Læsetid: 2 min.

Tigrene opgiver kampen

De tamilske oprørere nedlægger våbnene. I Colombos gader festes der, men årsagerne til striden mellem tamiler og singalesere forbliver uløste
18. maj 2009

De Tamilske Tigre (LTTE) meddelte i går, at de nedlægger våbnene efter at være nedkæmpet af Sri Lankas hær. Det er en stor sejr for regeringen, men det vil ikke løse modsætningerne mellem landets to store etniske grupper.

I en erklæring på LTTE's hjemmeside, Tamilnet, hed det, at "vi har besluttet at nedlægge våbnene".

"Denne kamp har nået en bitter ende," sagde Selvarasa Pathmanathan, der er LTTE's 'udenrigsminister'.

I flere uger har De Tamilske Tigre været omringet på en lille stribe land i det nordøstlige Sri Lanka sammen med titusinder af civile - tallet kan være så højt som 100.000. Lørdag lykkedes det Sri Lankas hær totalt at omringe oprørerne på få kvadratkilometer land, og det var kun et spørgsmål om tid, inden Tigrene måtte overgive sig.

Der blev festet i hovedstaden Colombos gader, da nyheden kom om, at LTTE har overgivet sig. Men tilbage bliver nogle alvorlige anklager mod regeringen for krigsforbrydelser.

Kun få sætter spørgsmålstegn ved, at LTTE holdt titusinder af civile tilbage som et menneskeligt skjold, mens opørerne var belejret på halvøen. Det var i sig selv en krigsforbrydelse. Men en stribe øjenvidner har kunnet berette, at regeringsstyrker har bombet områder, hvor de formentlig vidste, at mange uskyldige civile befandt sig og mistede livet under kampene.

Nægtet adgang

FN's menneskerettighedskontor kræver, at der indledes en undersøgelse.

"Intet af det, vi siden har set, har fået os til at skifte opfattelse, tværtimod," siger Rupert Colville, der er talsmand for FN's Menneskerettighedskommissær. Han siger, der ikke skal herske "straffrihed" for krigsforbrydelser.

Bl.a. kritiseres regeringen og hæren for at have nægtet internationale hjælpeorganisationer adgang til civile i kampzonen.

Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, siger inden et EU-udenrigsministermøde i dag, at Sri Lanka øjeblikkeligt må give FN og Røde Kors adgang til hundredtusinder af nødstedte flygtninge.

Alvoren består i de srilankanske samfund, hvor tamiler føler sig gjort til andenrangsmennesker af det singalesiske flertal.

"Regeringen har måske vundet krigen, men den må stadig gøre noget ved de fundamentale årsager, nemlig diskriminationen mod mange i det tamilske samfund," siger V. Anandasangarai, der er leder for den moderate organisation Tamilernes Forenede Befrielsesfront.

LTTE's grundlægger, Vellupillai Praabhakaran, er forsvundet, og der var søndag spekulationer om, at han er død.

De Tamilske Tigres væbnede kamp har siden 1970'erne kostet 70.000 mennesker livet i Sri Lanka.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu