På ti år er verdens militærudgifter steget med 45 pct. og udgør nu 1464 mia. dollar, anslår det svenske fredsforskningsinstitut SIPRI i sin årlige opgørelse over oprustning, nedrustning og international sikkerhed.
I forhold til 2007 er våbenbudgetterne steget 4 pct., og det er paradoksalt, eftersom militære ledere og terrorforskere de sidste år er blevet enige om, at krigen mod terror ikke kan vindes ved våben alene.
"Ideen om 'krigen mod terror' har fået mange lande til at se deres problemer i et meget militært perspektiv, og de bruger den til at retfærdiggøre deres store militære udskrivninger," siger seniorforsker Sam Perlo-Freeman, der er chef for SIPRI's afdeling for militære udgifter.
Krigene i Irak og Afghanistan har alene kostet USA 903 mia. dollar. I alt står USA for 58 pct. af verdens samlede vækst i militæromkostninger over de sidste ti år. De væbnede styrkers budget er steget med 219 mia. dollar i 2005-priser og udgør nu 607 mia. dollar om året. Dermed er USA's militærudgifter under tidligere præsident George Bush steget til det højeste niveau siden Anden Verdenskrig.
Også Kina og Rusland har nær ved tredoblet deres militærbudget siden 1999 med henholdsvis 42 mia. dollar og 24 mia. dollar. Tallene er dog kun anslået af SIPRI, da begge lande betragter de væbnede styrkes udgifter som statshemmeligheder.
En række regionale magter som Brasilien, Indien, Sydkorea, Israel, Iran og Algeriet har også bidraget væsentligt til den samlede vækst.
Danmark skiller sig ud
Den store undtagelse er Vest- og Centraleuropa, hvor kun Storbritannien har haft stærkt stigende militærudgifter. Men der er stor forskel landene imellem. Mens Sverige sidste år skar forsvarsbudgettet med 6,6 pct. sidste år, forhandler partierne bag forsvarsforliget i Danmark i disse dage om at tilføre forsvaret op til flere milliarder kroner ekstra i både engangsbeløb og faste bevillinger.
Det siger vel sig selv, at man ikke kan føre krig på den anden side af jorden, uden at det koster flere penge.
Overskriften er sand på flere måder.
Den 10. september 2001, forholdt Donald Rumsfelt sig offentligt til, at Pentagen ikke kunne gøre rede for anslåede 2.300 mia USD. Altså et beløb svarende til næsten 4 gange USA's nuværende militærbudget, som er langt højere nu end i 2001.
Dagen efter var "krigen mod terror" en realitet. En retfærdiggørelse af militærudgifter for trilliarder af USD.
Nu er militæret jo ikke en købmandsbutik, hvor man til enhver tid løbende kan tage de mest rentable økonomiske beslutninger.
Hastighed og højt beredskab koster kassen.
Før I går helt amok, så undersøg hvor store de globale militære omkostninger er i forhold til GDP. Så er der blot tale om at en fast procentdel af GDP går til forsvar, og overskriften bliver lidt mere skinger.
I forhold til den kolde krige er USAs forsvarsbudget i procent af GDP jo meget mindre i dag end før.
Jeg medgiver at tendensen er opadgående for USAs vedkommende. Men om det er alarmerende eller ej, kan være svært at sige.
Med venlig hilsen
Lennart
Aktiv neo-kolonialistisk angrebskrigsførelse i fjerne områder (den forbrydelse som p.t. dækkes ind under den falske betegnelse "oprørsbekæmpelse") koster klart mere end et forsvarsberedskab.
Derfor den slående forskel i militærudgifter mellem DK og Sverige.
Dansk politik er ikke bare en forbrydelse. Den er direkte dum.
Den slående forskel mellem Sverige og Danmark er, er at vi er i krig, og svenskerne bruger flere penge på militæret.
Sikkerhedspolitisk set er den nuværende danske politik den, der absolut giver mest mulig sikkerhed for kronerne.
Det er dumt at begå forbrydelser, f. eks. angrebskrig. Især for et lille land. For det fører ikke til noget godt i længden (og ja forresten, det er moralsk forkert... mildest talt).
Det er dumt at ignorere sin nærmeste nabos solide eksempel.
Dumt ejheller at samarbejde med naboerne to huse længere nede ad gaden i EU.
Dumt at basere sin forestilling on sikkerhed på at please og enormt ivrigt at støtte en fjern, militaristisk stormagt i dens endnu fjernere kolonikrige.
F. eks. fordi denne stormagt vakler alvorligt.
Simpelthen dumt, Michelsen, OG kriminelt.
Bare for perspektivets skyld: Verdensbanken anslår at opfyldelsen af FNs Millenium-mål vil koste mellem 30 og 60 milliarder dollars ekstra i bistand om året. Eller sagt på en anden måde, hvis verden havde valgt at fastholde forsvarsbudgetterne på niveauet for 2007, og istedet bruge de 4pct stigning på bistand, så ville målene være på rette vej.
Er der nogen der tør vædde på hvad der ville give mest sikkerhed, på både kort og lang sigt?
Frej Klem Thomsen
Der er intet " perspektiv" -som du ellers hævder - i de tal, du henviser til. Sammenligningen er meningsløs.
Både UNDP og Verdensbanken lever jo netop af at fastholde flest mulige nationer på passiv bistand.
De har ingen interesse i at hjælpe de lande, som bistanden er rettet i mod til at blive reelt selvforsørgende.
Tja, enhver sikkerhedspolitisk novice ved jo, at det er langt bedre for en småstat at alliere sig md en fjern supermagt, der ikke blander sig i hverdagen end med den store nabo, der selvfølglig har andre krav og forventninger, men det kræver selvfølglig, at man har læst andet end Anders And for at gennemskue det.
Iøvrigt er USA's magt usvækket i forhold til de andre bejlere til verdensherredømmet.