Læsetid: 3 min.

Skuffelse i Israel over paven

Romerkirkens overhoved kritiseres for at holde en 'udeltagende' tale om Holocausts ofre. Netop Holocaust har i årevis været en betændt byld i forholdet mellem Vatikanet og den jødiske stat
13. maj 2009

Skuffelse grænsende til vrede præger i dag de israelske reaktioner på den tale, pave Benedikt XVI mandag holdt på det israelske mindemuseum for Holocaust, Yad Vashem. Talen var på forhånd ventet med spænding på baggrund af den tysk fødte paves fortid som medlem af den nazistiske ungdomsorganisation Hitlerjugend og soldat i den tyske Wehrmacht.

Yad Vashem-museets bestyrelsesformand, Avner Shalev, siger til den israelske avis Ha'aretz, at han havde forventet, at paven ville have "trukket mere på sine personlige erfaringer og fremsat en mere klar fordømmelse af nazisterne og tyskerne, som han ikke identificerede direkte". Shalev noterede dog med tilfredshed, at paven i sin tale tog afstand fra Holocaust-benægtelse, hvilket skal ses i lyset af, at paven tidligere i år rehabiliterede den kontroversielle og førhen ekskommunikerede Holocaust-benægtende engelske biskop Richard Willamson.

Reuven Rivlin, der er formand for Israels parlament, kritiserer paven for at have udvist for lidt deltagelse i de lidelser, som jøderne blev påført af nazisterne før og under Anden Verdenskrig.

Til israelsk radio sagde Rivlin ifølge Reuters:

"Han kom og talte til os, som var han en historiker, som om han så på fra sidelinjen. Talte om ting, der aldrig skulle være sket. Og hvad kan man gøre? Han var en del af det."

Ingen undskyldning

Paven talte på Yad Vashem om "Shoaens forfærdelige tragedie", men jødiske religiøse ledere, som havde håbet på, at han som tysker og kristen havde sagt undskyld, blev slemt skuffede.

Rabbiner Meir Lau, der leder Yad Vashem-rådet, påpeger, at pavens forgænger, Johannes Paul II, under et besøg i Israel for ni år siden talte om, at millioner af jøder blev myrdet af nazisterne.

"Den nuværende pave erstattede ordet 'myrdet' med ordet 'dræbt'," skriver Lau i en kommentar i avisen Maariv. "Der er en dramatisk forskel imellem 'dræbt' og 'myrdet'," bemærker Lau, der også bebrejder paven, at han blot omtalte 'millioner' af ofre for Holocaust i stedet for det mere specifikke '6 millioner'.

Paven betonede dog nødvendigheden af at huske Holocausts ofre. Han sagde bl.a.: "Man kan berøve en nabo hans besiddelser og frihed. Man kan væve et lumskt væv af løgne for at overbevise andre om, at visse grupper ikke har krav på respekt. Men hvor meget man end forsøger, kan man aldrig fratage et medmenneske dets navn. Må navnene på disse ofre aldrig forgå. Må deres lidelser aldrig blive fornægtet, bagatelliseret eller glemt! Og måtte alle mennesker af god vilje forblive årvågne, så de kan udrydde alt i et menneskehjerte, der kan lede til tragedier som denne!"

Langvarig strid

Trods dette fromme ønske blev Pavens tale i Yad Vashem altså næppe det vendepunkt, der kan bilægge det betændte forhold, der har bestået mellem Vatikanet og Israel i alle årene siden den jødiske stats grundlæggelse. I fokus for dette står Pius XII, som var pave fra 1939-58, og som den nuværende pave har betegnet som "en stor kirkens mand".

Som Avner Shalev siger til The Independent var den katolske kirkes afgørende brist, at Pius forsømte at påtage sig en ledende moralsk rolle i at fordømme Hitler-regimets bestræbelser på at udrydde Europas jøder, ja, end ikke bakkede op om de allieredes erklæring fra 1942, hvori en sådan fordømmelse blev udtrykt. Ej heller greb paven ind, da jøder senere blev deporteret fra Rom til Auschwitz.

Pave Pius' forsvarere hævder, at han bag kulisserne arbejdede ivrigt for at redde jøderne, hvoraf tusindvis blev gemt af vejen for deres forfølgere i den katolske kirkes klostre, men hidtil har påstanden om pavens rolle i dette ikke kunnet dokumenteres, og Vatikanets arkiver om sagen er lukkede for offentligheden.

I en kommentar i den katolske ugeavis bemærker den fremtrædende israelske Holocaust-historiker, Yehuda Bauer, at pavens svigt var både moralsk og teologisk. I modsætning til andre katolikker, som satte livet på spil eller mistede det i deres indsats for at redde jøder, foretog Pius sig intet. "Havde han sagt fra, ville han måske ikke have reddet en eneste jøde, men han kunne måske have reddet sin egen sjæl i overensstemmelse med det trossystem, han oprigtigt troede på."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu