Læsetid: 4 min.

Det demokratiske skuespil

Det store spørgsmål i Iran er ikke, hvordan man laver en revolution. Det er, hvad man skal gøre dagen efter revolutionen
Bøn. Under fredagsbønnen kom landets åndelige leder Ayatollah Khamenei til at fremstå latterlig, da han afviste demonstrationer som udenlandsk indblanding.

Bøn. Under fredagsbønnen kom landets åndelige leder Ayatollah Khamenei til at fremstå latterlig, da han afviste demonstrationer som udenlandsk indblanding.

20. juni 2009

Den lille forskel gør det umuligt at holde med de gode mod de onde. Det er ikke sådan i Iran, at et samlet folk står bag en sekulær og progressiv præsidentkandidat imod en fundamentalistisk og reaktionær diktator. Vi kan ikke sidde i Vesten og holde med en liberal oppositionsleder, som vil befri det undertrykte folk fra den lille, onde elite. Der er ganske sikkert blevet snydt ved det iranske præsidentvalg, men der er givet vis også millioner, som har stemt på Ahmedinejad. Konflikten i Den Islamiske Republik Iran er med andre ord for kompliceret til, at man kan stole på, at den gode demokratiske natur vil vokse frem af sig selv, hvis de onde diktatorer bliver fjernet. For 30 år siden gennemførte iranerne en revolution mod et undertrykkende regime ' og de fik et endnu mere undertrykkende regime istedet. De har gjort op med det onde system og set, at det gode demokrati ikke vokser frem af sig selv. De er deres egen historie. Og vi kan se det i Afghanistan og Irak. Det, som den franske filosof Jean Baudrillard sagde, gælder for iranerne i dag: Det store spørgsmål er ikke længere, hvordan man skal gennemføre en revolution. Det store spørgsmål er derimod, hvad man stiller op den første dag efter revolutionen.

Den islamiske identitet

Det spørgsmål er ikke besvaret med konflikten mellem præsident Ahmedinejad og den nye oppositionsleder, Musavi. Bortset fra at den siddende præsident Ahmedinejad ikke bestemmer i Iran, lever han op til fjendebilledet: Han er fundamentalistisk og reaktionær. Men hans modstander Mir-Hossein Musavi er ikke det modsatte. Også han er et politisk produkt af den islamiske republik: Fra 1981 til 1989 var han premierminister og kendt som en leder, der slog skånselsløst ned på politisk opposition. Musavi har om gidselstagningerne i 1979 på den amerikanske ambassade udtalt, at »efter den genfandt vi vores sande islamiske identitet«. Men han støttede reformpræsidenten Khatami, der med overvældende flertal blev valgt i 1997. Og ved det aktuelle præsidentvalg valgte Khatami til gengæld ikke at stille op, fordi han ville samle reformfløjen omkring Musavi, som i løbet af valgkampen blev etableret som udfordreren. Men Musavi understregede også sin opbakning til den islamiske republik. Han er med andre ord ikke indbegrebet af en vestligt korrekt, progressiv og oplyst leder. Og det er sådan set korrekt, når den amerikanske præsident Barack Obama udtaler, at forskellen på Musavi og Ahmedinejad er minimal. Det er er den for en substantiel politisk betragtning. Men det betyder også, at Obama ikke genopfører det klassiske drama mellem demonstranterne, som man altid regner for de sande demokrater, og de autoritære ledere, som man altid tager afstand fra. Obama siger ikke meget mere end det. Og det er helt rigtigt set: For det er spejlbilledet af den vestlige konflikt mellem de gode demokrater og de onde diktatorer, de iranske ayatollaher bruger til at retfærdiggøre regimet. De kalder det for imperialistisk indblanding i iranske forhold. Under den store bøn fredag kom republikkens øverste leder Ali Khamenei til at fremstå latterlig, da han afviste de mange dages stilfærdige demonstrationer som produkter af amerikansk og israelsk propaganda. Og præsident Ahmedinejad kom i offentlige problemer, da han sammenlignede de 100.000'er af demonstranter med fodboldbøller og sagde, at protesterne var fremmede for Iran. De måtte ifølge præsidenten komme udefra. Denne udtalelse blev han straks tvunget til at bortforklare.

Den store forskel

For det står klart for enhver, at protesterne ikke kommer udefra. Det er ikke amerikansk imperialisme, som bevæger demonstranterne. De er forskellige borgere, som selv vil være med til at bestemme. Den lille politiske forskel mellem Ahmedinejad og Musavi er ikke så væsentlig som den meget store forskel i procedure: Regimet agerer, som om det var et demokrati med det, der skulle ligne frie valg. Godt nok er Vogternes Råd det øverste organ, som kun eksperternes råd kan balancere demokratisk, og godt nok har Vogternes råd udvalgt de kandidater, som får lov til at stille op. Men de gennemfører stadig det demokratiske skue spil. Og ved dette valg blev tv-debatter mellem kandidaterne tilladt. Det betød, at præsidenten af sine modstandere blev stillet til regnskab for den førte politik. Det demokratiske skuespil viste borgerne et billede af et politisk fællesskab, hvor ledere skal legitimere deres magtudøvelse. Ahmedinejad reagerede overraskende, idet han valgte at gå til modangreb og anklage blandt andre en af de mægtigste mænd i Iran, den forhenværende præsident og nuværende formand for Eksperternes Råd, Rafsanjani. Disse debatter blev ledsaget af offentlig opstandelse af borgere, der gik ud i gaderne i de store byer. Og de er gået ud igen dag efter dag, efter valgresultatet blev gjort offentligt. De råber, at 'gud er stor', og de råber 'ned med diktatoren'. De gentager, at de ikke er revolutionære, og deres leder Musavi er svær at se som den store reformator. Men de stiller regimet til regnskab for de demokratiske løfter, ayatollaherne har givet, men ikke overholdt. Deres protester er fredelige, de store demonstrationer torsdag var helt tavse, mens regimet mandag dræbte otte demonstranter, smed studerende ud af vinduer på kollegiet, fængslede politiske modstandere, skærpede kontrollen med pressen, og afbrød telekommunikationen. Khamenei, som plejer at agere som den store metafysiske leder, er blevet profaneret: Søndag kaldte han valget guddommeligt retfærdigt, i løbet af ugen lovede han enkelte genoptællinger, og fredag forbød han fortsatte demonstrationer og erklærede valget retfærdigt og afgjort. Den religiøse leder viste sig offentligt som magtpolitiker. Han forbød flere demonstrationer, men demonstranterne fortsatte med at holde regimet fast på de demokratiske løfter, det aldrig overholder. De har set revolutionen ende i et teokrati og Khatamis reformproces slutte uden reformer. Nu forsøger demonstranterne at bygge på det bedste i det bestående for at skabe forandringer mod et nyt samfund. Det kan blive godt, men det kan også gå meget galt. Kampen for den lille forskel har under alle omstændigheder allerede forandret den demokratiske republik grundlag og praksis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Stoltze

ja, vi i den renskurede del af verden har mange kvababbelser. Om Lykkeberg deler dem eller bare beskriver dem er lidt svært at finde ud af. Forandringer i Iran og ethvert andet land skal naturligvis vurderes på landets egne præmisser.

Og så bliver ret enkelt. Mousavi står for øgede konkrete frihedsrettigheder for den Iranske befolkning og for en bedre dialog med omverdenen. Om han kan levere varen ved vi ikke. Hvor meget af håbet fra de folkelige protester der vil smitte af i resten af systemet ved vi heller ikke. Til gengæld ved vi, hvad alternativet er. Det er, at hardlinerne vinder, og så venter nogle rigtigt brutale år.

Jo, man kan også tænke sig, at det ender i total samfundsomvæltning med al den uvished det indebærer, - men det er ikke særligt sandsynligt.

Det er lidt for flot at påstå, at det er let at lave revolution men svært at gøre det rigtige dagen efter. Der foregår en reel magtkamp i Iran, tilsyneladende på alle planer i samfundet. Det er svært at gennemskue detaljerne, men det er ikke svært at finde ud at, hvilke side der er den mindst ringe.

Danni Madsen

I en artikel fra 9. april i år på den iranske statsautoriserede tv-station PressTVs hjemmeside står der, at Moussavi erklærede sig som modstander af moralpolitiet og at han ville opløse det, hvis han vandt. Moralpolitiet har haft en opblomstringsperiode i Ahmadinejads præsidentperiode efter at der under Khatamis præsidentskab blev set mere gennem fingre med de unges "dristigheder".

"Mousavi also criticized Iran's 'moral police' and said that if the government reduces unemployment and inflation and applies correct cultural policies, there will be no need for the use of bullying language against the country's youth.

In a press conference three days ago, the former prime minister had said that if he becomes president, he would put an end to the 'moral police'."
Mousavi: Moral police, provincial visits irrelevant

Danni Madsen

Stoltze: "men det er ikke svært at finde ud at, hvilke side der er den mindst ringe."

Vel talt.

TIME har et interessant interview med Mousavi fra den 12. juni. I spørgsmålet om atomkraft udtaler han:

"In regard to nuclear energy, there are two issues. One is our right to nuclear energy, which is non-negotiable. The second issue is related to concerns about the diversion of this program toward weaponization. Personally, I view this second part, which is both technical and political, as negotiable. We will not accept our country's deprivation from the right to nuclear energy."

Fair nok.

Karsten Johansen

Lykkeberg kommer krypende ut som en makk fra samme gamle skatoll som Friderich Ebert, den sosialdemokratiske tyske presidenten som banet vei for fascismen ved denne holdningen: "Jeg hater revolusjonen som synden selv" (1919). Men Ebert hatet ikke at revolusjonen, de andres blod, gjorde ham til fornem president, så han kunne sitte og la den tyske hærledelsen planlegge sine kommende massemord i fred og ro og skyte skylda på "jøder og bolsjevikker" for den katastrofen i første verdenskrig den selv hadde eneansvaret for. Ebert hadde hemmelig telefonlinje til disse generalene, mens de planla og plantet "dolkestøtslegenden" osv. og hyret Hitler som propagandaoffiser og hans svenner som dødsskvadroner.

Lykkeberg hører til den typen spissborgere som vil unnskylde sitt eget barbari med underklassens angivelige.

Lykkeberg er neokonservativ. Som disse og Mossad, den israelske etterretningstjenesten, foretrekker han Ahmadinejad, fordi han gjør veien deres til den etterlengtede rasekrigen kortere:

"I would note that Obama’s skepticism in the face of the Green Revolution echoes the sourness of the Israelis, who are also disdaining Mousavi’s peacemaking credentials. As Meir Dagan, head of Israel’s Mossad intelligence agency, recently testified before the Knesset:

"The reality in Iran is not going to change because of the elections. The world and we already know [Iranian President Mahmoud] Ahmadinejad. If the reformist candidate [Mir Hossein] Mousavi had won, Israel would have had a more serious problem because it would need to explain to the world the danger of the Iranian threat, since Mousavi is perceived internationally arena as a moderate element…It is important to remember that he is the one who began Iran’s nuclear program when he was prime minister." "

http://original.antiwar.com/justin/2009/06/18/irans-green-revolution/

Karsten Johansen

Hvis uttrykket "demokratisk skuespill" hører hjemme om noe, er det vel snarere om det gjennområtne "valget" av EU-"parlament" som godt over halvdelen av Europas folk snudde ryggen til, og som hele mediaturet fikk oppreklamert som en "høyredreining", fordi deres kjeledegger gikk og stemte. I forhold til dette er den iranske befolknings situasjon nå uttrykk for, at de fortsatt tror demokrati er mulig. Her har folk derimot resignert overfor sine diktatorer, fordi mange er hekta på varedop. Her er Melodi Grand Piss viktigere enn klodens framtid.

Avisen skriver det helt sædvanlige gylle, naar det handler om valg i lande hvor 'vesten' ikke bryder sig om 'regimet' (hedder det) hvor valgt er gaaet vesten imod.
"Der er ganske sikkert blevet snydt ved det iranske præsidentvalg"

Det er så bedøvede forudsigeligt. Der er der ingen grund til at tage seriøst.

Avisen skriver:
"Det står klart for enhver, at protesterne ikke kommer udefra. Det er ikke amerikansk imperialisme, som bevæger demonstranterne. "

Her er links der fortaeller noget andet. En beretningen om CIA & USA's skumle hensigter om at blande sig i, og for destabilisere Iran inde fra, financeret med de 'beskedne' beløb af $400 mill. (To milliarder danske kroner).

http://informationclearinghouse.info/article22875.htm

Martin Stoltze

@ J. Jensen
Ganske vist er Information ikke helt fremme i skoene med Iran-dækningen, og ganske vist har vesten et hyklerisk forhold til demokrati i andre dele af verden, men du skyder nu alligevel ved siden af.

Der er mange gode grunde til at tro, at det officielle valgresultat er fup, og der er ingen der kan pege overbevisende på, hvor de 63% af befolkningen der skulle have stemt på Ahmadinejad egentlig opholder sig. Alligevel har Lasse Ellegaard i mere end en artikel skrevet, at tallene meget vel kan være rigtige.

Og nu mener Rune Lykkeberg tilsyneladende, at det kan være et fedt hvem der kommer til magten i Iran, fordi det alligevel ikke er et ordentligt demokrati...

Begge de to - ellers så velskrivende - skribenter viser manglende jordforbindelse med det land, de skriver om.

Iranerne sætter ikke livet på spil i gaderne for ingen ting, eller fordi de er manipuleret udefra. Hvis du tror, at det du ser bare er et højtråbende mindretal, så kan du se folkestemningen når strejkerne begynder i den kommende uge.

Selv hvis oprøret lykkes, bliver Iran forresten næppe et land, der ligger på knæ for vest. Dette er snarere en kamp om arven efter revolutionen for 30 år siden. En omvæltning, der en kort tid var euforisk og håbefuld, men som snart overgik i et undertrykkende præstestyre. Godt hjulpet af den blodige krig med Irak, som vesten bidrog til at iscenesætte i 80-erne.

Her, et links, på engelsk, BEKYMRER VI OS VIRKELIG OM DEMOKRATI I IRAN?
som ud over at gøre opmærksom på diverse finurligheder, sætte valget i historisk perspektiv set fra Iranernes side.

Skrevet af Charting Stocks, med en lidt anderledes, [hvordan kan det være at Iran ikke er så vild med vestens form for demokrati ?] vinkel, til forskel fra den ensidige version som dansken til hudløshed severes i disse dage.

http://informationclearinghouse.info/article22878.htm

Indeholder desuden links til de store medie-huses reaktioner

god fornøjelse

Martin Stoltze

Jeg synes nok du strammer den lidt, Martin, når du hævder at artiklen af Shirin Ebadi er i overhalingsbanen hvad angaar saglighed. Hvori hun bl. a. kræver valget erklæret for ugyldigt.

Ahmedinejad HAR vundet valget, med stemmerne 2 til 1, hvorfor (i himlens navn) skulle det erklæres for ugyldigt ?. Vel nok fordi det gaar vestens interesser imod.
Nej Nej Nej. Hvorfor var der forresten ingen der betvivlede det nylige valg i Lebanon?. Man skulle da bare lige have set vestens overdådige pressekapacitet hvis det havde været Hezbollah som havde vundet majoriteten der.

Martin Stoltze

@ John Jensen

Beskrivelsen en vestens hykleri i dit link er fuldstændig rigtig. Men det sandsynliggør bare ikke de officielle valgcifre.
Og du undervurdere vist den iranske befolkning, hvis du tror at oprøret handler om at please vesten.

Fra dit link:
One might think that a functioning media would produce ONE inquisitive reporter that was brave enough to even entertain the idea that Ahmadinejad, the incumbent with extremely high support in the country’s rural and poor areas, actually won

Hvor pokker véd forfatteren fra, at den siddende præsident har "ekstremt høj støtte" på landet? Her ville det være fint, hvis artiklen levede op til sine egne kritiske krav!

Det saglige hos KD ligger i, at de har en skribent (Allan Sørensen) som ser ud til at kende landet og ikke er interesseret i andet end at beskrive hvad der foregår.

Ebadis artikel er et debatindlæg, men et vigtigt et.