Baggrund
Læsetid: 5 min.

Teherans folkemasser kræver frihed

I går bad Irans oppositionsleder, Musavi, sine tilhængere om at holde sig hjemme for ikke at støde sammen med Ahmadinejads støtte demonstration - mandag var de på gaden i de største fremmøde siden revolutionen 1979. Robert Fisk var med
En iransk kvinde viser et billede af politi, som slår til mod reformtilhængere i Teherans gader. Iranere i udlandet har støttet deres landsmænd med sympatiprotester.

En iransk kvinde viser et billede af politi, som slår til mod reformtilhængere i Teherans gader. Iranere i udlandet har støttet deres landsmænd med sympatiprotester.

Udland
17. juni 2009

TEHERAN - Ikke siden Irans revolution i 1979 er menneskemasser stimlet sammen i så stort tal. Ikke siden det år har folkemængder kogt af så overvældende begejstring på deres vej gennem boulevarderne i denne intense, fortvivlede by som i mandags: De asede og masede, og de puffede og skubbede igennem smalle gader for at nå frem til hovedstrøget. For kun at finde kampklædt uropoliti med stålhjelme og knipler, der havde taget opstilling i rækker på begge sider. Men folket ignorerede dem alle. Og betjentene, som var i håbløst mindretal over for disse titusinder, smilede forlegent. Og nikkede, til vores forbløffelse, opmuntrende til de mænd og kvinder, som krævede frihed. Hvem kunne tro på, at regeringen havde forbudt denne demonstrationsmarch

Til tider truede Musavis -sejrsmarch- med at knuse os i en massiv mur af taktfast råbende mænd og kvinder, som faldt ned i afløbsrender eller snublede over væltede træer, mens de forsøgte at holde trit med hans køretøj. Store grønne bannere bølgede ud fra deres politiske leders bil. De sang i kor, igen og igen de samme ord: »Kampvogne, kanoner, Basiji, I har ingen virkning nu.« (Basiji er et paramilitært studenterkorps, som er loyal over for Irans revolutionsgarde, red. ). Mens regeringens helikoptere kværnede ovenover, kiggede tusinder op og overdøvede rotorbladenes støj: »Hvor er min stemme «, stod der på manges skilte. Klicheer ligger lige for på så dramatiske dage, men dette var i sandhed et historisk øjeblik.

En velgørende støvregn faldt på os alle, da vi marcherede ned ad det store hovedstrøg imod den frygtind gydende betonpyramide, som shahen engang lod opføre for at ære sin fars minde, og som de revolutionære fra 1979 omdøbte til Frihedspladsen. Bag os, blandt dem, som var sakket agterud, begyndte sten at regne ned over vejen, da Basijierne lagde en jernring om Sharif Universitet (de ser ud til at have set sig gale på højere læreanstalter i disse dage), og en mand sank om på vejen med ansigtet indsmurt i blod. Men den store menneskemasse fortsatte fremad, flagede med sine grønne bannere og råbte i triumf til de tusindvis af iranere, som fulgte hele dette skue fra tagryggene.

Til højre kunne de se et alderdomshjem, og ud på balkonen kom de gamle og forkrøblede, som må kunne huske den foragtede shahs styre, ja måske tilmed hans klamme far, Reza Khan. En kvinde, som må have været 90, viftede med et grønt tørklæde, og en endnu ældre mand dukkede op på den snævre balkon og rakte sin krykke op i luften. Den tusindtallige skare nede på gaden råbte deres ubeherskede glæde tilbage til denne olding.

Da vi gik ved siden af denne vældige menneskestrøm, blev vi alle grebet af en sælsom frygtløshed Hvem ville vove at angribe dem nu Hvilken regering kunne finde på at nægte et folk af så stor tal- og viljestyrke noget Farlige spørgsmål.

Skud og panik i mængden

Da mørket faldt på, blev basijier i hundredvis jagtet af demonstranter i byens vestlige del, mens skud begyndte at knalde i forstæderne. De, som var fatalt langsomme til at forlade Azadi-pladsen, blev beskudt af Basijierne. Flere blev dræbt, tusinder var i panik bag os.

Efter hver dag med sol, kommer som regel et farligt mørke, og måske blev dette foregrebet af den sære grå sky, der kom os alle nærmere, da vi rykkede tættere på Azadi-pladsen ud på den sene eftermiddag. Mange af de tusinder af mennesker omkring mig, så også ud til at lægge mærke til det, og begyndte at gå stærkere i den brændende eftermiddagssol for at komme ind i dens svale skygge. Så begyndte det at regne. Det øsede ned, så vi alle blev gennemblødte. Der er en mindre regntid i Teherans midsommer, men den var kommet tidligere. Solstrejf brød gennem skyerne i horisonten som på et bibelsk maleri.

Moin, en kemistuderende ved Teherans Universitet, hvor blodet havde flydt nogle få timer før, gik ved min side og sang på persisk, mens regnen væltede ned. Jeg bad ham oversætte.

»Det er et digt af Sohrab Sepehri, en af vores nyere digtere,« sagde han. Kan det virkelig passe, tænkte jeg ved mig selv. Synger de virkelig digte højt i Teheran, når de forsøger at ændre på historien Her er digtet i oversættelse: » Vi burde gå under regnen/Vi burde vaske vore øjne/Og vi burde se verden på en hel ny måde.«

Han grinede til mig og sine to medstuderende venner:

»Den næste strofe handler om at elske med en kvinde i regnen, men den virker ikke helt passende her.«

Rige som fattige deltog

Vi gav ham ret. Vores fødder gjorde ondt. Vi vadede stadig hen over kloakdæksler og brosten, skjult bag mænds fødder og kvinders slør og hovedtørklæder. For det var ikke kun de modesmarte, solbrilleklædte unge kvinder fra det nordlige Teheran, der var her. Også de fattige var kommet, gadearbejderne og midaldrende kvinder i fuld chador. Ganske få holdt spædbørn på skuldrene eller armen og snakkede indimellem med dem som i et forsøg på at forklare denne dags betydning til et barnesind, som i årene fremover næppe ville kunne huske, at det var til stede her på denne mærkedag over alle.

I den grå belysning lignede det kæmpemæssige Azadi-monument et rumskib.

Moin og hans venner lagde sig i græsset omkring det og røg cigaretter. De spurgte hinanden, om Den Øverste Leder (ayatollahen, red. )mon ville indse, hvad alt dette betyder for Iran.

»Han bliver nødt til at holde omvalg,« sagde en af Moins venner. De så på mig. Spørg ikke en udlænding, sagde jeg. For jeg er ikke spor sikker på, at 1979-revolutionens fædre vil se med så milde øjne på dette selvindlysende frihedskrav.

Sandt nok er ayatollah Ali Khamenei, Irans øverste leder - hvor antikveret lyder denne titel ikke på sådan en dag - gået med til at iværksætte en efterforskning af valgresultaterne og måske løber en statistik igennem eller to.

Men trods sin træghed og evige smil er Ahmadinejad en hård hund i det kleri kale miljø. Hans ærværdige forgænger, Hojatolislam Mohamed Khatami, var et eller andet sted nede i menneskemængden sammen med Musavi og Musavis kone, men de kan ikke beskytte disse mennesker.

Regeringsmagten beror ikke på, hvem der er gode og onde: Det handler om magt, om statslig og politisk magt - det er ikke det samme - og medmindre de blegt smilende urobetjente skulle finde på at gå over til oppositionen, vil Den Islamiske Republiks våben forblive i hænderne på Ahmadinejads regime og hans beskyttere. Hvilket vi utvivlsomt snart vil få at se.

© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her