Nyhed
Læsetid: 2 min.

Sri Lanka står over for humanitær krise

Arbejdet med at hjælpe de tusindvis af mennesker, der er flygtet fra krigszonen i Sri Lanka, kommer til at tage lang tid, vurderer hjælpeorganisationer
Udland
19. maj 2009

Sri Lankas regering står over for en omfattende opgave med at hjælpe de mange tusinde flygtninge, der er strømmet ud af det krigsplagede område i den nordøstlige del af landet gennem de seneste uger og måneder, lyder det fra hjælpeorganisationer.

Der er stort behov for at få nødhjælp ud til flygtningene, fortæller Lene Krogh, der er Dansk Røde Kors' regionalchef for Sydasien.

"Vi står over for en kæmpe humanitær katastrofe," siger hun i telefonen fra Sri Lankas hovedstad, Colombo.

"Selv om den væbnede konflikt er ved at være slut, er der virkelig brug for, at vi fastholder fokus på den humanitære situation, og vi sørger for, at der er nødhjælp til stede for de utrolig mange mennesker, der har brug for det".

Uvidst tilbagevenden

Røde Kors arbejder på højtryk for at kunne dele mad og tøj ud til det store antal flygtninge i lejrene.

Mange tusinde mennesker har været på flugt fra kamphandlingerne i månedsvis, presset fra område til område, efterhånden som hæren er rykket frem.

" I lejrene får de tag over hovedet. Det er en kæmpe forbedring for mange af dem. De har været nødt til at leve i beskyttelsesrum i det nordlige Sri Lanka, i mange tilfælde gravet ud med hænderne, simpelthen for at slippe med livet i behold," siger Lene Krogh.

Lilli Olsen arbejder for Dansk Flygtningehjælp i byen Vavuniya, hvor der sidder omkring 170.000 mennesker i flygtningelejre. Yderligere 20.000 flygtninge ventes at komme fra krigszonen til de store lejre i byen mandag, siger hun. Men tallet er endnu ikke bekræftet.

"Indsatsen i de kommende uger vil primært være at få givet nødhjælp til de mennesker, der har brug for det. De skal have tag over hovedet, mad og tøj. Næste skridt bliver så at få hjulpet dem tilbage til deres landsbyer," siger Lilli Olsen.

Det er uklart, hvornår det kan lade sig gøre for de mange tusinde flygtninge at vende tilbage, tilføjer hun.

Samtidig står Sri Lanka over for en enorm opgave med at genopbygge det krigshærgede område. Det er en opgave, der kan komme til at tage flere år, vurderer Lene Krogh.

"Det er ikke kun en kæmpe infrastruktur, der skal genopbygges i det nordlige Sri Lanka, der er også sår på sjælen som skal læges efter 26 års borgerkrig, og det kommer til at tage endog meget lang tid," siger hun.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, vil besøge Sri Lanka i denne uge for at drøfte en humanitær indsats efter nedkæmpelsen af De tamilske Tigre, oplyser landets udenrigsminister.

FN siger, at regeringens offensiv mod oprørerne har kostet over 7000 civile livet siden nytår.

ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her