USA RIVER, Tanzania - Sidste weekend fik frustrationerne frit løb i landsbyen Singisi ved Usa River i det nordlige Tanzania. Bevæbnet med køller, knive og pangaer (den lokale variant af macheten) raserede flere hundrede landsbybeboere jorden på en nærliggende farm, som netop er blevet solgt til en privat investor.
Stribevis af bananpalmer blev hugget midt over og majsplanter revet op. Bønderne byggede vejspærringer og kastede sten efter biler på vejen. Ni huse blev sat i brand, inden politiet fik stoppet oprøret ved hjælp af tåregas og pistolskud. 86 personer blev arresteret. Heriblandt en 20-årig kvinde, som kort efter døde af sine skudsår.
Konflikten er det seneste udtryk for befolkningens utilfredshed med og frustration over, at den jord, der hidtil har tilhørt staten, nu privatiseres.
»Dem med mange penge kommer og køber den gode jord, hvor der er vand, og hvor man kan dyrke grøntsager, mens vi, der bor her, ikke engang har en lille mark eller et sted, vi kan begrave vores døde,« siger Herman Kitomari.
Han er leder for de unge i Singisi og peger ud over de tæt dyrkede marker omkring landsbyen, der i årevis har været ejet af regeringen og er blevet brugt til landbrugsforskning. Nu har et parlamentsmedlem fået fingre i det frugtbare jord, der ligger for foden af Meru-bjerget, med langstrakt udsigt mod masaisteppen mod syd. Parlamentsmedlemmets plan er angiveligt at opføre et turisthotel på jorden.
»Siden kolonitiden har folk her på egnen ventet på, at få jorden tilbage. Men vi har ikke engang fået at vide, at den var til salg,« siger Herman Kitomari.
Tanzanianerne er ellers bedre stillet end deres naboer, hvis man ser på befolkningstæthed og selve jordlovgivningen. I Kenya, Uganda og Rwanda er kampen om den frugtbare jord et konstant nærværende problem og årsag til krig og konflikt internt i befolkningerne.
»Men vi kommer til at se meget mere af den slags konflikter her også. Singisi er bare begyndelsen,« vurderer en lokal avisredaktør.
Ny tids kolonialisering
Men det er ikke alene korrupte lokale politikere, der forsøger at tilrane sig den frugtbare jord i det sydlige og østlige Afrika. De mange investorer, der står i kø for at købe jord i Afrika, tæller bl.a. kinesere, som opkøber land for at dyrke ris til eget forbrug, mellemøstlige konger, som køber jord for at bygge jagtslotte midt i de vilde dyrs græsningsarealer, svenskere, som producerer klimavenligt biobrændsel, og firmaer, der slår sig op på at lade vestlige forbrugere købe aflad i CO2-bevarende skovområder.
De seneste års globale mangel på fødevarer og frygt for klimaforandringer har i samspil med en mere økonomisk orienteret udviklingspolitik lagt massivt pres på de afrikanske landes potentiale som landbrugsproducenter. Nogle kalder det en moderne form for kolonialisering.
En aktuel rapport fra FN's landbrugs og fødevareorganisation, FAO, med titlen Land grab or Development Opportunity bekræfter tendensen. Udenlandske investorer og pengestærke lokale opkøber stadig oftere og stadig større arealer landbrugsjord i udviklingslande. Ofte med opbakning fra både deres respektive regeringer og udviklingsagendaer.
Det sker som konsekvens af tidens dybe globale økonomiske og sociale forandringer, hedder det. Og er et udtryk for de afrikanske landes øgede interesse for at styrke landbruget som en kilde til beskæftigelse, vækst og fødevaresikkerhed.
I Den Afrikanske Union og FN's seneste rapport om Afrikas økonomiske udvikling om Afrika hedder det:
»Modernisering af landbruget er afgørende for udvikling og industrialisering i Afrika. For fødevaresikkerhed, fattigdomsbekæmpelse og integration af Afrika i den globale økonomi.«
Fint på papiret
Faktisk kan tendensen til at rigere lande snupper jorden i udviklingslandene ses som en direkte konsekvens af mange udviklinglandes egen mangel på investeringer i landbruget, hævder Ajay Vashee, der er præsident for den internationale landbrugsorganisation IFAP, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
I Tanzania vurderes 2,5 millioner hektar jord at være egnet til investeringer. Jorden administreres af Tanzania Investment Centre i en jordbank, der stiller visse krav til investorerne om at kompensere lokalbefolkningen eller endnu bedre, investere med lokal jobskabelse og vækst for øje. Men både i Tanzania og andre steder er der i følge FAO's rapport langt fra teori til praksis.
»Der er en generel oplevelse af, at forhandlingerne foregår bag lukkede døre, og at aftaler mellem regeringer og nye eller udefrakommende investorer ikke er offenligt tilgængelige.«
Desuden er der en tendens til at investeringerne foretages i de attraktive områder med gode vandforhold og tæt på byer, hvor der i forvejen lever mennesker, som dyrker jorden. Derved svinder de potentielle fordele i form af ny infrastruktur, jobskabelse og generel økonomisk vækst, som de afrikanske lande ellers kunne få af at sælge ud af deres jord.
Samtidig advarer rapporten om, at landjord ikke skal tages for givet. End ikke i Afrika, hvor det i følge Verdensbanken kun er mellem to og ti procent af jorden, som er formelt ejet af nogen. For jord er mere end jord. Ud over at være udgangspunkt for en families livsform og overlevelse, har landjord i Afrika også en spirituel værdi. Den er basis for social identitet og netværk. Adgangen til jorden - eller manglen på jord - bliver nemt katalysator for den kollektive retsfølelse. Derfor vil rent økonomiske modeller ikke nødvendigvis matche den lokale opfattelse af retfærdige aftaler.
Penge ud af landet
MS Action Aid er en af de organisationer, som p.t. arbejder for at styrke den lokale befolknings mulighed for at eje jord. Og her advarer man mod at tro, at landbrugsstordrift i udviklingslandene kan løse alverdens problemer.
»Der findes desværre ikke mange eksempler på, at stordrift kommer lokalbefolkningen mere til gode, end hvis de havde deres egen jord at dyrke,« siger Kristian Sloth, direktør for MS i Tanzania.
Som eksempel nævner han ananasproducenten Del Monte, som ejer store landområder i Kenya. De lægger beslag på et enormt område og store mængder vand, men beskæftiger næsten ingen mennesker. Indtægterne fra salg af frugt går til det amerikanske firma.
»Spørgsmålet er, om ikke det havde været lige så godt, om 50.000 kenyanske småbønder havde haft gavn af den samme jord?« siger Kristian Sloth.
Tidligere arbejdede han i Kenya, indtil han og to kolleger blev smidt ud af landet, netop fordi de arbejdede for at fremme befolkningens jordrettigheder.
- Men er det ikke bagstræberisk at tro, at Afrika absolut skal gennemgå præcis samme stadier af landbrugssamfund, som vi selv har været igennem, i stedet for at springe direkte til et mere effektivt landbrug?
»Man skal i hvert fald tænke på, at i Danmark havde vi jordreformer i mere end 100 år. Ejerskab til jorden har været en del af forudsætningen for demokrati og velfærdssamfund i Danmark. Faren ved at fokusere på økonomisk vækst og private investeringer alene gennem stordrift i u-landene er, at man risikerer at forstærke allerede eksisterende feudale strukturer. Det er en reel risiko. Samfund, hvor magten er koncentreret hos en lille elite, som driver politik, styrer retssystemet og også ejer jorden, bliver til et oligarki. De skaber måske nok vækst, men den vækst kommer ikke den brede befolkning til gode,« siger han.
Tilbage i Singisi i Tanzania rådner de ødelagte majs og bananpalmer på marken. Der er ødelagt for millioner af shilings. Og rådne grøntsager er der i hvert fald slet ingen, som har gavn af.
Taget som gidsler
Juristen Shilindi Ngalula, leder af den lokale retshjælp er helt på landsbybeboernes side.
»Denne jord burde være givet tilbage til landsbyen. Området er historisk set overbefolket, og under kolonitiden blev folk jaget væk fra deres jord og presset op i bjergene. Det meste jord ejes fortsat af regeringen og private investorer, og nu bruger politikerne statsmagten til at presse folk væk fra den bedste landbrugsjord igen. Det er ikke engang ægte investorer, der kommer til. Det er ofte bare politikere, som er sultne efter at eje land. Og så benytter de sig af muligheden, når de gamle aftaler udløber,« siger Shilindi Ngalula.
Han finder det symptomatisk, at de mange arresterede fra urolighederne i Singisi er sigtet for røveriforsøg og ikke for mindre forteelser som offentlig optøjer.
»Med den sigtelse kan de ikke løslades mod kaution, og de er i praksis gidsler, som tvinger resten af landsbyen til at holde mund og makke ret,« siger han.
