Læsetid: 4 min.

Gori har rejst sig fra ruinerne

Georgien har næsten udvisket krigens spor i den krigshærgede by, Gori. De fleste flygtninge er vendt hjem, mens staten på rekordtid har bygget hele nye bydele. 'Men krigen skræmmer os stadig', fortæller Gia Revazishvili, der selv er hjemvendt flygtning
I Gori vidner skudhullerne i murene og masser af knuste ruder om, at byen sidste år blev bombet og besat af russiske soldater. Nu er genopbygningen i fuld gang.

I Gori vidner skudhullerne i murene og masser af knuste ruder om, at byen sidste år blev bombet og besat af russiske soldater. Nu er genopbygningen i fuld gang.

David Mdzinarishvili

20. juni 2009

GORI ' De første to bomber faldt lige her bag fodbold- banen, fortæller Gia Reva- zishvili og peger på en dynge murbrokker.

»Jeg løb hele vejen hjem herfra, da bombeflyene begyndte at kredse over os,« fortsætter han.

Den aldrende georgiske fodboldtræner viser rundt mellem ruinerne i sin hjemby, Gori, som i augustkrigen sidste år blev bombet af russiske kampfly og indtaget af russiske kampvogne. Da Information ringede til Gia Revazishvili i krigens første dage, sad han i en taxi på vej ud af Georgien sammen med sin kone, Marina, og deres 17-årige søn, Alexander. Knap et år efter flugten sidder krigens angst stadig dybt i dem.

»Det var forfærdeligt. De russiske fly cirklede rundt og fløj helt tæt ned over byen. Vi sad bare nede i kælderen og ventede,« siger Marina, der er etnisk russer, men født og opvokset i Georgien.

Hovedvejen fra udbryderrepublikken Sydossetien går lige forbi byen, og i Gori kunne de høre, hvordan de georgiske pansrede mandskabsvogne, jeeps og soldatertransporter i fuld fart forlod området og kørte mod hovedstaden, Tblisi.

»Til sidst kunne vi ikke holde det ud længere og besluttede at tage af sted. Krigen kunne blive lige så slem som i Jugoslavien. Alt var muligt, virkede det som,« siger Marina.

Gia, Marina og Alexander måtte efterlade alting. Efter de havde forladt byen, kom de russiske kampvogne, og i deres spor fulgte ossetiske krigere, plyndringer og fuldstændig isolation af byen fra det omgivende samfund, fortæller de af Gias venner, der blev tilbage.

Skole nr. 7 står tom

I dag ligner byen umiddelbart ikke en krigskulisse, men ser man nærmere efter, vidner frisk maling og ny- renoverede huse om Georgiens hårde arbejde for at komme sig. En kvadratmeter ny, sort asfalt på byens centrale plads ved den store Stalin-statue dækker over det bombenedslag, der dræbte en hollandsk journalist og 30 andre civile.

Andre steder er der endnu skudhuller i murene og knuste ruder, som de mange eksplosioner har blæst ind. Skole nr. 7 står stadig forladt med tomme 'øjenhuler', hvor der skulle have været vinduer.

»En bombe ramte lige ned i sportshallen, hvor jeg plejede at undervise i idræt,« viser Gia.

Ruinerne er for længst fjernet, og tilbage står et nøgent fundament.

Efter et par ugers besættelse trak de russiske styrker sig tilbage til stillinger uden for Gori, og Gia og hans familie vendte hjem fra deres eksil. Til alt held var deres hjem ikke blevet plyndret. Men der var fem skudhuller i muren, og to kugler var fløjet gennem huset. Den ene fandt de i stuen, den anden i senge- tøjet.

»Vi var heldige, men jeg er glad for, at vi tog af sted. Tænk, hvis vi havde ligget og sovet, eller Alexander havde siddet ved sin computer, hvor kuglen fløj lige forbi,« siger Marina.

Isenkræmmerforretningen overfor var blevet plyndret for alt, og Gia tror, at røverne har skudt omkring sig for at skræmme folk væk, mens de tømte butikken.

De næste to måneder sov de på sofaen med tøjet på. Kufferterne var pakkede, så de når som helst var klar til at tage af sted igen, hvis krigen skulle komme tilbage.

»Vi var virkelig bange. Jeg er normalt ikke nervøs af natur, men den krig har gjort noget ved mig,« siger Marina.

Flygtninge flytter ind

25.000 flygtninge har ikke været lige så heldige som Gia, Marina og Alexander. De kan endnu ikke vende hjem til Sydossetien, og 90 pct. af dem regner med aldrig at komme tilbage, fortæller flygtningene selv.

Adskillige tusinde flygtninge har nu fået et nyt hjem i udkanten af Gori, hvor små gule og røde enfamiliehuse står række på række med få meters mellemrum. Belært af tidligere flygtningekatastrofer har staten på rekordtid opført nye, hele bydele mellem Tblisi og Gori, der permanent kan huse de internt fordrevne. I september efter krigen begyndte byggeriet, og allerede i december kunne de første flygtninge flytte ind. I dag er mere end halvdelen blevet genhuset.

Håbet er, at de 'nye' flygtninge ikke vil udgøre lige så stor en social belastning for samfundet, som de flere hundredtusinde 'gamle' internt fordrevne fra borgerkrigen i 90'erne stadig gør. De fik ikke samme hjælp og er derfor aldrig blevet fornuftigt integreret i deres nye omgivelser. Af samme årsag ser de med stigende misundelse på den store opmærksomhed, de 'nye' flygtninge får, mens de selv på 16. år bor 'midlertidigt' under kummerlige forhold.

Frygten bliver tilbage

Nu hjælper Gia de andre flygtninge med at skabe sig en hverdag ved blandt andet at arrangere gratis fodboldtræning for børnene.

Men selv om flygtningene er ved at skabe sig et nyt liv, de fleste knuste ruder i Gori er skiftet ud, og faren tilsyneladende er drevet over, lurer frygten endnu.

Flere internationale iagttagere taler om, at en ny krig kan bryde ud allerede denne sommer. Undskyldninger for en optrapning af konflikten er der nok af, da sommer- månederne nærmest rituelt er tiden for større eller mindre skyderier over grænsen. Derfor kan Marina stadig ikke slappe af.

»Hold nu op,« siger Gia, der ikke vil høre tale om mere krig. Men Marina insisterer:

»Nej, vi håber da ikke, det sker, men man ved aldrig. Rusland er så uforudsigeligt et land, at alting kan ske. Men så tager vi altså af sted med det samme.«

Information var inviteret til Georgien af airBaltic og det georgiske turistråd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I næste måned foreligges en rapport for EU's Ministerråd, der omhandler krigen i Georgien. Undersøgelsen ledes af den kendte diplomat og Kaukasus-ekspert Tagliavini og dele af rapporten er lækket til Der Spiegel og kan bl.a. læses i nr. 25. /15.6. 09. Den modbeviser Saakaschwilis version og ser ham som aggressor. Den ser Ruslands militære svar retfærdiggjort i FNs artikel 51, der omhandler retten til selvforsvar ( 12 russiske fredsbevarende soldater blev dræbt, da georgiske tropper rykkede ind i Zchinwali). Rusland havde siden 1992 en overenskomst med Georgien om udstationeringen. Georgien nægter at udlevere dokumenter, der omhandler de militære befalinger d. 7 og 8. august 2008. Endvidere lægges et ansvar på Vesten for dens massive hjælp til opbygningen og udførelsen af operationen. Specielt er den interesseret i at få bevaret, hvad US ambassadør John Teft vidste. Desuden vil kommissionen gerne vide, hvorfor telefonerne i State Department var lukkede(det var eftermiddag i Washington), da den russiske viceudenrigsminister Karassin ringede (det samme gælder for Georgien, da man ringede). Ingen i undersøgelseskommissionen tør dog stille USA disse spørgsmål. Tør du Emil Rottbøl? Eller er din opgave som journalist blot at blive betalt af det georgiske turistråd? Jeg kan læse på Informations forside, at man er uafhængig af økonomiske interesser, men det gælder ikke georgiske?

Emil Rottbøll

Det var dog de værste anklager, jeg hidtil er blevet beskyldt for som journalist!

Prøv at læse de tidligere artikler, jeg har skrevet om Georgien, og I vil læse, at jeg på ingen måde er ubalanceret i min dækning.
Jeg skrev allerede for et halvt år siden om de første rapporter, der satte spørgsmålstegn ved Georgiens version af historien.

Men det, at Georgien startede krigen, betyder ikke, at man ikke skal høre de georgiske ofre.

Georgiens turistråd havde intet med denne artikel at gøre. Jeg fik flybilletten betalt af AirBaltic, der sammen med Georgiens turistråd havde arrangeret en turisttur rundt i landets østlige del, som ikke var berørt af krigen. Jeg sørgede for egen regning og med egen research at besøge de dele af Georgien, der var berørt af krigen.

Så spar mig for de letkøbte anklager.

Claus Oreskov

@Stig Bøg. Tak for nogle meget relevante faktuelle oplysninger – din kritik af Emil Rottbøl syndes jeg derimod skyder forbi målet!
PS: jeg forstå ikke helt hvad det er Trackball Trackball er så rasende over: måske kunne vi få en god oversættelse af en eller anden?

Hej Emil.
Jeg er helt enig. Man skal høre på ofrene, så betyder det, at du som den eneste danske journalist også vil skrive om de ossetiske, da vi har hørt så meget om de georgiske (balance)? Mig bekendt var der flere døde blandt osseterne og jeg har hørt beretninger om, at georgierne angreb beboelsesejendomme og smed granater ned i kældrene, hvor de civile sad.
Jeg synes ikke du svarer på alle mine spørgsmål. Tør du stille de spørgsmål, som kommissionen ikke tør stille USA?
Hvis du spørger den danske befolkning om, hvem der var aggressor vil 99,99 % svare Rusland. Hvorfor? Fordi alle danske medier stemplede Rusland som den store grimme karl. Den danske regering fordømte Rusland. Svend Pind talte om Pax Americanæ skønt USA fra slutningen af den kolde krig til 2000 deltog i over 40 militære interventioner mod kun 16 under hele den kolde krig. Lykketoft påstod, at det ikke var et omvendt Kosovo, men en begrundelse fik vi aldrig. Selv fulgte jeg krigen på dansk, russisk, ukrainsk, tysk/fransk- tv, samt BBC,CNN og fik mit ontologiske chok Magen til især vestlig propaganda skulle man lede længe efter. Her havde jeg troet, at vi havde en nogenlunde afbalanceret presse. Jeg sendte 4 kommentarer til DR, men de hældte bare propaganda ud. Faktisk startede mit abonnement på Information for et halvt år siden, da jeg tilfældigt læste, at I nok mente at I var blevet snydt af vestlig propaganda. Her i foråret var I ikke sene til at indrømme, at I ikke skulle være for hårde ved Bent Betjent, da I selv fik mange tilbud. Der går rygter om at baltiske og ukrainske frivillige deltog i felttoget( de var blevet hyret af ”agenter” ). Jeg vil ikke beskylde dig for at være en dårlig journalist, men det er den kontekst du skriver ind i. Hvilke følelser og tanker tror du din artikel vækker, når du slutter:” ---der ikke vil høre tale om mere krig. Men Marina insisterer: ”Nej, vi håber da ikke, det sker, men man ved aldrig. Rusland er så uforudsigeligt et land, at alting kan ske. Men så tager vi altså af sted med det samme”? Nu behøver vi bare en ny krig og så behøver vi ikke finde de skyldige. Dem har vi fundet i din artikel.
I skriver selv at: ”Information var inviteret til Georgien af airBaltic og det georgiske turistråd”. Nu skriver du så, at du selv betalte rejsen til Gori. Fint, men så har I selv optrådt kluntet, når I skriver, at rejsen blev betalt. Det var unødvendigt at skrive, da du jo selv har betalt. Så er der jo ingen grund til at hidse sig op, du har jo ren samvittighed.

Claus Oreskov

Moskvas militær museum udstiller flere genstande og fotografier fra Georgien krisen. Heriblandt en del beslaglagte amerikanske våben og fotografier af amerikanske soldater der medvirkede i krigen på aggressors side!
PS: Snup en weekend i Moskva og se fakta med egne øjne! Og når I alligevel er der, så tag en iskold øl på Den Røde Plads, og nyd sommeren i Moskva.

Emil Rottbøll

For at starte med det sidste om en mulig ny krig, så er det vigtigt at understrege, at Marinas ord ikke er mine. Jeg gengiver blot en frygt, jeg mødte blandt mange almindelige georgiere.
Selv har jeg svært ved at se, hvad nogen parter skulle få ud af en ny krig, men ikke desto mindre virker det til at være en meget virkelig mulighed.

Og så tilbage til diskussionen om ofre. Det er absurd at argumentere for, at den ene side har mere ret til opmærksomhed, fordi der faldt flere civile. Hvis man endelig skal begynde at tælle hoveder, må Georgien med de endnu 25.000 fordrevne desuden vinde den talkamp.
Jeg ville meget gerne besøge Sydossetien og Tskhinvali for med egne øjne at se, hvad der foregår, men et lille dagblad som vores kan ikke være alle steder på én gang.

Mht. den russiske version af sandheden, skal man huske på, at ikke kun vestlige medier kan propagandere. Det er påvist, at russiske medier er særdeles ubalancerede, når det kommer til 'det nære udland' (http://politiken.dk/debat/kroniker/article555039.ece - midtvejs), så husk de kritiske briller. Det er velkendt, at USA har hjulpet Georgien med militær genopbygning, men jeg har svært ved at tro på, at amerikanske soldater deltog direkte i krigen.

Claus Oreskov

Modsat Emil Rottbøll har jeg overordentlig nemt ved, at forstille mig amerikanske soldater deltage i voldsorgiet. Men jeg har måske en anden historisk horisont? Der var 3000 amerikanske militære rådgivere i Georgien – gode Gud det er jo en regulær hærenhed!

Hej Emil 2.
Undskyld, men du svarer stadig ikke på alle mine spørgsmål, så for en god ordens skyld gentager jeg. Tør du stille de spørgsmål til USA, som kommissionen ikke tør stille?
M.h.t. osseterne så fordrejer du mine ord. Jeg plædere for, at de dog også har ret til at blive hørt, men mig bekendt har du ikke skrevet om dem (men jeg kan tage fejl). Jeg skriver om antal døde, fordi der aldrig tales om dem og bruger ikke antal, som argument Jeg har ellers gjort, som du anbefalede nemlig at læse dine artikler (eller rettere er begyndt), så læs lige min kommentar igen. Jeg har naturligvis forståelse for, at Information ikke har ubegrænsede midler og derfor ikke råd, til at lade dig rejse til Tskhinvali, men det virker underligt, at du kun har skrevet om georgiske ofre, skønt der snart er gået et år. Det er vel det, man kalder ensidigt?
M.h.t. Marinas ord. Dem har hun sikkert sagt, men du laver jo ikke dokumentation. Du skaber konteksten og det er din version. Kom ikke og fortæl mig, at det er en filmisk gengivelse.
Så beder du mig om at tage de kritiske briller på. Det jo netop det jeg gør. Min demokratiopfattelse har jeg stjålet hos Hannah Arendt og Hans-Georg Gadamer. Den går i korthed ud på at fremlægge sine synspunkter og spørgsmål og så venter man på de andres og sådan går det frem og tilbage. Du henviser så til Kasper Graa Wulfs kronik: ”Georgien- og bagefter”. Jeg kunne godt knytte en del kommentarer til, men helt ærligt er det din artikel uvedkommende, men hvis du vil ind i det spil med at dunke hinanden i hovedet, så kan jeg anbefale dig at læse Troels Riis Larsens: ”Energipolitikkens betydning for USA`s udenrigspolitik efter den kolde krig 1990-2005)” den giver en god indføring i, hvad det drejer sig om i bl.a. Kaukasus.
Men det er jo netop den officielle danske holdning og NATOs, den som jeg er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, og han er jo lige som dig tidligere officer ( hvilket er ok). I 1999 deltog vi i et angreb(NATO) på Serbien, hvilket var i strid med Folkeretten ( jeg syntes selv dengang, at det stort set var retfærdigt). I 2003 gik vi så i krig igen ulovligt ( Irak, en krig som selv Obama var imod ). Vi fik at vide af vores statsminister Anders Fogh Rasmussen, at han ikke alene troede Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, han vidste det. Resten af historien kender vi ( af mangel på beviser ændrede han forklaring ), den eneste officer, der sagde sandheden, smed man i fængsel, derfor er jeg begyndt at stille spørgsmål ved officielle forklaringer, bl.a. den om det aggressive Rusland. Som jeg nævnte har USA været indblandet i over 40 militære interventioner fra 1990-2000 mod kun 16 under hele den kolde krig. USA står for 50% af hele verdens militærudgifter, hvis vi tager NATO med er det ca. 75%. Kosovo kan man ikke kalde et velfungerende demokrati, hvilket også gælder for Irak og Afghanistan. Nu går det så løs i Pakistan, helt ærligt hvem er det, der er aggressiv? Så når du peger på mig og beder mig tage de kritiske briller på, så peger 3 fingre mod dig.
Jeg har ikke påstået, at Rusland ikke hældte propaganda ud, men jeg havde forventet, at Vesten var bedre og mere objektiv, hvilket på ingen måde var tilfældet, tværtimod.
I denne uge så jeg et interview med en kendt amerikansk redaktør, som bl.a. sagde, at de sidste 10 års journalistik i USA var blevet ren mainstream, derfor den store bladkrise i USA ( ingen gider købe aviser) Hun var bl.a. inde på den stereotype koldkrigsopfattelse af Rusland og den evindelige udvidelse af NATO. Selv har jeg holdt Politiken, Weekendavisen, Kristeligt Dagblad og Information på skift, men jeg gider ikke disse mainstream meninger og vil ikke opfattes som stemmekvæg man blot fodre med de ”rigtige holdninger” så man i de ” rette kredse” kan træffe de ”rigtige beslutninger”. Jeg er for åbenhed og retten til at stille spørgsmål, og ud fra denne dialog er jeg så tvunget til at træffe mine valg, som jeg så har ansvar for. Det er for mig frihed. Ikke den vulgære at kunne vælge mellem 10 forskellige mærker på biler og så tro at min frihed er blevet 10 gange så stor når jeg kan vælge mellem 100.