Nyhed
Læsetid: 5 min.

Sri Lankas krig om sandheden

Sri Lankas soldater er tæt på en militær sejr over oprørsgruppen De Tamilske Tigre, men omverdenen ved ikke, hvad der virkelig foregår på de seks kvadratkilomter land, hvor tusindvis af civile fortsat holdes som gidsler, mens parterne prøver at sælge hver deres version af sandheden
Udland
4. maj 2009

COLOMBO – Lørdag besøgte Information det område, hvor civile den 19 og 20 april i titusindevis brød gennem LTTEs forskansning og strømmede ud fra krigszonen . Fredag var det lykkedes 17 mennesker at komme ud. Lørdag eftermiddag kl. 14 var der endnu ikke kommet en eneste. I hvertfald ikke i følge militærets personel, som eskorterede en gruppe på 32 internationale journalister rundt cirka to kilometer fra frontlinien. De røde busser der skulle fragte de civile videre til lejre i Vavuniya mod vest, stod stille på lange rækker i vejkanten.
På den cirka 40 kilometer lange tur fra tigernes tidligere de facto hovedstad Killinochchi – som regeringssoldater erobrede 2. januar i år - og frem langs A35-vejen til Putumattalan, var der ikke et eneste menneske at se. Kun udmagrede hunde og posterede soldater gav liv til det døde landskab af smadrede huse med nedstyret tag, forladte hytter, skilte med skudhuller og en påtrængende stilhed. Killinochchi havde i 2007 cirka 200.000 indbyggere.
Mens journalister stadig må gætte på, hvad der præcist foregår inde i kampzoenen, har det udenfor i stigende grad udviklet sig til en krig om sandheden – ikke mindst med baggrund i et aktuelt billede.
Hospital angrebet?
Billedet er taget i dagslys og viser resterne af et blåt plastikdækken og en tom rullestol i venstre side, liget af en mand i højre side. På et andet foto ses to døde, den ene helt sikkert en kvinde, liggende på gulvet ved siden af et højt bord, i et rum der kunne være en primitiv operationsstue. Bevis på at Sri Lankas militær i weekenden angreb et felthospital?
Sri Lankas militær og De Tamilske Tigere kæmper ikke kun om seks kvadratkilomter sandtange, men også om hvem der har sandheden på sin side. Påstand mod påstand præger den internationale mediedækning.
»Artilleriangreb mod et felthospital har fredag og lørdag dræbt 64 mennesker og såret 87,« rapporterede en pro-LTTE hjemmeside i weekenden. Teksten anklager den srilankanske regering for at stå bag.
Militærets talsperson Udaya Nanayakkara afviste hurtig: »De høje brag, man kunne høre i området, kan også stamme fra oprørernes lemfældige omgang med ammunition,« hed det. Søndag offentliggjorde myndighederne en analyse af, hvorfor billederne måtte være fabrikerede og gav informationerne overskriften »udenlandske medier snørret af LTTE«.
Meldingen om angrebet mod felthospitalet, der ligger i Mulliavaikal, er offentliggjort på hjemmesiden www.tamilnet.com, og her står der, at Sri Lankas militær af flere omgange over weekenden traf hospitalet – det eneste der fortsat fungerer inden for kampzonen. Området huser fortsat op mod 50.000 civile, der bruges som levende skjold af LTTE.
Billederne sendes ikke kun til tamilnet.com, men også til medier og diplomater i hovedstaden Colombo. Ofte er der mails flere gange dagligt. Mailen med den seneste tids billeder er underskrevet »Dr.T.Sathiyamoorthy, Regional Director of Healthy Services, Kilinochchi (Now at no fire zone)«.
Dr. Sathiyamoorthy er læge og ansat af det srilankanske sundhedsvæsen i byen Kilinochchi, men nu er han i den såkaldte no-fire zone, som hæren kalder området umiddelbart rundt om LTTEs tilbageværende stribe land. Sri Lanka har pådraget sig international kritik for at beskyde LTTE uden hensyn til de tusindvis af civile fanget i midten, som LTTE på sin side har brugt som et levende værn.
Militæret benægter at der har været civile tab som følge af den srilankanske hærs offensiv og meddelte for en uge siden, at man indstillede den tunge beskydning. Aktiviteterne blev omdøbt til »en humanitær redningsaktion« - en bagvendt indrømmelse af at man faktisk har brugt luftskyts. Om beskydningen fra luften rent faktisk er indstillet, er der dog stor tvivl om. Lægens billeder fra området viser røgsøjler og ødelæggelser – men oplysningerne kan ikke verificeres, da journalister og nødhjælpsarbejdere er forment adgang til konfliktområdet. Billedfilerne indeholder heller ikke oplysninger om dato og tid.
Bevidst at angribe et hospital kan muligvis føre til en krigsforbrydelse. I følge Geneve-konventionen er det kun tilladt at målrette et modangreb mod et hospital, hvis bygningen beviseligt bruges som base for angreb.
Hvor mange civile, der fortsat befinder sig i kampzonen, er der ingen der ved. FN anslår i en situationsrapport torsdag den 30 april, at der endnu befinder sig omkring 50.000 mennesker på den stribe land, som tigerne fortsat kontrollerer.
Indtil for få dage siden var flugt fortsat en mulighed for de civile i krigsområdet – omend det var et dødsensfarligt forhindringsløb mellem hærens luftangreb, tamilske tigeres geværløb og en dyb lagune. Nu er hærens offensiv rykket frem, så det ikke længere er muligt at krydse lagunens smalle ende.
Skulle man alligevel nå ud, venter en proces, hvor myndighederne forsøger at udskille LTTE-soldater fra civile. Heller ikke denne registrering har internationale organisationer adgang til at overvåge.
Kaotiske flygtningelejre
I de 38 flygtningelejre uden for selve kampzonen, hvor der lige nu anslås at befinde sig omkring i alt 172.000 internet fordrevne mennesker, er situationen kaotisk.
Lejrene er på kort tid svulmet op med mennesker, der i uger og måneder har været tvunget på flugt og befundet sig midt i eller tæt på direkte kamphandlinger. Forældre og børn er kommet bort fra hinanden, og der mangler nok af alt; telte, mad, rent vand, psykologisk hjælp.
18 internationale og nationale hjælpeorganisationer er dog tilstede i lejrene i det nordlige Sri Lanka og hjæper regeringen med telte, mad, toiletter og andre forsyninger til lejrene.
Prisen i menneskeliv kendes ikke præcist, men i følge et konservativt FN-estimat har mindst 6.500 civile mistet livet mellem januar og til midt i april. Uday Nanavaykkara, talsmand for Sri Lankas Forsvar, siger, at hærens daglige tab under de seneste ugers kampe »kan tælles i dusin«. Mange skades af landminer, som LTTE – i følge hæren – efterlader sig, efterhånden som de tvinges til tilbagetrækning.
Givetvis i et forsøg på at undgå flere civile tab og yderligere international kritik har hæren fredag nedkastet sedler hen over området, som kontroleres af de tamilske tigere. Seddlerne har påtrykt en opfordring til alle civile om at søge væk.
Udenrigsministeriet sender menneskerettighedsambassadør Arnold Skibsted til Sri Lanka i denne uge, hvor også den svenske udenrigsminister Carl Bildt ventes på besøg i Colombo.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her