Nyhed
Læsetid: 2 min.

Datter af tidligere leder anholdt

Efter mere end en uge med uroligheder arresterede det iranske styre i går den tidligere præsident Hashemi Rafsanjanis datter, der i sidste uge talte for flere hundrede af oppositionslederen Mir-Hossein Musavis tilhængere
Pressegruppen journalister uden grænser rettede i går en skarp kritik af Iran, som de mener - sammen med Kina - udgør verdens største fængsel for journalister. I dag sidder 33 journalister og internet-dissidenter fængslet, forklarer organisationen.

Pressegruppen journalister uden grænser rettede i går en skarp kritik af Iran, som de mener - sammen med Kina - udgør verdens største fængsel for journalister. I dag sidder 33 journalister og internet-dissidenter fængslet, forklarer organisationen.

Udland
22. juni 2009

Konflikten i Iran blev i går yderligt optrappet, da det iranske styre arresterede den tidligere præsident Hashemi Rafsanjanis ældste datter, Faezeh Hashemi, samt fire andre familiemedlemmer. Faezeh Hashemi, der er kendt som en veluddannet og veltalende modstander af Irans nuværende præsident Mahmoud Ahmadinejad, viste i sidste uge sit politiske engagement, da hun holdt tale for flere hundrede af oppositionskandidat Mir-Hossein Musavis tilhængere.

Modstanden mod Irans nuværende præsident Mahmoud Ahmadinejad deler Faezeh Hashemi med sin indflydelsesrige far, som i dag bestrider lederposterne i to magtfulde instanser: Fremskyndelsesrådet, der mægler i konflikter mellem det iranske parlament og Vogternes Råd og Ekspertforsamlingen, som udpeger Irans religiøse leder.

Hashemi Rafsanjani var i perioden 1989 til 1997 landets præsident og genopstillede i 2005, hvor han måtte se sig besejret af Ahmadinejad. De iranske myndigheder har oplyst, at Faezeh Hashemi tilbageholdes for hendes egen sikkerheds skyld.

Anholdelserne kommer efter en uge med uroligheder og demonstrationer, hvor det iranske styre har slået hårdt ned på en vred opposition, der mener, at der blev fusket med resultatet til præsidentvalget tidligere på måneden. Iransk tv melder om 13 døde og 100 sårede efter demonstrationerne lørdag, mens CNN rapporterer, at antallet af døde er helt op på 19. Umiddelbart er der ingen forlydender om genoptagelse af urolighederne søndag, men flere medier forklarer, at det er svært at opnå et overblik over situationen. Billederne fra demonstrationerne lørdag er private optagelser, og et tegn på, at det er svært for de iranske myndigheder at styre nyhedsstrømmen ud af landet.

BBC udvist

Det betyder dog ikke, at myndighederne ikke stadig gør et forsøg; I går blev den britiske tv-station BBC's faste korrespondent i Tehran, Jon Leyne, udvist af landet.

Fra flere statsledere har der i dag lydt kraftige opfordringer til det iranske styre om at indstille de voldelige handlinger mod demonstranter.

»Den iranske regering må forstå, at verden kigger på. Vi sørger over hvert eneste uskyldigt liv, som går tabt,« udtalte USA's præsident Barack Obama i en erklæring.

»De universelle rettigheder til at forsamle sig og til ytringsfrihed skal respekteres, og USA står sammen med dem, der søger at gøre brug af disse rettigheder.«

Israels præmiereminister Benjamin Netanyahu bakkede op om Obamas udtalelser:

»Jeg tvivler ikke på, at alle i verden sympatiserer med iranernes ønske om frihed,« sagde han søndag til NBC's Meet the Press. Samme budskab leverede Tysklands kansler Angela Merkel, og også udenrigsminister Per Stig Møller rettede i går kritik af Iran styre i en udtalelse til TV 2/News.

»Vi skal holde nerverne i ro og fordømme de voldshandlinger, der finder sted fra landets side,« sagde han.

Det er fra flere sider blevet påpeget, at vestlig opbakning til demonstranterne kan ende med at give bagslag. Frygten er, at Ahmadinejad vil kæde udtalelserne sammen med demonstranterne i et forsøg på at fremstille oppositionen som Vestens lakajer.

Urolighederne i landet ser ikke ud til at stoppe foreløbigt. Igen i aftes var der meldinger om nye skyderier og talrige demonstranter i gaderne i flere bydele i hovedstaden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her