Analyse
Læsetid: 5 min.

Ahmadinejad presset før valg

Mere end tusind fabriksarbejdere protesterede i den iranske provins Khuzestan i sidste uge. De har ikke fået løn i mere end et år, og deres protester er endnu et tegn på Irans økonomiske krise. En krise, der er blevet præsident Ahmadinejads akilleshæl op til præsidentvalget i Iran næste uge
Udland
6. juni 2009

Protesterne i Khuzestan er del af en voksende arbejderbevægelse i Iran. De sidste fem år har arbejdere og offentligt ansatte dannet komiteer og arrangeret demonstrationer og strejker, som staten har knust med magt. Buschauffører, folkeskolelærere og fabriksarbejdere har alle været på barrikaderne for at protestere mod usle arbejdsvilkår, udeblivende lønninger og manglende rettigheder.

Nogle aktivister er blevet isolationsfængslet og anklaget for at arbejde for fjenden. Den 1. maj i år blev arbejderbevægelsens demonstrationer angrebet af sikkerhedsstyrker i Teheran.

Den hårde linje er udtryk for en frygt blandt magthaverne i Iran. Landet med verdens tredjestørste oliereserve og verdens næststørste naturgasressource tjener årligt milliarder på eksport. Ikke desto mindre er inflationen konstant eskalerende og arbejdsløsheden tårnhøj. Fattigdom og stigende priser på alting er problemer, der bliver tydeligere dag for dag.

Den nuværende præsident Ahmadinejad er en vaskeægte populist. Et af hans løfter til valget i 2005 var at forbedre levevilkårene for iranerne ved at distribuere olieindtægterne til befolkningen. Ahmadinejads økonomipolitik har, ligesom hans optræden på den internationale scene, været kendetegnet ved overilede, absurde beslutninger og generel inkompetence.

Efter valget iværksatte han en række kontroversielle planer, lukkede nogle statslige institutioner og åbnede andre, imens han turnerede rundt i landet. I fattige provinser blev han modtaget som en frelser, der personligt tog imod folks ønsker og lovede udvikling og investeringer.

Men langt de fleste af disse løfter og tiltag er siden løbet ud i sandet. Irans økonomiske situation er blevet betydeligt forværret de sidste fire år.

Det er Vestens skyld

Ahmadinejad og hans støtter anklager Vesten for krisen. Præsidenten siger, at USA, Europa og Israel, der frygter Irans nye rolle som stormagt, forsøger at knuse landet med sanktioner og boykot. Visse sanktioner - især vestlige restriktioner på iranske banker - har da også haft en tydelig negativ effekt, som skal lægges oveni dalende oliepriser og global økonomisk krise. Men Irans problemer ligger i høj grad i statsapparatet og i regeringens fejlagtige økonomipolitik.

Da oliepriserne var skyhøje, overophedede regeringen økonomien ved at pumpe penge ud i landet uden at tænke langsigtet. Penge er blevet brugt på at gøre folk tilfredse på kort tid, men ikke på væsentlige investeringer i infrastruktur, teknologi eller maskineri. Selv om Iran er én af verdens førende energiproducenter, bliver landet stadig nødt til at importere energi, fordi der simpelthen ikke er raffinaderier nok.

Da oliepriserne var høje, brugte Iran milliarderne til at importere billige produkter, hvilket godt nok gjorde forbrugerne glade, men samtidig ødelagde lokale industrier, der ikke kan konkurrere med f.eks. kinesiske varer. Ahmadinejads politik har resulteret i det modsatte af hans slogans og drømme om et selvforsynende Iran.

Privatsektoren er stagneret, og det er usandsynligt, at regeringen kan leve op til sine egne mål for udvikling, nu da olieindtægterne er dalet kraftigt.

Op til valget fremstiller Ahmadinejad igen sig selv som en ærlig mand i et fordærvet system. En af hans mest populære strategier er at tale om en 'mafia' i Iran. Der er en udbredt forestilling i befolkningen om, at gejstlige er blevet korrumperede og suger penge ud af systemet til egen berigelse. Der er bestemt noget om snakken.

Tidligere præsident Ayatollah Rafsanjani har bygget gigantiske finansimperier og tjent millioner. De gejstlige styrer også de såkaldte 'bonyâd'er, der efter revolutionen skulle kanalisere den afsatte shahs rigdomme ud til borgerne, men i dag er blevet lyssky konglomerater med enorme skattefri indtægter og besiddelser.

Når Ahmadinejad angriber disse 'mafiaer', stiger hans stjerne hos mange iranere, der er trætte af at leve i fattigdom i Sydteherans ghettoer, imens gejstlige kører i Mercedes Benz og bor i kæmpevillaer. Men spørgsmålet er, om disse verbale angreb er nok. Mange almindelige iranere har ikke set nogen egentlige forbedringer i deres hverdag under Ahmadinejad, og selvstændige erhvervsdrivende har set forværrelser.

Valgkamp på nettet

Derudover er Ahmadinejads værste rival - den reformvenlige Mir-Hossein Musavi - også god til at bruge populismens sprog.

Musavi tilhører den såkaldte islamiske venstrefløj, der støtter en statsstyret planøkonomi og er i konflikt med højrefløjen, der domineres af basarkøbmændene, de traditionelle gejstlige og den nuværende leder, Ayatollah Khamenei.

Musavi styrede krigsøkonomien i 1980'erne, og derfor mener hans støtter, at han i dag kan redde Iran fra økonomisk sammenbrud.

Musavi har kritiseret Ahmadinejad for at manipulere økonomiske indikatorer, og har i sit eget valgprogram lovet gennemsigtighed i Irans olieindustri, støtte til privatsektoren samt støtte til arbejds- og boligsøgende. Selve valgprogrammet er affattet i sobert, akademisk sprog, men Musavi formidler også budskabet i et mere folkeligt, lettilgængeligt sprog.

Problemet er, at Musavi har svært ved at komme i kontakt med befolkningen. Musavi fik kun for nyligt tilladelse til at udgive en avis, og han får meget lidt omtale i de mange statsejede medier, der tydeligvis støtter den nuværende præsident. De statsstyrede tv-stationer hylder dagligt Ahmadinejad, og Musavi er blevet nødt til at lancere sin egen kanal på internettet.

Iransk cyberspace summer i disse dage med støtte for Musavi. Men selv om nettet er relativt godt udbredt i Iran i dag, er det stadig ikke alle, der har adgang. Derudover er det langt fra alle netbrugere, der er interesserede i politik; mange desillusionerede unge vil hellere downloade film og chatte med det modsatte køn.

Ikke desto mindre lukkede regeringen for nyligt for adgangen til internetportalen Facebook af frygt for de voksende Musavi-støttegrupper. Ahmadinejad genåbnede sidste uge adgangen til Facebook i et forsøg på at virke fair over for modstanderne.

Miraklet Musavi?

Faktum er, at selv om Musavi skulle sidde inde med løsningen på alle Irans økonomiske problemer, så har han ikke mulighed for at formidle den til store dele af befolkningen.

Ahmadinejad har igennem sine tilskud og subsidier skabt en bred base blandt veteranfamilier, fattige og i moskénetværkerne. Præsidenten nyder støtte fra de nationale medier, fra fredagsbønnelederne, fra de Revolutionære Garder og de islamistiske militser.

Ikke desto mindre fører Musavi nu i nogle af meningsmålingerne - dog med et meget spinkelt flertal. Odds er imod ham, men Musavi virker determineret, og hans kampagne tager til i styrke og støtte for hver dag, der går før valget på fredag i næste uge. Der skal mere end et mirakel til for at redde Irans økonomi, men mange tror på Musavi som den, der vil tage det første skridt ud af krisen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her