Nyhed
Læsetid: 2 min.

Sexisme eller humor?

Er det kvinde-undertrykkende, aldersdiskriminerende eller bare en frisk tone, man må finde sig i, når den amerikanske højrefløjs mediedrenge kommenterer antallet af Nancy Pelosis Botox-behandlinger?
Udland
2. juni 2009
Den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, 69-årige Nancy Pelosi, udtalte sig i embedsmedfør, men den efterfølgende kritik er særdeles personlig.

Den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, 69-årige Nancy Pelosi, udtalte sig i embedsmedfør, men den efterfølgende kritik er særdeles personlig.

Tim Sloan

WASHINGTON DC - Kan man tillade sig at bruge en politikers flittige brug af Botox-injektioner og ansigtsløftninger mod hende?

Det diskuteres pt. livligt i den amerikanske politiske netdebat. Politikeren er i dette tilfælde den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi. Hun kom på en rigtig røvtur i mediemøllen i forrige uge, da hun anklagede CIA for at have løjet for de folkevalgte politikere om de kontroversielle forhørsmetoder, som agenturet havde taget i brug over for terroranklagede.

At kalde rigets fremmeste spioner for løgnere er ikke hverdagskost i amerikansk politik, og den californiske top-demokrat fik travlt med at skifte taktik, efter at hun på en mildt sagt mindre vellykket pressekonference for otte dage siden havde fremsagt påstandene. Dagen efter blev de trukket tilbage, men da var det for sent.

"Hvis Nancy Pelosi var i stand til at skifte ansigtsudtryk, ville hun se ud som om, hun skammede sig. Desværre er det ikke tilfældet," lød det syrligt fra Alex Castellanos, kendt republikansk rådgiver til CNN.

Og han var langt fra alene. Smider man Pelosis navn og søgeordet 'Botox' ind på søgemaskinen Google, vrimler det med især vrede konservative bloggere, der miskrediterer den 69-årige demokratiske politiker med udgangspunkt i hendes rigtignok bemærkelsesværdigt ubevægelige og relativt ungdommelige ansigt, der nok skyldes andet end grøn te og ni timers nattesøvn.

Billig fødselskontrol

Fra Rush Limbaugh, den legendarisk reaktionære konge af talk-radio, kom følgende dom over Pelosis opførsel på pressemødet: "hun rystede, hun skælvede, det kunne være et anfald af Botox-abstinenser."

I januar bemærkede Limbaugh tilsvarende, at man, hvis man ønskede at holde folketallet nede i USA, bare skulle hænge billeder af Pelosi op på "samtidige billige amerikanske moteller, for hvis man skal se på det kan intet rejse sig."

Fra liberale bastioner som institutionen Media Matters, der overvåger politisk journalistik i USA, samt fra Huffington Post lyder advarsler om kønsdiskrimination og "grov uprofessionel optræden".

"Ville vi høre dette, hvis Nancy Pelosi var en mand," spørger førstnævnte i internetindslag og TV-reklamer.

Bagsidens korrespondent har det svært med den slags. Der kan principielt gøres grin med stort set alt - fra svigermødre til Muhammeds skæg og Botox-Pelosi eller Helle Thornings nu solgte Gucci-taske. Men er det nu egentlig sjovt ?

I hvert fald har mange amerikanere det endog meget svært med den slags humor. Den store middelklasses (og venstrefløjs) politiske korrekthed er overvældende, og listen over, hvad der mange steder ikke kan gøres grin med, er kilometer lang og dækker i hvert fald religion og for det meste også køn, race og alder. (Og nej, det gælder ikke New Yorks stand-up-komikere eller The Daily Show, men kære læser - det er heller ikke repræsentativt for det folkelige USA, men bare hvad de flinke mennesker i den danske medieelite udvælger af smal liberal - i den amerikanske forstand - humor til danskernes aftenkaffe).

Resultatet af humorpolitiets udrensninger er imidlertid, at der ofte ikke er meget tilbage at grine ad. Og det triste ved udgrænsningen er, at sarkasmen følgelig ofte tvinges ud på de politiske yderfløje, hvor humor ikke har det med at trives. I den aktuelle sag har Pelosi klogt taget sig en tur til Kina, hvorfra hun vender tilbage i morgen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her