Læsetid: 4 min.

Efter Bonn-klimamøde: Verden på vej mod tre grader

Teksten, der skal vedtages i København, svulmer og svulmer, men ambitionerne er små. Med den kurs er det umuligt at blive under smertegrænsen på to graders global opvarmning, advarer forskere
-Jeg forventer ikke en rammeaftale i København, jeg forventer en omfattende aftale,- sagde FN-s klimachef, Yvo de Boer, ved Bonn-mødets afslutning.

-Jeg forventer ikke en rammeaftale i København, jeg forventer en omfattende aftale,- sagde FN-s klimachef, Yvo de Boer, ved Bonn-mødets afslutning.

Oliver Berg

13. juni 2009

Med det ambitionsniveau, der er lagt for dagen ved afslutningen på 12 dages klimaforhandlinger i Bonn, er der udsigt til en global klima-aftale i København, der binder verden til en temperaturstigning på over to grader. Dvs. hinsides den 'smertegrænse', hvorunder der ifølge klimaeksperter stadig er en rimelig chance for at undgå katastrofale klimaændringer.

Det er forskere fra det tyske Potsdam Institute for Climate Impact Research, der på Bonn-mødets sidste dag præsenterede den dystre vurdering, samtidig offentliggjort i tidsskriftet Nature.

Forskerne gør opmærksom på, at 100 lande indtil nu har givet deres tilslutning til to grader som den temperaturstigning, der ikke må overskrides. En række særligt udsatte nationer, herunder mange lavtliggende østater, har med henvisning til ny viden forlangt en overgrænse på blot 1,5 grader respekteret via en kommende klima-aftale.

Disse ambitioner harmonerer imidlertid dårligt med de løfter om CO2-reduktioner, som store industrilande har været villige til at give op til og under Bonn-mødet. Potsdam-forskerne har lagt løfterne ind i deres klimamodeller for at nå frem til det, de et halvt år før klimatopmødet kalder 'Halvvejs til København'-scenarier.

"Vor analyse viser, at det bedste Halvvejs til København-scenarie i realiteten ikke har nogen chance for at begrænse opvarmningen til to grader endsige 1,5 grader) over de før-industrielle temperaturer - med andre ord: Det er i praksis sikkert, at to grader vil blive overskredet," konkluderer Potsdam-holdet, ledet af klimaforskerne Bill Hare og Malte Mein-shausen.

Den samlede virkning af de løfter om CO2-reduktion, som en række store i-lande har været villige til at afgive indtil nu, er vanskelig at bedømme, fordi landene har baseret deres reduktionsmål på forskellige reference-år, bestemt af hvad der stiller dem selv gunstigst. Forskerholdet vurderer den samlede forpligtelse til en reduktion i 2020 på otte-14 pct., målt i forhold til 1990-niveauet. Rusland og New Zealand har endnu ikke meldt ud, og USA's mål forhandles stadig i Kongressen.

"Dette er meget mindre end den nødvendige 25-40 pct. reduktion fra denne gruppe lande, hvis opvarmningen skal begrænses til omkring to grader," påpeger forskerne.

I en boble

På Bonn-mødets sidste dage stillede 40 u-lande, inklusive Kina og Indien, et fælles forslag om 40 pct. CO2-reduktion i 2020 som forpligtende mål for i-landene. De internationale ngo'er rettede samtidig en skarp kritik af i-landene for at spænde ben for en ambitiøs klima-aftale.

"Det er tydeligt, at mange regeringsrepræsentanter, som har forhandlet i Bonn, befinder sig i deres egen lille boble, uimodtagelige for både offentlighedens bekymringer og klimavidenskaben," sagde Martin Kaiser, klimadirektør i Greenpeace International.

"Forhandlerne sidder i konferencelokaler og håber, at verden på en eller anden måde vil ordne sig selv, at katastroferne ikke vil indtræffe, at ingen mennesker vil lide, at alle disse problemer vil gå væk på ukendt vis. Men de tager fejl," supplerede Kim Carstensen, leder af WWF's globale klimainitiativ.

Også talsmanden for det nuværende tjekkiske EU-formandskab, Pavel Zamyslicky, udtrykte skuffelse over andre i-landes manglende ambitioner med hensyn til CO2-reduktion.

"Der er desværre stadig ikke sket fremskridt i form af ambitiøse reduktionsmål," fastslog EU-talsmanden.

I onsdags sagde FN's klimachef Yvo de Boer tilsvarende på Bonn-mødet, at "vi er stadig langt, langt fra de ambitiøse scenarier for udledningsreduktioner, der er opstillet af FN's Klimapanel som en slags sømærke for, hvad i-lande er nødt til at gøre, hvis vi skal afværge de mest alvorlige konsekvenser af klimaforandringerne."

Ved Bonn-mødets afslutning valgte de Boer imidlertid at fokusere på, at selve forhandlingstonen nu angiveligt er god og konstruktiv.

"Jeg forventer ikke en rammeaftale i København, jeg forventer en omfattende aftale," sagde FN's klimachef.

Netop nu synes selve råmaterialet til en mulig aftale at blive stadig mere omfattende. I Bonn har alle lande haft travlt med at fylde egne forslag ind i det foreliggende tekstudkast med den konsekvens, at en tekst, der ved mødets start fyldte 53 sider, nu fylder over 200 sider. De forestående forhandlingsrunder, der rummer blot 30 forhandlingsdage, vil bestå i hårde armlægninger om, hvilke formuleringer og forslag der skal overleve i en endelig klima-aftale.

Stadig ingen penge

Foruden i-landenes reduktionsforpligtelser bliver spørgsmålet om økonomisk og teknologisk klimabistand afgørende for, om u-landene vil tilslutte sig en aftale.

EU-Kommissionen anslår u-landenes behov for bistand til godt 140 mia. dollar årligt i 2020, mens de internationale ngo'er vurderer behovet til mindst 150 mia. dollar årligt. Ingen beløb kom imidlertid på bordet i Bonn.

"Vi har de seneste to uger haft et åbenlyst fravær af diskussion om det nødvendige omfang af den finansielle bistand og om den mekanisme, der skal sikre bistanden. Forhandlingerne er fastlåste" sagde en skuffet Julie-Anne Richards fra bistandsorganisationen Oxfam ved Bonn-mødets afslutning.

De internationale ngo'er taler nu om krise i klimaforhandlingerne, og også Danmarks klima- og energiminister Connie Hedegaard er bekymret.

"Man må selvfølgelig respektere FN's måde at arbejde på, men for mig at se er der ingen tvivl om, at forhandlingerne går for langsomt," siger Connie Hedegaard til Ritzau og konstaterer, at Bonn-mødet ikke har bragt andet end en gennemgang - og opsvulmning - af forhandlingsteksten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Pernille Sørensen

ukonstruktivt med et angreb på regeringsrepræsentanterne.

regeringsrepræsentanter er, ganske rigtigt, repræsentanter for regeringen - de forhandler efter instruktioner fra regeringen og dennes interesser.

vi har ydermere demokrati - altså er regeringen valgt af folket.

så forhandlerne ved Bonn-klimamøde repræsenterer regeringen, som repræsenterer folket.

så med angreb om at repræsentanterne er uimodtagelige overfor indflydelse fra omverdenen og at de håber problemerne går i sig selv igen - er det i virkeligheden folkets indstilling der kritiseres.

John Fredsted

@Rebekka Lille: Det har du ret i. I et demokrati må forhandlingslammelsen ultimativt være udtryk for, hvad et repræsentativt flertal af befolkningen til syvende og sidst ønsker, selvom de formodentligt ikke har forstået den fulde rækkevidde af deres egne valg og handlinger.

Travis Malmzon

@John Fredsted

Inden der dukker en eller anden op og giver Bush og Fogh skylden for det hele, vil jeg godt følge op på dine betragtninger.

For du har fuldstændigt ret, og hvis man kigger på de politiske partier i Folketinget er det interessant at bemærke at ingen af dem vil dæmpe væksten.
(I hvert tilfælde ikke for deres egne vælgere ;-))

Venstrefløjen vil godt nok poste en masse penge ud på at bekæmpe CO2, men det kniber gevaldigt med at fortælle hvor de skal komme fra.

For de penge som skal bekæmpe CO2, kan jo ikke bruges på velfærd, og når det skal udmøntes i konkret handling, bliver de med garanti lange i spyttet, specielt i en krisetid.

Og skulle de endeligt stå fast på politikken, skal vælgerne nok vælte dem ved førstkommende lejlighed.

John Fredsted

@Travis Malmzon: Tak for din opbakning.

Penge til både velfærd og bekæmpelse af CO2 kan vel godt findes, hvis bare man sætter skatten op. Men et sådan tiltag vil et flertal af vælgerne naturligvis prompte straffe - for så er der jo ikke råd til livsvigtigheder som vrøvlekøkkener pg charterture til Costa Del Bradepande, så det er der i bund og grund ingen politikere, der tør tale om.

Og så er løbet naturligvis allerede kørt.

Der er noget udpræget sørgeligt over vores nuværende civilisation. Måske er det bare mig, der er for følsom, men (næsten) hver eneste gang jeg er ude i det offentlige rum, bliver jeg meget ked af det. For det forekommer mig, at det moderne menneske bliver stadig ringere til at give plads til sine medmennesker. Selvhævdelse - denne biologiens dyriske banalitet - synes at martre det offentlige rum stadig mere.

Jeg tør slet ikke for alvor tænke på, hvorledes vi om få år, når (ikke hvis) naturressourcerne begynder at slippe op, vil begynde at opføre os overfor hinanden. Jeg frygter det værste. I den stadig ynkeligere mentale træningstilstand hvad selvdisciplin angår, som det moderne gennemsnitsmenneske tilsyneladende befinder sig i, så vil vi komme til at knalde hinanden et par på skrinet for en god bemærkning, når vi (for alvor) sættes under pres.

Jeg gider ikke engang vinde i en sådan verden, for hvad er præmien: At være et dumt svin?