Læsetid: 5 min.

Honduras' 'uromager' er fjernet

Statskup eller lov og orden? I Honduras står det spørgsmål tilbage, efter at landets folkevalgte præsident søndag blev tvunget fra magten. Honduranerne frygter nu omverdenens reaktioner
Den tidligere forretningsmand Manuel Zelaya var præsident i Honduras fra 2006 indtil han blev fjernet af det honduranske militær 28. juni 2009 og bragt til Costa Rica. Venezuelas præsident Hugo Chavez og andre venstreorienterede latinamerikanske ledere er blandt hans støtter.

Den tidligere forretningsmand Manuel Zelaya var præsident i Honduras fra 2006 indtil han blev fjernet af det honduranske militær 28. juni 2009 og bragt til Costa Rica. Venezuelas præsident Hugo Chavez og andre venstreorienterede latinamerikanske ledere er blandt hans støtter.

30. juni 2009

Tegucigalpa, Honduras - Det foregik helt roligt. Søndag morgen forsvandt strømmen i hele landet. Internetforbindelserne gik ned, og æteren blev næsten helt stille. Kun ganske få medier havde fået gang i generatorerne, og ud til transisterradioerne omkring i landet kunne de fortælle, at i netop de timer blev landets præsident, Manual Zelaya, fjernet fra magten af militæret og fløjet til neutral zone i Costa Rica. Det var samme søndag, som præsident Zelaya havde kaldt til vejledende folkeafstemning om en mulig ændring af landets forfatning i forbindelse med det kommende præsidentvalg i november i år. En afstemning, som mange frygtede ville føre til, at Manuel Zelaya ville få magten for endnu en periode. Og det blev dråben for landets højesteret, militær og kongres, der allerede havde advaret præsidenten. I fællesskab fjernede de præsidenten med begrundelsen, at han overtrådte landets forfatning. Folkets reaktion på kuppet udeblev ikke, men der kom aldrig rigtig gang i protesterne. Militæret lukkede effektivt for alle indfaldsveje til hovedstaden Tegucigalpa, så de tilkomne busser med demonstranter ikke kunne komme ind i byen. Og i selve Tegucigalpa fik præsidentens tilhængere aldrig mobiliseret mere end godt 1.500 demonstranter, der foran det nu tomme præsidentpalads sporadisk forsøgte at opildne en stemning. Det blev ikke rigtig alvor.

Desperat befolkning

Men hvor selve kuppet foregik i ro, har månederne forud været en lang optrapning af en konflikt med rod i den sociale uretfærdighed, der hersker i Honduras. Knap 70 procent af befolkningen lever i fattigdom, og efter 27 år med repræsentativt demokrati er skellet mellem rig og fattig kun vokset. Landets hospitaler er slidt ned. Folkeskolerne er kaos. Vejnettet, vandforsyningen, elnettet og anden infrastruktur ligger i ruiner. Og arbejdsløsheden vokser. Ud af Honduras otte mio. borgere, bor omkring én mio. i dag i USA. De fleste som illegale indvandrere. Derfor er Honduras en trykkoger, hvor social uro let kan antændes.

Det vidste præsident Manuel Zelaya, og det var ifølge de fleste kommentatorer hans strategi.

»Præsidenten har ikke gjort andet end at opildne til uro. Han har latterligtgjort landets forfatning, og det eneste rigtige for ham er attræde tilbage,« sagde Honduras' Ombudsmand, Ramon Custodio Lopéz, to dage

før kuppet.

Den syngende præsident

I en tåge af folklore har Manuel Zelaya derfor forsøgt at sælge sig selv som folkets og ikke mindst de fattiges præsident. Han har turneret landet

tyndt væbnet med guitar og sang. Han har holdt pressemøder fra sin Harley Davidson iført komplet cowboy-outfit. Han har taget imod i præsidentpaladset, som var åbent hus for hans tilhængere. Og han var og er tæt allieret med Venezuelas præsident, Hugo Chávez, der har fungeret som politisk mentor og finansiel støtte for hans sociale revolution.

Men han var mindre populær, end han sandsynligvis selv regnede med. I dagene op til den planlagte folkeafstemning viste alle meningsmålinger, at godt tre fjerdedele af befolkningen var imod præsidentens planer. Ikke fordi folk ikke ville deltage og spørges til råds i folkeafstemninger. Ikke fordi folket ikke vil have forandringer, men fordi flertallet ikke havde tillid til præsidenten. For Manuel Zelaya har ikke skilt sig ud fra mængden af præsidenter i det hårdt prøvede mellemamerikanske land. Korruptionen gennemsyrer fortsat alt. Hans regering har for andet år i træk ikke kunnet præsentere en finanslov i tide. I 2008 fik offentligheden først indblik i statens finanser et halvt år inde i budgetåret. I 2009 er der aldrig blev lavet et budget. Korruptionsskandalerne har rullet om ørerne på præsidenten, og alle taler om, hvor mægtige præsidentens ejendomme tager sig ud i Olancho, hvor præsidenten kommer fra. Når blandt andet landets Højesteret alligevel frygtede, at Zelaya kunne beholde magten, er det fordi heller ingen andre politikere er særlig populære.

Dagen derpå

Mandag morgen, kort efter spærretiden er ophævet kl. seks, er det meste tilbage ved det normale. Overfyldte busser bokser sig igennem Tegucigalpas altid kaotiske trafik. De første spisesteder er åbne og klar til at servere morgenmad til hovedstadens arbejdende folk, og der er ikke skyggen af protester. Blot en stille vrede fra de dele af befolkningen, der stod bag Manuel Zelaya.

»Vi er blevet snydt igen. Folket har intet at skulle sige her i landet. Men vi vil ikke have ham Chávez her. Vi vil ikke være et nyt Cuba,« siger

Doña Esperanza, der med sin tortillabod har taget opstilling på sin sædvanlige plads i byens centrum.

For det er emnet dagen efter kuppet: Hvad gør Venezuelas præsident, Hugo Chávez, der allerede forud for kuppet flere gange har advaret om, at han og de andre lande i ALBA-samarbejdet (latinamerikansk alternativ til USA-baserede frihandelsaftaler, red. ) ikke agter at »sidde med armene over kors«, hvis noget skulle ske med præsident Manuel Zelaya.

I baghovedet på enhver honduraner er minderne om Den Kolde Krig. Honduras

var USA's tvungne allierede og fungerede som supermagtens militærbase i kampen mod sandinisterne i Nicaragua. I 1980'erne var det hverdag, at unge drenge blev kidnappet af militæret, hvis de hang i gaderne. Sådan rekrutterede militæret deres soldater. Derfor er de fleste klar over, at en befolkning nemt kan blive klemt, når store magter udkæmper deres ideologiske og geopolitiske kampe. Og den politiske nedsmeltning i Honduras er et godt emne i den ideologiske krig, der i øjeblikket udspilles i en lang række latinamerikanske lande, hvor de sociale revolutioner ruller. Det ved den nye regeringsleder, præsident Roberto Micheletti, der brugte en god del af sit første pressemøde på at advare omverdenen.

»Ingen - hverken Barack Obama og langt mindre Hugo Chávez - skal ændre på, at Honduras er et suverænt land, der løser egne konflikter internt.«

I går mødtes regeringsledere fra Central- og Sydamerika i Nicaraguas hovedstad, Managua. Her deltog den nu afsatte præsident Manuel Zelaya, der fortsat anerkendes som Honduras' legitime præsident af de fleste regeringer verden over. I Honduras venter befolkningen på reaktionerne fra Managua og rundt om i landet planlægges demonstrationer. For selvom mange folk - og særligt mange ngo'er - ikke støttede Manuel Zelaya, så er der er vrede og indignation over måden, som de etablerede magter valgte at afslutte konflikten med landets præsident på. For et kup er et kup.

Udviklingen i Honduras kan følges på www.information.dk /blog/jesper-lovenbalk-hansen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Konklusionen kommer til sidst, nødtvungen, udenoms, påtvunget, af en eneste grund; hvis den ikke var kommet, så var artiklen eksplicit, hvad den prøver på at fortrænge fra læserens opmærksomhed; et langt forsøg på at legitimere den katolske kirkes, militærets, en højesteretsdommers og kongressens kup; afsættelsen af en folkevalgt præsident med udenomsparlamentarisk og militær magt.

Pointen er nødt til at komme med, ellers var artiklen bare løgn. Artiklen er ikke en løgn. Den indeholder en række anklager mod den afsatte præsident, og man fornemmer at italesættelsen sker på baggrund af en længere række detaljer, som bare er nødt til at komme med, hvis den ikke skal være løgn.

Artiklen viser at Manuel Zelayas forbrydelse er, at han er venstreorienteret, at han har turneret rundt i landet på en Harley Davidson, at han er ven med Hugo Chaves (jeg kan oplyse at han er ven med en lang række andre venstreorienterede ledere i det efter hånden meget venstreorienterede Mellem og Sydamerika), at han bor i et stort hus, at der er korruption i hans land, at han har forsøgt at ændre forfatningen, således at der var risiko for at han kunne få ”folkets mandat til endnu 4 år ved magten”, fordi han sikkert ville blive genvalgt, ikke fordi folket vil stemme på ham, men fordi der ikke er andre de kan finde ud af at stemme på. Så selv om han sikkert ville blive genvalgt, ja så er det altså ikke fordi folket vil stemme på ham. Det kan i godt forstå kære læsere.

Jeg kan yderligere fortælle, at han er blevet ikke så lidt af et problem for kongressen. Han lagde ud som forretningsmand og almindelig borgerlig politiker, og Honduras korrupte ledere, godsejere, præster, militær og retssystem var helt tryg ved ham. Men nu er han blevet venstreorienteret, og allierer sig med de store fjender af Honduras gamle orden. Han taler bl.a. med selveste Fidel Castro! Han deltager i indsættelsen af en anden venstreorienteret leder i dag i Panama http://www.information.dk/telegram/196441
Verdensbanken, Sammenslutningen af amerikanske stater, EU, USA og andre har fordømt kuppet, med udgangspunkt i det væsentlige: ET KUP ER ET KUP!

Hvis det havde været i danmark, hvor en statsminister kan genvælges i en uendelighed, så var han muligvis også blevet valgt, selv om vi siden før anden verdenskrig haft et glimrende samarbejde mellem de ”folkevalgte”, retsvæsenet og sikkerhedstjenesterne (PET og FE) som ellers effektivt ahr forhindret venstreorienterede i at få magt her til lands. Vores system kunne ikke have forhindret ham i at komme til, fordi han var forklædt venstreorienteret, eller også forvandlede han sig til at blive det da han kom til!

Men det er godt at vi har Ínformation til at trække de rigtige præmisser op, for at afgøre hvad der er den sande legitime politiske orden. Det er godt, vi ikke er venstreorienterede. Og det er godt, at vi alle sammen er blevet fuldstændigt hjernedøde, for ellers så var det ikke til at holde ud.

Heinrich R. Jørgensen

Uden at vide meget om den konkrete situation i Honduras, og uden at kunne tage stilling til denne, kan der alligevel siges noget generelt om dette.

Nemlig at det burde følge af magtens tredeling (hvis denne gennemføres konsekvent) og en fornuftig forfatning, at landets militær har én opgave - nemligt at forsvare staten. Udover ydre fjender m.v., bør et lands militær også være den ultimative forsvarer for landets lovlige indretning, med udgangspunkt i landets forfatning.

Med tanke på magtens tredeling, er det umiddelbart ganske passende, at når den lovgivende og den dømmende magt (her en forfatningsdomstol) gentagne gange erklærer den udøvende magts handler for forfatningsstridige, og dette ignoreres, er der næppe noget alternativ til at militæret støtter op om, at regeringen (her præsidenten) træder tilbage omgående, således at de relevante institutioner kan udskrive valg og udpege en midlertidig regering der kan virke, indtil valget er gennemført.

At regeringschefer over hele verden er modstander af Honduras muligvis helt lovlig og korrekte håndtering, er vel ikke underligt? Tænk, hvis de selv skulle bedømmes efter deres evne til at overholde deres lands forfatning, og kunne blive ramt af samme konsekvenser, hvis deres egen arrogange og magtfuldkommenhed skulle løbe af med dem?

Mark Thalmay

Hej Heinrich J.

Du skriver:
”… når den lovgivende og den dømmende magt (her en forfatningsdomstol) gentagne gange erklærer den udøvende magts handler for forfatningsstridige, og dette ignoreres, er der næppe noget alternativ til at militæret støtter op om, at regeringen (her præsidenten) træder tilbage omgående, således at de relevante institutioner kan udskrive valg og udpege en midlertidig regering der kan virke, indtil valget er gennemført”
Og
” … Honduras muligvis helt lovlig og korrekte håndtering …”

Men hvad nu hvis den lovgivende og dømmende magt handler ’ulovligt og ukorrekt’?

ifølge denne artikel af Alberto Vallente Thorensen:
"Why Zelaya's Actions Were Legal" – er det dette, der er sket.
Et par citater om ’den lovgivende og dømmende magts’ kup mod ’den udøvende magt’ i Honduras:

”This is what has actually happened:
The Honduran Supreme Court of Justice, Attorney General, National Congress, Armed Forces and Supreme Electoral Tribunal have all falsely accused Manuel Zelaya of attempting a referendum to extend his term in office …

According to Honduran law, this attempt would be illegal …

Nevertheless, this is far from what President Zelaya attempted to do in Honduras the past Sunday and which the Honduran political/military elites disliked so much. President Zelaya intended to perform a non-binding public consultation, about the conformation of an elected National Constituent Assembly. To do this, he invoked article 5 of the Honduran “Civil Participation Act” of 2006. According to this act, all public functionaries can perform non-binding public consultations to inquire what the population thinks about policy measures. This act was approved by the National Congress and it was not contested by the Supreme Court of Justice, when it was published in the Official Paper of 2006. That is, until the president of the republic employed it in a manner that was not amicable to the interests of the members of these institutions.
Furthermore, the Honduran Constitution says nothing against the conformation of an elected National Constituent Assembly, with the mandate to draw up a completely new constitution, which the Honduran public would need to approve. Such a popular participatory process would bypass the current liberal democratic one specified in article 373 of the current constitution, in which the National Congress has to approve with 2/3 of the votes, any reform to the 1982 Constitution, excluding reforms to articles 239 and 374. This means that a perfectly legal National Constituent Assembly would have a greater mandate and fewer limitations than the National Congress, because such a National Constituent Assembly would not be reforming the Constitution, but re-writing it. The National Constituent Assembly’s mandate would come directly from the Honduran people, who would have to approve the new draft for a constitution, unlike constitutional amendments that only need 2/3 of the votes in Congress. This popular constitution would be more democratic and it would contrast with the current 1982 Constitution, which was the product of a context characterized by counter-insurgency policies supported by the US-government, civil façade military governments and undemocratic policies."

Læs selv artiklen:
http://rebelreports.com/post/133319827/why-president-zelayas-actions-in-...

Med venlig hilsen

Heinrich R. Jørgensen

Mark Thalmay:
"Men hvad nu hvis den lovgivende og dømmende magt handler ’ulovligt og ukorrekt’?"

Hej Mark,

mange tak for kommentar og linket.

Hvis den dømmende magt har handlet ansvarligt m.v., er der vel ikke andet at sige, at den honduranske myndigheder umiddelbart har handlet meget lidt bananrepublik-agtigt.

Hvis den dømmende magt i Honduras derimod ikke har handlet korrekt, enten fordi denne er korrupt, at de forkerte personer er udpeget, at forfatningen er uklar, at domstolen plejer egne interesser på en eller anden obskur måde, at dommerne er inkompetente eller noget helt andet, kan man vel sige, at landets styreform har vist sig ikke at fungere iflg. de formodede pæne hensigter? Og i så fald, hvad skulle den internationale reaktion være? At Zelaya skulle fortsætte som præsident for et regime, hvis øvrige institutioner og forfatning derimod burde omgøres?

Hvis det alternativt blot var et kup (evt. et militærkup), hvor nogen alene havde til hensigt at rane magten, ville sådanne magtraneres straks havde sikret sig, at den hidtidige præsident var aldeles uskadeliggjort - enten ved indespærring eller aflivning. Det har været god latin siden Niccolò Macchiavelli, at enhver ny despots første handler må være, at udrydde sin forgængers slægt, så dennes støtter ikke kan håbe på en tilbagevenden til gamle dage.

Jeg har ikke forsøgt at sætte mig ind i miseren, men det undrer mig dybt, at andre nationer (navnligt EU landene en bloc) i den grad støtter en detroniseret hersker. Jeg kan ikke umiddelbart se anden logisk grund, end at herskere fra andre nationer benytter deres magt til forsøge at hævde, at despoter er hævet over loven.

Jeg kommer snarere til at tænke over EU's reaktion, at Yugoslavien begyndte at gå i oplysningen i begyndelsen af 1990'er, hvor EU ikke ville støtte Sloveniens og Kroatiens løsrivelse fra det yugoslaviske kludetæppe af nation, pga. nogle EU landes egne interesse i at undgå, at deres nationale løsrivelsesbevægelser ville kunne finde på det samme.

Heinrich R. Jørgensen

The Independent (som er storleverandør til artikler, der bringes i Dagbladet Information), har en leder fra i mandags om emnet.

Artiklens sidste linjer rummer IMO essencen:
"The true test of a democracy's health is not the holding of elections. It is the possibility of power peaceably changing hands."

Steen Rasmussen

Det ser ud til at Ínformations fantastisk nye kreation (jeg går ind for mange former for kreativitet, men ikke denne) har slået an her på tråden. Man synes fuldt ud optaget af at afklare det helt nyopfundne men altså påtrængende spørgsmål, som går på om militærkuppet i Honduras var legitimt eller illegitimt.

Jeg forstår ikke distinktionen, eller rettere, jeg tolererer simpelt hen ikke udtrykket ”legitime militærkup”. Jeg kan ikke deltage i denne perverse sondering!

Men der vil blive nok at forholde sig til, for dem der gør.

Den kuppede Manuel Zelayas er nu blevet sigtet for 18 forskellige former for forbrydelse mod nationen og forfatningen af landets statsadvokat. http://translate.google.dk/translate?u=http%3A%2F%2Fwww.elpais.com%2Fart...

Ínformation behøver ikke lave så meget research, man kan bare henvende sig til dem, der har taget magten i Honduras, så er det sole klart, at kuppet er helt legitimt, argumenterne fabrikeres allerede på samlebånd. Der kommer flere endnu, vær sikker på det.

At der er uoverensstemmelse mellem nogle af landets forskellige magter, og at der ikke er enighed mellem f.eks. militæret og den kuppede præsident, ja det er så klart, så man næsten bliver blændet af det.

Men det, at man mener, at et militærkup kan være legitimt, at man mener, at et system kan oparbejde legitimitet med den slags metoder, at man lytter til kupmagernes henvisning til deres fortolkning af en forfatning, at man gider skrive om hvor umulig en præsident er, når han jo laver ballade, spiller guitar, kører motorcykel osv., det taler for sig selv, helt for sig selv, og ikke andet end sig selv.

Og det er i sandhed ophidsende. Det sælger på debatsiderne, og ”informeren” vil vinde lidt genlyd for denne performance. Intentionen bag lugter ikke rigtig godt. www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-51.pdf I sit perverse forsøg på at overleve mister avisen sin legitimitet i et samfund, der i forvejen ikke er velforsynet med lødig information.

Jeg tror ikke, at Manuel Zelayas er noget demokratisk forbillede. Vi ved, at der er vilde magtkampe i landet, og at der er mange aldeles demokratisk illegitime tiltag i gang. Og et militærkup, og her taler jeg ud fra almindelig viden om de lokale sociale realiteter, som gennemføres i denne del af verden, det har aldrig kunnet betegnes som legitimt, aldrig nogen sinde før!

Tiderne er godt nok nogle andre i dag, end de var i 1980´erne. USA´s magt og interesser i regionen har ændret sig. Men hvis Sammenslutningen af Amerikanske Stater ikke får den afsatte præsident tilbage i stolen på en måde som er tilfredsstillende for det historisk set mest venstreorienterede politiske landskab man endnu har set i regionen, så har den gode gamle Onkel Sam grund til at skide i bukserne, og mig med for den sags skyld.

Det bliver alt for spændende at følge med i, hvordan Ínformation vil forholde sig til de andre kup, som kan blive resultatet af dette. Vil man klappe i hænderne, når Hugo Chavez bliver væltet af sit eget militær, efter at han og resten af de nu mere eller mindre venstreradikale (men på underlig vis demokratisk valgte) latinamerikanske regimer i Organisationen af Amerikanske Staters regi har søgt at intervenere i Honduras for at genindsætte Manuel Zelayas i en ny og mere radikal udgave, og de er blevet banket af USA´s ildsklukningskorps. Er vi allerede nu ved at blive præpareret til gentagelsen af den samme problemstilling over resten af kontinentet, hvis Onkel Sam blive nødt til at genoptage sin gamle tradition, med at støtte sine egne bøller, militærdiktatorer og forbrydere, i demokratiets navn selvfølgelig, men altså for ikke at tabe alt i området.

Obama har et kæmpe problem. Hvis ikke han officielt støtter OAS og dens fordømmelse af kuppet, så bliver han umiddelbart lagt på is over hele kontinentet, fordi hans magt ikke er, som den var under hans forgængere. Og kontinentet vil reagere ved at gå endnu længere mod venstre, fratage de amerikanske virksomheders muligheder for at købe råvarer til spotpriser i regionen og meget andet. Amerikansk kapital vil blive nationaliseret og udnyttelsen af kontinentets naturressourcer bliver stanset som det positive, men omvæltningerne bliver alt for pludselige og alt for tvivlsomme på andre måder, der har med de idealer at gøre, som vore magtmisbrugende politikere snakker om al tid.

Det vil være meget uheldigt, for Onkel Sam, men udfaldet af det hele vil først og fremmest være fuldstændigt uforudsigeligt, ulækkert blodigt måske, men altså først og fremmest fuldstændigt uoverskueligt.

Jeg ser forhåbentligt kun spøgelser for mig.

Og så ser jeg en lille latterlig avis, som taler om legitime militærkup, i et lille pølseland, hvor en statsminister kan bryde landets grundlov og international lov for at gå i krig på falskt grundlag, og hvor statsadvokaten foreløbigt har fået ret af Østre Landsret i at afvise sagen med den begrundelse, at det ikke er nok, at være statsborger i et land, for at kunne tvinge domstolene til at forholde sig til, om der er tale om grundlovsbrud. Jeg ser også et politiske system for mig, der har brugt efterretningstjenesterne til at spionere mod landets i øvrigt lovlige politiske (men venstreorienterede) politiske modstandere. Jeg ser hele det politiske spektrum sovset ind i samarbejdet med FE og PET om at bekæmpe almindeligt lovlige venstrefløjsbevægelser. Det ene passer måske til det andet. Men hvor er det grimt!

Begrebet legitim politisk magt er og har altid været en demokratisk diskussion værd. Men legitime militærkup!

http://arbejdsforskning.dk/pdf/art-63.pdf

Heinrich R. Jørgensen

Steen Ole Rasmussen:
" et lille pølseland, hvor en statsminister kan bryde landets grundlov og international lov"

Der er vel fundamental forskel på, at et lands militær taber magten i landet, eller om denne pba. landets lovgivende og dømmende magters udsagn, afsætter regeringen og sikrer at der atter kan afholdes valg iht. forfatningen?

Som skrevet tidligere, har jeg temmeligt svært ved at se, at der skulle være tale om et militærkup, alene af den årsag at Zelaya straks blev sat på fri fod.

Mht. danske forhold, ville jeg ønske at den danske forfatning definerede at også denne nation skulle have en forfatningsdomstol, der om nødvendigt kunne bede lovgiverne om at vende tilbage til skrivebordet når de påtænkte love ikke levede op til forfatning, traktater og/eller retsprincipper, eller bede regeringen om at overholde landets love, skulle sådanne påmindelser blive nødvendige. En forfatningsdomstol, der nødvendigvis må have et magtmiddel der kan sikre, at dennes vurderinger ikke kan siddes overhørigt ustraffet. Muligheden for at bede landets militær om at sikre landets forfatningsmæssige orden, ligger lige for. Så er der i det mindste én rationel grund til at bekoste en national militær kapacitet ;-)

Havde Danmark en forfatningsdomstol, var der næppe blevet taget en beslutning om, at Danmark kunne deltage i Irak eventyret i marts 2003. Når landets højeste domstol har tilstrækkelig magt og autonomi til at turde påtage sig sager, uden at skulle frygte repressalier fra langt magtfulde magter (den lovgivende og udøvende), kan der tales om en tredeling af magten.

Steen Rasmussen

Heinrich

Hvis du har kompetencen til at afgøre at den dommer, de kongresmedlemmer som står bag kuppet er repræsentative for landets dømmende og lovgivende magt, på trods af alle ansete internationale organisationer, så har du en fantastisk viden og skal man sige selvbestaltet kompetence, som bryder med selv det hedeste af de drømme en skribent, som ham der har formuleret artiklen, jeg reagerer mod, kunne ønske sig.

Du havde slet ikke behøvet at tage det med, at det jo ikke kan være et militærkup, fordi Manuel Zelayas ikke blev skudt. Allende blev da heller ikke skudt, han begik selvmord!

Manuel Zelayas blev vækket midt om natten, sat på et fly til Costa Rica iført pyjamas.

Alt hvad der er blevet foreslået siden af kupmagerne er blevet vedtaget uden en eneste modsigelse! Blandt andet så er der udgangsforbud efter et bestemt tidspunkt, militæret har ret til at bryde privatlivets fred, man skal blive hjemme om natten og om afnenen, og må ikke opholde sig andre steder end hjemme i bestemte tidsrum, der er forsamlings og demonstrationsforbud, medier og komminikation styres af kupmagerne, osv.

Men i dette lille pølseland der diskuterer man om der var tale om et legitimt kup. Vor herre bevar mig vel!

Heinrich R. Jørgensen

Steen Ole Rasmussen,

som jeg skrev i min første kommentar, aner jeg sikkert mindre end de fleste, hvad der er op og ned i den konkrete sag.

Det kommer f.eks. som en overraskelse at høre, at det blot skulle være en enkelt dommer og enkelte kongresmedlemmer, der står bag. I så fald ville omvæltningen næppe have megen, om nogen, legitimitet.

Min tilgangsvinkel er som udgangspunkt, at et lands højeste domstol må kunne forventes at handle i overensstemmelse med landets forfatning, og at de afgørelsen sådanne træffer, er juridisk uangribelige. Det gælder for Danmark, som for Hondoras og formodentligt for mange andre lande med en vis tradition for et uafhængigt retssystem o.lign.

Jeg plejer ikke at betvivle visdommen i de domme Højesteret i Danmark afsiger - de er altid omhyggeligt begrundede. Hvorfor skulle jeg betvivle at domme afsagt af de øverste domstol i andre retsstater er fuldt ud forsvarlige?

Mht. Salvador Allende har der altid været en kontrovers, om der var tale om selvmord eller mord. Formodentligt var det selvmord, men siden 1973 har forskellige grupperinger haft interesse i at påstå både det ene og det andet, og påstandene er blevet anvendt meget aktivt til propaganda.

Det plejer at være et karakteristika ved militærkup, at den ledende militærperson indsættes som landets leder. Det er svjv ikke tilfældet i Honduras, så det undrer mig vitterligt, at medier omtaler det som netop et militærkup.

Heinrich R. Jørgensen

Steen Ole Rasmussen:
"Men i dette lille pølseland der diskuterer man om der var tale om et legitimt kup."

Når næsten hele verdens politiske ledere, og alverdens medier samstemmende har samme opfattelse (her, at der var tale om et militærkup, og at Zelaya skal genindsættes), udløser det straks én af mine personlige tommelfingerregler.

Nemlig, at hvis der i en stor forsamling er total enighed i både analyse og konklusioner om noget, kan man være næsten sikker på, at der underneden denne koncensus skjuler sig manipulation, fordrejninger og usandheder, og der er således grund til at være på vagt, før man selv tilslutter sig brægekoret af konformister.

Steen Rasmussen

Hvis et lands forfatning og konstitution ikke giver mulighed for proceduremæssigt at afsætte en præsident, i det tilfælde hvor han har gjort noget ulovligt, altså uden at begå et militært kup, hvad der er sket her, så er der noget fuldstændigt skingrende galt med dette lands forfatning.

Hvis det er i overensstemmelse med systemets forfatning, at vække præsidenten klokken 4 om morgenen med et skarpladt maskingevær, sætte ham på et fly til Costa Rica, før han er dømt for noget som helst, så er landets forfatningen ikke for fem potter værd.

Men, og så er det så, jeg siger det igen og igen, det som jo også kun nødtvunget kom med som konklusionen i artiklen: ET KUP ER ET KUP ER ET KUP ER ET KUP (tautologien lader sig fortsætte ad libitum).

Selvfølgelig er det, der sker, ikke forfatningsmæssigt i orden. Og selvfølgelig er det et kup.

Det artiklen vil diskutere, og det man diskuterer her, det er spørgsmålet om kuppet så er legitimt. Og for mit vedkommende, så findes den kategori ikke, som skulle gøre diskussionen gyldig. Der findes ikke ”legitime militærkup”. Sorry, den er ikke længere. Kategorien ”legitime militærkup” er et fundamentalistisk tabu i min lille selvbekræftende verden, noget som man i øvrigt skal lede længe efter, i netop mit univers, der hævder at være af konstruktivistisk art, kynisk, gudsforladt og uden absolutte udgangspunkter, altså med undtagelse af det absolutte forbud mod absolutte udgangspunkter osv. osv. (jeg mener bl.a. som udgangspunkt, at man kan måle lødigheden af et systems selvbeskrivelse på evnen til at medreflektere egne konstituerende paradokser og udgangspunkter, dvs. på evnen til at indskrive sig selv i en kontekst f.eks. eller fokusere på dogmatiske udgangspunkter ud fra andre udgangspunkter osv., hvilket almindelige ideologiske slatpissere ikke forstår meget af, hvorfor jeg polemisk, og selvironisk kalder mig selv for ideologisk fantompisser!)

Og når jeg er imod militærkup, så skyldes det de erindringer jeg/vores kulturelle erindring bærer rundt på, dvs. det sparsomme sæt af referencer jeg kan give på stående fod om militærets rolle i netop den del af verden op gennem hele den kolde krig. USA har stået i spidsen for et utal af overgreb mod legitim og folkelig magt og forsøg på fra forskellige mere eller mindre venstreorienterede og demokratiske bevægelsers side på at få kontrol med sine egne naturlige og menneskelige rigdomme, hvor de systematisk er blevet smadret af et skruppelløst militært og økonomisk netværk ledet af netop USA via amerikanske militære træningslejre bl.a. i Panama, hvor hele regionen fik udklækket deres militærfolk og via CIA og de multinationale amerikansk ejede selskabers som har interveneret og bestukket lokale regeringer, tilsidesat oprindelige folks rettigheder, fremmet en skånselsløs og fuldstændig fladpandet ødelæggelse af regnskove, sociale strukturer, undergrund, hav, osv. alt sammen af hensyn til det amerikanske overforbrug og svineri, som i dag er symbolet på denne lille planets største problem.

Når udviklingen har forløbet så relativt demokratisk i regionen siden den kolde krigs afslutning, så skyldes det, at USA har været fuldt optaget af andre opgaver siden. Oliekrigene i mellemøsten og nu den økonomiske nedsmeltning har taget kræfterne fra USA, samtidigt med at den kolde krigs afslutning fjernede en del af muligheden for at legitimere de overgreb som f.eks. en Ronald Reagan praktiserede i netop Mellemamerika.

Det er på den baggrund at fænomenet ”legitimt militærkup” skal ses, altså på baggrund af noget konkret, en konkret historie i netop den del af verden. Så igen, selv om jeg orienterer mig dogmatisk i forhold til militærkup, ja så skyldes det en konkret, sammensat og levet kontekst. For øvrigt så har savner jeg bevis for at det atidslige nogen sinde skulle have kunnet vise sig for sig selv uden for en konkret tidslig ramme. Men igen, så er vi til bage ved paradokserne, dem slatpisserne ikke kan forholde sig til.

Mark Thalmay

Du spørger Heinrich
(og for at supplere Steen Ole,:-)):

”Hvis den dømmende magt i Honduras derimod ikke har handlet korrekt … hvad skulle den internationale reaktion være? At Zelaya skulle fortsætte som præsident for et regime, hvis øvrige institutioner og forfatning derimod burde omgøres? ”

Tjae, hvad ellers?

Og hvis Alberto Vallente Thorensen har ret, var det jo en sådan ’omgøring’ Zelaya ’lovligt’ forsøgte.

Jeg tror ikke, man kan forstå nutidens magtudøvelse alene ud fra Machiavellis ’guide i magtanvendelse’.

I ’globaliseringens tidsalder’ med flere og flere ansatser til en ikke-teologisk begrundet, transnational, planetomfattende retsorden og hvor det ikke er forskellige ’adels’-slægter, der slås om ’magten’(i hvert fald ikke endnu), hvorfor der er behov for en eller anden form for demokratisk/populistisk form for ’legitimering’, indgår også ’image’, ’branding’ og deraf følgende kontrolforsøg over mediernes produktion af ’den offentlige bevidsthed’ som væsentlige og nødvendige elementer i magtudøvelsen.

Også EU-landenes transnationale institutionsopbygning gør at disses magthavere i stigende grad kender til denne problematik.

Ligesom magthaverne i USA måtte skifte Cheney-Bush-regimet med de åbenlyse ’despot’-tendenser ud med en mere demokratisk comme-il-faut præsident.

Med venlig hilsen

Heinrich R. Jørgensen

Steen Ole Rasmussen:
"Hvis et lands forfatning og konstitution ikke giver mulighed for proceduremæssigt at afsætte en præsident [...]"

Mit synspunkt er netop, at der bør være procedurer der sikret, at en regering der groft og vedholdende tilsidesætter landets love, kan afsættes.

I Danmark består sådanne procedurer i, at Folketinget kan vedtage en mistillidsdagsorden. Hvad nytter det, hvis et flertal af folketingets medlemmer bakker op om regeringens ulovlige praksis, netop fordi folketingets sammensætning har defineret hvem regeringen er? Hvad nytter det, at Højesteret kan behandle om love (og regeringsførelse) er forfatningsstridigt, når de ikke tør?

Kun i forbindelse med lex Tvind turde Højesteret helt ekstraordinært og med usædvanligt personligt mod fra dommerne, tage emnet op, og siden revse lovgiverne. Kun fordi Folketinget og regeringen opførte sig ansvarligt og korrekt ved den lejlighed, fik Højesterets afgørelse konsekvenser - holdningen kunne lige så vel have, at dommen var blevet ignoreret.

Hvad der foregår i Honduras, interesserer mig ikke synderligt. Det, der interesserer mig, er den påfaldende internationale koncensus om entydig fordømmelse. Ihukommende et meget relevant Albert Einstein citat bragt i en anden tråd:
"Condemnation without investigation is the height of ignorance"

Hvad der også interesserer mig, er Danmarks styreform, forfatning o.m.a. Jeg konstaterer blot endnu en gang, at Danmarks forfatning og institutioner befinder sig på niveau med bananrepublikker. Eller lavere end det, da Danmark end ikke har en forfatningsdomstol.

Heinrich R. Jørgensen

Mark Thalmay:
"Tjae, hvad ellers?"

Problemet er dog, at en sådan handling giver mening. Principielt er det absurd at forestille sig en legitim præsident for en illegitim styreform. Og på det praktiske plan, nytter det ikke meget, hvis Zelaya som præsident skulle stå i spidsen for en ny forfatning, idet han måtte aftræde om et halv år, når embedet udløber.

Jeg ser i praksis ingen anden fornuftig udvej for Honduras, end at få gennemført frie valg til præsident embedet snarest muligt, og tage den derfra.

At Zelaya genindsættes det sidste halve år, med en klar besked om at respektere de afgørelser landets højeste domstol måtte fremkomme med, og i øvrigt koncentrere sig om at lede landet den kommende tid, kunne være en alternativ model. Men det er næsten for naivt, at tro at Zelaya ville handle i overensstemmelse dermed.

Steen Rasmussen

Heinrich
Først forsøger du at bortforklare at kuppet er et kup.

Så forsøger du at legitimere det, ud fra den tommelfingerregel, som siger, at hvad alle andre kan blive enige med sig selv om, det må nødvendigvis være manipulation. Derfor er du for militærkuppet, selv om du altså ikke mener det er et kup.

Så skriver du at du egentlig ikke er interesseret i, hvad der foregår i Honduras, men at det, der interesserer dig, er den danske models mangel på funktion.

Ok så!

Nåh joh, så citerer du lige Einstein for at man ikke skal fordømme noget, uden at have kvalificeret viden til at kunne gøre det. På den måde diskvalificerer den gode Einstein i princippet enhver fordømmelse ved at holde kriteriet for hvornår der er tale om kvalificeret viden hemmeligt for andre end sig selv og fordømme alle fordømmelser ud fra dette helt arbitrære krav om kun at kunne fordømme på hans kriterier. Einstein var meget begavet, men ikke forpligtende læsning i et og alt.

Det er du heller ikke Heinrich. Du glider for meget af på den.

Jeg hader når folk bare glider af på den. Heinrich, du er for længst gledet fuldstændigt af på den.

Heinrich R. Jørgensen

Steen Ole Rasmussen:
"Heinrich, du er for længst gledet fuldstændigt af på den."

Det første jeg skrev i denne tråd var:
"Uden at vide meget om den konkrete situation i Honduras, og uden at kunne tage stilling til denne, kan der alligevel siges noget generelt om dette."

Jeg ved stadig intet om den konkrete situation, og har heller ikke planer om at forsøge at sætte mig ind i det.

Så hvad angår Honduras' situation, glider jeg ganske rigtigt meget af på den. Jeg har forsøgt at kommunikere nogle helt generelle betragtninger om afsættelse af despoter, magtens tredeling o.a., samt undret mig offentligt om den usædvanlige internationale koncensus blandt magthavere og medier om at fordømme det der entydigt omtales som et militærkup.

Heinrich R. Jørgensen

Steen Ole Rasmussen,

bemærk, at jeg ikke har anfægtet dine generelle betragtninger om militærkup, og navnligt Sydamerikas triste erfaringer med fænomenet. Jeg deler dine generelle betragtninger, og har ikke for (u)vane at yde moralsk støtte til militærkup, militærdiktaturer o.lign.

Jeg aner ikke hvad Dagbladet Information mener om situationen i Honduras, men jeg synes bestemt den leder The Independent (og som Dagbladet Information lystigt copy/paster fra) virker fornuftig. Nok sætter jeg en ære i at have afvigende meninger, men trods alt findes der andre der observerer det samme som jeg.

Mark Thalmay

Kære( :-) )Heinrich,

Jeg forstår ikke, hvad du skriver.

Hvad mener du med udtrykket ”en illegitim styreform”?
Dommere kan afsige juridisk uholdbare domsafgørelser, men det gør vel ikke styreformen illegitim?

”The Honduran Supreme Court of Justice … falsely accused Manuel Zelaya of attempting a referendum to extend his term in office”

Ifølge dette synes ”den dømmende magt” at have fået militæret til at smide ham ud af landet på grund af hans mulige (langsigtede?) intentioner ikke hans handlinger. For

"… this is far from what President Zelaya attempted to do … President Zelaya intended to perform a non-binding public consultation, about the conformation of an elected National Constituent Assembly. To do this, he invoked article 5 of the Honduran “Civil Participation Act” of 2006 … approved by the National Congress … not contested by the Supreme Court of Justice, when it was published in the Official Paper of 2006 … Honduran Constitution says nothing against the conformation of an elected National Constituent Assembly, with the mandate to draw up a completely new constitution, which the Honduran public would need to approve."

Ud fra det citerede, hvad mener du så med:

” … Zelaya som præsident skulle stå i spidsen for en ny forfatning … ”?

Og hvorfor skulle han ikke kunne aftræde som juridisk foreskrevet, selv om der blev valgt en sådan ” National Constituent Assembly, with the mandate to draw up a completely new constitution, which the Honduran public would need to approve ”?

I al venlighed

Heinrich R. Jørgensen

Mark Thalmay:
"Hvad mener du med udtrykket ”en illegitim styreform”?"

Det tog udgangspunkt i ét af tre mulige scenarier for hvad der er sket i Honduras, som jeg skitser i mit anden indlæg i denne tråd, nemlig

1. Højesteret har handlet og besluttet korrekt (lovligt).
2. Højesteret har gjort det modsatte.
3. Der er tale om et kup - rent og skært.

I tilfælde af mulighed 2, har statens indretning og institutioner bevidst at de bør smides på historiens mødding, eller i det mindste bør ændres markant på nogle områder. Det har jo tydeligvis ikke virker hensigtsmæssigt, uagtet hvad årsagen til dette end måtte være. Det er hvad mente med "en illegitim styreform". Dernæst spørger jeg polemisk og drilsk om, hvilken legitimitet en præsident kan have ved at præsidere for et sådant galehus? Eller mao., hvilken fornuft der ville være i et sådant arrangement?

Da Zelayas præsidentperiode løb/løber frem til januar 2010, er der næppe tid til at få bragt ordnede forhold til landet i den korte periode - uanset om det måtte dreje sig om udskiftning af inkompetente dommere, lovændringer eller noget andet.

Som skrevet tidligere, ser jeg kun én fornuftig udvej for Honduras ud af dette morads. Det er meget tænkeligt, at landet har brug for ændringer af forfatningen i den nærmeste fremtid. Det kunne befolkningen eller den lovgivende forsamling evt. tage initiativ til. Det forekommer mig ikke videre logisk, at initiativet til sådanne ændringer skulle komme fra den udøvende magt.

Mark Thalmay

Altså Heinrich,

Din mulighed nr. 2 (Højesteret har ikke handlet og besluttet korrekt (lovligt))beviser da ikke nødvendigvis
”at statens indretning og institutioner (har) bevidst, at de bør smides på historiens mødding, eller i det mindste bør ændres markant på nogle områder”,

for hvordan skulle man JURIDISK sikre, at myndighedspersoner, f. eks. Dommere, ikke misbruger deres position og begår kriminelle handlinger i deres embedsførelse?

Jura kan da ikke forhindre kriminalitet.

Tværtimod er jura kriminalitetens forudsætning.
Uden love ingen lovovertrædelser. :-)

Du kan ikke ophæve ’etik’ til ’jura’.
Mennesker (heller ikke dommere/myndighedspersoner) er ikke programmerbare maskiner (hvert fald ikke udelukkende) - beklager :-).

Du skriver:
” Da Zelayas præsidentperiode løb/løber frem til januar 2010, er der næppe tid til at få bragt ordnede forhold til landet i den korte periode – ”

Nej da - men en sådan proces kunne initieres.

Dernæst skriver du:
”tænkeligt, at landet har brug for ændringer af forfatningen i den nærmeste fremtid. Det kunne befolkningen eller den lovgivende forsamling evt. tage initiativ til. Det forekommer mig ikke videre logisk, at initiativet til sådanne ændringer skulle komme fra den udøvende magt.”

Kunne du forklare det logiske i, at du ikke finder det videre logisk, at den UDØVENDE magt tager et sådant INITIATIV?

To citater fra dagens artikel (Honduras: Myndighederne strammer grebet. http://www.information.dk/196545 ):

”Ganske ironisk er Ombudsmandens forslag til en løsning på konflikten, at der afholdes en folkeafstemning om præsident Zelayas tilbagevenden. Det var netop Zelayas insisteren på, at spørge borgerne til råds, der udløste statskuppet og den aktuelle krise.”
Og:
”De sidste ord, som præsident Zelaya sagde til det det offentlige Honduras inden kuppet, var,
”at selv om jeg træder tilbage fra magten som planlagt til januar næste år, så forbliver forandringerne for altid.”

Med venlig hilsen

Heinrich R. Jørgensen

Mark Thalmay:
"for hvordan skulle man JURIDISK sikre, at myndighedspersoner, f. eks. Dommere, ikke misbruger deres position og begår kriminelle handlinger i deres embedsførelse?"

Den eneste mulighed er vel at lade dommerkolleger og topjurister kigge dem over skulderen, og så iøvrigt indføre nogle procedurer dommerne og domstolene skal følge, så det er muligt at forstå hvordan dommerne når til deres konklusioner. F.eks. at alle domme skal begrundes skriftligt.

Mark Thalmay:
"Kunne du forklare det logiske i, at du ikke finder det videre logisk, at den UDØVENDE magt tager et sådant INITIATIV?"

Logikken består i, at den udøvende magts opgave er at lede landet, iht. landets love, mens rollen som lovgiver tilfalder en anden magt. Der kan være mange praktiske grunde til at en nation tillader regeringen initiativret til at få vedtaget nye love, bl.a. fordi mange administrative handlinger kan forudsætte, at der forudgående træffes beslutning herom ved lov. Udover sådanne love, ser jeg egentligt ikke nogen grund til, at en udøvende magt kan have nogen relevant interesse i at få ændret landets øvrige love. Hvorfor skulle lovinitiativer ikke fremsættes af den lovgivende magt, eller for den sags skyld, af landets menige borgere, der han en relevant rolle ifht. til at ønske ændringer af lovgivningen?

Jeg kan ikke læser den artikel du linker til (endnu). Pga. sommerferie udenfor landets grænser, langt fra noget postbud, har jeg sat mit abonnement på standby i disse uger, og er således beskåret fra at kunne læse nogle af de nye tråde.

Mark Thalmay

Heinrich,

prøv at sidestille din bemærkning:

”Hvorfor skulle lovinitiativer ikke fremsættes … af landets menige borgere, der han en relevant rolle ifht. Til at ønske ændringer af lovgivningen?”

med mit ovenstående citat fra Jesper Løvenbalk Hansen artikel:

”Det var netop Zelayas insisteren på, at spørge borgerne til råds, der udløste statskuppet og den aktuelle krise.”

Hvis man er interesseret i den dramatiske udvikling i Honduras, der ser ud til at skulle kulminere i dag, søndag, er en god portal til begivenhederne i Honduras:
http://www.narconews.com/

Se især artiklen: Honduras Coup Chooses Path of Rogue Narco State. About to Lose 65 Percent of its Annual Budget from International Sanctions, the Coup Looks to Terrorism and Narco-Trafficking Networks to Fund It :
http://narcosphere.narconews.com/thefield/honduras-coup-chooses-path-rog...

Med venlig hilsen

Heinrich R. Jørgensen

Mark Thalmay:
"prøv at sidestille [....]"

Principielt ser jeg INGEN grunde til at nogen regering i noget skal kunne fremsætte ændringsforslag til landets forfatning. Hvilken retlig interesse kan en regering have i et sådant forehavende?

Til gengæld, hvis nogen regering måtte mene, der er gode grunde til at ønske sådanne ændringer, må det formodes, at et tilsvarende ønske findes hos dele af befolkningen, og blandt politikere i landets lovgivende forsamling(er). Så hvorfor fremsætter nogle af disse ikke et forslag til at igangsætte ændringer af landets forfatning, på egne vegne?

Zelayas forslag om at nedsætte en kommission til ændring af landets forfatning, lyder umiddelbart ganske fornuftigt og harmløst. Landets højesteret påstår dog (så vidt jeg har forstået), at det var ulovligt at udskrive en sådan afstemning, da præsidenten ikke havde hjemmel til dette. Et flertal af landets kongres ligeså. Disse frygter tilmed, at Zelayas intention med en sådan kommission, var at bane muligheden for at kunne tillade præsidenter flere valgperioder, og på sigt måske mulighed for at gøre ham selv til livstidspræsident, således som det er sket i flere andre sydamerikanske lande, der opfattes som demokratiske.

Om disse har ret, kan jeg ikke vurdere. Ligeså kan jeg ikke vurdere, om f.eks. Alberto Vallente Thorensen har ret i, at Zelays krav om en folkeafstemning var hjemlet.

Ombudsmandens forslag om at holde en afstemning om Zelayas tilbagevenden lyder ganske fornuftig. Spørgsmålet er blot, om der er hjemmel til en sådan pragmatisk tilgang...

Umiddelbart antager jeg, at sandhedsværdien af de udsagn parterne fremsætter, har samme troværdighed som mellem parter der er i krig med hinanden. Nemlig, at alt der siges overvejende er propaganda og vildledninger, og primær har fokus på at skabe sympati for én selv og afsky for modparten.

Steen Rasmussen

Alvaro Uribe, præsident i Colombia, som netop har indgået aftale med USA om at lade amerikanerne oprette 6 militærbaser i landet, lægger nu op til at ændre forfatningen, således at han kan genvælges for en tredie runde. http://www.elpais.com/articulo/internacional/senado/colombiano/aprueba/r...

USA´s militære tilstedeværelse i Latinamerika har spittet hele kontinentet. Og der er ingen tvivl om, at USA under Obama nu igen er begyndt aktivt at orientere sig mod, hvordan man skal sikre sin indflydelse og interesser i kontinentet, bl.a. ved at forhindre de venstreorienterede regimer i at få for meget magt.

Honduras ambassader er blevet nedlagt i Argentina og på Costa Rica, pudsigt nok samtidigt med at Obama ikke længere støtter Manual Zelayas tilbagevenden til magten i Honduras, hvilket er sigende for den amerikanske splittelse.

Fronterne trækkes op igen, fuldstændigt som de blev under den kolde krig. USA støtter militærkup, når det er til USA´s fordel, f.eks. i Honduras, hvor den sidende præsidents forbrydelse bestod i at være venstreorineteret. Og her på avisen diskuterer man om kuppet var legitimt.

Mon Ínformation og USA vil være lige så kritisk over for Uribe i Columbia, nu hvor han tilsyneladende får held med at ændre på forfatningen for at forlænge sit eget mandat. Hvis ikke avisen vil stå med bukserne nede, afsløret som hykler til op over ørerne, så må man nok hellere begynde at fordømme Uribe på samme måde som man tilsyneladende var parat til at prøve på at legitimere kuppet mod præsidenten i Honduras, med udgangspunktet i at han ville ændre forfatningen, for at få en periode mere!