Læsetid: 6 min.

Sarkos indre lidelser

Krisepræsidenten. Efter to år som præsident er Nicolas Sarkozys popularitet på et historisk lavpunkt - men internationalt besynges han som en helt
Krisepræsidenten. Efter to år som præsident er Nicolas Sarkozys popularitet på et historisk lavpunkt - men internationalt besynges han som en helt
16. maj 2009

Det var koldt i Paris i sidste uge. En gruppe småfrysende franskmænd - cirka tyve i alt - havde samlet sig på Champs Elysées udenfor restauranten Le Fouquet. Her sang de Joyeux anniversaire - den franske version af happy birthday. Men fødselaren, der spiste på restauranten, kom ikke ud.

Anledningen var to-års-jubilæet for Sarkozys regering. Sarkozy, der normalt elsker festivitas, har valgt ikke at fejre, at han for få år siden flyttede ind i Elysée palæet, den franske præsidents residens.

Le modéle française står der på forsiden af de seneste nummer af det britiske ugemagasin The Economist. Teksten er flankeret af et billede af en storsmilende Nicolas Sarkozy på en piedestal. Ved siden af den diminutive franskmand ser man Gordon Browns surmulende ansigt i et sort hul.

Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at neoliberalismens hoforgan i bogstaveligste forstand sætter den franske præsident på en piedestal - og især at de gør det nu.

Sarkozy er muligvis vellidt i udlandet. Her bliver han opfattet som sejrherren ved G20 mødet. Han var manden, der sikrede enighed om større regulering om den finansielle sektor. Men hjemme er han upopulær.

For to år siden talte Sarkozy om rupture (opbrud, red.) - og antydede sågar, at han som præsident ville følge den samme strategi som Margaret Thatcher i Storbritannien og gøre op med velfærdsstaten og al dens væsen. Men de tider er forbi.

Sarkozy citerer nu den klassiske franske økonom Colbert, der opfandt begrebet dirigisme; altså den doktrin, at staten skal spille en altregulerende rolle i det økonomiske liv.

Den model ser ud til at virke. Frankrig er - som selv The Economist har indset - det land, der har mærket mindst til den økonomiske krise. Den regulerende stat har sikret økonomien, mens den nyliberale og deregulerede angelsaksiske model er til tælling.

Men det betyder ikke, at Sarkozy er populær hjemme.

Meningsmålinger giver Sarkozy en opbakning på kun 18 procent - det laveste nogensinde for en præsident.

Men Sarkozys manglende popularitet betyder ikke, at de moderate venstrepartier klarer sig godt.

Martine Aubrys Parti Socialiste, der traditionelt var alternativet til de borgerlige er om muligt endnu mindre populære. Partiets opslidende formandskamp mellem Aubry og den forhenværende præsidentkandidat Ségolène Royal har givet socialistpartiet skrammer, der ser ud som om, de kunne være livstruende.

De eneste partier, der ser ud til at klare sig godt ved det kommende EU parlamentsvalg, er partierne på den yderste venstrefløj - især Olivier Besancenot og hans antikapitalistiske og revolutionære parti Nouveau Parti Anticapitaliste, NPA, klarer sig godt i meningsmålingerne, selvom de stadig ligger under 12 procent af stemmerne.

De franske vælgere er vrede. Mange har besat virksomheder, taget virksomhedsledere til fange og demonstreret à la française - altså med obligatoriske stenkast mod politiet.

Denne revolutionsstemning, som næsten er en del af folkesjælen, er ikke til Sarkozys fordel.

Yoyo-politik

Sarkozys upopularitet kan være et forbigående fænomen. Det har gået op og ned for ham siden han blev valgt. Ved valget for to år siden fik Sarkozy 53 procent af stemmerne. I månederne derefter havde han en historisk høj vælgertilslutning. Mere end firs procent af vælgerne - selv folk på den yderste venstrefløj - vendte tommelfingrene opad for den borgerlige præsident.

Sarkozy gennemførte en række ændringer, blandt andet en opdatering af forfatningen og en reform af retssystemet samt førte en mere aktiv udenrigspolitik, der - for en periode - genskabte den franske opfattelse af, at landet er en politisk verdensmagt.

Men så begyndte han at miste fokus. Han blev forelsket!Det kan ske for selv de bedste.

Men at præsidenten faldt for Carla Bruni - en tidligere topløs model - og at præsidenten sendte SMS-beskeder til sin kæreste under en officiel audiens med Paven.

Den slags var især ugleset i de dele af regeringspartiet, der er tilknyttet kirken.

Billeder af en solbrændt Sarkozy med Ray-Ban solbriller og med hånden solidt placeret på sin kærestes bagdel, morede ikke vælgerne. Især de ældre vælgere, der stemte en masse på Sarkozy og UMP i 2007, er utilfredse. Kun 11 procent af vælgerne over 65 har en positiv opfattelse af præsidenten.

Præsidentembedet er en værdig institution. Og Sarkozy virkede som en bajads, ikke som en værdig efterfølger i det embede, som Charles de Gaulle etablerede i 1958. Selvom hans forgængere François Mitterrand og Jacques Chirac ikke levede op til de Gaulles niveau, var de statsmænd, og ikke pinlige midaldrende mænd, der klovnede rundt.

Mens både Mitterrand og Chirac havde en kølig distance, har Sarkozy været kendt for at fnise og for at drikke sig fuld under en pressekonference med Vladimir Putin.

Men så kom krisen. Sarkozy reagerede prompte. Vælgerne vendte tilbage.

Hans refræn om, at det var grådighed, der havde skabt krisen, gav opbakning.

Men han har ikke foretaget sig meget. Og de franske vælgere er utålmodige.

Facit er, at Sarkozys popularitet igen er faldet - og nu til et historisk lavpunkt.

De franske forbrugeres købekraft er ligeledes faldet drastisk.

Det er især problematisk for Sarkozy. Et af hans valgløfter i 2007 var, at forbrugerne skulle tilgodeses og at der skulle være billigere varer i butikkerne.

Men det er der ikke nu.

De reformer, der skulle sikre konkurrence, og dermed føre til prisfald, er ikke blevet gennemført. Og vælgerne beskylder Sarkozy for miseren. Ikke - begribeligvis - fordi de ønsker mere konkurrence, men fordi de mener, at en mere traditionel socialistisk politik ville have skabt bedre resultater for lønmodtagerne.

Præsidentens nære politiske allierede, Claude Gueant, der er generalsekretær for regeringspartiet UMP, hævder, at det er et spørgsmål om tid, og fastholder, at reformerne er blevet gennemført, men at det tager tid før de virker. Denne tålmodighed har franskmændene ikke.

Ulogisk

Men trods den generelle upopularitet er der noget ulogisk og selvmodsigende i meningsmålingerne. En opinionsundersøgelse gennemført af analyseinstituttet CSA og offentliggjort af bladet Le Parisien, viser, at 42 procent af franskmændene har tiltro til regeringens økonomiske politik. Og en meningsmåling fra analyseinstituttet BVA viser at 66 procent af de adspurgte er enige i regeringens krisepolitik. Men det gør ikke Sarkozy mere populær.

"De kan bare ikke lide Sarkozy. Han kan gennemføre, hvad han vil. Det er lige meget. Han har mistet folkets tillid," siger Jerome Sainte-Marie fra analyseinstituttet BVA.

Men måske er det bare fordi, det objektivt set går dårligt. Det mener Michael S. Lewis-Beck, en amerikansk politolog, der har studeret Frankrig i de seneste 40 år.

"Generelt er det meget simpelt. Går det dårligt økonomisk, går det også dårligt for regeringen", siger Lewis-Beck.

Og det går dårligt økonomisk. Arbejdsløsheden stiger - og gør det fra et allerede højt niveau. Ungdomsarbejdsløsheden er nu på over 20 procent. Konsekvenserne har været forudsigelige. Arbejderne er gået i strejke og studenterne er i solidaritet gået på barrikaderne på en måde, der ikke er set siden studenteroprøret i 1968.

Og arbejdere har - under stor mediebevågenhed - genoptaget den gamle tradition 'bossnapping': kidnappet chefer i den private sektor. Politiet har ikke grebet ind.

Tilbage på Champs Elysées udenfor restauranten Le Fouquet holder komikeren Christophe Alévèque fødselsdagstale:

"Kære medborgere. Jeg vil gerne ønske Sarko tillykke med dagen. Vores eneste våben er latteren. Jeg vil gerne takke Sarkozy for, at han giver os mulighed for at more os, og for at han skaber jobmuligheder for komikere som mig i denne vanskelige krisetid".

Der grines højlydt. Men Sarkozy er allerede kørt hjem. Han forlod Le Fouquet ad køkkenudgangen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stanley Opmann

18 procent til sarkozy; hvor meget, 15 procent til "socialisterne"?; og 12 % til "kommunisterne". Er der flere partier i Frankrig? 48% alt i alt. Og det kun blandt dem der har tænkt sig at stemme. Hvem talte om det parlamentariske demokratis fallit?