Læsetid: 2 min.

Taleban er på sikh-jagt

Mange sikh- og hindufamilier har fået beslaglagt deres huse og er sendt på flugt i Taleban-kontrollerede områder i Pakistan. Overgrebene er nu blevet et hedt tema i Indiens valgkamp
6. maj 2009

DELHI - Det lykkedes ikke for de omkring 35 sikh-familier i landsbyen Merozai at skaffe de 15 millioner rupier, som Taleban havde krævet. Pengene skulle være faldet i slutningen af april. Derfor blev familiernes huse torsdag beslaglagt og 11 af dem revet ned. Nu er de på flugt fra det uroprægede stammeområde nær Swat-provinsen, ligesom en række kristne og hindufamilier før dem.

Sagen er nemlig ikke enestående. Ifølge flere rapporter opkræver Taleban systematisk 'Jaziya', en slags skat, der ifølge sharia-loven kan afkræves af ikke-muslimer. Reelt er der tale om beskyttelsespenge, og de familier, der ikke betaler, bliver tvunget til at forlade området. I sagen fra Merozai havde det lokale Taleban også kidnappet den lokale sikh-leder, Sardar Saiwang Singh, og besat en række hjem for at understrege alvoren.

Neo-taleban

Fra indisk side er metoden blevet beskrevet som etnisk udrensning, men hidtil er der ikke kommet en official udtalelse fra den pakistanske regering. Tidligere minister og nuværende højt rangerende medlem af præsident Zadaris Pakistan People's Party, Sherry Rehman, ville dog gerne udtale sig til Hindustan Times.

"Vi hører, at sikh-familier bliver chikaneret og tvunget ud af deres hjem, som om ikke-muslimer ingen rettigheder har i Pakistan," sagde Rehman og tilføjede med henvisning til den aftale med den pakistanske regering, der tillader sharialov i Swat:

"Det, der nu sker med sikh-familierne, er blot ét eksempel på, hvordan Neo-taleban forsøger at etablere deres magt i regionerne."

I valgets skygge

Og nu er overgrebene blevet en hedt teme i den indiske valgkamp, hvor især det hindunationalistiske oppositionsparti, BJP, forsøger at finde klare valgtemaer i slutfasen. Søndag langede BJP's kronprins, minister for delstaten Gujarat, Narendra Modi, ud efter premierminister Manmohan Singh.

"Er du ikke selv sikh? Hvorfor gør du ikke noget? Det er nu, det sker, og det er din chance for at betale tilbage. Sig noget, gør noget, tal med Pakistan," lød opfordringen fra oppositionen i bedste valgkampstone.

Manmohan Singh svarede, at den indiske regering har rettet henvendelse til de pakistanske myndigheder med opfordring til at beskytte "den håndfuld sikh-familier, der stadig er tilbage".

Da Indien og Pakistan blev delt i 1947, forblev en større gruppe sikher og hinduer i det nye muslimske hjemland Pakistan. Indiens store sikhdelstat, Punjab, har også i dag en pakistansk del.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu