Læsetid: 4 min.

I Storbritannien er EU den tykke dreng med briller

I går skød Storbritannien Europa-Parlamentsvalget i gang. For briterne står valget i skyggen af politiske skandaler, som sender vælgere i armene på fløjpartierne
Den britiske premierminister Gordon Browns Labour-parti er splittet i en grad, så vælgerne sandsynligvis enten vil blive hjemme eller sætte deres kryds ved fløjene ved EP-valget.

Den britiske premierminister Gordon Browns Labour-parti er splittet i en grad, så vælgerne sandsynligvis enten vil blive hjemme eller sætte deres kryds ved fløjene ved EP-valget.

Leon Neal

5. juni 2009

Hollændere og briter indledte i går fire dages Europa-Parlamentsvalg, hvor EU's 27 medlemslande skal afgøre, hvilke 736 politikere der skal til Bruxelles de næste fem år. Valgresultaterne bliver først offentliggjort søndag, men allerede nu tegner det til at blive EU-skeptikernes valg.

Valgdeltagelsen til Europa-Parlamentet er generelt lav, blot 34 procent af briterne stemte ved Europa-Parlamentsvalget i 2004, men efter lang tid med stor arbejdsløshed og britiske parlamentarikeres udgifts-skandaler, forventes en ny bundrekord for regeringspartiet Labour .

"Noget af det mest markante ved valget i Storbritannien er den meget lave valgdeltagelse, og det virker fuldstændig bizart, at de ikke i det mindste stemmer på et EU-skeptisk parti," siger analytiker Hans Martens fra den belgiske tænketank, European Policy Center.

"De få, der så stemmer, er på den euro-skeptiske fløj."

Yderfløjene vinder fremgang på bekostning af tre af de fire store britiske partier, de konservative og Labour og liberaldemokraterne, viser en analyse fra Burson Marsteller og London School of Economics.

De Grønne står til en fremgang på fire mandater, og de konservative går 'kun' tre mandater tilbage mod Labour, der mister fire mandater. De uafhængige (UKIP) er det mest EU-skeptiske, der står til en overraskende fremgang.

En betydelig del af de flygtende Labour-vælgere har enten sat deres kryds ved de grønne, eller ved de EU- skeptiske konservative parti, der siden maj er rykket endnu længere mod højre.

Ikke skeptisk nok

"Der er kun et parti i England, der er rigtigt EU-positivt, og det er Labour, der konstant skal argumentere for, hvorfor EU er vigtigt. Alle andre prøver at undgå det, fordi det er for farligt et område at snakke om," siger analytiker Hugo Brady fra den britiske tænketank Centre for European Reform.

"EU er som den tykke dreng med briller i skolen, der bliver mobbet bare for at være til. Samtidigt har hele udgiftsskandalen bekræftet briterne i deres billede af politikere som korrupte. Det betyder, at de vender det politiske system i England ryggen, og det system er det eneste, som de kan se i Europa. Derfor vil de beslutte sig for at vælge hårdføre og EU-skeptiske politikere, der siger det, de gerne vil høre. Hele den britiske EU-debat står foran en kæmpe omvæltning," siger Hugo Brady.

I England er foreløbig fire ministre fra Labour-regeringen gået af, og Gordon Browns Labour-parti er splittet i en grad, så vælgerne sandsynligvis enten vil blive hjemme eller sætte deres kryds ved fløjene. Ifølge en YouGov-survey ville Labour kun få 16 pct. af stemmerne, hvis der var valg i morgen.

Hos De konservative hersker ikke mindre kaos efterpartileder David Camerons udmelding om at forlade Europa-Parlamentets største gruppe, the European Peoples Party (EPP), for at danne en ny gruppe, fordi han mener, at EPP er blevet for EU-venlige.

Konservative politikere kalder det politisk selvmord at forlade en favorabel position i Europa-Parlamentets største gruppe. Den nye linje betyder, at de konservative indtager en historisk EU-skeptisk position, og derfor kigger de nu mod den yderste højrefløj i Europa-Parlamentet. Her findes partier som det polske Law and Justice Party (PiS) og det tjekkiske Civic Democrats. Førstnævnte er Polens regeringsparti, hvis leder Jaroslaw Kaczynski har udtalt, at "homoseksuelle ikke bør være skolelærere", og at "anerkendelsen af homoseksualitet fører til civilisationens undergang".

Beslutningen om de nye bånd til højrefløjen har skabt kaos i den konservative gruppe.

"Hvor meget indflydelse vil den konservative gruppe få, hvis alt, den kan mønstre, er tjekkerne, et polsk parti, hvis politik har bedst af ikke at blive undersøgt, og et par lettiske nationalister? Det er en bizar og dårlig byttehandel, som Cameron bittert vil komme til at fortryde," skriver den afgående engelske konservative MEP'er Caroline Jackson i et læserbrev i EU-avisen The European Voice.

Umage sengekammerater

Flere prominente politikere har advaret David Cameron. Ifølge The Guardian har Angela Merkel nærmest truet med at boykotte den nye gruppe, mens Sveriges statsminister Fredrik Reinfeldt har sagt, at det vil isolere den engelske konservative gruppe.

Hans Martens kalder splittelsen i den konservative gruppe for en sund og naturlig proces:

"Det, vi ser, er, at Europa-Parlamentets politiske grupper begynder at bevæge sig hen imod egentlige europæiske partikonstellationer. I dag er det ikke partier, men derimod politiske grupper af meget umage sengekammerater," siger han og peger på, at splittelsen på højrefløjen kan falde til fordel for en Kommissionsformand fra venstrefløjen.

"I realiteten kan man forestille sig situationen, hvor Cameron laver argumenter, der passer utroligt godt til den populistiske debat i Storbritannien. De konservative trækker sig ud af de der EU-venlige grupper, men det kan give det europæiske resultat, at vi ender med en socialistisk Kommisionsformand. Camerons beslutning kan komme til at gøre ham ansvarlig for en kommisionsformand, som han ikke selv ville have anbefalet."

Flest stemmer til S

Søndag stemmer danskerne på de 13 politikere, der skal udfylde pladserne i Europa Parlamentet. Ifølge den seneste analyse fra London School of Economics, får Socialdemokraterne stadig flest stemmer, dog ikke i samme omfang som ved valget i 2004. Socialdemokraterne vil muligvis miste et mandat, hvilket efterlader dem med fire sæder i parlamentet. Venstre, Socialistisk Folkeparti (SF) og Dansk Folkeparti (DF) vil sandsynligvis få hver endnu et mandat, hvilket giver de to sidstnævnte hver to sæder i parlamentet. Det er desuden blevet antydet, at DF muligvis vil gå sammen med Parlamentets største gruppe, de konservative European Peoples Party (EPP).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu