Baggrund
Læsetid: 6 min.

Håbet lever i Afghanistan

Genopbygningen af Afghanistan skæmmes af mislykkede projekter og galopperende korruption. Men der er også mange successer
I landsbyen Joe Duktar i Parwan-provinsen kan Yar Muhammed og hans naboer se frem til bedre afgrøder og bedre levestandard takket være en tre kilometer lang vandingskanal, som Danmark har været med til at finansiere.

I landsbyen Joe Duktar i Parwan-provinsen kan Yar Muhammed og hans naboer se frem til bedre afgrøder og bedre levestandard takket være en tre kilometer lang vandingskanal, som Danmark har været med til at finansiere.

Charlotte Aagaard

Udland
29. juni 2009

JOE DUKTAR, PARWAN - Yar Mohammed er 58 år og far til fire. Eller rettere tre, for hans ene søn døde. Yar Mohammed ved ikke af hvad. Men han ved, at læger og hospitalsregninger er noget, han og hans familie har meget svært ved at betale.

Yar Mohammed er bonde i den lille pashtunske landsby Joe Duktar, cirka 100 kilometer nordvest for Kabul. Kun en lille hullet grusvej fører herud, hvor han bor sammen med sin kone og deres tre ov erlevende børn.

De lever fra hånden til munden. Alt, hvad de og Yar Mohammeds bror dyrker på familiens to tønder land, spiser de selv. Hvis han er heldig kan han sælge lidt af sin hvede, majs eller abrikoser og købe sukker, salt og te. Men rede penge har familien meget få af. Og hverken læger, medicin eller hospitalsbehandling er gratis i Afghanistan.

»Mange af børnene dør,« siger Yar Mohammed, og de andre bønder, der har samlet sig for at lytte med, nikker.

»Vi er fattige folk, og hospitalet ligger meget langt væk.«

Lyden af håb

Neden for Yar Mohammeds lerklinede hus på den stejle bjergskråning kan man imidlertid høre lyden af skovle, hakker og folk, der knokler med den stenede jord. Det er lyden af håb. Om få uger er mere end tre kilometer vandingskanal med smeltevand fra bjergene færdig.

»Så skal jeg ikke bære vand til mine marker i spande længere. Det bliver dejligt,« smiler Yar Mohammed. Når høsten næste gang skal i hus, regner han med langt større udbytte. »Det gør vi alle.« Yar Mohammeds naboer nikker. »Og når vejen på et tidspunkt også kommer hertil, kan vi få vores afgrøder ind til bazaren - ja måske helt til Kabul.«

Kanalen til Joe Duktar og seks andre landsbyer i Ghorband-dalen er et af den danske ngo Dacaars landbrugsprojekter. Arbejdet har stået på i to år og er nu næsten afsluttet. Mindst 50 arbejdere bakser i middagsheden med at støbe samlinger og lægge de sidste cementrør på plads. Kanalen er hele vejen anlagt på stejle bjergskråninger og har krævet rigtig mange mandetimer.

Arbejdet udføres dels af landsbybeboerne og dels af hyret arbejdskraft, der tjerner 250 afghani om dagen. Det svarer til fem dollar eller 40 kroner, og det er en forholdsvis god arbejdsløn i dagens Afghanistan. Lønnen betales dels af Dacaar, der får støtte fra Danida, og dels af de bønder, der får glæde af vandet. Det giver medansvar og ejerskab til hele projektet og er med til at sikre, at projektet er en succes, også om 10 og 20 år, forklarer Abdullah Behzad fra Dacaar.

Vejen, som bønderne i Joe Duktar venter på, bygges af den afghanske regering for donorpenge. Selv sidst på eftermiddag er gravemaskinerne i fuld gang hele vejen op gennem dalen.

Ghorband-dalen har desuden været genstand for et store genopbygningsprojekt, finansieret af det amerikanske USaid, der har bygget tre store dæmninger og fire kanalsystemer langs floden til gavn for næsten 300.000 bønder i 82 landsbyer. Ifølge USaid har projektet gjort det muligt at kunstvande 40 procent mere jord.

Ørkenhospitalet

På en øde ørkenstrækning 15 km uden for storbyen Herat i det vestlige Afghanistan skinner byens nybyggede børnehospital hvidt og nymalet i solen.

Inden for slår lugten af desinfektionsmiddel én i møde. På intensivafdelingen ligger bittesmå, underernærede babyer og børn med mæslinger side om side uden tanke for smittefaren.

En af dem er den to måneder gamle dreng Said Ismael, hvis mor tålmodigt vifter fluerne væk fra hans lille indfaldne ansigt. Livstruende underernæring og blodforgiftning, fordi navnestrengen er blevet skåret over med kanten af faderens sko, som traditionen byder ude på landet, kommer måske til at koste ham livet.

Efter tre dage på hospitalet har den lille dreng det lidt bedre, men det er endnu for tidligt at sige, om hans organer og hjerne har taget skade af manglen på mad.

»Se, han sparker da lidt,« siger hans mor, Cobra Shalbafan, med et lille genert smil og viser, hvordan de små tændstikben spræller en smule under det beskidte bleklæde. Den unge mor fortæller, at hun er 18 år, men hendes krop og barneansigt tyder snarere på 13 eller 14.

En ung læge, doktor Elahi, løfter forsigtigt barnets tøj og tjekker temperaturen, mens to små sorte perleøjne stirrer på ham under kysen.

»Måske klarer han det, måske ikke. Hans mor har ikke haft mælk nok,« forklarer han og fortæller, at drengens mor er afhængig af opium ligesom sin mand og begge sine forældre.

Nu er hun på afvænning, men det er tydeligt, at Dr. Elahi ikke giver hende og barnet mange chancer for at klare sig. I et land som Afghanistan, hvor kun de stærkeste klarer sig, har de to fået en umådelig dårlig start.

Hvid elefant

Said Ismael er ellers en af de heldige, der er nået frem til det afsidesliggende hospital. Hver dag kommer mødre og fædre til ørkenhospitalet med børn, for hvem det er for sent.

»Det sker næsten hver dag, at der kommer børn ind, som allerede er døde eller som dør i løbet af det første døgn, fordi de har været flere timer om at nå frem,« siger doktor Elahi. Det er desuden et stort problem at få lægerne til at arbejde på et hospital, der ligger så langt fra byen. De fleste dage er der kun læger til stede om formiddagen, bl.a., fordi lægerne har travlt med at passe deres privatklinikker inde i Herat om eftermiddagen.

Transporten af personalet klares af hospitalets to ambulancer, der kører i rutefart til Herat.

»Hvordan skal de ellers komme på arbejde,« spørger den søvnigt udseende hospitalsdirektør, Dr. Muhammed Nasir Arifi Arifi.

»Der er jo ingen offentlig transport herud, og de fleste af vores ansatte har ikke bil.«

De 15 kilometer til Herat er et problem, hospitalsbyggeriet et andet, fortæller Arifi. Hospitalet har nemlig hverken badeværelser eller kloakering.

»Der er kun et eneste badeværelse i hele bygningen, og det er forbeholdt kirurgerne, når de skal operere.«

Hvorfor det er sådan, aner direktøren ikke, men han viser gladeligt WC'erne frem, hvor der stinker af kloak, og viser, hvordan der er sat plastik over afløbene på stuerne for at holde lugten væk.

»Jeg har skrevet en rapport om det til Sundhedsministeriet for flere måneder siden, men der sker ingenting,« klager han opgivende.

Information har spurgt det italienske PRT i Herat, der har bygget hospitalet for 1,34 millioner dollar, hvordan de kan finde på at lægge hospitalet midt i ørkenen og bygge det uden badeværelser og kloakering.

Desværre har det ikke været muligt at få et svar.

»Vi har forsøgt vores bedste, jeg beklager, at det ikke bliver værdsat,« lyder talsmand, major Marco Amoriellos korte kommentar.

Lang vej igen

Succesen i Ghorband-dalen og fiaskoen i Herat er blot to ud af hundredetusindvis af genopbygningprojekter, som har set dagens lys i Afghanistan side 2001. Især i den nordlige og vestlige halvdel af landet bygges der i øjeblikket overalt; lufthavne, elmaster, gasledninger, dæmninger, veje, brønde, skoler, kollegier, vandforsyning, sygehuse osv. Men også i mange af de sydlige provinser sker der store fremskridt trods sikkerhedsproblemerne med Taleban.

Mange afghanere er imidlertid dybt utålmodige. Genopbygningen går for langsomt, og for mange penge går i de forkerte lommer.

»Med de mange milliarder dollar, der bruges her i landet, burde det ligne Dubai,« som en ung ingeniør i Herat udtrykker det.

Historierne om korruption og dårlig ledelse er da også mange; ministre, der køber særligt sikrede biler til både 30.000 og 60.000 dollar, ngo-ledere, der bor i mistænkeligt store og prangende villaer og udenlandske bygherrer, der får 100 gange mere for at bygge en vej end en af-ghansk bygherre får.

Den afghanske paraply-organisation ACBAR, der repræsenterer mere end 100 ngo'er i Afghanistan, konkluderede i marts, at op mod 40 procent af de 32 milliarder bistandsdollar, som hidtil er brugt, er endt hos donorlandene på grund af brugen af udenlandske konsulenter og entreprenører.

I Dacaar er souschef Charles de Silva desuden kritisk over for, at en meget stor del af genopbygningen satser på såkaldte Quick Impact Projects.

»Der investeres alt for meget i hurtige, synlige resultater og alt for lidt i det, afghanerne skal leve af om 10-15 år,« siger han og peger bl.a. på landbrug og minedrift.

Silva understreger, at der også sker mange positive ting, men efterlyser bedre koordinering af projekterne og en mere langsigtet udviklingsstrategi

Det er den landskendte afghanske kommentator, Ahmad Saeedi, enig i.

»Der sker praktisk taget ingen investeringer i produktion, hverken i landbruget eller i form af fabrikker, der kan forarbejde de råvarer, Afghanistan allerede producerer og kan producere fremover,« siger den tidligere ambassadør.

»Meget af den genopbygning, der foregår i dag, har hovedsagelig til formål at blæse støv i øjnene på befolkningen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her