Nyhed
Læsetid: 9 min.

Hvem bestemmer i Ghana?

Verdensbanken beslutter i dag, om Ghana skal have et nødlån på 300 millioner dollar. Information har i dagene op til beslutningen fulgt det politiske spil i kulisserne, og rapporterer her fra det vestafrikanske land, hvor statsbudgettet er ved at segne, og en direktør fra Verdensbanken fungerer som præsident nummer to
Ghanas præsident John Atta Mills, der i januar 2009 blev valgt på en snæver margen under parolen 'I believe in Ghana' må nu overgive betydelig magt til Verdensbanken til gengæld for et nødlån.

Ghanas præsident John Atta Mills, der i januar 2009 blev valgt på en snæver margen under parolen 'I believe in Ghana' må nu overgive betydelig magt til Verdensbanken til gengæld for et nødlån.

Udland
30. juni 2009

»Betingelserne for lånet er uværdige!« Ghana har i hundredvis af små fm-radiostationer og i den største af dem, Joy FM, tordner værten: »Hvem bestemmer egentlig i dette land? Præsident Mills eller Verdensbanken? For mig ser det ud til, at vi har en parallelregering, der hedder Verdensbanken med en præsident nummer to, der hedder Ishac Diwan.«

Et afgrundsdybt budgetunderskud har tvunget Ghana til akut at ansøge Verdensbanken om et lån på 300 millioner dollar, og torsdag eftermiddag i Parlamentets Sir Charles Emmanuel Quist Room sidder finansudvalget nu over for en af bankens topfolk, landedirektør for Ghana Ishac Diwan, for at diskutere lånebetingelser.

»Vi kræver omfattende reformer til gengæld,« siger Diwan. Ghana skal indføre ansættelsesstop i staten, allerede næste år spare hele tre procent på budgettet, udnævne en minister for reformer af den offentlige sektor og splitte landets energiagentur i to. Tager Ghana initiativ til disse ændringer, kan pengene uden problemer blive skudt direkte ind i Ghanas hårdt trængte økonomi. Det kræver bare et ja fra bestyrelsen i Washington, og så står de første 150 millioner på statens konto få dage efter.

Olien kommer

Udenfor i Accras varme, fugtige gader fylder det meget, at Ghana har fundet olie. Radio og tv fortæller, at man måske allerede kan starte med at bore om to år, og avisernes ledere mener, at de millioner dollar, der følger med, kan hive Ghana op af lommen på Verdensbanken og ud af den økonomiske krise.

Som mange af verdens andre udviklingsøkonomier er Ghana nemlig hårdt ramt af krisen i den internationale økonomi. Ghanesere i udlandet mister deres job og er fra den ene dag til den anden stoppet med at sende millioner af dollar hjem. Flere rige lande skærer i deres udviklingsbistand, hvilket kan mærkes i et budget, hvor mere end 30 procent stammer fra udviklingsbistand.

Situationen bekymrer Franklin Cudjoe, der er økonom og direktør for Ghanas mest anerkendte tænketank, Imani Ghana. Det faldende indtægtsgrundlag tvinger Ghanas regering til at låne penge, og som situationen er lige nu i den internationale finansverden, hvor alle får nej til lån i de vestlige banker, er regeringen tvunget til at låne i de ghanesiske banker. Her er der penge at låne, men det starter en ond cirkel. Renten bliver hævet - lige nu koster et almindeligt lån mere end 40 procent - og erhvervslivet får oftere nej fra bankerne, der foretrækker at låne ud til regeringen. Det er sikrere i risikofyldte tider. Virksomheder drejer så i stor stil nøglen om, statens indtægter falder igen, og regeringen skal ud og låne flere penge. Derfor er der store forventninger til oliefundet i Ghana, siger Cudjoe.

Andre er mere afdæmpede. I British Councils store hvide kolonibygning arrangerer Verdensbanken et foredrag med den tidligere professor i økonomi på University of Chicago, Arnold Harberger, der gennem 30 år har rådgivet den amerikanske pendant til DANIDA, USAID.

Han er bange for, at olien giver Ghana hollandsk syge. Altså fjerner et hvert incitament til at starte sunde ikke-olie relaterede forretninger - sådan som olien har gjort i Nigeria længere mod syd og for den sags skyld i alle Mellemøstens olieproducerende lande.

»Det bedste for Ghana er helt at lade være med at bruge pengene og i stedet gøre som Norge og Alaska og investere dem i udlandet. Så kan I over mange år hente dem hjem til rentable projekter,« siger Harberger til det ghanesiske publikum, der ser på professoren, som har han slået dem uden grund.

Uro under overfladen

I Sir Charles Emmanuel Quist Room summer det af uro. Finansudvalgets medlemmer har svært ved at tale om lånebetingelserne uden at blive højrøstede. Verdensbanken sætter dem på plads, den ene mobiltelefon efter den anden ringer, og folk går ind og ud.

Mest uro er der dog omkring ham, der ikke er der. Finansminister Kwabena Dufour.

På overfladen ser mødet måske ud som business as usual . Det er det bare ikke, det er en mindre politisk revolution. Tidligere ville Ishac Diwan og hans folk fra Verdensbanken bare aftale vilkårene for et nyt lån med præsidenten og hans nærmeste ministre, men under den sidste valgkamp lovede den nye præsident John Atta Mills vælgerne, at han i embedet vil satse på mest mulig åbenhed.

I det øjeblik Mills var valgt, greb Ishac Diwan ham på ordet og inviterede de almindelige parlamentsmedlemmer med til det bord, hvor betingelserne for lånet bliver lagt frem.

Det kan hverken præsidenten eller finansministeren sige noget til. Ikke nu, blot et par måneder efter en valgkamp, som de vandt på et løfte om mere åbenhed. Men finansministeren kan vise sin modvilje ved sit fravær, og det lykkes godt. Hans tomme stol skriger af modvilje.

Parlamentsmedlemmerne er derimod godt tilfredse. Ikke med de stramme lånebetingelser men med, at den lovgivende forsamling endelig får noget at skulle have sagt. Et medlem kalder mødet for en milepæl i ghanesisk politik, og Ishac Diwan bliver i korridorerne bagefter kaldt modig.

Et af Verdensbankens mest ukrænkelige grundprincipper er nemlig, at banken altid skal søge det bedst mulige forhold til den siddende regeringen, og det princip sætter Diwan nu i spil ved at insistere på at tage præsidentens valgkamp alvorligt.

Obama kommer

Lige uden for parlamentet og lidt længere nede af gaden hænger der et stort banner: 'Obama we love you and we welcome you'. Han kunne have valgt mere oplagte lande som Sydafrika, Nigeria eller Kenya, hvor hans far stammer fra, men USA's nye præsident Barack Obama har valgt at besøge Ghana som det første afrikanske land den 10. juli. Det fylder landet med stolthed. Obama-bannerne hænger overalt, og på Independence Square, kun få hundrede meter fra det gamle danske slavefort Christiansborg, er forberedelserne i fuld gang til Obamas tale og til folkefesten bagefter.

Hvorfor lige Ghana? Bagerst i Accras ølhaver mumler enkelte, at oliefundet nok ikke er uden betydning for besøget. De fleste siger dog, som professor i politologi på Ghana Institute of Management and Public Administration, Paul Buatsi, at det er Ghanas flotte økonomiske og politiske udvikling, den amerikanske præsident vil anerkende med sit besøg.

Det sidste præsidentvalg i Ghana var så tæt, at det til sammenligning fik Bushs sejr over Gore til at ligne et jordskredsvalg. Mange andre steder i Vestafrika ville uro og spekulationer om valgsvindel uden tvivl have fulgt, men her gik taberen, Nana Akufo-Addo, i fred og ro ud på tv og anerkendte sit nederlag. Politisk stabilitet var det vigtigste, sagde han. På den økonomiske front har Ghana også haft vind i sejlene. Helt frem til finanskrisen er landets BNP fem succesfulde år i træk vokset med mere end seks-syv procent, og landet kommer også på ret køl igen, lyder det fra vicedirektøren for Ghanas Børs, Ekow Afedzie. Han ser optimistisk ud over de topmoderne børsfaciliteter, som Verdensbanken har finansieret:

»Vores aktier steg med 58 procent sidste år. Det er finansverdenens bedst bevarede hemmelighed, men når det først går op for de udenlandske investorer, så vil pengene strømme ind igen«.

Ude i horisonten sejler skibene også ufortrødent videre ud af havnen, som, ja, Verdensbanken, har moderniseret og gjort til den næststørste i regionen efter den i Lagos. Det er eksporten af guld og kakao, som den økonomiske krise ikke kan knække. For som direktøren for Ghanas Eksportråd, Edward Boateng, siger med et smil: Folk køber guld, når aktiemarkedet braser sammen, og mere chokolade, når de bliver deprimerede.

Denne torsdag, helt tidligt om morgenen, bevæger en karavane af sorte firhjulstrækkere og limousiner med tonede ruder og små landeflag på køleren sig gennem den fashionable Accra-bydel North Ridge op ad Dr. Isert Road til Verdensbankens hovedkvarter. Byens mange internationale diplomater vil gerne tale alvor med bankens direktør Ishac Diwan. Han er halvt canadisk og halvt libanesisk og i begge lande en kontroversiel figur. Og hans entre i det ghanesiske samfund har heller ikke været synderlig populær. Som en af Ghanas førende filminstruktører siger: »Vi savner Mats,« med henvisning til Verdensbankens tidligere direktør i Ghana, svenske Mats Karlsson. »Og det er ikke kun, fordi hans kone var skøn, men også fordi han var mere rund end Ishac. Med Mats fik vi i det mindste indtrykket af, at vi også havde noget at skulle have sagt - selv om det nok ikke var tilfældet«.

Nu har Diwan også sat sindene i kog blandt de udenlandske diplomater. For at gøre det muligt at stille Ghana det akutte nødlån i udsigt, har han nemlig på egen hånd trukket Verdensbanken ud af det internationale Multi-Donor Budget Support-program (MDBS). Den største kanal for direkte økonomisk budgetstøtte til Ghana, som Verdensbanken hidtil har deltaget i sammen med en række vestlige lande. Det har fået Verdensbankens egne medlemslande - hvoraf flere også deltager i MDBS - til at aktivere deres topdiplomater og sende dem af sted for at spørge Ishac Diwan om to ting: Hvad foregår der? Og vil du være så venlig at forklare det, inden du senere på dagen tager i parlamentet, og live i radioen binder os til en aftale, der trækker tæppet væk under MDBS-programmet i Ghana?

Kompromisset

Et af principperne bag MDBS er, at for mange kokke fordærver maden. Et princip, der stammer fra Paris-Erklæringen, en slags guide for international udviklingsbistand, som de fleste donorlande, blandt andet Danmark, har underskrevet. Med Verdensbanken ude af MDBS-programmet, skal Ghana nu leve op til flere sæt af krav om politiske reformer. Et sæt krav, der følger med det, som er tilbage af MDBS. Et andet sæt, der følger Verdensbankens nye lån. Og som om det ikke skulle være nok, følger et tredje sæt af krav, når Den Internationale Valutafond formentlig snart udsteder yderligere et nødlån til Ghana.

De internationale diplomater opfatter det som en torn i øjet, at Ishac Diwan bare er trådt ud af MDBS-programmet. For det er dem, der på hjemmefronten skal forklare, hvorfor de som bidragydere til Verdensbanken er med til at finansiere bruddet på Paris-Erklæringen. Det helt absurde er jo også, siger en topdiplomat, at »vi, medlemslandene, er banken. Det er os, der finansierer dens budget. Uden vores penge ingen Verdensbank.«

Samme budskab har diplomaterne også med til Diwan denne torsdag morgen. Han forklarer omvendt, at han af tekniske grunde har været nødt til at trække banken ud af det fælles budgetstøtteprogram for overhovedet at stable lånet på 300 millioner dollar på benene. Det lader sig ikke gøre inden for MDBS-programmet, og Ghanas økonomi risikerer at synke sammen uden pengene. Stemningen i rummet er dårlig. Ikke højrøstet, det er den aldrig i diplomatiske kredse, men sammenbidt og spids. På den ene side skal diplomaterne markere utilfredshed, og at nok snart er nok. På den anden side ved alle omkring bordet, at Verdensbanken i udviklingssammenhænge er en institution af en størrelse og karakter, der ikke findes noget alternativ til. Kompromisset bliver, at Ishac Diwan garanterer, at Verdensbanken vender tilbage til MDBS igen i 2010. Mod at medlemslandene indstiller til deres regeringer, at de - på trods af det politiske ansigtstab, der venter derhjemme - stemmer for det akutte nødlån på Verdensbankens bestyrelsesmøde i Washington i dag den 30. juni.

Bagerst i mødelokalet sidder Finansminister Kwabena Dufour. Han siger ikke noget, eller også har han bare ikke noget at skulle have sagt.

Informations rejse til Ghana var delvis finansieret af Verdensbanken. Reportagen er skrevet på baggrund af samtaler med internationale diplomater i Ghana samt politikere, forskere, erhvervsfolk, journalister og folk fra kulturlivet i Accra. Nogle har af hensyn til bl.a. deres arbejde ønsket at være anonyme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Christensen

Hvad mener Kåre P egentlig selv ? hele artiklen virker ret kritisk over for Verdensbanken, men deres krav er da ikke urimelige, da slet ikke taget i betragtning at Ghana er helt ualmindelig korrupt ?

Niels Mosbak

Niels Christensen

I denne verden starter korruption lige syd for Ejderen.

Karen Helveg

God artikel om noget man ellers ikke ville høre om. Et tema er Paris-erklæringens sammenbrud i donoryndlingslandet Ghana. Når et vigtigt princip er harmonisering af udviklingshjælp, må man naturligvis blive mistænksom. Som altid skjuler banaliteter og selvindlysende rigtige udsagn et hemmeligt tyranni. Kan harmonisering virkelig være et mål i sig selv? Selvfølgelig ikke. Lidt kreativ variation kunne lige så godt være ønskemålet. Under alle omstændigheder står donorer i et dilemma: på den ene side vil de give budgetstøtte, på den anden side må landene endelig ikke være korrupte. Men det er nu engang noget sværere at sikre sig imod korruption, når man hælder penge ned i en kasse og så en statskasse oven i købet, end når man designer pæne projekter, hvor man overvåger fremdriften og sørger for, at der kommer noget konkret ud af det.
Og donorernes kontrol med budgetudførsel er vist ikke så stor i Ghana, som den f.eks. er i de fransktalende lande, der har helt andre systemer end de anglofone. I de frankofone sidder pengene meget bedre fast i statskassen, og deres flow er nemmere at kontrollere. Men hu-hej, Paris-erklæringen gik som sædvanlig ud fra det den skulle bevise: at det var vældig godt at stå sammen osv, og at det kun drejede sig om at måle på resultater. Men ingen resultater, før man ved, om der er noget at få resultater fra, altså hvordan har pengene opført sig. Donor-sammenholdet har nu også ofte været en tvivlsom affære, baseret på indikatorer man kunne blive enige om i konference-og mødelokalerne, men helst ikke skulle tjekke for meget i felten. Derfor ser vi nu, at en del afrikanske lande, der skulle være på vej frem iflg. donorernes selvforståelse, pludselig krakker for all to see. Men måske var fremgangsmåden bygget på en overfladisk perception. Og den evindelige forestilling om de små fremskridt (og umuligheden af kriser).
--En anden observation: enhver forestilling om Washington konsensus-politikkens død må endelig opgives. I Ghana skal der spares og afskediges og privatiseres. Det er kuren til gengæld for de 300 millioner dollars fra Verdensbanken. Ikke noget med forbrugskrisepakker her.