Læsetid: 4 min.

Handlen med bloddiamanter florerer på ny

Det system, som skulle forhindre, at handel med diamanter finansierer krige og konflikter, er ved at bryde sammen. Lande som Zimbabwe, Venezuela og Libanon omgår reglerne, uden at nogen for alvor griber ind
Den brutale borgerkrig i Sierra Leone op gennem 90 erne var i høj grad næret af handlen med diamanter.

Den brutale borgerkrig i Sierra Leone op gennem 90 erne var i høj grad næret af handlen med diamanter.

ISSOUF SANOGO

26. juni 2009

Arkitekten bag det internationale samarbejde, som skal forhindre handel med bloddiamanter, advarer nu om, at sikkerhedsnettet er ved at bryde sammen. Det sker, fordi regeringer og diamant industrien ikke skrider ind over for overtrædelser.

Ian Smillie var ophavsmand til den banebrydende Kimberley-proces. Den blev indledt som reaktion på en række grusomme borgerkrige i Afrika, der blev næret af handlen med ulovlige ædelsten. Smillie siger nu, at han har mistet tilliden til ordningen, fordi den ikke længere fungerer.

»Den regulerer ikke handlen med uslebne diamanter,« siger den canadiske ekspert. »Den er i fare for at blive irrelevant og lader alle mulige slyngler gå fri.«

Kimberley-processens sikkerhedsforanstaltninger trådte i kraft i 2003 og var med til at genoprette forbrugernes tillid til de kostbare sten. I dag reguleres 99,98 pct. af handlen med uslebne diamanter af ordningen, men hvis den mister troværdighed, vil forbrydere igen få adgang til markedet, og diamanter fra borgerkrigsramte områder vil igen dukke op i butikker i London, New York og Paris, påpeger eksperter.

Ian Smillie var med til at udforme the Kimberley Process Certification Scheme (KPCS), den FN-støttede aftale, som får æren for at have brudt forbindelsen mellem diamanthandel og en række voldsomme konflikter i navnlig det sydlige og vestlige Afrika. Smillies udtalelser kom, samtidig med at 49 medlemmer af Kimberley-processen, som består af repræsentanter for regeringer, diamantindustrien og civilsamfundet, mødtes i Namibia for at diskutere en lang række problemer.

Det største problem lige nu er Zimbabwe, hvor hundredvis af diamantminearbejdere blev massakreret af hæren, da regeringen i slutningen af 2008 effektivt militariserede et vigtigt mineområde. Dele af diamantindustrien mener ikke, diamanterne fra Zimbabwe kan defineres som konfliktdiamanter, eftersom de finansierer regeringen og ikke en oprørshær, men det afviser Ian Smillie.

»Det er bloddiamanter; de er indsmurt i blod,« siger han.

Som om intet var hændt

Men Zimbabwe er langtfra det eneste problem. Der er opstået en række andre sprækker i det system, som skulle sikre, at »handlen med diamanter ikke finansierer vold«, som det hedder i aftalen. Iagttagere har påpeget, at den ulovlige handel med diamanter florerer i Elfenbens kysten, Venezuela og Libanon.

Ifølge den britiske organisation Global Witness bliver 100 pct. af Venezuelas diamanter således smuglet ud af landet, Guinea rapporterer hvert år om en fuldstændig urealistisk stigning i landets diamantproduktion på 500 pct, og Libanon eksporterer flere uslebne diamanter, end landet importerer, selv om der ikke findes nogen diamantreserver i landet.

Ingen af disse lande er blevet ekskluderet fra Kimberley-processen, og selv om der er blevet udsendt inspektører og udarbejdet rapporter, er der ikke sket noget.

»Kimberley-processen er altid den sidste til at opdage, hvad der foregår,« siger Ian Smillie.

Smillie afviser, at han har ladet sig pensionere fra sin tidligere rolle som en af Kimberley-processens chefinspektører. Han har forladt den, fordi han har mistet tilliden til processen.

»Hvis ordningen forsat fungerede, ville jeg have været tilstede i Windhoek (hovedstaden i Namibia, red.) for at diskutere med de andre. Men regeringerne vil helst lade, som om det hele fungerer.«

Smillie mener, at KPCS agerer efter devisen 'lad os vente og se', og han beskylder dem for »at spille violin, mens Rom brænder«.

Risiko for tilbagefald

KPCS er under hårdt pres for at skride ind over for Zimbabwe.

»Hundredvis af minearbejdere er blevet dræbt af deres egen regering,« sagde Annie Dunnebacke, kampagneleder for Global Witness.

»Hvordan kan det land stadig være en del af Kimberley-processen? Hvad er meningen med at have en stok, hvis stokken aldrig bliver brugt? Zimbabwe burde smides ud.«

På mødet i Namibia, som sluttede i går, blev det besluttet at sende et hold inspektører til det Zimbabwe i næste uge, men det er næppe sandsynligt, at holdet vil få adgang til Marange-området, hvor drabene fandt sted.

Inspektørerne har i private sammenhænge indrømmet, at de folk, som de ville interviewe, allerede er blevet arresteret eller intimideret. Global Witness og den ngo, Ian Smillie er tilknyttet, var blandt de pressionsgrupper, der satte bloddiamanterne på dagsordenen i FN's sikkerhedsråd i 2000. På det tidspunkt var ædelstenene med til at finansiere voldsomme borgerkrige i Sierra Leone, Liberia og Angola.

Det var således en FN-resolution fra 2000, som satte gang i Kimberley-processen, der blev underskrevet tre år senere. På sin hjemmeside forkynder organisationen sin store succes:

»Diamanteksperter anslår, at konfliktdiamanter nu udgør langt mindre end én procent af den internationale handel med diamanter, sammenlignet med op til 15 pct. i 90 erne. Det har været Kimberley-processens mest bemærkelsesværdige bidrag til en fredelig verden.«

Nøglen til succes har været at sikre, at ordningen omfattede alle lande, som er involveret i handlen med diamanter. Men skal ordningens fortsatte succes afhænger af, om man kan sikre, at der ikke opstår gråzoner, hvor handlen med bloddiamanter kan genopstå.

»Diamanter rejser hurtigt,« forklarer Ian Smillie.

Han advarer om, at et sammenbrud i Kimberley-processen, vil få store konsekvenser.

»Diamanthandlen vil opleve et tilbagefald til sin kriminelle fortid, og oprørshære vil ikke få svært ved at finde købere til deres bloddiamanter. Der vil igen være risiko for, at handlen med diamanter vil nære konflikter.«

© The Independent og Information Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Jørgensen

Zimbabwe er et svært land at forstå, ligesom det meste af det afrikanske kontinent også er. En ting man skal være meget klar over når man læser den her slags artikler, er at Zimbabwe ikke bare er et fattigt tredjeverdensland. Det er også et desperat land, med en befolkning og regering som vil gøre hvad som helst for at overleve. Det de kæmper imod er ikke krigsherrer, men sygdom. Et faktum som mange glemmer eller ikke ved, er at over 20% af Zimbabwes befolkning er inficeret med HIV, og i deres land er det er dødsdom. Det er en kamp de som et land er ved at tabe fordi de har overvældende mange problemer at løse før de kan begynde at vinde kampen mod HIV. Problemet er ikke bare at få medicin ind i landet, men også at få den ud til befolkningen. En læge ville kunne fortælle at en typisk behandling af HIV foregår i form af en kombination af forskellige medikamenter, som skal tages med nogle timers mellemrum flere gange om dagen i en specifik orden og på præcise klokkeslæt. Dette virker som noget som vi let ville kunne overkomme herhjemme, men i et land for de færreste har et armbåndsur, for slet ikke at snakke om tag over hovedet og regelmæssige måltider, er dette en kæmpe udfordring. Dette er alt sammen før vi kigger på at få medicinen ud til befolkningen, og at sørge for at hver person får den rigtige medicin. For at kunne tage hul på disse udfordringer kræver det penge i samfundet til at bygge, og skabe faciliteter til at behandle ud af. Udover dette skal folk uddannes i hvordan man forhindre smitten i at brede sig, og de skal ha' stillet midler til rådighed for at hjælpe med dette. Så selv hvis de fik alt den medicin de skulle bruge gratis ville kun et fåtal kunne helbredes, fordi infrastrukturen ikke er i orden.

Når jeg læser denne artikel bringer den alle disse tanker på banen, og jeg kommer til at tænke over hvordan man kan løse problemerne. Det er nemt at fordømme drab på civile som mord af en morderisk regering i et lovløst land befolket af et uroligt og vildt folk. Men før vi dømmer, så lad os tage et øjeblik og overveje hvad vi ville gøre hvis det var os der var i den situation. Hvad ville du gøre? Ville du gøre mindre end alt hvad du kunne for at overleve? For at din familie kunne overleve? For at undgå at skulle begrave din søn eller datter? For at give dem alle de muligheder du aldrig havde? Kig på din familie, og sig du ikke ville gøre alt hvad du kunne... hvis du kan det, er jeg glad for at jeg ikke kender dig, og jeg skammer mig over at vi kommer fra det samme land.