Læsetid: 5 min.

Valgkampens hovedslagmark

Rapport fra Libanons tredjestørste by, Zahle, i Bekaa-dalen, hvor de kristne er delt i uforsonligt fjendskab hvis rod er frygten for undergang
29. maj 2009

BEKAA-DALEN - De har noget kørende med guldkæder i Zahle. Kvinderne promenerer juvelerkollektioner, så det undrer, at de ikke bliver skrutryggede af metalvægten, og mænd, rigtigt mange mænd, faktisk, dekorerer massivt velnærede torsoer med kæder og kors af fint forarbejdet guld eller blankslebet ibenholt.

Det er ikke kun forfængelighed, men identitet, der signaleres. I et land med hele 17 forfatningsanerkendte sekter er det vigtigt at vide, hvem, der er hvem i gadebilledet. Og selvom der ikke er mange at tage fejl af i selve Zahle, den største kristne by i hele Mellemøsten med 150.000 indbyggere med (efter sigende) kun en enkelt muslimsk matrikel, er oplandet beboet af shiamuslimer, der er sivet op sydfra gennem årtier, enten som interne flygtninge eller som landarbejdere for områdets dominerende jorddrot, Skaff-familien, græsk-katolsk og for tiden allieret med de shiamuslimske partier Hizbollah og Amal via den kristne eks-general og kortvarige præsident, Michel Aoun.

Angsten glimter

Lyder det indviklet? Det er det også, men samtidig såre enkelt: de kristne er trængt i Libanon, specielt et sted som Zahle, hvor de er omgivet - eller 'omringet' alt efter, hvem man taler med - af shiamuslimer. Og det forklarer, hvorfor det ikke kun er guldet på mændenes brede bringer, der glimter. Også glimt af en angst flakser rundt i øjenhulerne som flagermus i en dansk skumring, når samtalerne drejes ind på Zahle som Libanons 'hot spot' i valgkampen.

"Ja, vi er bange," siger en skotøjshandler i hovedgaden, der vil stemme på Fremtidspartiet, hjørnesten i den saudi-vestligt støttede 14. marts-bevægelse ledet af Saad Hariri, søn af den myrdede sunni-leder, Rafik Hariri, der blev dræbt 14. februar 2005.

"Vi er bange for, at Hizbollah vinder valget, for det medfører, at israelerne kommer igen."

En gadesælger, der vejer sit lager af honningsesam og sirupnødder på en messingvægt med lodder, og ifølge eget udsagn ejer seks biler af anerkendte mærker ved siden af den Mercedes-scooter, der står parkeret ved siden af hans salgskærre, vil stemme på Michel Aouns parti, Fri Patriotisk Bevægelse'.

"Aoun er min general," siger han og lader en pegefinger løbe under halskæden af hvidguld, der ser ud til at snøre om struben: "jeg er hans loyale soldat - kun Den hellige Moder står over ham!"

- Men kan du som troende acceptere hans alliance med Hizbollah?

"De andre har solgt Libanon," svarer han: "60 milliarder saudi-dollar var prisen."

Valgets hovedslagmark

Begge svar - skotøjshandlerens og sliksælgerens - giver ingen mening med mindre man, som The Independents Robert Fisk noterede, 'har en doktorgrad i libanesisk politik'. Men ret beset dækker de over en enkel problemstilling: De kristne i Libanon har delt sig - ikke efter anskuelser, men efter hvem, de tror er bedst til at beskytte dem som den minoritet, de nu er blevet med højst 30 procent, men snarere mindre, af den samlede befolkning på godt fem millioner.

Elias Skaff er landbrugsminister i den nuværende 'forsoningsregering', nedsat efter urolighederne for et år siden, hvor Hizbollah satte skabet der, hvor det skulle stå med en væbnet erobring af sunni-kvartererne i Beirut, der kostede mere end 100 dræbte. Skaff er indsat af 8. marts-bevægelsen - eller 'modstanden' og 'oppositionen', som den Hizbollah-ledede koalition også kaldes, og han er desuden tredje generation i en kristen politikerfamilie, der tillige ejer 'det halve af Bekaa-dalen', som det siges.

"Der løber mange såkaldte internationale observatører rundt i disse dage," siger han, da han tager imod i cowboybukser og skjorte - ingen guldkæder og kors om halsen, da alle ved, hvem han er.

"De siger Zahle er hovedslagmarken ved dette valg - folk fra ekspræsident Jimmy Carters organisation ringede i går. Jeg ved ikke, hvad der plager dem".

- Kan det være, at Zahle også er et sted, hvor folk har skudt på hinanden som politisk argument?

"Der skydes overalt i Libanon, det er ikke noget nyt - vil du ha' kaffe eller te?"

Frygten for sunni-dollar

Og over kaffen kvalificerer Skaff sit synspunkt:

"For os er det kun et spørgsmål om garantier. Hvem vil garantere vores frihed religiøst og økonomisk? Det vil Hizbollah, som sagerne står. Jeg og min familie har altid været provestlige - min far og min farfar havde gode relationer til USA, eller tag Frankrig: Det gik fint indtil præsident Chirac giftede sig med Hariri-familien og dens penge fra Saudi-Arabien. Realiteten er, at amerikanerne hellere vil redde den sidste tønde arabiske olie, end at støtte 1,2 millioner libanesiske kristne. Se, hvordan det er gået i Irak, hvor tre millioner kristne har forladt landet - de, der er tilbage, har ikke råd til at rejse."

Nej, Elias Skaff ser ikke optimistisk på en fremtid under USA's beskyttende vinger, han føler sig forrådt af det USA, "der for 30 år siden var en troværdig politibetjent i regionen," som han udtrykker det. Og han er bange for, at en sunni-baseret økonomi i Libanon vil føre til 'nedsmeltning' af de kristne som økonomisk og politisk faktor i landet. Det sidste bekræftes af en libanesisk NGO-kilde, der ikke vil nævnes ved navn:

"Det er rigtigt, at de kristne ophørte med at investere her i landet, og at Golfens petrodollar via Hariri-klanen nu er dominerende."

Lidt længere nede ad gaden fra Skaffs opulente, osmanniske hus bor hans 14. marts-modkandidat, turistminister Elie Marouni, og hans version er selvsagt anderledes:

"Hvis 8. marts-bevægelsen får magt, bliver det Iran og Syrien, der vil bestemme i Libanon - og risikoen for krig med Israel er overhængende," siger han. "Og det er bekymrende".

I mere end en forstand, kan man sige: Elie Marouni er turistminister ved et tragisk tilfælde, som også er typisk libanesisk: Hans storebror, Nasri, hvis billede er overalt i huset og i haven, var familiens politiker, men blev dræbt af tilhængere af Elias Skaff ved en skudveksling i Zahle i april sidste år. Og lillebroren gentog: "Volden er i høj grad bekymrende."

Myndighederne har derfor valgt at gøre lørdagen og mandagen mellem søndagens valghandling 7. juni til fridage.

"For at køle tingene ned," som NGO-kilden sagde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu