Læsetid: 10 min.

Bolivias mest berygtede fængsel lukker for turister

Kokainproduktion, fem-stjernede lejligheder og den rå og blodige virkelighed i hospitalsafdelingen. Turister har i mange år kunnet bestikke sig ind i det bolivianske fængsel San Pedro, der fungerer som et selvregulerende minisamfund. Men det har en YouTube-video nu har sat en foreløbig stopper for
San Pedro. Der foregår en række ulovlige og selvregulerede aktiviteter bag muren til San Pedro-fængslet i Bolivias hovedstad La Paz. Vagterne i porten til San Pedro-fængslet (lille foto) plejede at lade sig bestikke af turister, der gerne ville på ulovlig rundtur i fængslet. Efter at en turist har lagt en video fra en guidet tur ud på You Tube, er der lukket - selv for et fotografi af indgangen.

San Pedro. Der foregår en række ulovlige og selvregulerede aktiviteter bag muren til San Pedro-fængslet i Bolivias hovedstad La Paz. Vagterne i porten til San Pedro-fængslet (lille foto) plejede at lade sig bestikke af turister, der gerne ville på ulovlig rundtur i fængslet. Efter at en turist har lagt en video fra en guidet tur ud på You Tube, er der lukket - selv for et fotografi af indgangen.

Ulrich Quistgaard

7. juni 2009

Blondt hår og gummisko. En lille gruppe mennesker skiller sig tydeligt ud fra mængden på San Pedro Plaza i Bolivias hovedstad, La Paz. Her, omringet af sneklædte bjerge, sidder kvinder i mønstrede nederdele, brune striktrøjer og høje hatte og sælger cigaretter, tyggegummi og coca-blade. Og turisterne - de plejer at have en særlig grund til at komme forbi: På torvet ligger indgangen til et af Sydamerikas mest berygtede fængsler, San Pedro. Indtil for ganske nyligt har det været muligt for rejsende at bestikke vagter og betale indsatte for at give dem en rundvisning bag murene i et fængsel, der fungerer som et selvregulerende minisamfund. Men det er slut nu.

»Det virker helt umuligt at komme ind - det er også, hvad vi har hørt fra alle andre,« fortæller en høj fyr i gruppen af turister på torvet, inden de forlader det igen og forsvinder ned ad nogle små skæve brostensgader.

Turene ind i fængslet stoppede, da en YouTube-video, der viser en gruppe unge turister besøge fængslet, cirkulerede i Bolivias største medier. På videoen ser man smilende turister løfte vægte i styrkerummet, indsatte skrælle kartofler i fælleskøkkenet og kokain og marihuana ligge klar til brug - og salg - i en celle.

Ud over at vise videoen fra YouTube sendte flere medier kamerahold ud til fængslet, hvor de i dagevis filmede turister, der forlod fængslet ud af bagdøren. Blandt andet viste en nyhedsstation optagelser fra en aften, hvor ti unge turister løber ud af fængslet og ned af gaden. Tre af dem når dog at vende sig om og give kameraholdet fingeren, inden de forsvinder.

Den nu tidligere fængselsdirektør i San Pedro Ernesto Michel har benægtet, at rundvisningerne fandt sted. Og han er blevet afskediget, mens en undersøgelse af de guidede ture er sat i gang.

Offentlig hemmelighed

Det har dog længe været en offentlig hemmelighed, at turister har kunnet besøge San Pedro. Portene har været åbne, mod betaling, i lange perioder siden 1996, og besøgene har blandt andet været beskrevet i rejseguides, på Wikipedia og flere andre steder på internettet.

Helene Risør er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet og forsker i civil usikkerhed og ordensskabende praksisser i Bolivia. Hun forklarer, at korruptionen i landets statslige institutioner er en velkendt sag i Bolivia, og at medierne omtaler korruptionsskandaler med jævne mellemrum. Og selvom landets borgere er irriterede og utilfredse med det høje korruptionsniveau, tolererer og deltager de alligevel dagligt i korrupte praksisser:

»Lige fra bestikkelse af fængselsbetjente og opefter. Det er nu engang det system, de kender, og som på sin egen vis fungerer,« siger hun.

Forskeren mener, at det er selve medieomtalen af de korrupte forhold i San Pedro, der gør, at myndighederne netop nu forsøger at gøre noget ved forholdene i fængslet.

»Alle vidste, at der fandt ureglementerede aktiviteter sted inden for og omkring fængslets mure, men på sin egen skæve vis har fængslet jo fungeret, og man reagerer først, når den ellers så åbenlyse korruption bliver skandaliseret og synliggjort,« forklarer Helene Risør.

Ulrik Aagaard fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) påpeger, at det skader landets omdømme, når der kommer ting frem, såsom kokainsalg og drab inden for fængslets mure. Og at et dårligt ry kan få konsekvenser for Bolivia:

»Hverken kokainsalg eller drab er i harmoni med landets ønske om at leve op til forudsætningerne for at være et demokratisk styret land, hvis økonomi afhænger af den udviklingsstøtte, det årligt modtager,« siger han.

Dette er ifølge Ulrik Aagaard en væsentlig grund til, at myndighederne har set sig nødsaget til at gribe ind, da han mener, hændelserne i fængslet havde nået et uacceptabelt højt niveau.

Fængslets egne love

Det, der gør San Pedro så specielt, og det, som turisterne gerne vil opleve, er et fængsel, der fungerer som et minisamfund midt i Bolivias hovedstad. De fleste af de cirka 1.500 indsatte er anklaget for narkorelateret kriminalitet. Størstedelen venter stadig på at blive stillet for en dommer.

De indsatte i fængslet betaler selv for deres celler. Nogle bor stuvet sammen i små rum, andre i -fem-stjernede- lejligheder med udsigt, badeværelse og kabel-tv. De indsatte lever ofte sammen med deres familier, der ikke altid kan klare sig alene i La Paz uden ægtefællens indtægt.

Fængslet er inddelt i otte forskellige sektorer, og jo flere penge den indsatte har, jo højere levestandard og finere sektor kan han købe sig til. Nogle arbejder i fængslets restauranter, frisørsaloner og butikker - eller som turistguider. Andre tjener penge på at sælge hjemmeproduceret kokain, både inden og uden for fængslet, eller souvenirs som armbånd og legetøj til turisterne. Det laveste job i San Pedro er at være en budbringer, de såkaldte -taxistas-.

Helene Risør forklarer, at økonomiske forhold også er baggrunden for, at San Pedro i det hele taget fungerer, som det gør. Det minimale budget, som det bolivianske politi og fængselsvæsen råder over, betyder, at landets fængsler er overbefolkede og faldefærdige, og at politimænd og fængselspersonale får lave lønninger.

»Disse forhold skaber det økonomiske og infrastrukturelle grundlag for, at fangerne selv styrer de interne forhold i San Pedro, og for at korruption blandt fængselspersonalet så forholdsvis nemt finder sted,« siger forskeren.

Straf i swimmingpoolen

De indsatte har også skabt deres egne love og straffesystem i San Pedro, og bryder en indsat reglerne i en sektion, risikerer han at blive udstødt - og det, der er værre.

En turist fra England var på guidet tur i fængslet i februar, inden porten blev lukket, og beskriver turen på sin blog -Escape to South America-:

»Vi blev konstant mindet om, at vi var i et fængsel, og at det kunne være et utroligt farligt sted. Den mest uhyggelige påmindelse var -swimmingpoolen-.«

Swimmingpoolen er et berygtet rundt cementhul i fængslets fællesareal, som bliver brugt til en særlig voldsom afstraffelse af voldtægtsforbrydere blandt de indsatte.

Selvjustitsen i fængslet er dog ikke enestående i landet.

»Forholdene i San Pedro er ikke det eneste sted eller den eneste sammenhæng i Bolivia, hvor staten mere eller mindre frivilligt overlader ordensskabende praksis eller selvjustits til medborgere, eller i dette tilfælde fangerne selv. Der er også mangel på effektivt og pålideligt politi uden for fængslets mure, og tilliden til politi og retsvæsen er i store områder lav. Derfor er grænserne for, hvor og hvordan staten skal opretholde lov og orden til forhandling og en integreret del af hverdagen,« siger Helene Risør.

Ikke desto mindre er det særligt forholdene i fængslet, der har vakt turisters nysgerrighed, og de har været villige til at betale for at se San Pedro med egne øjne. Prisen for en rundvisning, inden der blev sat en stopper for turene i marts 2009, var 250 bolivianos, hvilket svarer til lidt over 200 kroner. 50 kroner oven i for et kamera.

Den britiske turist fortæller detaljeret om besøget på sin blog:

»Turen var fyldt med kontraster. Efter at have set femstjernede sektioner gik vi ned til fængslets hospitalsafdeling, hvor et antal misbrugere af uraffineret kokain blev behandlet for selvpåførte skader. Det var både en øjenåbner og trist. Da jeg på et tidspunkt bøjede mig ned for at give vores medbragte slik til nogle børn, så jeg, at muren foran mig var oversprøjtet med, hvad der efter al sandsynlighed var blod,« skriver han.

Midtvejs gennem turen bliver turisterne inviteret ind i en celle, der tilhører den bodyguard, de har hyret sammen med deres guide. Bodyguarden er indsat i fængslet for mord.

»Han viste sin celle frem, som også var hjem for hans kone og to børn. Konen bød os venligt på et stykke hjemmebagt kokoskage.«

Turen ender i en anden celle, hvor en af guidens venner bor:

»Inde i cellen blæste musik højlydt ud af en cd-afspiller, og vi blev inviteret til at spørge om alt det, vi havde lyst til. Vores guide, Raul, spurgte os, om vi havde lyst til noget -lokalt produceret-. Vi kiggede over på et bord, hvor der lå nogle poser med kokain på et spejl og et kreditkort med pulver på ved siden af. Vi afslog, men fra det vi hørte rundt omkring på hoteller, var det ikke alle turister, der udviste samme afholdenhed,« fortæller den britiske turist.

Helene Risør mener, det er vigtigt ikke kun at lade sig forarge over forholdene i San Pedro.

»Vi ser gerne et fængsel som det ultimative udtryk for statsmagt og kontrol, og så virker det selvfølgelig paradoksalt, at ulovlig aktivitet som kokainsalg, korruption og ureglementerede besøg finder sted netop der. Og det er selvfølgelig tankevækkende og vigtigt. Men det er mere produktivt at diskutere disse forhold som et udtryk for, hvordan lov- og ordensskabende praksis bliver sat til forhandling mellem stat og borgere i store dele af det bolivianske samfund, og hvilken betydning dette har for bolivianernes hverdagsliv og livsmuligheder,« siger hun.

Og Ulrik Aagaard supplerer: »Mulighederne for overlevelse og status for de indsatte i San Pedro er begrænset, og den mest åbenlyse flugtvej er handel med kokain. De indsatte ser ingen anden mulighed, da det handler om overlevelse i et virkeligt barsk miljø.«

Den første turist

Turene i San Pedro begyndte tilsyneladende i 1996; året hvor Thomas McFadden fra England blev idømt fire års fængsel for narkotikasmugling. Han bestak sig til en festlig nat uden for fængslets mure, hvor han mødte en israelsk turist og fortalte hende om, hvordan det var at være fængslet i Bolivia. Hun kom efterfølgende på besøg i fængslet og spredte derefter rygtet om det kokainproducerende minisamfund blandt andre rejsende. Turister blev interesserede og henvendte sig til Thomas McFadden. Turene startede, og det samme gjorde historier om unge turister, der festede hele natten i det famøse fængsel, holdt vågne af billig kokain. En australsk rygsækrejsende, Rusty Young, valgte af fortælle Thomas- historie, og hans bog, Marching Powder, har i den grad holdt rygtet om den bizarre og ulovlige turistattraktion i live. En Hollywood filmatisering af bogen er planlagt til at udkomme næste år.

Turisme eller voyeurisme

Da myndighederne indsatte en ny fængselsdirektør og valgte at igangsætte en undersøgelse omkring rundvisningerne, blev der samtidig indført nye restriktioner i forhold til besøg i fængslet - også når det gjaldt de indsattes familiemedlemmer. Dette førte til et oprør blandt de indsatte den 26. marts i år.

En blogger, der er bosat i Bolivia, beskriver episoden på følgende måde:

»Hundredvis af betjente forsøgte at kontrollere situationen. Vi så på direkte tv, hvordan politiet skød tåregaspatroner ind i fængselsgården. Kort efter kravlede fangerne op af murene og op på taget. Familiemedlemmer på besøg i fængslet fortalte senere, at vagterne ikke ville lukke dem ud, så de besøgende børn og babyer blev også gasset,« skriver BoliviaBella, som også deltager i debatten på rejseforummet Thorn Tree på internettet:

»Situationen er et godt eksempel på, hvordan turisters ubetænksomme handlinger fuldstændigt kan ændre folks liv i de lande, som turisterne besøger.«

I dette forum er alle ikke enige i, at situationen i fængslet kun er turisternes ansvar.

»Til syvende og sidst er det fængselsmyndighederne, der afgør, hvem der skal lukkes ind,« skriver James Brunker. Og fortsætter:

»Sagen om turisternes besøg er relativ lille sammenlignet med nogle af de andre aktiviteter i fængslet, selvom den har genereret meget mere interesse i de lokale medier. Besøgssystemet, hvor fangernes familie kommer og går, som de vil, er blevet misbrugt i årevis, ligesom der foregår mindre narkoaktiviteter. Jeg regner med, at mange af fangerne har mistet både legal og illegal indkomst under den nye fængselsdirektør, og det er grunden til gårdagens protester.«

Og debatten fortsætter.

»Jeg har altid forestillet mig, at alle der besøger fængslet uden en professionel motivation ville føle sig lige så godt tilpas ved at fotografere trafikofre,« lyder et vredt indlæg målrettet de turister, der er villige til at bestikke vagterne for at få et kig.

»For almindelige rejsende lader voyeurisme til at være den eneste motivation til at besøge fængslet,« skriver en anden.

Ulrik Aagaard fra DIIS mener, at det først og fremmest er op til myndighederne at sætte en stopper for forholdene i fængslet.

»Det gør de, i dette tilfælde, bedst ved at starte med at løse problemerne inden for murene,« siger han.

Helene Risør mener derimod, at det er vigtigt at løfte debatten væk fra fængslet og op i et mere globalt perspektiv.

»Turisternes bestikkelse af bolivianske fængselsvagter og betaling af fangerne for at komme ind og se fængslet indefra er et eksempel på det asymmetriske økonomiske forhold mellem borgere i rige lande i nord og fattige lande i syd,« siger hun og understreger, at eksemplet også viser, hvor sårbare de statslige institutioner og funktionærer i udviklingslandene er over for påvirkning fra Vesten.

»Denne asymmetri kommer til syne i mange forhold mellem vestlige turister og fattige borgere i syd, og den åbner op for en etisk debat omkring, hvordan man skal håndtere sin nysgerrighed og interesse efter at få en virkelig alternativ ferieoplevelse i et -eksotisk- boliviansk fængsel, der tilsyneladende fungerer uden for lov og ret. Det er jo så sagen i en nøddeskal, at det er de vestlige turister, der kan lade sig forbløffe og forarge over de korrupte forhold i de bolivianske fængsler, mens de rent faktisk selv financierer korruptionen og dermed er medvirkende til at opretholde forholdene,« siger Helene Risør.

I øjeblikket er der ingen turister blandt de børn og ægtefæller, som bliver lukket ind gennem porten i den rå mur, som omgiver San Pedro fængslet. Tværtimod signalerer de armygrønne vagter med høje læderstøvler og geværer svunget over skuldrene, at der er lukket. Og at turister ikke er velkomne. Lige nu ...

For som en turist skriver på debatforummet Thorn Tree:

»Hvis der er efterspørgsel efter noget, vil der også altid opstå et udbud.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu