Læsetid: 9 min.

Nordkoreanernes lange vej til frihed

Mens Nordkorea prøvesprænger atomvåben og testaffyrer kortrækkende raketter, er nordkoreanernes liv ved at falde fra hinanden. Information har talt med fire afhoppere om sult og brutale fængselsophold, og hvordan det at dræbe politiske fanger bliver rutine
Gwon Hyeok, der er den tidligere nordkoreansk agent, bekymrer sig ikke længere synderligt meget over den politiske situation i Nordkorea. Men Pyongyang har dog tilsyneladende ikke glemt ham. Da en kvinde for nylig i Sydkorea blev afsløret som nordkoreansk spion, havde hun en liste med navne over folk, som Nordkorea åbenbart ønskede likvideret. Gwons navn var på listen

Gwon Hyeok, der er den tidligere nordkoreansk agent, bekymrer sig ikke længere synderligt meget over den politiske situation i Nordkorea. Men Pyongyang har dog tilsyneladende ikke glemt ham. Da en kvinde for nylig i Sydkorea blev afsløret som nordkoreansk spion, havde hun en liste med navne over folk, som Nordkorea åbenbart ønskede likvideret. Gwons navn var på listen

Martin Gøttske

2. juni 2009

SEOUL - Kim Yeong-sun stirrer målløs på fjernsynet. Er det indbildning, eller ser hun det virkelig. Hun kigger forsigtigt rundt i den lille stue og forsøger at finde svar i de forsamledes ansigter. Der er ingen tvivl. Deres forbløffede udtryk afslører det. De har lagt mærke til præcis det samme som hende.

På denne dag, i slutningen af 1980'erne, viser nordkoreansk stats-tv billeder af sydkoreanernes voldsomme demonstrationer mod militærdiktaturet i Seoul. Det kommunistiske propagandaapparat ville vise, hvor utilfredse sydkoreanerne er med deres styre. Og dermed hvor lykkelige nordkoreanerne bør være over at leve i Kim Il-sungs socialistiske paradis.

Men det er en helt anden fortælling, Kim Yeong-sun får ud af billederne.

"Det, som vi lagde mærke til, var ikke utilfredsheden, men hvor velnærede demonstranterne var, hvor flot deres tøj var og de skinnende butikker i baggrunden. Det imponerede os," husker hun.

"Vi vidste, vi levede i et helvede, men vi var ikke klar over, om der uden for Nordkorea var et bedre alternativ," siger hun.

"Den dag blev vi klar over, at det fandtes. Og jeg ville dertil."

Den spinkle kvinde udbryder et krast suk i stadig forundring over, at det netop var den episode, der ændrede hendes liv. For på det tidspunkt har hun allerede levet langt tid i det, hun beskriver som det nordkoreanske rædselsregime. I 1970 bliver hendes mand uden varsel ført væk af sikkerhedspolitiet. Hun ved ikke hvorfor og ser ham aldrig igen. Selv smides hun i arbejdslejr sammen med hendes forældre og børn. Hun har "forbrudt sig mod partiets suveræne ideologi", får hun at vide, men ved dog ikke, hvad det betyder.

Hendes forældre og to sønner dør i fangenskab, slidt op af tvangsarbejde og tortur. Da hun løslades efter otte år, føler hun sig forrådt af styret, fortæller hun. Men det er først, da hun på tv får et glimt af livet udenfor Nordkorea, hun bliver overbevist om, at hun må væk.

Det lykkes hende. Men først i 2004, da hun er 70 år gammel. I mellemtiden er det gået stadig stærkere ned ad bakke for Nordkorea. Og mens nordkoreanerne fortsat holdes i et jerngreb, efter Den Kære Leder, Kim Jong-il, har afløst sin far Kim Il-sung som enehersker, er Sydkorea blevet endnu rigere - og et demokrati.

Flygtningebølge

Som Kim er der stadig flere, der flygter fra det isolerede nordkoreanske regime. Her i Sydkorea er der nu ca. 15.000 nordkoreanske flygtninge, eller afhoppere, som de ofte kaldes. Og tallet stiger kraftigt.

Tim Peters, leder af Helping Hands Korea, som hjælper nordkoreanere til Sydkorea, taler om en kommende 'flygtningebølge' og vurderer, at alene i år vil 3.000 finde vej hertil.

Hvis de får det som Kim Yeong-sun, vil de ikke fortryde rejsen.

"Jeg har oplevet rædsel, men jeg er nu en fri kvinde," siger hun på en café i Seoul. Selve gerningen at drikke caffe latte virker absurd i forhold til det liv, hun levede for blot få år siden, men hun peger på sin kop og siger, at hun hurtigt har vænnet sig til luksus.

"Nordkorea føles som et fjernt minde, men det er også kun godt," siger hun.

"Jeg er fyldt af vrede mod Nordkorea, og det er ikke godt for mit helbred. Men her er jeg lykkelig. Det eneste, jeg fortryder, er, at jeg kom hertil så sent."

Flugt fra sult

Nogle nordkoreanere flygter fra tortur og brutale fængselsophold. De fleste dog fra sult. Og de tør tage den farlige flugt, efter de er blevet konfronteret med viden om, at der udenfor Nordkorea findes et alternativ til deres lidelser.

34-årige Yu Hye-sil boede i en landsby klods op af grænsen til Kina.

"Vi havde næsten ingen elektricitet," siger hun, "men når vi kiggede over på den kinesiske side om aftenen, var det hele lyst op. Så vi følte os elendige bare ved at kigge på det."

Yu kom til Sydkorea for blot et år siden, på flugt fra den sult, som nødhjælpsorganisationer siger har været skyld i op mod to millioner nordkoreaneres død siden midten af 1990'erne.

"Vi følte altid en ulidelig, gnavende sult. Jeg bekymrede mig ikke over min søns uddannelse, men om han ville overleve," fortæller Yu.

"Når vi havde høstet, kom både hæren og staten for at tage deres andel. Med det vi havde tilbage, var der kun nok til tre måneder, så når vinteren kom, var det svært at overleve."

Hun siger, at i Seoul har hun altid mad på bordet. Men det, der føles som den største omvæltning, er den personlige frihed:

"I Nordkorea havde vi brug for specielle tilladelser for bare at gå hen til den nærmeste landsby. Men her lader folk til at kunne gå rundt som det passer dem, frem og tilbage, til højre og til venstre, i hvilken som helst retning de lyster. Det er til at blive svimmel af."

Nordkoreas ondskab

Mens Yu siger, hun har fundet livsglæden i Sydkorea, så har Gwon Hyeok mistet den. Den 50-årige savner Nordkorea. Et lille smil breder sig over det ellers hårde ansigt, da han mindes fortiden.

"Jeg levede et privilegeret liv. Jeg havde magt," siger han. Smilet forsvinder hurtigt igen, da han sammenligner med det liv, han i dag har i Sydkorea: "Nu er jeg ubetydelig."

Med til historien om Gwons glade minder hører, at han i Nordkorea repræsenterede den ondskab, som befolkningen frygter og flygter fra.

"Jeg har gjort folk ondt," siger han med sin ru cigaretstemme, og holder sine store hænder op foran sig som for at vise, at det var med dem, han udførte sine ugerninger.

Den tidligere elitesoldat blev sendt til Kina for at fange nordkoreanske afhoppere. Og i starten af 1990'erne blev han sikkerhedsleder for en af de mange fangelejre, der ifølge menneskerettighedsorganisationer i alt huser omkring 200.000 politiske fanger: fangelejr nr. 22 i Haengyong, nær grænsen med Rusland.

Gwon skildrer livet i lejren, som var det hans normale begivenhedsløse morgenrutine. Med et træk på skulderen fortæller han, at fangerne "blev behandlet som værdiløse fluer, der langsomt bukkede under for det hårde tvangsarbejde."

Tortur var en dagligdagsbegivenhed, og han var vidne til kemiske eksperimenter på fanger, påstår han. Selv beordrede han utallige offentlige henrettelser.

"Vi var ligeglade, om de døde eller ej," siger han om fangerne. "Vi følte, de fortjente at dø."

"Jeg udførte bare ordrer oppefra. Sådan var livet," siger han.

"Da jeg var agent i Kina, var vi nødt til at opfylde kvotaer for, hvor mange afhoppere vi fangede. Ellers var der problemer med Pyongyang (Nordkoreas hovedstad, red.)."

Gwon ytrer ikke fortrydelse over sin fortids gerninger, men over den situation han nu er havnet i.

"Hvis jeg skal være helt ærlig, så ja, jeg savner magten," indrømmer han.

"Jeg kunne beordre alt gjort. I Sydkorea skal jeg betale for det, og jeg har ingen penge. Det er virkelig en smertefuld oplevelse. Når jeg tænker på det, fortryder jeg, at jeg er i Sydkorea."

Han følte sig tvunget til at flygte, da han blev advaret om, at han ville blive offer i en intern magtkamp i det statslige sikkerhedsbureau. Han siger, han 'overgav' sig til sydkoreanske agenter i november 200, da han var stationeret på den nordkoreanske ambassade. De var ivrige efter at hive så mange oplysninger som muligt ud af ham om Nordkorea, og fik bragt ham til Seoul - og tilgav ham hans synder.

Svær flugt

Den hjælp må de fleste andre nordkoreanere undvære. Grænsen mellem nord og syd, den 250 km lange demilitariserede zone, der blev skabt, da den koreanske halvø blev delt efter den koreanske krig i 1953, er afspærret af pigtråd, belagt med miner og patruljeres af mere end en million bevæbnede soldater. Ruten ud af Nordkorea går derfor over den til sammenligning kun let bevogtede grænse til Kina.

Men i Kina er flygtningene ikke i sikkerhed. Beijings konsekvente politik er at sende nordkoreanere tilbage over grænsen, hvis de fanges. En praksis, der kritiseres stærkt, da afhopperne betragtes af forrædere af Pyongyang, og derfor fængsles og nogle gange henrettes.

Ifølge eksperter i Seoul er der mindst en kvart million nordkoreanske flygtninge, der opholder sig i Nordøstkina. Rejsen videre til Sydkorea er langt fra gratis. Som Andrei Lankov, en Korea-ekspert, beskriver det, så kan en farlig og tidskrævende 'tredjeklasses afhopning' arrangeres af menneskesmuglere for 2.000 dollar, mens man for 10.000 dollar kan få en 'førsteklasses afhopning', der inkluderer et falsk pas og flyrejse fra Beijing til Seoul.

Selv den billige løsning er uoverkommelig for fattige nordkoreanere. De betaler derfor ofte menneskesmuglerne, efter de er kommet til Sydkorea, med det såkaldte 'bosættelsestilskud', som de modtager af regeringen her.

Det var på den måde, Kim Yeong-sun kunne betale for hendes tur.

Hendes rejse begyndte, da hun bestak en nordkoreansk grænsevagt. For et beløb, der ville kunne købe 10 kilo ris, hjalp han hende simpelthen over Tumen-floden og ind i Kina. Her boede hun i to og et halvt år, i skjul blandt det koreanske mindretal.

Da hun fik en aftale på plads med en menneskesmugler, blev hun bragt ned gennem Kina til Vietnam, videre til Cambodja og endelig, efter fem måneders rejse, til Thailand, hvor hun bankede på hos den sydkoreanske ambassade.

Blandet modtagelse

Nordkoreanerne har blandede følelser omkring den modtagelse, de fik i Sydkorea.

"Det var et forfærdeligt chok," siger Lee Min-pok, der ankom i 1995.

"Da jeg steg ud af flyet, fik jeg blomster, men kort derefter blev jeg spærret inde, råbt af og tæsket af det sydkoreanske politi, der anklagede mig for at være spion."

Lee undskylder i dag politiets opførsel med, at den var et levn fra Sydkoreas dage som militærdiktatur. Og i dag er ankomsten da også mindre truende.

Yu Hye-sil fortæller, hun blev afhørt i 15 dage, "hvor jeg skulle bevise, at jeg virkelig var nordkoreaner".

Derefter startede et to måneders orienteringsprogram, hvor hun blev informeret om alt fra det juridiske system til metrosystemet, og hvordan hun finder arbejde. Specielt arbejdet viser sig at være et problem.

"Nordkoreanerne er næsten ubrugelige for Sydkorea, fordi de har fået deres træning i et tilbagestående samfund," siger aktivisten Kim Sang-hun, der har hjulpet omkring 100 nordkoreanere med at slippe ud af Kina.

Kim Yeong-sun erkender, at det er svært for mange at finde sig til rette:

"Sydkoreanerne er fulde af initiativ. De kan tænke, som de vil. Men det har Kim Il-sung og Kim Jong-il taget fra os. De har gjort os til ubrugelige mennesker, der kun kan følge instrukser."

Håb om kollaps

Tilvænningsproblemer eller ej, alt er bedre end livet i Nordkorea, mener afhopperen Lee Min-pok. Hans håb er, at det politiske system i Pyongyang styrter sammen. Det er et håb, han føler, omverdenen ikke støtter op omkring.

"Sydkorea og omverdenen er kun bekymrede over, hvad der vil ske med Kim Jong-ils atomvåben, så de håber Nordkorea ikke kollapser. Men de er ligeglade med det nordkoreanske folks pinsler - for dem vil det være lykken, hvis det hele bryder sammen, så de kan få en ny chance," siger han.

Gwon Hyeok, den tidligere agent, bekymrer sig dog ikke synderligt meget over den politiske situation i Nordkorea. Men Pyongyang har dog tilsyneladende ikke glemt ham. Da en kvinde for nylig i Sydkorea blev afsløret som nordkoreansk spion, havde hun en liste med navne over folk, som Nordkorea åbenbart ønskede likvideret. Gwons navn var på listen.

"Det er ikke rart," siger han blot. Han er mere nervøs over sin status som arbejdsløs.

"Der er meget få jobs for en tidligere nordkoreansk kommandosoldat som mig," siger han.

"Og de job, jeg kan få, er ofte for lyssky virksomheder, som mener, at det vil hjælpe dem at have en nordkoreansk soldat, som kan virke faretruende."

Hans sidste job var, ikke overraskende, for et inkassofirma.

"De havde brug for en som mig, en nordkoreaner, der ikke bekymrer sig så meget for lovgivningen, og som er god til at skubbe på," fortæller han.

"Det er nu engang de egenskaber, jeg kan tilbyde," siger han og sukker: "Det var bedre i Nordkorea."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

Synd for Nordkorea at de ikke har olie, så kunne de have fået en medlidenhedsinvasion fra Vesten.

Nu tjener landet til at vi kan spejle os i det og tænke, godt det ikke er os!

Gad vide hvor meget co2 de udleder. Er Nordkorea et foregangsland?

Med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann

De har måske en atombombe, der kan kastes et sted, men ikke nok til at modstå en invasion.

Man bliver først taget rigtigt alvorligt, når man kan udslette modstanderens hovedstad vha. en ordentlig bombe og et langtrækkende missil.

USA vil naturligvis være bekymrede for hvordan Kina vil reagere hvis man invaderede Nordkorea, ligesom man nok helst så kineserne løse problemet, så man ikke skulle miste for mange amerikanere igen. Sidst faldt der ca. 36.500 (kilde: wikipedia)

med venlig hilsen
Lennart

Michael Thomsen

Jeg tror nu heller ikke Nord Korea vil satse på at ramme USA eller Vesten med en atombombe, hvis de blev angrebet. Det vil nok være Seoul der vil blive straffet. Men jeg giver dig ret i at Nord Korea selvfølgelig ikke er interessant at invadere pågrund af mangel på olie. Ville bare pointere at atommagter aldrig angriber hinanden. Derfor kunne det også være spændende på magtbalancen i verden hvis Iran fik det. Mm vesten og israel lader nukes regner ned over landet inden.

Lennart Kampmann

Amerikanerne var lettere bekymret for at blive mødt med kemiske våben, da de invaderede Irak. Saddam havde før brugt dem, og de betegnes med rette som "fattigmands A-våben".

Hvorvidt en enkelt a-bombe eller to vil afholde USA fra at gribe ind er svært at sige. Men hvis der er tale om at Nordkorea skyder først, vil det blive et ubehageligt show.

Med venlig hilsen
Lennart

Michael Thomsen

Ja det er meget sjovt som man prøver at forbyde de fattige landes A-våben!

Jeg tror ikke USA og en koalition nogen sinde ville angribe Nord Korea med den enorme risiko for at Seoul vil kunne blive nuket. Så hellere lade den den Norde Koreanske bofolkning lide under endnu et absurd kommunistisk styreform.

Det paradoksale ved atomtomvåben er, at det måske kan tilskrives at være den største fredsskabende opfindelse i historien. Tænk sig at jeg slipper for at blive draget ind i endnu en storkrig mellem Europas stormagter!