Læsetid: 4 min.

Iraks regering beskyldes for at sælge ud af olierigdommene

Det irakiske olieministerium vil indgå servicekontrakter med udenlandske olieselskaber ' det sker for at udbygge produktionen og øge olieindtægterne, men planen møder intens modstand
Irak vil indgå kontrakter med verdens største olie-virksomheder om at udvikle seks af Iraks største oliefelter over de næste 20-25 år.

Irak vil indgå kontrakter med verdens største olie-virksomheder om at udvikle seks af Iraks største oliefelter over de næste 20-25 år.

Kamal Akrayi

20. juni 2009

BAGDAD ' Rasende protester truer med at undergrave den irakiske regerings kontroversielle plan om at give internationale olieselskaber aktieposter i Iraks gigantiske oliefelter i et desperat forsøg på at forøge sin faldende olieproduktion og indtægter.

Den 29. og 30. juni vil Iraks olieminister, Hussain Shahristani, indgå servicekontrakter med verdens største olievirksomheder om at udvikle seks af Iraks største oliefelter over de næste 20-25 år.

Ledende kræfter i Iraks egen olieindustri har taget afstand fra aftalen. Fayad al-Nema, direktør i South Oil Company, som hører under olieministeriet og producerer størstedelen af Iraks råolie, udtalte forrige weekend:

»Med disse servicekontrakter vil Iraks økonomi og uafhængighed blive lagt i lænker for de næste 20 år. De formøbler Iraks indtægter.«

Nema skal siden være blevet afskediget som følge af sin modstand mod kontraktplanerne, som ifølge ham selv deles af mange andre embedsmænd i Iraks statsejede olieindustri.

Regeringen fastholder, at den ikke har til hensigt at kompromittere sit ejerskab af Iraks oliereserver ' de er med anslået 115 milliarder tønder de tredjestørste i hele verden og har altafgørende betydning, hvis nationen skal bringes på fode igen efter 30 års krige, sanktioner og besættelse. > > > >

Men faldet i olieprisen i løbet af det seneste år har stillet regeringen over for en truende finanskrise. 80 procent af indtægterne går til at betale for lønninger, fødevare- rationer og andre faste omkostninger, og meget lidt bliver tilovers til genopbygning.

Udviklingen af Iraks oliereserver har stor betydning for verdens energiforsyning i det 21. århundrede, og de internationale olieselskaber er desperate for at få en bid af kagen.

»Alle ønsker at være i Irak,« siger Ruba Husari, ekspert i irakisk olie. »Ved siden af Iran er dette det eneste olieområde med et stort potentiale. Det åbner store perspektiver for olieselskaberne, da ingen kender størrelsen af Iraks reserver.«

Imod vestlig kontrol

Men irakerne er på vagt over for at inddrage udenlandske olieselskaber i etableringen af en olieproduktion i de gigantiske felter. De har en mistanke om, at den amerikanskledede invasion i 2003 i sidste ende havde til hensigt at sikre vestlig kontrol over deres olie. Nationaliseringen af den irakiske olieindustri, som Saddam Hussein gennemførte helt tilbage i 1972, er stadig populær, og modstanden mod servicekontrakterne er blevet kraftigere i løbet af denne uge.

Parlamentet har krævet, at udbudsrunden udskydes, og en gruppe parlamentsmedlemmer har indstævnet Shahristani for at udspørge ham om servicekontrakterne og det fald, der er sket i Iraks olieproduktion og -eksport. Jabir Khalifa Kabir, der er formand for parlamentets olie- og gasudvalg, advarer om, at de påtænkte kontrakter vil »binde regeringen til komplekse kontraktvilkår« og bremse South Oil Companys egne planer om at øge produktionen.

Kontrakterne tegner ellers ikke til at blive videre favorable for de internationale olieselskaber. Olieselskaberne vil først få udbetalt deres honorar, når de har dels genetableret, dels forøget olieproduktionen. De vil imidlertid få udvidet kontrol, når der kommer nye udbudsrunder om de oliefelter, som er blevet opdaget, men endnu ikke udviklet. Hvortil igen kommer spørgsmålet om prøveboringer og udnyttelse af de endnu uopdagede oliereserver.

Elendig ledelse

Kritikere af aftalen i parlamentet siger, at Irak allerede har investeret otte mia. dollar i at udvikle sine superfelter. Men Shahristani behøver 50 mia. dollar over de næste fem-seks år for at hæve den nuværende produktion fra 2,5 millioner tønder råolie om dagen og har indset, at penge og ekspertise kun kan komme fra udlandet.

Som en stor del af det øvrige statsapparat fungerer olieministeriet dårligt, når det gælder langsigtede projekter. Shahristani får skylden for den elendige ledelse, men pointerer, at da han overtog ministeriet i 2006, var han oppe imod guerillaangreb, som sprængte en rørledning i luften om dagen.

Dette kan forklare Shahristanis problemer i det nordlige Irak, hvor det sunniarabiske oprør i 2003-08 var markant, men ikke længere sydpå, hvor den shiamuslimske befolkningsgruppe er dominerende, og der ikke var nogen opstand.

Jabbar al-Luaibi, den tidligere leder af South Oil Company, der har kæmpet for at fastholde en stabil olieproduktionen, har været hård i sin kritik af olieministeriet:

»Det er som at køre bil uden visere på instrumentbrættet,« sagde han og tilføjede, at hvis det fortsætter sådan, »kan det ende med, at vi bliver nødt til at importere råolie«.

Købte sig til popularitet

Iraks regering har begået yderligere to fejl, som det nu må bøde for. Den gik optimistisk ud fra, at olieprisen ville holde sig på det høje niveau på omkring 400 dollar pr. tønde. I stedet for at investere de ekstra indtægter i ekstern ekspertise og udstyr til at øge produktionen i oliefelterne brugte man pengene på at hæve lønningerne for offentligt ansatte og ansætte flere af dem.

Nok styrkede dette premierminister Nouri al-Malikis popularitet ved provinsvalgene i januar, men det efterlod regeringen med mangel på penge, da oliepriserne kollapsede. Priserne er steget siden, men ikke nær nok til at løse regeringens problemer.

I juni 2008 var Iraks olieindustri tilsyneladende klar til at modtage udenlandsk hjælp, da der blev indgået toårige tekniske støttekontrakter med flere olieselskaber. Den overordnede kontrol skulle dog forblive på irakiske hænder. Men i sidste øjeblik blev kontrakterne annulleret, selv om de blev støttet af Shahristani og Iraks regering.

Sandsynligvis hænger det sammen med, at olieministeriet siden 2003 har været kontrolleret af Fadhila, et shiamuslimsk parti med en stærk base i Basra, og skønt det førhen var del af regeringen, har det aldrig fuldt ud accepteret Shahristani som minister.

De Fadhila-medlemmer, som saboterede planen om at hverve udenlandsk ekspertise, da pengene var til rådighed til at købe den sidste år, går nu ikke af vejen for at kritisere regeringen for nu at være tvunget til at indgå kontrakter på ringere vilkår.

Mange irakere vil blive vrede over at se deres historiske oliefelter bliver delvist drevet af udenlandske selskaber. Men regeringen mener ikke, at den har noget valg.

© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu