Baggrund
Læsetid: 5 min.

Magtkampen er om systemet - ikke om et iransk systemskifte

Protesterne mod den påståede valgsvindel i Iran fortsatte i går, men det vurderes at Ahmedinejad ikke kan trues og en omtælling af 'tvivlsomme' stemmebokse vil næppe rokke ved resultatet
Protesterne mod den påståede valgsvindel i Iran fortsatte i går, men det vurderes at Ahmedinejad ikke kan trues og en omtælling af 'tvivlsomme' stemmebokse vil næppe rokke ved resultatet
Udland
17. juni 2009

BEIRUT - En af Irans mest magtfulde mænd, tidligere præsident Ali Akhbar Hashemi Rafsanjani, har været været som sunket i jorden siden fredag aften, da det blev meddelt, at præsident Mahmoud Ahmedinejad var genvalgt med op imod 63 pct. af de ca. 40 mio. afgivne stemmer mod Rafsanjanis kandidat, Mir-Hossein Musavis, knap 34 pct.

»Vores reporter i Teheran fortæller, at Rafsanjani er bag protestdemonstrationerne mod valgets udfald,« siger Moammar Atwi, Iran-ekspert på dagbladet Al Akhbar i Beirut.

»Han har presset på for at få Mir-Hossein Musavi til at mobilisere med krav om omvalg. Og det er, fordi han ved, at Ahmedinejad vil gå efter ham nu.«

Denne mobilisering af folk er nu årsag til voldsomme konfrontationer mellem konservative og reformtilhængere i et omfang, der ikke er set siden den islamiske 1979-revolution væltede shah-styret, og som ikke handler om systemskifte, men om hvem, der skal kontrollere systemet.

I løbet af mandagen kostede sammenstødene syv dræbte, da sikkerhedsstyrker og militsfolk åbnede ild mod en skønnet millionmængde af demonstranter, og natten til tirsdag var situationen så spændt, at den åndelige leder, Ali Khamenei, og Vogternes Råd på 12 ayatollaher, for at vinde tid dekreterede omtælling af stemmesedlerne, hvis resultat, der er sået tvivl om. Reformtilhængerne, også ledende politikere, har beskyldt indenrigsministeriet for valgfusk - således tabte Mir-Hossein Musavi overraskende i sin hjemby, Tabriz.

Tavs demonstration

Som følge af lammelse af mobilnettet i Iran var det i går ikke muligt at få kontakt med kolleger i Teheran, men billeder fra Irans statslige tv viste, at de to fronter også i går var på gaden i det centrale Tehe ran, hvor flere hundrede tusinde konservative endnu en gang hyldede Ahmedinejads genvalg, mens færre demonstrerede for Mir-Hossein Musavi, der havde opfordret sine tilhængere til at blive hjemme »af hensyn til deres sikkerhed«.

Men også i går trodsede reformtilhængere Musavis råd og Teherans politichefs advarsler om anholdelser, og marcherede gennem gaderne i det nordlige Teheran - først uden parolekor for ikke at udfordre modstanderne, men i et antal, der i følge Al Jazeera-tv-s reportage voksede støt som aftenen skred frem, og øjenvidner, Information har talt med på en fast telefon, fortalte, at vimpel-svingende og V-tegnsvisende -grønne- demonstranter, der kørte gennem byen med dythornene i bund.

Al Jazeera-reporteren talte fra sit kontor, idet myndighederne har forbudt direkte dækning af demonstrationer - men formentlig også fordi det er forbundet med risiko for udenlandske tv-hold at vise sig i gaderne, hvor de »pludselig kan være omringet af fjendtlige unge«, som det blev udtrykt af Al Jazeeras udsendte, der tilføjede, at vestlige journalister under ét anses for at være på Musavis side i den igangværende magtkamp, og at Ahamedinejads mere militante tilhængere ikke ulejliger sig med at spørge først, for de går til angreb.

Rafsanjani under pres

Magtkampens skjulte hovedperson, var dog ikke forsvundet fra jordens overflade - Rafsanjani var i Qom, Irans hellige by, hvor det vigtigste præsteseminarium har adresse, for at søge støtte hos de ledende ayatollaher i Irans hidtil alvorligste indre konflikt, der - i det mindste for Rafsanjani - mere handler om egne interesser end om Irans kvinder kan lade lidt flere hårlokker flagre ud fra chador-tørklæderne, og om journalisterne kan skrive lidt mere frit. Intet tyder på, at besøget i Qom har givet pote - de fleste ayatollaher med indflydelse er, trods deres afsmag for Ahmedinejad, der som den første præsident siden 1981 ikke er præst, stadig loyale over for den åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, som de i øvrigt heller ikke anser for teologisk ligeværdig.

Men Khamenei er valgt af de samme præster, og lod også ved dette valg forstå, at Ahmedinejad var hans kandidat. Den genvalgte præsident har desuden støtte fra Revolutionsgarden, en hær ved siden af hæren, og dens ungdoms-organisation, Basij, der tæller 13 millioner unge potentielt militante islamiske aktivister.

Og Ahmedinejad selv var så sikker på magten, at han i går tog et fly til et topmøde i Moskva, hvor han ganske vist kom et døgn for sent på grund af urolighederne, men kunne stige storsmilende ned ad flyets landingstrappe.

Opgør mellem to fløje

»Det, vi ser i disse dage, er et opgør mellem to grupper i det iranske lederskab,« siger Elie Chalhoub, udlands redaktør på Beirut-avisen Al-Akhbar og forfatter til en afhandling om Irans oligarki.

»Det er Ahmedinejad over for dette oligarki af top-embedsmænd, politikere, ledende mullah-er, officerer og store forretningsmænd, og som udgør en boble ovenpå staten. Hashemi Rafsanjani er den første blandt ligemænd i denne gruppe, hvis kerne er det såkaldte Forligsråd på ca. 250 medlemmer - som Rafsanjani er formand for.«

Rafsanjani tilhører den økonomiske elite - -bazarens- eksport- og import-agenturer og deres olierelaterede transaktioner - der støttede Musavi ved dette valg, og som også stod bag Rafsanjani i 2005, da han til manges forbløffelse blev slået af en undersætsig Teheran-borgmester ved navn Mahmoud Ahmedenijad, som ingen uden for Iran havde hørt om.

Men det havde iranerne - Ahmedinejad var en lokal stjerne på grund af en enorm arbejdskapacitet, mærkbare infrastruktur-forbedringer i millionbyen, en beskeden levevis uden embedslimousine og borgmesterløn - og blik for fattiges behov for offentlige ydelser, en politik, han har videreført som præsident med det resultat, at Iran i dag er plaget af rekordinflation på 25 procent.

Ahmedinejad stod uden for Irans regerende oligarki i 2005, og det var med til at bære ham igennem som ny præsident på et program, der var en slet skjult kritik af -oligarki-boblen- og en åbenlys kritik af den rige samfundstops korruption, »og hvis mest korrupte individ er Hashemi Rafsanjani«, som Al-Akhbars Elie Chalhoub udtrykker det.

Valgsvindel tvivlsom

»Rafsanjani havde to motiver til at støtte Musavi«, fortsatte han, »dels et personligt, nemlig at hævne sit ydmygende valgnederlag i 2005, dels et -sagligt- - Ahmedinejad nævnte ham ved navn som en af korruptionens tre hovedmænd, og Rafsanjani er nu bange for, at Ahmedinejad vil gå efter ham.«

En tredje årsag til, at Rafsanjani bekostede en sofistikeret, landsdækkende kampagne for Musavi, der med mobiltelefoner og internet sørgede for intern kontakt mellem valgkontorerne, er rent økonomisk: Hvis Musavi i lyset af præsident Obamas nye forsonlige kurs kunne få hævet sanktionerne mod Iran, ville Rafsanjani og bazaren profitere økonomisk.

En ny periode med Ahmedinejad ville derimod medføre flere sanktioner som følge af hans mere hårdtslående stil i striden med FN og Vesten om det iranske atomprogram.

Den storskrydende præsident støttes af de fattige, af de militante islamister, der ikke har direkte kontakt til det konservative og velstående præsteskab, og han støttes frem for alt af den åndelige leder, der allerede i 2005 så Rafsanjani komme -for tæt på- i sin ageren i det politiske miljø.

Khamenei, der er gammel studiekammerat med Rafsanjani i Qom, støttede derfor Ahmedinejads kandidatur allerede i 2005, og lægger man tallene sammen - de 13 mio. Basij-medlemmer og deres familier, den halve million revolutionsgardister og seks-syv millioner fattige, når man - som et Washingtonbaseret meningsmålingsinstitut forudsagde i maj - op på en tilslutning til Ahmedinejadi forholdet 2-1.

Og ifølge iagttagere i Teheran ender denne -revolution- som de øvrige, der har fundet sted efter revolutionsfaderen ayatollah Khomenis død i 1989: Den ender med at løbe ud i Teherans gaders støv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rahmann Nadjafi

Den var lidt bedre end andre aritkler I har skrevet om Iran i den seneste tid. Det ser ud som om I har fået en mere bred synsvinkel på tingene, takket være brugen af de arabiske kilder.

Brian Larsen

"og blik for fattiges behov for offentlige ydelser, en politik, han har videreført som præsident med det resultat, at Iran i dag er plaget af rekordinflation på 25 procent" ?

Morten Kjeldgaard

Jeg er uenig i at revolutionen løber ud i sandet. Selvom den måske bliver nedkæmpet i første omgang, er der tale om en helt ny generation af unge, som er vant til Internet og med en stor viden om den omgivende verden. De unge iranere har lært at organisere deres modstand, som bl.a. kan følges på Twitter, og de bakkes op af Internetbrugere verden over. Der er tale om en hel generation som har mærket færten af frihed.

Dette er begyndelsen til enden for præstestyret, og det kan gå hurtigere end politiske kommentatorer aner.

Martin Stoltze

Det kommer til at løbe ud i støvet, slutter artiklen med at citerer kilder i Teheran for.

Hvis det betyder "løbe ud i sandet", så holder jeg med Kjeldgård herover. En stor gruppe unge er dødtrætte at systemet. De giver ikke op lige med det samme. Men er de nok? Hvad mener folk uden for studentermiljøerne? De, som ikke er på nettet. Det lyder som om, at der er en dyb splittelse i befolkningen under overfladen. Det ville være rart at høre mere om.

Men der menes måske snarere det støv som lægger sig, når oprøret er slået ned med vold. Det kan man frygte. Men det ville til gængæld også være en pind til systemets egen ligkiste.

Eller hvad var det du mente, Ellegård?

Henning Ristinge

Sådan en situation er fuldkommen ligesom et krigsudbrud - alle tror de kan forudse resultatet - og bagefter opdager hele banden at de tog fejl. Så overskrifetn er en gang fis - ingen ved hvad det er der rør sig - eller hvor det vil ende - det er ikke mindst tydelig når vi studere det iranske præsteskabs reaktion - der er nu ved at blive alvorligt bange at dette er alvorligt ved at falde uden for deres kontrol.

Jeg tror vi skal lade det være der - og så se tiden an.

Vi kan maksimalt sige at det langt fra er sikkert - men - at dette potentielt kan være begyndelsen til enden på dette præstestyrede system - og det ville da igrunden ikke være så dårligt

Travis Malmzon

@Henning Ristinge

Mange har en mening om hvad de gerne vil have der sker, og indretter deres argumenter efter dette.

Det er en slags psykoterapi, og sjældent interessant for andre end afsenderen.

Martin Stoltze

Ristinge har selvfølgelig ret, men tingene udvikler sig hurtigt. Ellegårds overskrift er endnu mere forfejlet i dag.

http://www.huffingtonpost.com/2009/06/13/iran-demonstrations-viole_n_215...

Man kan tænke sig et af følgende scenarier:

1. en ny revolution

2. en magtkamp i toppen falder ud i reformisternes retning. Systemet bevares, men flere personer end præsidenten byttes ud. Måske endog Khamenei.

3. Khamenei og Ahmadinejad slår det hele ned med militærets og basij's hjælp. Iran bliver reelt et militærdiktatur.

4. Oprøret løber bare ud i sandet...

Lasse Ellegård tror på 4, Vibeke Sperling tror på 3, selv hælder jeg p.t. mest til 2, og end del iranske twittere tror på 1 ....

Henning Ristinge

Min bemærkning var rettet til Ellegaard - somme tider tror jeg det er klogere at holde sig til fakta og lade være med at spå om fremtiden således som overskriften her gør. På overfladen er det rigtigt at begge kandidater er tilhængere af præstestyret, men ingen ved hvad en sådan situation kan udløse af kræfter...

Før man taler om frihed og demokrati - kender nogen de faktiske valgtal - og 'præstestyre' hører åbenbart under fordomme.

Henning Ristinge

præstestyre af enhver art er naturligvis et onde - det burde være indlysende

"naturligvis" og "indlysende" har præstestyre været tilfældet i århundreder i her i landet (-det "burde" også være en privat sag, om man går rundt i gaderne med en kniv, praktisk til mangt og meget, derimod ikke brugen af kniven mod andre)..

Henning Ristinge

Nemlig, det beygger på erfaringens grund når de fleste opfatter et nej til præstestyre som værende indlysende. Sovjet var i en vis forstend også en slags præstestyre.

Niels Madsen

Jeg tror der er rigtig mange iranere-- hvoraf halvdelen er under 30 år-- der er grundigt træt af at leve i et land der styres af religiøse autoriteter.

Når præsidentlkandidater skal godkendes af "vogterne råd" så er der under alle omstændigheder tale om at valget var en skueproces.

Niels Madsen

DEt væsentlige er at det vi nu oplever er den største folkelige protestaktion i de 30 år præstestyret har været ved magten.

Henning Ristinge

Netop Niels - og dsse kræfter vil naturligvis bruge denne 'interne' krise i præstestyret til at forsøge at bryde ud.

De kan nemt vise sig at have mere styrke end ventet, måske endog mere end de selv anede, hvorfor det er uklogt, ikke mindst som journalist, at drage forhastede konklusioner

Niels Madsen

Who knows ?

Jeg vil ikke spå -- og især ikke om fremtiden (tak Storm P)

Der er noget med at nogen skubber bagpå vognen og nogen styrer den.

Niels Madsen

Eller et citat fra Hoolabandoola band (tror jeg nok):

De siger vi er alle i samme båd-- men hvorfor er det altid mig der skal ro ?

Martin Stoltze

Ellegaards artikel er allerede gammel... men betragtningen om at Ahmadinejad faktisk kan have vundet pga. stemmer fra landet cirkulerer stadig.

Men det passer ikke, mener en solid kender i denne gode artikel:

http://tehranbureau.com/commentary/irans-rural-vote-and-election-fraud/