Læsetid: 2 min.

Sveriges mulige succes - eller fiasko

EU's roterende formandskasket vil i det næste halve år sidde på hovedet af vores svenske naboer. Men med hatten og titlen følger en lang række svære opgaver
Sveriges statsminister, Fredrik Reinfeldt, er ifølge eget udsagn opmærksom på, at der i forbindelse med EU-formand-skabet også kan opstå uventede udfordringer.

Sveriges statsminister, Fredrik Reinfeldt, er ifølge eget udsagn opmærksom på, at der i forbindelse med EU-formand-skabet også kan opstå uventede udfordringer.

John Thys

1. juli 2009

Formandslandet, som i spidsen for et samlet Europa førte en international klimaaftale i hus på klimatopmødet i København. Som skabte fornyet tiltro til Europas finanstilsyn og viste vejen ud af de svimlende statsunderskud i hele Europa. Og formandslandet, som langt om længe kunne erklære Lissabon-traktaten for endeligt vedtaget i alle 27 medlemslande.

Når Sverige i dag overtager førertrøjen i EU-samarbejdet og bliver formandsland, kan det være startskuddet til én lang succeshistorie for vores svenske naboer. Men når der om et halvt år skal gøres status, kan det på den anden side også ende med noget, der i højere grad minder om en græsk tragedie.

Først og fremmest så er der fortsat lang vej, inden et positivt resultat på klimatopmødet kan anses som en logisk udgang. Og en småpessimistisk svensk statsminister, Fredrik Reinfeldt, beklager i den forbindelse, at de seneste års energi og parathed i forhold til klimaspørgsmålet er forsvundet i takt med den økonomiske krise.

»Jeg må bare gøre klart, at det nu er et meget sværere miljø politisk at komme frem med dette spørgsmål. Mange andre ting er i politikernes tanker,« sagde Reinfeldt i går til inviterede EU-journalister i Stockholm. Også internt i EU er klimaambitionerne blevet skubbet i baggrunden i især østeuropæiske lande, som forsøger at slippe så billigt som muligt fra en kommende klimaaftale. Derfor venter der EU og det svenske EU-formandskab en svær opgave med at få fordelt regningen for de nødvendige klimatiltag i den tredje verden. Og her må alle tage ansvar, lød Reinfeldts formanende ord.

»Der er for mange lande i verden, som tror, at klimaspørgsmålet handler om at få flere ressourcer til landet, som nogle andre skal betale for,« sagde han.

Uforudsigelige parter

Også på finanserne og økonomien risikerer Sverige at møde modstand i visse lande med sit krav om at sætte en stopper med forbrugsfesten fra landenes statskasser i form af milliardpakker til at styrke økonomien og finansmarkederne. Stigende statsgæld og offentlige underskud skal udskiftes med exit-strategier, som med den svenske finansminister Anders Borgs ord skal skabe grundlag for »stabile og vedvarende« økonomier i Europa.

Og endelig afhænger EU's traktatfremtid endnu engang af en flok uforudsigelige irske vælgere, som igen skal stemme om Lissabontraktaten til oktober, og en mindst lige så uforudsigelig tjekkisk præsident, Vaclav Klaus, som har lovet at kæmpe til det sidste for at blokere traktaten.

Som om de svenske udfordringer ikke ser store nok ud i forvejen, så lurer der andre mulige problemer rundt om hjørnet. Mens det franske EU-formandskab sidste efterår måtte håndtere en lynkrig mellem Rusland og Georgien og en eksploderende finanskrise, har det tjekkiske formandskab det seneste halve år kæmpet med både krigen i Gaza og en bitter gaskonflikt mellem Rusland og Ukraine, som midt i vinterkulden stoppede gastilførslen til store dele af Europa.

»Vi har selvfølgelig lært fra det franske og det tjekkiske formandskab, at det at være i formandssædet også er at være en del af storpolitik. Hvor end der er problemer i verden, så vil det banke på EU's dør. Så man er også nødt til at forberede sig på det, som man ikke kan se, når man begynder forberedelserne,« sagde Reinfeldt. ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu