Læsetid: 3 min.

Kritik af tysk enegang i redning af GM Europe

Angela Merkels tyske regering reddede næsten samtlige 25.000 arbejdspladser på Opel-fabrikkerne. I stedet må andre EU-lande holde for med fyringer i bilindustrien. Og de nye ejere af GM Europe ... ja, de hedder Obama og Putin
Carl-Peter Forster, chef for GM Europe, ankommer til møde i Berlin. Mod en lånegaranti lykkedes det den tyske regering at redde næsten samtlige 25.000 tyske arbejdspladser.

Carl-Peter Forster, chef for GM Europe, ankommer til møde i Berlin. Mod en lånegaranti lykkedes det den tyske regering at redde næsten samtlige 25.000 tyske arbejdspladser.

HANNIBAL HANSCHKE

3. juni 2009

BOSTON - Den tyske regerings forhandlere blev ikke begejstrede, da de i sidste uge opdagede, at det amerikanske finansministerium kun havde sendt en lavtstående delegation til Berlin for at drøfte bilkoncernen GM Europe's fremtid.

Det illustrerede tydeligt, at Obama-regeringen ikke prioriterer General Motors datterselskabs overlevelse i Europa særligt højt. 50.000 arbejdspladser stod på spil i Tyskland, Spanien, Storbritannien, Belgien, Polen og Ungarn. Deadline var sidste weekend. Og mandag begærede General Motors konkurs ved en domstol i USA.

Hele GM Europe ville være blevet revet med i faldet, dersom det ikke ville lykkes at få en ny finansiering og et nyt ejerskab på plads forinden. I modsætning til i USA findes der inden for EU ingen ensartet juridisk procedure for at afbetale kreditorer og få omstruktureret og slanket et selskab, som er gået i betalingsstandsning.

I Tyskland er der f.eks. ingen sikkerhed for at slippe helskindet igennem en bankerot, hvorimod sandsynligheden er væsentligt højere i USA. Hvordan en konkurs ville være blevet håndteret i seks forskellige EU-lande, står hen i det uvisse.

Stakket frist

De tyske forhandlere havde altså en stakket frist til at redde de 25.000 job på fire Opel-fabrikker. Oprindeligt havde General Motors' ledelse i USA krævet nedlæggelse af to fabrikker i Tyskland - en politisk bombe under kansler Angela Merkels koalitionsregering, som især socialdemokraterne ikke ville kunne leve med kort før valget til Forbundsdagen i slutningen af september.

Fredag morgen lå en løsning på forhandlingsbordet. Mod at yde en lånegaranti på 3 mia. euro og et nødlån på 1,5 mia. euro fik Merkel-regeringen afgørende indflydelse på valget af GM Europe's nye ejere. Hverken den britiske eller andre europæiske regeringer deltog. De ønskede ikke eller kunne ikke hoste op med lånekapital til at redde GM Europe fra betalingsstandsning og risikerer nu, at de nye ejere vil lukke fabrikker i deres lande frem for i Tyskland.

Hvis EU-solidaritet nogensinde har eksisteret, gik den fløjten i denne sag. Financial Times' tyskfødte Europa-kommentator Wolfgang Münchau udtrykte mandag forargelse over EU's passive holdning.

"Kommissionen skulle have erklæret redningen af Opel i strid med EU's forbud mod statsstøtte især på et tidspunkt, hvor bilindustrien lider af overkapacitet," skrev han.

I Europa findes der således en overkapacitet svarende til 2,5 mio. biler. I USA er efterspørgslen på biler faldet fra 16 til 9 mio. biler om året. Lukningen af 14 GM-fabrikker og nedlæggelsenaf 21.000 arbejdspladser vil efter planen bringe den samlede produktion af amerikanske biler (GM, Ford og Chrysler) ned på 10 mio. om året.

EU's kritik

Men det er nu ikke helt korrekt, at EU-kommissionen forholdt sig tavs.

I en udtalelse fra et ministermøde sidste fredag hed det:

"Alle deltagere var enige om, at finansiel støtte fra en eller flere medlemsstater skal være begrundet med objektive og økonomiske kriterier, og at den ikke må omfatte ikke-kommercielle betingelser omkring lokaliseringen af investeringen og/eller den geografiske distribution af forholdsregler taget i forbindelse med omstruktureringen."

En direkte kritik af den tyske regerings statsstøtte til sin bilindustris overlevelse. Men var det ikke meningen, at virksomheder skulle operere under ens vilkår på EU's Indre Marked? I den aktuelle krise var det "først bankerne, som trak sig tilbage til deres respektive nationale markeder; nu er det bilindustrien. Det Indre Marked eksisterer stadig på papiret, men i virkeligheden bliver det undergravet," skriver Münchau.

Mindst lige så interessant er det, at det 'nye' GM Europe for 70 pct. vedkommende vil være ejet af den amerikanske forbundsstat og den russiske føderation, hvilket ingen rigtigt har specificeret - mindst af alle Merkel-regeringen.

Ejerfordelingen bliver således: 35 pct. til General Motors (hvoraf den amerikanske forbundsstat ejer 60 pct.), 35 pct. til Ruslands statsejede bank, Sberbank, 20 pct. til det canadisk-østrigske driftsselskab Magna og 10 pct. tilhørende medarbejderne i de tyske Opel-fabrikker.

Russisk Opel?

Dersom den tyske regering og USA's finansministerium havde accepteret udspillet fra Fiats koncerndirektør, Sergio Marchionne, ville selskabet være forblevet på private hænder.

Efter overtagelsen af Chrysler i en joint-venture med fagforbundet United Auto Workers havde den italienske og europæiske bilfabrikant Fiat desperat brug for at erhverve samlefabrikker til sine nye produkter. Men i Torino turde man ikke love bevarelse af næsten alle 25.000 tyske arbejdspladser. Det er ganske enkelt i strid med økonomisk fornuft i et marked med overkapacitet.

Nu vil den belgiske regering forsøge at redde 2.500 jobs i Anvers og den britiske 5.500 arbejdspladser i landets to Vauxhall-fabrikker. Der kan muligvis blive tale om en udflytning af produktion til Rusland - ja, russiske Opel-fabrikker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Peter Arskog

Glimrende artikel om GM Europa, tak for den Martin. Den sidste sætning ".....ja, russiske Opel-fabrikker." fik sat tankerne i gang.
Det er som nok alle ved nemlig ikke første gang Opel bliver russisk. Russerne indtog og ribbede Opel dengang i 1945, hvor de satte sig på Østtyskland, og flyttede maskiner, tegninger og produktionsanlæg til Moskva.
Min første bil (på Island i øvrigt) var således en Moskvitch 1952-model... en nøjagtig kopi af Opel Olympia 1939!

Jørgen Mathiasen

Glimrende var ikke lige, hvad jeg ville kalde denne artikel. Når man sidder i USA, kan det være vanskeligt, at vide nøjagtigt, hvad der sker på den anden side af Atlanten, især når det skal baseres på amerikanske kilder.
Forsøget på at opretholde GM Europa, herunder ikke mindst Opel, er langtfra tilendebragt. Ingen kan i dette øjeblik sige, hvor det lander.

GM Europe producerer i fem EU-lande, og fire af dem holder ret godt øje med, hvad den tyske regering laver. Foreløbig ser den ud til at redde arbejdspladser i alle fem lande, hvad der burde for nogle til at tænke sig rigtig godt om. Må jeg gøre opmærksom på, at den tyske økonomiminister har overvejet sin stilling efter den foreløbige løsning. Den tyske regering er tøvende er gået med til denne løsning, og er fuldstændig klar over, at EU kommissionen også holder et øje med sagen. Som deltager i en europæisk offentlighed kan jeg garantere for, at den britiske industriminister og BBC gør det samme, og foreløbig har de ikke kunnet finde håret i suppen.

Det er vel formålsløst at kaste sig ud i karakteriseringer af danskeres faste meninger om verdens sande tilstand.

Martin Burcharth

Den tyske økonomiministers tilbud om at træde tilbage havde intet med det mulige tab af arbejdspladser i andre EU-lande at gøre. Det var et principielt anliggende. Han var og er imod at poste €3 mia. ind i Opel.

Et tjek i den britiske (The Guardian) og belgiske presse (Le Soir) bekræftede, at regeringerne i de to lande såvel som fagforeninger og almindelige arbejdere frygter, at deres arbejdspladser vil blive ofret på vegne af de tyske. Men selvfølgelig: De glæder sig samtidig over, at GM Europe ikke fik lov at gå konkurs.