Baggrund
Læsetid: 4 min.

Frygten er væk i et land, der har smagt friheden

Robert Fisk trodser de iranske myndigheders forbud mod at rapportere og overværer en skræmmende konfrontation i Teherans gader
Robert Fisk trodser de iranske myndigheders forbud mod at rapportere og overværer en skræmmende konfrontation i Teherans gader
Udland
18. juni 2009

TEHERAN - Irans skæbne blev tirsdag aften sat på spil ved en trøstesløs motorvejsudfletning i det nordlige Teheran på et sted, som kaldes Vanak-pladsen, da tilhængere af den officielle præsident Mahmoud Ahmadinejad - efter flere dages vold - omsider konfronterede de råbende, rasende iranere, som har besluttet sig for, at Mirhossein Musavi skal være landets præsident.

Utroligt nok lykkedes det for blot 400 specialstyrke-politifolk at holde de to hære adskilte. Der var sten og tåregas, men for første gang i denne episke krise lovede betjentene, at de ville beskytte begge sider.

»Vær så venlige, vær så venlige at holde basijierne væk fra os,« bønfaldt en midaldrende dame en specialstyrkeofficer i skudsikker vest og hjelm, da den islamiske republiks hooliganlignende milits dukkede frem i camouflagefarvede bukser og hvide 'dydskjorter' få meter borte. Betjenten smilede. »Med Guds hjælp,« svarede han.

To andre politifolk blev løftet til skulderhøjde. »Tashakor, tashakor ('tak skal I have, tak skal I have'),« råbte mængden til dem.

Dette var fænomenalt. Den Islamiske Republiks væbnede styrker, som hidtil konsekvent har optrådt som allierede af Basiji var, så det ud til, for en gang skyld rede til at beskytte alle iranere og ikke blot Ahmadinejads kumpaner. En præcedens for en sådan pludselig neutralitet kendes af alle i dette land: Dengang shahens hær nægtede at skyde på de millioner af demonstranter, der ville vælte ham i 1979.

Og dog er dette ikke en revolution for at vælte Den Islamiske Republik. Begge grupper råbte 'Allahu Akbar' - Gud er stor - på Vanak-pladsen tirsdag aften. Men undlader Irans sikkerhedsstyrker nu at tage parti, er Ahmadinejad visselig i vanskeligheder.

I ingenmandsland

Da skumringen indhyllede Teherans gader, blev folkemængderne stadig mere ophidsede. Jeg hørte en Basiji-officer med et enormt fuldskæg formane sine mænd om at gå til angreb på de 10.000 Musavi-mænd og -kvinder på den anden side af politikæden.

»Vi må forsvare vort land nu, som vi forsvarede det i krigen mod Irak,« råbte han igennem al tummelen. Men en anden Ahmadinejad-mand forsøgte at berolige ham og råbte tilbage:

»Vi er alle hinandens medborgere! Det her må ikke ende i en tragedie! Vi må have enhed!«

Civilklædt politi - som måske omsider indså den situationens alvor, som var skabt af deres egen loyalitet over for Ahmadinejads folk - overtalte to midaldrende mænd fra begge sider til at mødes midt på Vanak-pladsens snævre ingenmandsland. Musavi-manden i brun bluse lagde sine arme om den skæggede iranske repræsentant fra Ahmadinejad-siden.

»Vi kan ikke lade dette ske,« sagde han til ham. Og han forsøgte, som enhver muslim gør, når han vil tilkendegive sit ønske om fred, at kysse sin modstander på kinden. Den skæggede mand skubbede ham væk og skældte ham ud.

De to politikæder stod nu skulder mod skulder og holdt begge folkemængder tilbage med deres sammenknyttede arme, imens de stirrede deres kammerater overfor i øjnene med stigende bekymring.

En amerikansk-iraner nogle få meter væk råbte til mig på engelsk:

»Vi må bevise, at de ikke kan gøre det her mod os længere. De kan ikke herske over os. Vi har brug for en ny præsident. Enten får de deres vilje, eller vi får vores.«

Det var skræmmende, disse mænds absolutte overbevisninger, deres totale modvilje mod ethvert kompromis.

Den ene side krævede blind loyalitet over for Khomeinis befalinger og spøgelserne fra Iran-Irak-krigen, den anden var opmuntret af den million, der mandag marcherede med krav om større frihedsrettigheder. Måske har sidstnævnte nu fået politiet på sin side.

Hvis tirsdag aftens eksempel er et holdepunkt, har enten en højtstående politimand eller betjentene på gaden selv, i forfærdelse over deres egen optræden i de foregående fire dage, besluttet, at specialstyrkerne ikke længere skal være viljesløse brikker i hænderne på Ahmadinejads bøller.

Umarkerede grave

Få timer tidligere var syv mænd, som mandag blev dræbt af Basiji, blevet hemmeligt begravet af politiet på Gravplads 257, et kæmpeområde ved Khomeini-mindesmærket, hvor Den Islamiske Revolutions grundlægger hviler under en moské af gyldne kupler og blå mosaikmure. En sådan ære udvistes ikke over for Basijis syv ofre: De lå under dynger af jord i umarkerede grave, og ikke ét officielt ord fik deres familier at vide om deres skæbne.

Men de regeringstro aviser i Teheran rapporterede om deres død, og én af dem stillede endog sin forside til rådighed for den indignerede fordømmelse fra rektoren af Teherans universitet af Basiji-militsens indtrængen på universitet søndag nat, da sikkerhedsstyrker dræbte syv unge mænd, sårede adskillige andre og smadrede og plyndrede universitets kollegium. Farhad Rabar svor, at han vil retsforfølge morderne.

Det var en helt anden fortælling tre timer tidligere, da Ahmadinejads mænd og kvinder holdt deres egen demonstration på Val-y-Asr-pladsen. Ikke ét ord blev sagt om mandagens masse- demonstrationer i Teheran, Shiraz, Mashad, Babol og Tabriz. Kun de færreste iranere kender da også til de begivenheder, det har Ahmadinejads censorer sørget for. Slagordene på bannerne var forudsigelige. -Død over forræderen- - hermed mentes Musavi. Død over alle, som er imod Den Øverste Leder, hvilket var ret sært, for hverken Musavi eller hans millioner af tilhængere er imod Ayatollah Khamenei (om end de to mænd ikke kan udstå hinanden) - det er Ahmadinejad, de nærer et glødende had til og vil afsætte.

Den tidligere parlamentsformand, Gholamali Haddadadel, udpegede Musavis svage punkt, da han talte til en forsamling, der næppe kan have talt mere end 5.000:

»Ved Musavi, hvor mange mennesker, der har stemt på Ahmadinejad i landdistrikter og landsbyer « spurgte han.

»Iran er ikke Teheran alene. Vi ved, at Musavi fik 13 millioner stemmer, men Ahmadinejad fik 24 millioner.«

VIDEO: Amatøroptagelser fra onsdagens demonstrationer i Teheran

Embedded video from CNN Video

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for endnu en god Fisk-artikel. Spændende hvor længe det varer, før Iran får sit Tien An Men.

Henrik Jensen

Midt i al benovelsen over Twitter og Facebook og jeg-skal-komme-efter-dig-teknologierne, er der stadig ikke noget alternativ til et godt gammeldags revolutionært smackdown i Iran. Problemet er, at iranerne ikke har nogen politisk-militær organisation til at køre denne kamp til ende.

Der er stadigt ingen der har sagt noget om i hvor vidt Mussavi er bedre end Ahmadinejad. Den eneste forskel jeg direkte ser er at Mussavi anerkender Holocaust og har en blødere rhetorik. Ellers er det to alen af samme stykke.

Ole Falstoft

Ja men når folks krav om større frihed for alvor breder sig må Mussavi o.a. ride med på bølgen hvis de vil overleve politisk i det lange løb. Det afhænger selvfølgelig af hvor stærkt kravet er. I øjeblikket ligner det noget af en gentagelse af 79 blot med omvendt fortegn en bølge der ikke bliver til at stoppe og som vil rive en masse med sig. Lad os krydse fingre for at det ender godt!

Danni Madsen

Thomas Holm: "Der er stadigt ingen der har sagt noget om i hvor vidt Mussavi er bedre end Ahmadinejad."

New York Times har en glimrende baggrundsartikel om Moussavi. I den fortæller en slægtning angiveligt, hvordan han er modstander af moralpolitiets fremfærd og lukningen af nogle aviser under Ahmadinejad. Endvidere berettes det, at een af hans døtre er atomfysiker og en anden for det meste ikke går med slør, og det gør ikke forældrene noget. Ifølge den nære slægtning, altså.
An Insider Turned Agitator Is the Face of Iran’s Opposition

Jens Hartree

Husk også på, at Gorbatjev heller ikke var så revolutionært anderledes -- og gik 100% ind for Sovjetstyret. Men de små revner i det autoritære styre spredte sig, og hans ellers stilfærdige reformer endte som bekendt i regulært systemskifte.

Selvom Moussavi er for præstestyret, kan det meget vel være, at han ender med at være den der vælter det.

Vi kan håbe.

Danni,

ja jeg har set den artikel. Den siger jo også at Moussavi var en af revolutionens stærkeste tilhængere, en stærk støtte til alle revolutionens institutioner og en af det Iranske atom-programs fædre, hvilket jo hænger ind med datteren. Den siger også at der ikke er et eneste kvæk fra ham omkring den demokratisering vi alle her ønsker for Iran.

Så, vi kan håbe, men vær lige forberedt på at det kan bare blive til en udskiftning af top-figur og rhetorik.

Leif,

ha-ha.

...

Nu se her: http://en.wikipedia.org/wiki/Rhetoric

Ahmadinejad er meget direkte og konfrontativ, kører meget hårdt på den populistiske, folkeparti-agtige linie. Mussavi er mere forsigtig, tilbageholdende, elitær, mindre udfordrende og aggressiv.

Leif,

i hensyn til forholdet til Israel, USA, atom-politik, demokrati, præastestyre, hvad er forskellen mellem de to? Mussavi taler mere diplomatisk end Ahmadinejad, men han har jo også skullet igennem nåleøjet der hedder Vogternes Råd. De har nok ikke godkendt en kandidat der ikke opfylder deres idealer for Iran og dens regeringsform.

Det må vi da gerne. Men vi skal undgå at pålægge Mussavi motiver som vi ønsker han har. Så jo flere informationer vi får, jo bedre.

Ayatollah Khamenei vil tale til de protesterende i morgen ved fredagsbønnen, som kommer til at foregå i Teheran's universitet. Det bliver interessant at læse hvad han kommer med.

Lad mig sige det sådan: det mest hørte kampråb ved Mussavis demonstrationer er ikke "Demokrati!" men "Allahu Ahkbar!!"...

Hvad der sker/skete på Rådhuspladsen er ret så irelevant for hvad der sker i Teheran.

Stanley Opmann

DF, DF, Muslims to the gas!!

Leif,

det er ikke diskussionsemnet lige nu, så find en tråd/et forum hvor det passer ind.

Danni Madsen

Thomas Holm: "Den siger også at der ikke er et eneste kvæk fra ham omkring den demokratisering vi alle her ønsker for Iran."

At det iranske folk kan vælge den mand, præsidenten, der skal repræsentere dem udadtil, er ret demokratisk - uanset hvor udvalgt han er. At kæmpe for, at der i det mindste ikke bliver snydt med præsidentvalget er ret demokratisk. At kæmpe for flere personlige friheder i form af et mere afdæmpet moralpoliti og mere ytringsfrihed i form af færre lukninger af aviser, det peger også i en demokratisk retning. Hvis der så også kunne komme lidt mere styr på de forskellige bøllegrupperinger, Basij, Revolutionsgarden og hvad de ellers hedder, der brutalt render rundt og slår folk ned og ihjel, så er et langt skridt taget. Hvis inflationen med lidt kløgtigere økonomisk politik ydermere kan bringes lidt ned og hvis en afspændingstaktik overfor omverdenen kan løfte en sanktion eller to, så tror jeg mange iranere ville være ganske godt tilfredse med udviklingen.

Thomas Holm: "det mest hørte kampråb ved Mussavis demonstrationer er ikke "Demokrati!" men "Allahu Ahkbar!!"..."

Jeg er sikker på, at "Allahu Ahkbar" betyder en hel masse forskellige positive ting for dem der råber det. Sammenhold, ned med diktatoren, mobilisering af mod på grund af frygten for at lide fysisk overlast osv.

Ønsket om udbredelse af demokrati i Iran er stort i Vesten, men snuptagsløsninger i den henseende har næppe nogen gang på jord.

Niels Madsen

Et valg hvor præsidentrkandidaterne er godkendt af de religiøse ledere i vogternes råd er ikke et åbent og frit demokratisk valg-- det er en skueproces.

Hvad demonstranterne råber i Teherans gade kan for så vidt være ligegyldigt-- det vigtigste er at der aldrig i de 30 år, som præsterne har været ved magten, har været protester i det omfang.

Mange mennesker i iran-- hvoraf halvdelen af befolkningen er under 30 år, er grundigt træt af at leve et liv styret af religiøse gamle mænd.

Martin Stoltze

Der er god forklaring på Huffington Post vedr. "Allahu Ahkbar", som man råber fra hustagene om natten.

Det betyder jo "Gud er størst". Altså noget helt andet og større end de iranske ledere. De er nemlig kun mennesker. Selvom de låner autoritet fra religionen kan de ikke tage patent på Gud.

Det er et meget stærkt udtryk for, hvor dybt oprøret stikker.