Man vælter ikke islamiske revolutioner ved hjælp billygter. Og helt sikkert ikke ved at gå i fakkeltog. Fredelige protester var muligvis vejen frem for Gandhi, men Irans Øverste Leder agter ikke at lade sig imponere af nogle få tusinde demonstranter på gaden. Selv ikke om de nat efter nat råber nok så meget Allahu Akbar fra deres tagtoppe.
Anråbelse i kor af Gud, dukkede op som fænomen på tagtoppene i Kandahar hver aften efter Sovjets invasion af Afghanistan i 1979 - jeg hørte det selv i Kandahar. Og jeg hørte det også i sidste uge fra Teherans tage. Men det stoppede lige så lidt den sovjetrussiske fremrykning, som det vil stoppe Basiji eller Irans Revolutionsgarde. Symboler gør det ikke alene.
Mandag tilkendegav Revolutionsgarden der er lige så lidt folkevalgt, som den er repræsentativ for dagens masser af oprørte iranske unge - sin isnende uhyggelige trussel om at håndtere »uromagerne« med »revolutionære metoder«.
Imitation af Israel
Alle i Iran, selv de, som er for unge til at huske nedslagtningen af regimets modstandere i 1988, hvor titusinder blev hængt ved massehenrettelser, forstår betydningen af disse ord.
At slippe et rak af bevæbnede regeringsmilitser løs på gaderne og hævde, at enhver, de plaffer ned, er 'terrorist', er en næsten tro imitation af den israelske hærs offentlige reaktion på den palæstinensiske intifada. Hvis stenkastende demonstranter bliver skudt og dræbt, er det deres egen skyld. De bryder jo loven og arbejder desuden for udenlandske magter.
Når det sker i de israelsk besatte territorier, påstår israelerne, at de udenlandske magter Syrien og Iran står bag volden. Når det sker på gaderne i iranske byer, påstår det iranske regime, at det er de udenlandske magter USA, Israel og Storbritannien, som står bag volden.
Og sandelig er det en intifada, som er brudt ud i Iran, uanset hvor håbløs dens mål så er. Millioner af iranere accepterer ikke længere at bøje sig for landets love, fordi de er overbeviste om, at de samme love er blevet korrumperet ved et bedragerisk valg.
Den Øverste Leder, Ali Khameneis, hasarderede beslutning om at investere hele sin prestige i Mahmoud Ahmadinejad har elimineret enhver chance for, at han kunne hæve sig over slaget som neutral mægler.
Slægtninge til Mirhossein Musavis magtfulde allierede, Ali Akbar Rafsanjani, har været anholdt for siden at blive løsladt. Musavi selv er blevet truet med arrestation af parlamentsformanden. Og dog er en af de socialt mest populære præster og en anden af Musavis væsentlige forbundsfæller, Mohamed Khatami, forblevet urørt.
Nok har Musavi været premierminister, men Khatami var præsident. At røre ved Khatami vil gøre det af med Ahmadinejads fremtidige beskyttelse. Og Ahmadinejads magtfulde politiske ven, ayatollah Yazdi, som stiler efter at blive den næste Øverste Leder, er en trussel imod Khamenei. Og skønt hvert bloddryppende lig på Irans gader nu vil blive udnævnt til 'terrorist' af Ahmadinejads venner, vil samme offer blive hædret af hans fjender som en 'martyr'.
Hvis Musavi skal vinde, er han nødsaget til at organisere protestbølgen på mere sammenhængende manér og ikke sætte alt på ét bræt. Men har Khamenei nogen langsigtet plan ud over den blotte overlevelse?
© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
Mon det er et udtryk for Robert Fisks had mod den genopstandne jødiske stat, at den skal bringes ind i omtalen af præstestyret, i øvrigt ved brug af løgne?
Så på tv informations udenrigsredaktør kalde Robert Fisk for mellemøstens bedste udenrigskorrespondent, hehe.
Han kan højest blive Irans bedste når kun han er tilbage.
Det er et retorisk spind Fisk skal have til at nå sammen på midten.
For ikke at undergrave sine argumenter i forhold til Palæstina problematikken er Fisk nødt til at holde fast i en art demokratisk fremtid med Islam i hånden også når det gælder Iran.
Men er det ikk lissom at bede folk om at stemme kommunistisk lige efter murens fald?
Når Fisk blander Israel/Palæstina ind i denne sag, er det vel nok for at gøre bod for hans kritik af Iran.
Sammenligningen er søgt. Israel kæmper med ryggen mod muren mod naboer, der vil udrydde nationen.
I Iran hersker et islamisk diktatur, der bruger afskyelige metoder i undertrykkelsen af sit eget folk.
Systemkritikere fængsles og tortureres. Flere tusinde, som udstod årelange fængselsstraffe for at have forkerte meninger om islam, blev ikke løsladt men i stedet henrettet.
I fængslerne bliver de mest genstridige pisket 5 gange om dagen ved bønnetid. Det er for at de kan få den rette "tro."
Når Fisk blander Israel ind i den sag, er det selvfølgelig på grund af de klare ligheder, som han også omtaler i artiklen.
Det burde enhver, der ikke automatisk kager skyklapper, solbriller og ørepropper på, når Israel kritiseres, kunne se.
"So put in your earplugs, put on your eye-shades, you know where to put the cork."
(The Who: "Tommy")
@ Ole Gerstrøm
Hvilke af Israels naboer er det, der vil udrydde Israel?
Israel har fredsaftaler med 2 sine 4 naboer - nemlig Jordan og Ægypten. De resterende 2, Libanon og Syrien, har tilbudt Israel fred mod at Israel trækker sig ud af de besatte områder. Dette tilbud fremsatte de sammen med resten af de arabiske lande i 2003. Men Israel ville ikke engang kommentere forslaget.
Drop nu offergørelsen af Israel og kritisér i stedet de brud på menneskerettighederne der foregår i Israel såvel som i Iran. Det er sgu da ligemeget om det er Iran eller Israel der torturerer og fængsler folk uden rettergang.
Ethvert diktatur opfinder sine egne grunde til at undertrykke befolkningen. Men vi bør ikke acceptere krænkelser af menneskerettighederne - uanset begrundelsen.
Robert Fisk er værd at læse, selv om det som regel er ubærlige sandheder han smider i ansigtet på folk. Dog også ind imellem nogle opmuntrende beskrivelser og helt sikkert gode råd, når han en sjælden gang begiver sig af med det.
Christian Schønbeck spørger "Hvilke af Israels naboer er det, der vil udrydde Israel?"
Der er Syrien, som siden 1967 har været i krigstilstand med Israel. Der er Hamas, og der er Hizbolla.
I hele Mellemøsten er det sædvanligt, at man ser landkort, hvor Israel ikke er angivet.
I de arabiske lande er Mein Kampf en bestseller.
@ Ole
Prøv at forholde dig til virkeligheden i stedet for at fremmale overdrevne trusselsbilleder.
Som jeg skrev ovenfor tilbød Syrien og de andre arabiske lande Israel fred og normale relationer mod, at Israel skulle trække sig ud af de besatte områder i 2003. Dette tilbud er endnu ikke taget af bordet selvom Israel har ignoreret det i 6 år.
Syriens udestående med Israel handler om de besatte Golan-højder og ikke om hvorvidt Israel har ret til at eksistere eller ej.
Mener du virkeligt, at man kan tale om, at Israel er truet på sin eksistens af nogen af sine naboer?
Mht. landkort er de besatte områder ikke markeret på de kort man finder i Israel. Således forledes de israelske skolebørn, såvel som resten af den israelske befolkning, til at tro, at de besatte områder er en del af Israel.