Nyhed
Læsetid: 3 min.

Sarkozys dag som solkonge

Det var ren enetale, da Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, henvendte sig direkte til begge parlamentets kamre som den første statschef i 161 år. Oppositionen raser og kalder miseren for 'historiens dyreste pressekonference'
Udland
24. juni 2009

Nicolas Sarkozy har trådt, hvor ingen fransk præsident har vovet træde i 161 år.

Mandag talte Sarkozy til begge kamre af parlamentet, som ekstraordinært var trådt sammen i Versailles-paladset. Det er ikke sket siden 1848 og har været forbudt ifølge Frankrigs forfatning siden 1875. Sarkozy har imidlertid fået vedtaget en forfatningsændring, således at det nu er et krav, at præsidenten skal henvende sig i en tale til begge kamre af parlamentet mindst en gang om året - et skridt, der begrundes med hensynet til 'gennemsigtighed' og 'nødvendigheden af at modernisere' den franske stat.

En præsidentiel spørgerunde kunne der ikke blive tale om. Det var tilmed forbudt parlamentarikerne at afbryde præsidentens tale. Ej heller var det tilladt at stille spørgsmål. Præsidentens 50 minutter lange tale om hans visioner for Frankrigs og for verdens fremtid blev ganske vist efterfulgt af en debat, men Sarkozy havde allerede forladt etablissementet, da den tog sin begyndelse.

I en tilkendegivelse af deres mishag over Sarkozys ledelsesstil boykottede de grønne og de kommunistiske parlamentarikere talen, mens socialisterne påhørte den i tavshed for efterfølgende at boykotte debatten. Præsident Sarkozys centrum-højre-tilhængere derimod gav ham stående bifald.

Hele arrangementet - transport af begge parlamentets kamre, regeringens ministre, Den Republikanske Garde og Carla Bruni og Sarkozy til parlamentet - har kostet de franske skatteydere 400.000 euro. Et grønt parlamentsmedlem kaldte seancen for »historiens dyreste pressekonference«.

I talen forsøgte præsident Sarkozy at føre sig frem og balancere mellem tilsyneladende modstridende udsagn. Den mand, der for to år siden blev valgt på sine løfter om »et opbrud i fransk politik« sagde nu, at den globale recession havde vist, at »den franske model« er verdens bedste. Sarkozy betonede dog samtidig, at det så sandelig ikke er ensbetydende med, at der ikke længere er behov for »radikale reformer«.

Til trods for den eksploderende franske statsgæld meddelte Sarkozy, at der ikke ville komme nogen skattelettelser eller »spartanske sparebudgetter«. I stedet ville der blive tilbudt en ny slags »statslån« - vel at mærke kun til produktive investeringer.

Burka-strid

Sarkozy tog sig også tid til at tage en afstikker fra den storpolitiske dagsorden, da han tog spørgsmålet op om, hvorvidt burkaen - den heldækkende islamiske klædedragt - skal forbydes i Frankrig. Regeringen er splittet, men præsidenten erklærede, at burkaen slet ikke er noget religiøst symbol, men derimod »et symbol på trældom«. Han støttede nedsættelsen af et parlamentarisk undersøgelsesudvalg, men undlod at tage specifik stilling til, om han selv ville støtte et forbud.

Trods disse så beskedent og ydmygt formulerede målsætninger blev begivenheden hurtigt draperet i monarkistisk staffage. For satirikere og oppositionspolitikere var dagen en ren foræring. Præsident Sarkozy blev portrætteret af franske bladtegnere iført Solkongen, Ludvig XIV', paryk og gallapragt.

Præsident Sarkozy entrerede salen i ophøjet majestæt. Det var forbudt parlamentarikerne at gruppere sig efter politisk tilhørsforhold. En debat brød ud, så såre præsidenten havde forladt stedet, men der kom ingen officielle svar fra premierminister François Fillon.

Oppositionspolitikere og kommentatorer udtalte, at begivenheden markerede en yderligere ydmygelse af Fillon og premierministerembedet, der konsekvent er blevet marginaliseret under indtryk af Sarkozys maniske aktivitet, siden han overtog præsidentposten for to år siden.

En lettere omdannet regering ventes offentliggjort i dag. Ny kulturminister bliver Frédéric Mitterand, men derudover ventes Sarkozy blot at erstatte de to ministre, der går til Europa-parlamentet, justitsminister Rachida Dati og landbrugsminister Michel Barnier. Som en anonym kilde i regeringspartiet udtalte:

»Hvorfor have besvær med at omdanne regeringen, når alle ved, at den virkelige regering er Elysée-palæet? (Præsidentens embedsresidens, red.

© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her