Nyhed
Læsetid: 2 min.

Pompeji forvandles til støv

Det italienske kulturministerium er så hårdt ramt af nedskæringer, at landets kulturarv trues af et accelererende forfald
Hver dag forvandles 10 centimeter af Pompeji til støv. Om 30 år vil byen være forsvundet,  siger Andrea Carandini fra den italienske kulturarvsstyrelse.

Hver dag forvandles 10 centimeter af Pompeji til støv. Om 30 år vil byen være forsvundet, siger Andrea Carandini fra den italienske kulturarvsstyrelse.

Curt Carnemark

Udland
18. juni 2009

ROM - Det italienske kulturministerium har gennem flere år kæmpet en indædt kamp for at få udleveret en omstridt stridsvogn, der i 1970 blev stjålet fra en sabinsk fyrstegrav nord for Rom og siden da har befundet sig på Ny Carlsberg Glyptotek i København. Men italienerne har mere end svært ved at finde midler til vedligeholdelse af den enorme mængde kunst- og kulturskatte i støvlelandet. Den første lov om beskyttelse af kulturarven i det samlede Italien stammer fra 1909, og denne lov fejres i disse dage med en række konferencer om kulturarvens tilstand:

»Siden 80-erne er kulturministeriets budget blevet beskåret, og indtægter dækker kun halvdelen af ministeriets behov. Hvis ikke der bliver foretaget nyansættelser, vil kontorerne lukke inden for de næste syv år,« forudser Andrea Carandini fra Kultur- arvsstyrelsen og tilføjer:

»Kulturministeriet risikerer at blive ligesom milten: Et organ, som vi en dag vil få at vide, at man sagtens kan klare sig uden.«

På kunstmuseet Pinacoteca di Brera i Milano fortalte kulturministeriets folk tirsdag om kampen mod grav- røvere og kulturarvens forfald, men indrømmede med forbilledlig ærlighed, at det er selve kulturpolitikken, der ligger i ruiner. Ministeriets økonomiansvarlige, Mario Resca, fortalte: »Jeg besøger ofte vores 4.000 museer og 2.500 arkæologiske udgravninger uden at give mig til kende. Kustoderne er oppe i årene og bliver ikke brugt ordentligt, der mangler elektronisk sikkerhedsudstyr, Colosseum lukker kl. 16, indtægterne fra billetsalg og cafeteriaer går til statskassen og ikke museerne, og investorer opnår ingen skattefordele.«

Landskabets forfald

Den økonomiske knaphed på kulturområdet har efterhånden fået konsekvenser for nogle af Italiens vigtigste turistattraktioner:

»I Pompeji er der igen opstået forskellige former for -røveri-. Der foregår f.eks. salg og videresalg af gruppefremvisninger,« sagde Mario Resca, og Andrea Carandini supplerede med en faglig vurdering:

»Hver dag forvandles 10 centimeter af Pompeji til støv. Om 30 år vil byen være forsvundet. Det burde man i det mindste dokumentere. Men i Italien har ingen nogensinde tænkt på at lave by- eller landskabsmuseer. Der findes hverken et bymuseum i Milano eller Rom, og der er ingen beskyttelse af landskabet. Visse slotte ligner et maleri af Tizian på en parkeringsplads.«

Forfatteren og filminstruktøren Pier Paolo Pasolini (1922-1975) mente, at det italienske landskabs forfald var et indicium på et antropologisk forfald i landet. Det kan lyde voldsomt, men den franske forfatter François-René Chateaubriand forklarede i Voyage en Italie fra 1827, hvad verden risikerer at miste: »Man lærer mere om Roms historie med et par udflugter til Pompeji end ved at læse hele den klassiske litteratur.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her