. Jefferson Smith, hvor er du?

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu