Læsetid: 2 min.

Aaaarrgghhhh!!!

Om at give alt, hvad man har, og skrige, mens man gør det
Michelle Larcher de Brito råbte højt, men tabte alligevel til Francesca Schiavone.

Michelle Larcher de Brito råbte højt, men tabte alligevel til Francesca Schiavone.

Stefan Wermuth

26. juni 2009

En af de mest omtalte spillere ved dette års Wimbledon-turnering er Portugals Michelle Larcher de Brito, der går under tilnavnet Scream Queen . Det skyldes de skrig, hun giver fra sig, når hun slår til bolden. De er målt op til 109 decibel - svarende til støjen fra et trykluftsbor eller et løvebrøl - hvilket har fået modstandere til at brokke sig og det internationale tennisforbund, ITF, til at overveje at inkludere 'lydforstyrrelser' i dets ordensreglement.Deres udsendte medarbejder befinder sig på bane 12, hvor Larcher de Brito spiller mod italienske Francesca Schiavone, og der er i sandhed lyd på kampen. Schiavone - en tætbygget 29-årig, der som en anden sort storbyrapper svinger sine brede skuldre markant frem og tilbage i takt med hvert skridt - afgiver et kort, dybt »ughr«, hver gang hun server, som om hun får et kyllingeben galt i halsen, lige inden hun skal slå til bolden.

Larcher de Britos skrig er anderledes aggressivt. Hun lyder decideret vred, når hun svinger ketcheren. Et højlydt »aaaiigghh« akkompagnerer hvert slag og får min sidemand til at konkludere, at portugiseren må have gået på den samme tennisskole som russeren Maria Sharapova, der længe har været anset for at være den mest højlydte spiller.

Proportionelt

Det er for så vidt forståeligt nok, at modstandere og tilskuere brokker sig over portugiserens skrig, især i de tilfælde hvor det efterfølges af en lang, luftig »uhhhhhhh«-udånding, der stadig hænger i luften, når modstanderen skal slå til bolden. Det må være forstyrrende.

Men her fra forreste tilskuerrække, fem meter fra banen, virker Larcher de Britos auditive udtryk ikke upassende. Usædvanligt måske, men ikke unaturligt.

Her er tale om en 16-årig pige, der med sine 165 centimeter hører til blandt de små spillere på touren. Hun hamrer sine grundslag af sted med enorm fart. Den kraft- udladning, der skal til, for at sådan en lille størrelse kan generere så meget kraft, må være enorm. Hun giver simpelthen alt, hvad hun har at give, intet bliver holdt tilbage, heller ikke skriget.

Den proportionelle sammenhæng mellem kraft- anstrengelsen og lyden bliver tydelig, da Schiavone er nede med breakbold ved stillingen 5-5 og sender en hård serv ned ad linjen. Larcher de Brito må strække sig til sit yderste for overhovedet at få ketcheren på bolden. Slaget kræver ikke så meget rå styrke som smidighed og ketcherkontrol. Hun udbryder et følsomt »aiijjj«, idet hun sender bolden retur. Tre slag senere har hun fået overtaget i duellen og træder nu helt ud til venstre i banen for at slå en forhånd fra sin baghånds- side, jernhård og dødelig, på kryds af banen, mens hun aggressivt skriger, »aaeegghrr«, alt hvad hun overhovedet kan. Det er trættende at høre på i længden, men befriende hæmningsløst i øjeblikket. Lige lidt hjalp det, Schiavone vandt kampen 7-6, 7-6.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu