Læsetid: 2 min.

Der Spiegel: Hizbollah stod bag Hariri-drab

Ubekræftede, men detaljerede afsløringer i det tyske ugemagasin Der Spiegel, peger på Hassan Nasrallah som manden bag mordet på Rafik Haririri i 2005
Folk kommer stadig til den myrdede tidligere premierminister Rafiq Hariris mindested i det centrale Beirut. Fem år efter drabet kan afsløringen af, at det muligvis var Hizbollah, der stod bag attentatet, udløse voldsomme uroligheder - også for politikersønnen Saad Hariri (forrest).

Folk kommer stadig til den myrdede tidligere premierminister Rafiq Hariris mindested i det centrale Beirut. Fem år efter drabet kan afsløringen af, at det muligvis var Hizbollah, der stod bag attentatet, udløse voldsomme uroligheder - også for politikersønnen Saad Hariri (forrest).

Jamal Saidi

26. maj 2009

BEIRUT: Libanon vågnede mandag op til en tikkende politisk bombe i form af en artikel i det tyske ugemagasin Der Spiegel, hvori det hævdes at Hizbollah, den shia-muslimske milits, stod bag attentatet på tidligere premierminister Rafiq Hariri 14. februar 2005. For nylig blev fire tidligere libanesiske sikkerhedschefer, mistænkt for at stå bag mordet i samarbejde med Syrien, løsladt af FN's særlige Hariri-tribunal efter tre års internering. Nu viser ikke offentliggjort bevismateriale fra FN-efterforskningen, iværksat efter attentatet, der udover Hariri dræbte 22, at Syrien ikke som hidtil antaget stod bag mordet på den populære og stenrige sunni-leder, men at Hizbollah ('Guds Parti') var ansvarlig.

Beviserne er angiveligt tilvejebragt ved kryds-tjek af de mobiltelefonnumre, man ved blev brugt i koordineringen af attentatet. Ifølge Der Spiegels anonyme kilder i FN-tribunalet var køberen af den pick up-truck, der blev brugt ved attentatet, medlem af Hizbollah.

Alle disse spor peger ifølge det tyske magasin mod Hizbollahs sikkerhedschef, Hajj Salim, og dermed mod Hassan Nasrallah, den populære og karismatiske leder af Hizbollah.

Kan udløse borgerkrig

Hizbollahs talsmand afviste mandag Der Spiegels artikel som "fabrikation", der har til hensigt at påvirke den libanesiske valgkamp, som i disse ugers slutfase peger mod en styrkelse af det Iran-allierede shia-parti med 14 af parlamentets 128 sæder. Hizbollah har allieret sig med den kristne eks-general Michel Aoun, der er allieret med Syrien, og som tillige spås fremgang.

Over for disse to står Hariris søn, Saad Hariri, og hans 14. marts-bevægelse af liberale sunnier, drusere og kristne, der støttes af Vesten - men endnu i går havde ingen fra 14. marts-lejren kommenteret Spiegel-artiklen, og forklaringen er, at de ikke vil ses som 'medsammensvorne' i offentliggørelsen. Lederen af FN-kommissionen, Daniel Bellamare, ville i går ikke kommentere artiklen, der ifølge iagttagere er dynamit og kan udløse en ny borgerkrig, hvis Spiegles afsløringer viser sig at holde vand.

"Hvis Spiegels materiale (der ikke er bekræftet, red.) bruges mod Hizbollah i valgkampen, vil vi opleve ustabilitet i Libanon - mildt sagt," sagde Amal Saad-Ghorayeb, en libanesisk Hizbollah-ekspert til den libanesiske avis An Nahar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer