Læsetid: 4 min.

Shell indgår forlig med Nigerias Ogoni-folk

Efter 13 års juridisk strid har Shell valgt at betale sig fri af en retssag, hvor oliegiganten var tiltalt for medskyld i menneskerets-overgreb på lokal folkegruppei det olierige Niger-delta
Ken Saro-Wiwa førte kampagne for lokalbefolkningens rettigheder og protesterede mod den forurening, som olieindustrien forårsagede i Nigeria. Han blev henrettet i 1995 efter at være dømt til døden ved et militærtribunal.

Ken Saro-Wiwa førte kampagne for lokalbefolkningens rettigheder og protesterede mod den forurening, som olieindustrien forårsagede i Nigeria. Han blev henrettet i 1995 efter at være dømt til døden ved et militærtribunal.

10. juni 2009

Royal Dutch Shell har indgået et opsigtsvækkende frivilligt forlig til 15,5 mio. dollar i en retssag, hvor selskabet stod tiltalt for medskyld i menneskeretskrænkelser i Nigeria. Der skulle i denne uge have faldet dom ved en amerikansk domstol i en sag, som begyndte for hele 13 år siden.

Shell stod tiltalt for at have været involveret i mord, tortur og andre overgreb, som blev begået af Nigerias tidligere militærregering imod aktivister fra Nigerflodens olierige deltaregion.

Ken Saro-Wiwa og otte andre aktivister fra Niger-deltaets ogoni-folkegruppe havde ført kampagne for lokalbefolkningens rettigheder og protesteret imod den forurening af deres hjemland, som olieindustrien har forårsaget.

Over for Associated Press erklærer Ken Wiwa, 40 år og søn af Ken Saro-Wiwa, at forliget er "en sejr for os", som hans far ville have været tilfreds med .

En talsmand for Shell, Malcom Brinded, siger, at forliget er udtryk for, at "Shell erkender, at de forurettede og andre er blevet udsat for lidelser, skønt vi ikke har andel i den vold, der fandt sted".

Samarbejde med politiet

Ifølge anklageskriftet samarbejdede Shell-medarbejdere med det nigerianske politi op igennem 1990'erne, blandt andet om våbenleverancer. Shell-ansatte skal endvidere have deltaget i razziaer i Ogoniland og betalt regeringstropper for at skyde på landsbyboere, som protesterede imod en rørledning, ligesom virksomheden beskyldes for at have bistået Nigerias regering med at pågribe Ken Saro-Wiwa og hans kolleger.

Shell har konsekvent afvist alle anklager:

"Selv om vi var klar til at gå rettens vej for at rense vores navn, mener vi, at den rette vej frem er at fokusere på Ogoni-folkets fremtid, som har afgørende betydning for fred og stabilitet i regionen," siger Shell-talsmand Martin Brinded til AP.

Sagen har været genstand for stor opmærksomhed, noterer avisen The Independent - navnlig i transnationale selskabers bestyrelses-lokaler, hvor det var forventet, at den ville blive prøve-klud for, om virksomheder, der er amerikanskejede eller opererer fra USA, kan holdes ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser begået i udlandet.

Saro-Wiwa blev hængt i november 1995 efter at være dømt til døden ved et militærtribunal på anklager, der ifølge sagsøgerne var "fabrikerede", og hvor han blev nægtet behørig advokat-bistand og appelmuligheder.

Nigerias olieindustri har længe været det grelleste eksempel på det, som kendes som Afrikas 'ressourceforbandelse'.

Skønt Nigeria er Afrikas største olieproducent, har landets olieindtægter ikke betydet velstandsfremgang for de 70 procent af nigerianerne, som må leve for under en dollar om dagen. Hertil kommer, at udvindingen af råolie har fået skæbnesvangre miljøkonsekvenser for Nigerdeltaets befolkning, som tillige har måttet se deres livsgrundlag svinde ind.

I Nigerdeltaet er landbrugsarealer blevet smadret og fiskebestande forsvundet som følge af de miljøødelæggelser, der følger af afskovning og den berygtede gas-afbrænding, der på trods af forbud stadig praktiseres.

Et vendepunkt

Saro-Wiwa, som også var en succesrig forfatter og forretningsmand, advarede om, at Shells handlinger i Nigeria ville vende tilbage for at hjemsøge selskabet. Under den parodiske retssag imod ham udtalte han:

"Jeg og mine kolleger er ikke de eneste på anklagebænken (...) der er ingen tvivl i mit sind om, at den økologiske krig, som virksomheden har ført i deltaet, vil kompromittere Shell før eller senere, og at forbrydelserne i denne krig vil blive straffet."

Henrettelsen af aktivist-lederen viste sig at blive et vendepunkt for Nigerdeltaet. Flere af hans dystre forudsigelser er siden gået i opfyldelse.

Olieproduktionen i Nigeria kører i dag på halv kapacitet, og Niger-deltaet er reelt forvandlet til en krigszone. De fredelige protester, der nåede et højdepunkt i 1993, da 300.000 ogonier demonstrerede imod Shell med krav om kompensation og ophør for yderligere miljøødelæggelser, er afløst af væbnede militser i åbent oprør.

I stedet for ved demonstrationer føres modstandskampen nu ved bortførelser, bombeattentater, sabotage og væbnede angreb mod olieanlæg, pumpestationer og multinationale mål. Hertil kommer, at områdets korrupte myndigheder står i ledtog med piratbander og gennemfører olietyverier i stor skala.

Hundreder af mennesker i Nigerdeltaet frygtes dræbt i krydsild under en regeringsoffensiv mod oprørerne, der tog sin begyndelse i maj - en operation, som blev fordømt af Amnesty International.

Den største af regionens oprørsgrupper er Movement for Emancipation of the Niger Delta. I modsætning til Saro-Wiwas Movement for the Survival of the OgoniPeople er dens taktik erklæret voldelig.

Volden har berørt alle de olieselskaber, der opererer i området, men ifølge analytikere er Shells felter de værst ramte. At olieindustrien selv har været med til at nære volden i området, var konklusionen i en rapport, som Shell selv bestilte for fem år siden. Nigerias regering oplyste sidste år, at Shell ikke ville få sin operationslicens forlænget.

De etniske grupper i Deltaet har ønsket sig større autonomi siden uafhængigheden fra Storbritannien i 1960. Ogoni-kampagnen udsprang af oplevelsen blandt de etniske minoriteter af, at de blev snydt for olieindtægterne af en korrupt regering domineret af Nigerias større etniske grupper.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Ciborowski

"Selv om vi var klar til at gå rettens vej for at rense vores navn, mener vi, at den rette vej frem er at fokusere på Ogoni-folkets fremtid, som har afgørende betydning for fred og stabilitet i regionen," siger Shell-talsmand Martin Brinded til AP.

Med andre ord er deres navn altså ikke blevet renset, fordi ....

At olieindustrien selv har været med til at nære volden i området, var konklusionen i en rapport, som Shell selv bestilte for fem år siden.

Jeg lader lige den stå lidt ...